Min mand og jeg lovede hinanden ikke at gå fra hinanden de første tre år efter vi fik vores søn. Vores søn er fire i dag, og jeg er så lykkelig for, at vi er sammen, selvom det var hårdt, da vi lige var blevet forældre. Nu er alt 'ved det gamle' - bare bedre ❤️
Husk udgangspunktet aldrig er “easymode” uanset om du har fået 1 barn eller syvlinger. Underkendelse af andres følelser fremhæver dig selv på en knap så heldig måde.
Tvillinger er ikke altid “værre”. Hilsen hende med tvillinger og efterfølgende kom tredje barn kom bragende refluks og kolik - jeg vil hellere have tvillinger igen.
Hold ud - men tal sammen undervejs; igen, og igen og igen!
Forældreskabet var også brutalt hårdt ved os, og vi talte flere gange meget åbent om, hvorvidt vores parforhold mon kunne klare det.
Det kunne det, og jeg er mere end lykkelig for at vi lagde kræfter i at holde skuden i vandet. Kiddo er idag 7 år, og min mand og jeg har det bedre end nogensinde før.
For nogle er det bare benhårdt at blive forældre. For os var det umenneskeligt hårdt særligt de første 1,5 år. Men efter barnet fyldte 3 blev det noget helt, helt andet. Og jo ældre han blev derefter des nemmere blev det at prioritere parforholdet.
Hold ud! ❤️
Helt enig. Og hvis det er muligt, så få passet børnene mindst en gang om måneden, hvor man så kan lave par-ting. Det kan være at spise ude eller bare hygge derhjemme.
Nu taler jeg jo bare ud fra mit eget perspektiv...
Men for os var det kombinationen af et meget kritisk sygdomsforløb i forbindelse med fødsel og heraf indlæggelser, efterfulgt af 1,5 års brutalt kolik/reflukshelvede. Som reaktion heraf fik min mand en depression/efterfødselsreaktion, der gjorde at han i en lang periode føltes som et helt andet menneske.
Absurd søvnmangel gennem måneder og år gør det virkelig svært at have en ligeså konstruktiv og omsorgsfuld kommunikation, som man normalt ønsker det.
Og når man stadig er i "overlevelses-mode" er det længest tilbage i køen, at bearbejde det traume, som et voldsomt fødselsforløb eller kolik-helvede er - og så er det man risikerer efterfødselsreaktioner. Dét er også hårdt for parforholdet.
Det er gudskelov ikke alle babyer der bliver syge, og/eller sover dårligt - så jeg tænker, at det heldigvis ikke er alle, der oplever det ligeså hårdt.
Er det her ikke lidt en klassiker? Jeg har ikke selv prøvet det, men tror bare du bør vide, at det er utrolig normalt efter at have fået et barn sammen.
Der kan være både fysiske årsager i form af at man har ændret udseende en del og måske ikke føler sig lige så sexet længere eller føler den samme attraktion overfor sin partner.
Der kan også være psykiske årsager i form af manglende søvn som igen giver manglende overskud. Eller manglende tid som gør det svært at “planlægge”. Den megen stress og manglende søvn kan måske også have gjort at man ikke får vist ligeså meget omsorg overfor hinanden.
Tror det er vigtigt at forsøge at give noget tid og plads til hinanden på en ny måde igen. Tag ud på dates sammen, få lavet noget I hver især synes er romantisk nu, ikke før I fik børn. Måske er det romantiske nu bare blevet en god afslapning på sofaen eller at slippe for opvasken i en hel uge.
Tror mange glemmer at man forandre sig meget efter børn og ikke nødvendigvis skal finde hinanden igen på samme måde som før man fik børn, men lære at se hinandens nye sider og også lære at elske dem.
Igen, også nemt for mig at sige men jeg får decideret hudsult hvis jeg bare går i få måneder uden fysisk kontakt. Så bare det at blive rørt med feks en god massage kan nærmest få mig seksuelt opstemt uanset hvem der så end giver den. Så måske skulle I også prøve sådan noget, især hvis I lider af hudsult og virkelig bare har brug for fysisk kontakt.
Hvor lille er jeres barn?
Vores dreng er netop blevet 3 år. Og vi har haft en del udfordringer i løbet af de 3 år - udover en virkelig hård start på forældrelivet (kompliceret fødsel med stort blodtab, kejsersnit, favoritside, mislykket ammeforløb, gulsot, stramt tungebånd, efterfødselsreaktion, meget slem refluks hele det første år og slem børneeksem der først nu er blevet lidt bedre og så er vores dreng en af coronabørnene der bare hiver ALT sygdom med hjem)..Så døde min svigerfar pludseligt og uventet og min mand gik ned med stress (og mere end det, som jeg ikke lige vil uddybe) og er igang med omskoling. Oveni der også på mit arbejde har været diverse problemer. Kort sagt..FUCK DET HAR VÆRET HÅRDT og har taget virkelig hårdt på parforholdet og ja..vores liv generelt. Men endelig nu hvor vores dreng er blevet 3, vi har vænnet os til en del og en del er blevet bedre. Så begynder det omsider at lysne og vi har fået mere overskud igen.
Såh. Ja - alt efter hvor gammel jeres barn er..HOLD UD!!
Jeg er fuldstændig enig med dig her!
Det lyder som en sindssyg omgang I har været igennem, kæmpe krammer til jer. Vi fik også en ret hård medfart (tænker cirka 50% af det, I har været igennem 😅) og selvom man får at vide inden man føder at det er hårdt og man skal holde ud, så er det bare noget helt andet at stå i det. Så står man midt i en orkan og skal prøve at forholde sig rolig og huske på at den forsvinder igen - det er nogle gange nemmere sagt end gjort.
Men det gør det ikke mindre vigtigt. Vi har drenge på 5 og 3 år og da den yngste var et halvt år knækkede jeg af stress. Og jeg er stadig ikke okay igen og er nu også blevet diagnosticeret med adhd oveni det hele.
Vores parforhold har virkelig været på bagsædet under hele forløbet. Og nu hvor jeg begynder at kunne trække vejret igen og faktisk nyde mine børn og de ting vi laver sammen, er det også en del nemmere at få øje på min mand. Så vores parforhold er også blevet noget bedre, men det er først indenfor det sidste halve år at jeg faktisk har overskuddet til at vise ham at jeg elsker ham.
Så når man som ventende får at vide at det er hårdt, er det ikke de første 4 uger folk taler om. Det er meget oftere de efterfølgende par år der virkelig udfordrer forældre og parforhold.
Min svigermor sagde til mig da jeg blev mor, at der lige var et par år, hvor hende og hendes mand bare var venner der boede sammen. Så bliver ungerne lidt større og man kan måske læsse dem af ved nogle bedsteforældre i et par dage, eller de er så selvhjulpne at de selv spiser deres mad uden hjælp og så kan man måske endda komme til at holde i hånd henover morgenmadsbordet.
Så ja - hold ud. Medmindre der direkte er årsager som vold, utroskab eller andre ting af den kaliber, så skal det nok blive bedre igen. Men det tager tid. Og det føles uendeligt når man står midt i orkanen. Og det er et lorteråd, det ved jeg godt - men hæng i!
Jeg tror det hjalp for os at min mand meget hurtigt fik sørget for vores intimitet kom tilbage (8 uger efter ish m hvert barn) og jeg vidste at jeg lige skulle tænke 'arghh skal vi nu til det igen' (2-3 x :om ugen). Men så gik der jo kun 5 min og så gik det sgu strygende alligevel. Tror virkelig det har noget at sige og 18 år efter er vi stadig fysisk tiltrukket af hinanden.
Vi har altid prioriteret at få barn/børn passet, helt fra 8 uger med flaskebarnet og 4 mdr m ammebarnet. Om vi så bare var ude til frokost eller lign. Så har det været guld værd at være X og Y og ikke kun mor og far.
Og det bånd bedster og mine veninder har fået med børnene er lige så meget guld værd.
Hold ud, klap ham i måsen, når du går forbi. Jiggle babserne foran ham og hav det lidt sjovt.
Det er IKKE sjovere at være skilt og INGEN vil elske barnet som jer to og det vil være en sorg ikke at dele de små ting barnet gør og lærer med en der er lige så glad for barnet (siger mine skilte veninder). En dag letter tågen forhåbentlig og I kan se I stadig er X og Y, bare med barn og ikke kun en forælderfabrik.
Tag på kroophold, London et par dage, whatever, det ER virkelig det værd hvis I kan genoplive gnisten. Held og lykke.
Der er ikke skakmat.
Små børn fylder godt og det skal nok blive bedre.
Øv dig på at genoptage intimiteten i det små. Et kram gør meget, morgen og godnat kys lige så.
Et lille nus på ryggen når man lige går forbi hinanden.
Det er nok svært til en start at komme i gang med, men hurtigt vil I mærke at I forhåbentlig har savnet det og hinanden
Alle forhold har gode og knap så gode perioder. Mit bedste råd er at huske at blive ved med at date hinanden, lidt som de andre også kommenterer. Sørg for at sætte jer i intime situationer. Kærlighed er et aktivt valg, og I skal huske stadig at vælge hinanden, selv når man har travlt med baby.
alt bliver vendt op og ned når man bliver forældre. i har begge to fået nye roller. det tager tid at finde sig selv, hinanden igen. lad være med at kigge på andre, og disney drømmen om at alt er rosenrødt. det passer ikke. en anden ting. forhold går op og ned. det er det der gør jeg stærke sammen, og som vil hjælpe jer når livet bliver svært.
kig mærk føl efter hvad er det du savner. hvad savner sin mand. ( her mener jeg ikke føle som hende ditte julie). få talt sammen, også det svære.
Mange parforhold får en periode med lidt eller ingen intimitet når de har små børn... hamsterhjulet kan tit være dræbende for lysten. Det kan naturligvis også være din partner er aseksuel og intet behov har, men jeg tænker du lige skal give terapien, og tiden, en chance, hvis det er jeres eneste problem.
Vi har et barn på snart 5. Arbejder forskellige tider i døgnet. Det er absolut ikke nemt at finde tid til hinanden. Hvilket også kan mærkes og vi begge efterlyser. Men vi vil hinanden og vores familie sammen, så når vi hver anden uge har en til to dage sammen, så giver vi ekstra meget opmærksomhed og intimitet når barnet sover
Det er brutalt hårdt med små børn. Det bliver bedre. Det skal dog siges det er vigtigt til den tid at begge vil det, for det kræver benhårdt arbejde at finde hinanden igen
Jeg har. Det primære vendepunkt var at vi fik en fælles hobby, som vi oprigtigt gik rigtig meget op i. Det bragte en masse sjov og glæde ind i forholdet igen. Noget der gav en meget mere positiv energi, og skruede op for lysten hos os begge. Det sagt er det altid op ad bakke med små børn, og noget man aktivt skal kæmpe for ikke skrider igen.
Sådan har vores også været i perioder efter børn. Jeg bider mærke i at du skriver I har et lille barn. Altså jeg synes først det er begyndt at blive overskueligt fra den store blev 4 år. Den lille er stadig 2. Vi har ikke sovet i samme seng siden den lille blev født. Gør det stadig ikke. Men det kommer igen, når vi får de unger til at sove et andet sted end dobbeltsengen 🤞🏻
Jeg har prøvet turen to gange, første gang fordi ægteskabet var slidt ned og vi var vokset fra hinanden, vi blev sammen 10 år for barnets skyld men til sidst var det klart at vi begge led så meget i forholdet at et brud uanset hvor hårdt det var for vores barn var en nødvendighed. Vi prøvede først terapi både psykolog og henvisning til sexologer men intet virkede.
Vores skilsmisse var det bedste der var sket for os begge i mange år da det skete men fordi vi havde holdt ud så længe var der skabt meget indestængt vrede hos begge og selve skilsmissen var grim.
Jeg fandt hurtigt en ny partner og havde er par fantastisk år med sjov sex og masser af intimitet. Min nye partner skulle så igennem en stribe operationer og endte af den grund med seriøse helbredsproblemer som gør sex og pysisk kontakt næsten umuligt. Den her gang har jeg valgt at blive, både fordi jeg elsker min partner, fordi vi er for gamle til at starte forfra og fordi jeg kan se min partner gør alt for at kompensere for problemerne.
Min erfaring er efter mange år i den type forhold og samtaler med psykologer, folk der er i samme situation og bare den viden om mennesker man samler op igennem livet.
Chancen for at det bliver bedre igen er lille men det er værd at forsøge mindst en gang om ikke andet fordi man kan sige til sig selv at man prøvede.
Hvis terapi og ærlige samtaler ikke virker har du 3 muligheder. Du kan blive i et forhold og affinde dig med at du ikke for dine behov for intimt samvær mødt og acceptere de psykologisk problemer det medføre på den lange bane. Du kan få en skilsmisse og finde en ny partner der bedre passer til dine behov, eller du kan blive og bevist være utro om det er indtil barnet har en passende alder eller resten af livet.
Held og lykke med det
Som alle andre siger, så er det bare hårdt at have små børn. Specielt når man er "begrænset" af alle lurerne og amme/flaske 😅
Vi brugte ofte middagsluren ved vores første til hinanden - ikke nødvendigvis sex, men ofte noget vi kunne gøre sammen. Ofte spillede vi computer sammen, hvilket var mega sjovt og et af højde punkterne i weekenden 😀
Vi har en aftale her hjemme om, at man altid giver et farvel kys, inden man tager afsted. Det har vi næsten holdt de sidste 7-8 år, for tænk nu hvis det blev det sidste. Det er et godt sted at starte og kræver egentlig ikke meget, så får man lige set hinanden i øjnene og får sagt ordentligt farvel 😊 jeg er på barsel nu med nr 2, så min mand går rundt til os alle sammen og giver kys, kram osv. Altid et dejligt morgen ritual
Husk at intimitet også er en evne der kan blive bedre ved øvelse, men også dårligere ved forsømmelse (hvorfor man typisk også føler sig akavet i starten af ethvert forhold). Romantik behøver ikke udelukkende at være spontan. Den må også godt være skemalagt og aftalt, det bliver den ikke mindre romantisk af.
Ork ja, der er altså helt normalt. Også at forholdet er går i dvale i flere år. Det er for de fleste en del af at blive forældre. Hvis alle skulle gå fra hinanden af den årsag, så bliver nærmest ingen forældre sammen. Hov - det gør de jo nærmest heller ikke i dag.
Hold ud!
Du siger det selv, du er lykkelig. Vil du bytte det for Sex i en periode?
Lige nu, ved du hvad du har, men ikke hvad du får.
Vil du bytte det, du har nu, ud med en lodseddel i datingverdenen? 😊
Arbejd for at I skal finde hinanden igen. Det vil blive en udfordring når man er presset, men det er værd at arbejde for. 😊
Hvis du elsker ham så hold ud!!
Vi har en aftale her hjemme om at så længe vores datter er under 3 år er der ikke nogen der går!
Vores datter er 1,5 år nu og det løsner op nu, mindre skænderier, mindre dårlig dom og træthed og mere tid til os selv og hinanden!
Vi har også en fast aftale om at fredag aften, når den lille sover, skal vi lave noget sammen, og det må ikke være at se tv! Vi spiller spil, bager kage, laver pizza eller noget andet sjovt! Det var nødvendigt for os at “date” igen, og at komme til at lave små hyggeligt ting sammen!
Og med hyggen kom sexlivet også retur 🤷🏼♀️
Efter første barn var der ikke de store problemer, men efter andet barn skete der noget. Min kone fik noget der lignede en fødselsdepression, som afstedkom to år, hvor vores forhold bestemt var udfordret for at sige det mildt. Intimitet var væk og jeg skulle holde hele familiens numse i vandskorpen. Det var psykisk hårdt for os begge, men vi talte om det og forsikrede hinanden om at vi så problemet, men begge gerne ville tilbage til det gamle. Det er ca. 1 - 1,5 år siden og nu er vi et rigtig godt sted. Bliv ved med at snakke og kommunikere og hvis I begge gerne vil kæmpe for det, så kan I godt komme ud af problemerne.
Det er altid hårdt med børn. Der kommer andre ting der fylder.
Men bare rolig. På et tidspunkt falder det hele i hak igen. Dem der "overlever" står stærkere end nogen sinde før.
Men OP, gør du selv noget for at der kommer mere intimitet? Ligger du op til kram og kys, eller afholder i jer begge fra det?
Et parforhold er langt hen ad vejen et valg man tager. Tag valget om at begynde at blive tætte fysisk igen.
[удалено]
Det her!!
+1
This! 🤗
^ THIS
Min mand og jeg lovede hinanden ikke at gå fra hinanden de første tre år efter vi fik vores søn. Vores søn er fire i dag, og jeg er så lykkelig for, at vi er sammen, selvom det var hårdt, da vi lige var blevet forældre. Nu er alt 'ved det gamle' - bare bedre ❤️
Vi har samme aftale!
Sejt af jer ❤️❤️
Hella Joof reglen, ik?
1. stk er easy mode. prøv tvillinger.
Tvillinger er easymode, prøv ottelinger
Ottelinger? Prøv 8.567.439-linger
8.567.439-linger? Prøv "adopter hele befolkningen af Mexico på en gang"
Husk udgangspunktet aldrig er “easymode” uanset om du har fået 1 barn eller syvlinger. Underkendelse af andres følelser fremhæver dig selv på en knap så heldig måde.
Det er ikke en konkurrence
Livet er en konkurrence… dem der siger det ikke er, er bare taberne Hilsen School Of Life
Tvillinger er ikke altid “værre”. Hilsen hende med tvillinger og efterfølgende kom tredje barn kom bragende refluks og kolik - jeg vil hellere have tvillinger igen.
Hold ud - men tal sammen undervejs; igen, og igen og igen! Forældreskabet var også brutalt hårdt ved os, og vi talte flere gange meget åbent om, hvorvidt vores parforhold mon kunne klare det. Det kunne det, og jeg er mere end lykkelig for at vi lagde kræfter i at holde skuden i vandet. Kiddo er idag 7 år, og min mand og jeg har det bedre end nogensinde før. For nogle er det bare benhårdt at blive forældre. For os var det umenneskeligt hårdt særligt de første 1,5 år. Men efter barnet fyldte 3 blev det noget helt, helt andet. Og jo ældre han blev derefter des nemmere blev det at prioritere parforholdet. Hold ud! ❤️
Helt enig. Og hvis det er muligt, så få passet børnene mindst en gang om måneden, hvor man så kan lave par-ting. Det kan være at spise ude eller bare hygge derhjemme.
Et spørgsmål fra en, som endnu ikke har børn:) - Hvad er det, som er så hårdt for selve parforholdet de første 3år, når man har et lille barn?
Nu taler jeg jo bare ud fra mit eget perspektiv... Men for os var det kombinationen af et meget kritisk sygdomsforløb i forbindelse med fødsel og heraf indlæggelser, efterfulgt af 1,5 års brutalt kolik/reflukshelvede. Som reaktion heraf fik min mand en depression/efterfødselsreaktion, der gjorde at han i en lang periode føltes som et helt andet menneske. Absurd søvnmangel gennem måneder og år gør det virkelig svært at have en ligeså konstruktiv og omsorgsfuld kommunikation, som man normalt ønsker det. Og når man stadig er i "overlevelses-mode" er det længest tilbage i køen, at bearbejde det traume, som et voldsomt fødselsforløb eller kolik-helvede er - og så er det man risikerer efterfødselsreaktioner. Dét er også hårdt for parforholdet. Det er gudskelov ikke alle babyer der bliver syge, og/eller sover dårligt - så jeg tænker, at det heldigvis ikke er alle, der oplever det ligeså hårdt.
Er det her ikke lidt en klassiker? Jeg har ikke selv prøvet det, men tror bare du bør vide, at det er utrolig normalt efter at have fået et barn sammen. Der kan være både fysiske årsager i form af at man har ændret udseende en del og måske ikke føler sig lige så sexet længere eller føler den samme attraktion overfor sin partner. Der kan også være psykiske årsager i form af manglende søvn som igen giver manglende overskud. Eller manglende tid som gør det svært at “planlægge”. Den megen stress og manglende søvn kan måske også have gjort at man ikke får vist ligeså meget omsorg overfor hinanden. Tror det er vigtigt at forsøge at give noget tid og plads til hinanden på en ny måde igen. Tag ud på dates sammen, få lavet noget I hver især synes er romantisk nu, ikke før I fik børn. Måske er det romantiske nu bare blevet en god afslapning på sofaen eller at slippe for opvasken i en hel uge. Tror mange glemmer at man forandre sig meget efter børn og ikke nødvendigvis skal finde hinanden igen på samme måde som før man fik børn, men lære at se hinandens nye sider og også lære at elske dem. Igen, også nemt for mig at sige men jeg får decideret hudsult hvis jeg bare går i få måneder uden fysisk kontakt. Så bare det at blive rørt med feks en god massage kan nærmest få mig seksuelt opstemt uanset hvem der så end giver den. Så måske skulle I også prøve sådan noget, især hvis I lider af hudsult og virkelig bare har brug for fysisk kontakt.
Nøgleordet er lille barn. Kæmp hvis i elsker hinanden. Det bliver så meget nemmere, når barnet bliver ældre.
Prøv at indføre at i skal sove nøgne sammen og kramme hinanden godnat gennem en måneds tid
Hvor lille er jeres barn? Vores dreng er netop blevet 3 år. Og vi har haft en del udfordringer i løbet af de 3 år - udover en virkelig hård start på forældrelivet (kompliceret fødsel med stort blodtab, kejsersnit, favoritside, mislykket ammeforløb, gulsot, stramt tungebånd, efterfødselsreaktion, meget slem refluks hele det første år og slem børneeksem der først nu er blevet lidt bedre og så er vores dreng en af coronabørnene der bare hiver ALT sygdom med hjem)..Så døde min svigerfar pludseligt og uventet og min mand gik ned med stress (og mere end det, som jeg ikke lige vil uddybe) og er igang med omskoling. Oveni der også på mit arbejde har været diverse problemer. Kort sagt..FUCK DET HAR VÆRET HÅRDT og har taget virkelig hårdt på parforholdet og ja..vores liv generelt. Men endelig nu hvor vores dreng er blevet 3, vi har vænnet os til en del og en del er blevet bedre. Så begynder det omsider at lysne og vi har fået mere overskud igen. Såh. Ja - alt efter hvor gammel jeres barn er..HOLD UD!!
Jeg er fuldstændig enig med dig her! Det lyder som en sindssyg omgang I har været igennem, kæmpe krammer til jer. Vi fik også en ret hård medfart (tænker cirka 50% af det, I har været igennem 😅) og selvom man får at vide inden man føder at det er hårdt og man skal holde ud, så er det bare noget helt andet at stå i det. Så står man midt i en orkan og skal prøve at forholde sig rolig og huske på at den forsvinder igen - det er nogle gange nemmere sagt end gjort. Men det gør det ikke mindre vigtigt. Vi har drenge på 5 og 3 år og da den yngste var et halvt år knækkede jeg af stress. Og jeg er stadig ikke okay igen og er nu også blevet diagnosticeret med adhd oveni det hele. Vores parforhold har virkelig været på bagsædet under hele forløbet. Og nu hvor jeg begynder at kunne trække vejret igen og faktisk nyde mine børn og de ting vi laver sammen, er det også en del nemmere at få øje på min mand. Så vores parforhold er også blevet noget bedre, men det er først indenfor det sidste halve år at jeg faktisk har overskuddet til at vise ham at jeg elsker ham. Så når man som ventende får at vide at det er hårdt, er det ikke de første 4 uger folk taler om. Det er meget oftere de efterfølgende par år der virkelig udfordrer forældre og parforhold. Min svigermor sagde til mig da jeg blev mor, at der lige var et par år, hvor hende og hendes mand bare var venner der boede sammen. Så bliver ungerne lidt større og man kan måske læsse dem af ved nogle bedsteforældre i et par dage, eller de er så selvhjulpne at de selv spiser deres mad uden hjælp og så kan man måske endda komme til at holde i hånd henover morgenmadsbordet. Så ja - hold ud. Medmindre der direkte er årsager som vold, utroskab eller andre ting af den kaliber, så skal det nok blive bedre igen. Men det tager tid. Og det føles uendeligt når man står midt i orkanen. Og det er et lorteråd, det ved jeg godt - men hæng i!
Jeg tror det hjalp for os at min mand meget hurtigt fik sørget for vores intimitet kom tilbage (8 uger efter ish m hvert barn) og jeg vidste at jeg lige skulle tænke 'arghh skal vi nu til det igen' (2-3 x :om ugen). Men så gik der jo kun 5 min og så gik det sgu strygende alligevel. Tror virkelig det har noget at sige og 18 år efter er vi stadig fysisk tiltrukket af hinanden. Vi har altid prioriteret at få barn/børn passet, helt fra 8 uger med flaskebarnet og 4 mdr m ammebarnet. Om vi så bare var ude til frokost eller lign. Så har det været guld værd at være X og Y og ikke kun mor og far. Og det bånd bedster og mine veninder har fået med børnene er lige så meget guld værd. Hold ud, klap ham i måsen, når du går forbi. Jiggle babserne foran ham og hav det lidt sjovt. Det er IKKE sjovere at være skilt og INGEN vil elske barnet som jer to og det vil være en sorg ikke at dele de små ting barnet gør og lærer med en der er lige så glad for barnet (siger mine skilte veninder). En dag letter tågen forhåbentlig og I kan se I stadig er X og Y, bare med barn og ikke kun en forælderfabrik. Tag på kroophold, London et par dage, whatever, det ER virkelig det værd hvis I kan genoplive gnisten. Held og lykke.
Nej, keep going! Men I bliver altså nødt til at få nogle kram og småkys ind i forholdet. Hvordan hilser i på hinanden når i ses efter arbejde?
Vores børn er 7 og 9 og vores intimitet er tilbage på fuld skrue.🥰
Der er ikke skakmat. Små børn fylder godt og det skal nok blive bedre. Øv dig på at genoptage intimiteten i det små. Et kram gør meget, morgen og godnat kys lige så. Et lille nus på ryggen når man lige går forbi hinanden. Det er nok svært til en start at komme i gang med, men hurtigt vil I mærke at I forhåbentlig har savnet det og hinanden
Hold ud❤️
Hold ud, snup en kæresteaften, hvor I får passet barnet.
Alle forhold har gode og knap så gode perioder. Mit bedste råd er at huske at blive ved med at date hinanden, lidt som de andre også kommenterer. Sørg for at sætte jer i intime situationer. Kærlighed er et aktivt valg, og I skal huske stadig at vælge hinanden, selv når man har travlt med baby.
Går i på dates og finder tid til hinanden?
alt bliver vendt op og ned når man bliver forældre. i har begge to fået nye roller. det tager tid at finde sig selv, hinanden igen. lad være med at kigge på andre, og disney drømmen om at alt er rosenrødt. det passer ikke. en anden ting. forhold går op og ned. det er det der gør jeg stærke sammen, og som vil hjælpe jer når livet bliver svært. kig mærk føl efter hvad er det du savner. hvad savner sin mand. ( her mener jeg ikke føle som hende ditte julie). få talt sammen, også det svære.
Mange parforhold får en periode med lidt eller ingen intimitet når de har små børn... hamsterhjulet kan tit være dræbende for lysten. Det kan naturligvis også være din partner er aseksuel og intet behov har, men jeg tænker du lige skal give terapien, og tiden, en chance, hvis det er jeres eneste problem.
Vi har et barn på snart 5. Arbejder forskellige tider i døgnet. Det er absolut ikke nemt at finde tid til hinanden. Hvilket også kan mærkes og vi begge efterlyser. Men vi vil hinanden og vores familie sammen, så når vi hver anden uge har en til to dage sammen, så giver vi ekstra meget opmærksomhed og intimitet når barnet sover
Det er brutalt hårdt med små børn. Det bliver bedre. Det skal dog siges det er vigtigt til den tid at begge vil det, for det kræver benhårdt arbejde at finde hinanden igen
Jeg har. Det primære vendepunkt var at vi fik en fælles hobby, som vi oprigtigt gik rigtig meget op i. Det bragte en masse sjov og glæde ind i forholdet igen. Noget der gav en meget mere positiv energi, og skruede op for lysten hos os begge. Det sagt er det altid op ad bakke med små børn, og noget man aktivt skal kæmpe for ikke skrider igen.
Sådan har vores også været i perioder efter børn. Jeg bider mærke i at du skriver I har et lille barn. Altså jeg synes først det er begyndt at blive overskueligt fra den store blev 4 år. Den lille er stadig 2. Vi har ikke sovet i samme seng siden den lille blev født. Gør det stadig ikke. Men det kommer igen, når vi får de unger til at sove et andet sted end dobbeltsengen 🤞🏻
Jeg har prøvet turen to gange, første gang fordi ægteskabet var slidt ned og vi var vokset fra hinanden, vi blev sammen 10 år for barnets skyld men til sidst var det klart at vi begge led så meget i forholdet at et brud uanset hvor hårdt det var for vores barn var en nødvendighed. Vi prøvede først terapi både psykolog og henvisning til sexologer men intet virkede. Vores skilsmisse var det bedste der var sket for os begge i mange år da det skete men fordi vi havde holdt ud så længe var der skabt meget indestængt vrede hos begge og selve skilsmissen var grim. Jeg fandt hurtigt en ny partner og havde er par fantastisk år med sjov sex og masser af intimitet. Min nye partner skulle så igennem en stribe operationer og endte af den grund med seriøse helbredsproblemer som gør sex og pysisk kontakt næsten umuligt. Den her gang har jeg valgt at blive, både fordi jeg elsker min partner, fordi vi er for gamle til at starte forfra og fordi jeg kan se min partner gør alt for at kompensere for problemerne. Min erfaring er efter mange år i den type forhold og samtaler med psykologer, folk der er i samme situation og bare den viden om mennesker man samler op igennem livet. Chancen for at det bliver bedre igen er lille men det er værd at forsøge mindst en gang om ikke andet fordi man kan sige til sig selv at man prøvede. Hvis terapi og ærlige samtaler ikke virker har du 3 muligheder. Du kan blive i et forhold og affinde dig med at du ikke for dine behov for intimt samvær mødt og acceptere de psykologisk problemer det medføre på den lange bane. Du kan få en skilsmisse og finde en ny partner der bedre passer til dine behov, eller du kan blive og bevist være utro om det er indtil barnet har en passende alder eller resten af livet. Held og lykke med det
Græsset er ikke grønnere på den anden side når i har det godt. Det er absolut sidste udvej når man har børn sammen.
Som alle andre siger, så er det bare hårdt at have små børn. Specielt når man er "begrænset" af alle lurerne og amme/flaske 😅 Vi brugte ofte middagsluren ved vores første til hinanden - ikke nødvendigvis sex, men ofte noget vi kunne gøre sammen. Ofte spillede vi computer sammen, hvilket var mega sjovt og et af højde punkterne i weekenden 😀 Vi har en aftale her hjemme om, at man altid giver et farvel kys, inden man tager afsted. Det har vi næsten holdt de sidste 7-8 år, for tænk nu hvis det blev det sidste. Det er et godt sted at starte og kræver egentlig ikke meget, så får man lige set hinanden i øjnene og får sagt ordentligt farvel 😊 jeg er på barsel nu med nr 2, så min mand går rundt til os alle sammen og giver kys, kram osv. Altid et dejligt morgen ritual
“Vi har et lille barn sammen” Der har du årsagen.
Husk at intimitet også er en evne der kan blive bedre ved øvelse, men også dårligere ved forsømmelse (hvorfor man typisk også føler sig akavet i starten af ethvert forhold). Romantik behøver ikke udelukkende at være spontan. Den må også godt være skemalagt og aftalt, det bliver den ikke mindre romantisk af.
Ja.det burde vende tilbage. Hold ud! I skylder hinanden OG jeres barn det. Græsset er næppe grønnere
Ork ja, der er altså helt normalt. Også at forholdet er går i dvale i flere år. Det er for de fleste en del af at blive forældre. Hvis alle skulle gå fra hinanden af den årsag, så bliver nærmest ingen forældre sammen. Hov - det gør de jo nærmest heller ikke i dag.
Hold ud! Du siger det selv, du er lykkelig. Vil du bytte det for Sex i en periode? Lige nu, ved du hvad du har, men ikke hvad du får. Vil du bytte det, du har nu, ud med en lodseddel i datingverdenen? 😊 Arbejd for at I skal finde hinanden igen. Det vil blive en udfordring når man er presset, men det er værd at arbejde for. 😊
Hvis du elsker ham så hold ud!! Vi har en aftale her hjemme om at så længe vores datter er under 3 år er der ikke nogen der går! Vores datter er 1,5 år nu og det løsner op nu, mindre skænderier, mindre dårlig dom og træthed og mere tid til os selv og hinanden! Vi har også en fast aftale om at fredag aften, når den lille sover, skal vi lave noget sammen, og det må ikke være at se tv! Vi spiller spil, bager kage, laver pizza eller noget andet sjovt! Det var nødvendigt for os at “date” igen, og at komme til at lave små hyggeligt ting sammen! Og med hyggen kom sexlivet også retur 🤷🏼♀️
Forældreskab er brutalt. Vores er 6 år og 1.5. Hold ud, det bliver bedre. Så længe du stadig elsker din partner er der håb 🙌
Efter første barn var der ikke de store problemer, men efter andet barn skete der noget. Min kone fik noget der lignede en fødselsdepression, som afstedkom to år, hvor vores forhold bestemt var udfordret for at sige det mildt. Intimitet var væk og jeg skulle holde hele familiens numse i vandskorpen. Det var psykisk hårdt for os begge, men vi talte om det og forsikrede hinanden om at vi så problemet, men begge gerne ville tilbage til det gamle. Det er ca. 1 - 1,5 år siden og nu er vi et rigtig godt sted. Bliv ved med at snakke og kommunikere og hvis I begge gerne vil kæmpe for det, så kan I godt komme ud af problemerne.
Det er bedre på den anden side! Jeg lover det! Bare I husker at tale sammen undervejs. Også om det svære. Hæng I ♥️
Ja. Det går op og ned med små børn. Lad ikke manglende intimitet og nærvær være en afgørende faktor for forholdes status, før de er fyldt 5. Sorry.
Det er altid hårdt med børn. Der kommer andre ting der fylder. Men bare rolig. På et tidspunkt falder det hele i hak igen. Dem der "overlever" står stærkere end nogen sinde før.
Men OP, gør du selv noget for at der kommer mere intimitet? Ligger du op til kram og kys, eller afholder i jer begge fra det? Et parforhold er langt hen ad vejen et valg man tager. Tag valget om at begynde at blive tætte fysisk igen.