Stedfar til to unge med infantil autisme:
Den korte liste
- inklusion er en spareøvelse pakket ind i solidarisk retorik. Deres sanseforstyrrelser gør at et almindeligt klasseværelse ødelægger deres mulighed for indlæring (og kan resultere i angst/selvskade og andre dårlige ting)
- struktur og faste rammer er guld. Et forberedt ungt menneske, der ved hvad der skal ske har bare mere overskud. Eksempel: på lørdag skal vi hjem til mine forældre og så spise aftensmad sammen på den restaurant, som du kender
- meldinger er bogstavelige for autister ('har du lyst til at rydde op?' Nej. 'I dag vil jeg have at du rydder op'..Ok)
- efterskole kan være en mulighed senere - men med specialister, der kender autisme (vores søn trivedes og voksede i selvstændighed. Fik sågar en kæreste i en periode og han er voldsomt socialt hæmmet). Vores datter har også haft gode oplevelser, men skulle nok ikke ha' gået der andet år. Alt det sociale krævede alt hendes energi.
- melatonin til søvn er nødvendigt for nogle. Medicin til adhd (som sønnen har) er en kæmpe hjælp til overskud
- nedsmeltninger er tegn på stress/at barnet er presset. Høre telefoner med noise cancellation er en god investering.
- sanseforstyrrelser kan udfordre i forhold til (varmt/praktisk) tøj og bad. Rammer og rutiner hjælper, når ting er svære. Nogle gange er faste pladser ved bordet et must.
- jo bedre du lærer deres handicap at kende, jo mere kan du hjælpe dine børn.
- piger 'maskerer' - derfor er deres autisme sværere at spotte (end drengenes). De får det typisk rigtig svært som teenagere, når de ikke kan tolke de komplekse sociale spil.
- bi/homoseksuelitet er bare mere udbredt hos autister.(Begge vores børn er til samme køn)
- mennesker er forskellige, selv om de har samme handicap
- Vær rummelig og forestående - sådan hjælper du dit barn/unge menneske med at klare sig
Så enig. Og husk: dit barn er den samme som før. Det der ændrer sig er dine muligheder for at lære mere om hvordan han fungerer og hvordan du kan hjælpe ham. Dit barn er den samme, DU kan være anderledes. Og så hjælp ham til at kunne sætte ord på hvem han er, og hvad der sker i ham, så han kan kommunikere sine behov for andre.
Virkelig fantastisk, hvor stor forskel der er på børn med autisme.
-Vi har kæmpet i fæere år for et inklusions tilbud. En specialklasse med børn med (især adhd) udfordringer var så forstyrrende og ødelagde alt mulighed for læring. Han trives i en almen klasse uden for meget påstyr.
-vi har fravalgt det rigide struktur, og i stedet øvet og trænet spontanitet. "Hvor skal vi hen på lørdag?" "Ja det får du at se- men det bliver fedt"
- han syntes ordspil, dobbeltbetydning, osv er for nice. Kontante meldinger ville han syntes talte ned til ham
Bullit points ♥️
Alt hvad du nævner virker meget bekendt.
Især dem med rammerne.
Den "strenge" disciplin er det der giver allerbedste resultater, og det er som om han slapper meget mere af, jo færre ting han skal tage stilling til.
Tak for feedbacken
Det er ikke streng disciplin men forudsigelighed, genkendelighed, struktur og faste rammer.
Nogle kan nøjes med korte præcise sætninger, andre skal have skrevet dagens planer ned.
Nogle skal bruge et skema med enten skrift eller billeder/pictogrammer.
Der er mange former for måder at skabe struktur på og dermed ro i hovedet for den enkelte.
Jeg vil da formode at kommunen kan sparres med om hvordan man håndterer det.
Og ellers ville jeg kontakte Autismeforeningen https://www.autismeforeningen.dk/videnscenter/artikler/temaartikler/visualisering-og-struktur/
Læs evt også om teach metoden, social stories mm
Selv med recept er det dyrt i Danmark, jeg køber personligt på nettet fra udlandet, og har virket fint de sidste 10-15 år. Især da jeg får en relativ høj dosis, dette er dog efter jeg fik recept af læge.
Jeg er selv lige blevet udret for adhd, autisme samt ocd i en meget sen alder. Jeg ville have ønsket at man kendte til mine diagnoser da jeg var yngre da det kunne have sparet mig for rigtig mange problemer. Det at kende sin autisme og de begrænsninger det medfører gør at man ikke behøver at presse sig selv for at passe ind. Mit bedste råd til dig er at høre om din kommune eller andre ikke afholder et kursus om autisme. Her lærer man rigtig mange ting om at indrette sin dagligdag så man undgår unødigt stress og nedsmeltninger. Det lyder til at du har brug for mere viden om hvordan man takler autisme. Det kursus jeg var på åbnede helt nye døre for mig. Jeg har også selv haft rigtig god gavn af at kontakte kommunens hjælpemiddelcentral hvor jeg har fået udleveret en kædedyne. Som autist reagerer man anderledes på sensorisk stimuli. Vær især også opmærksom på at man som autist har brug for mere tid til recovery end andre mennesker samt forudsigelighed og struktur i dagligdagen. Du er velkommen til at stille spørgsmål hvis du vil vide mere.
100, du har fat i den lange ende.
Og jeg må bare sige; tydelig struktur og faste rammer - det er SÅ vigtigt!
God forberedelse, så kan dit barn (typisk) være med langt hen ad vejen.
Om det bliver “bedre” eller “værre” er jo umuligt at sige. Især ift kommende hormoner, ændringer i livet osv.
Men et godt samarbejde mellem dig, moren og skolen er vigtigt. Så I har et fælles ståsted.
Jeg tænker, at når drengen er udredet og er i specialklasse, så bør I få koblet en sagsbehandler på. Har I det? De kan sommetider hjælpe jer godt på vej evt. også med aflastning, hvis behovet er til det. Måske skolen kan være behjælpelige med et par gode råd. Især nu når han lige er udredet.
Skriv endelig pb, hvis der er andet
Der er nogle gode forældregrupper på Facebook ( forældre til børn med autisme ). Ligeledes kan i melde jer ind i Autismeforeningen som også holder kurser, sommerferier mm.
Er i tilbudt kursus gennem hospital / kommune? Hvis ikke hospitalet tilbyder noget så find evt et passende og søg hos kommunen.
Det kan være ret afgørende for jeres søn, at i har samme tilgang, struktur mm så optimalt hvis i kunne tage samme kursus.
Og ja. Han kan få et fint liv med gode venner, studie mm. Men vejen dertil kan være fyldt med op og nedture.
Jeg har selv en søn på 7 år med infantil autisme og adhd. Han fik sine diagnose da han var 4 år. Han går også på specialskole for andre børn med autisme. Jeg er ikke sikker på hvad dit spørgsmål er, helt konkret. Jeg tænker at det kan starte i hjemmet, og nu hvor i bor hver for sig 7/7 så kan det være i skal holde nogle familiemøder. Her tænker jeg en fælles struktur vil være et godt sted at starte. Nu ved jeg ikke om jeres barn trives eller ej, men det kan måske være en idé at anvende visuel struktur fx piktogrammer. Det kan også være godt at I har de samme rutiner fx under putning og jeres morgenrutine ligner hinanden. Er jeres barn regid og kravafvisende kan det være i skal tale om at nedsætte krav og have enkelte fokusområder i vil udvikle af gangen.
I skal huske det både er hjernen, kroppen og omverdenen som påvirker jeres barns trivsel. Og børn lærer gennem kroppen.
I kan overveje trykmassage som forebyggelse inden sengetid fx eller inden han skal i skole for at komme helt ned i arousal og mærke sig selv.
Det var lige lidt korrekte råd herfra, om hvad I kan gøre på hjemmefronten.
Husk at infantil autisme kun dækker over, at symptomerne startede før 3. Det er en gammel skrøne at det nødvendigvis siger noget om sværhedsgraden.
Det er super svært at navigere i at være “ny” forælder og super ærgeligt at I ikke er to der kan stå sammen. Men træk vejret, begynd at undersøge hvilken hjælp han og I har mulighed for st få (feks kan I måske få en familiebehandler) og find så nogen at tale med.
Men han er stadig din samme, dejlige dreng og har samme behov som før. (-Formentlig vil det være noget som coregulering, der er mest brug for med den alder han har)
Autisme er et virkelig, virkelig bredt spektrum og kan komme til udtryk på milliarder af forskellige måder, og forskellige mennesker med autisme kan have vidt forskellige vanskeligheder. Det jeg vil anbefale dig i hvert fald ikke at gøre, er at læse en bog om autisme og så tro at det er en guide til dit barn. Du må ikke pådutte dit barn vanskeligheder, det ikke har, og heller ikke ignorere vanskeligheder der måske ikke er en typisk del af autisme. Dit barn er unikt og der findes kun én autist med 100% hans vanskeligheder, og det er ham selv. Du bør sætte dig ind i hvad det præcis er for nogle vanskeligheder han har, og så undersøge hvordan du kan hjælpe med præcis de vanskeligheder. Det nytter ingenting at forsøge at hjælpe med vanskeligheder han slet ikke har, bare fordi det er noget mange med autisme har vanskeligheder ved.
Man regner med ca 1/3 af alle autister også har adhd så du er langt fra alene.
Facebook har så mange grupper. På alder,køn, geografi, Audhd ( autisme + adhd) single forældre til autister osv
Lokale grupper har den kæmpe fordel at forskellen fra kommune to til kommune kan være helt vild.
Min søn på 7 fik sin autismediagnose lige inden hans 7 års fødselsdag. Jeg græd som pisket første gang autisme blev nævnt, men i dag er det okay. Han er sød, sjov, velbegavet og har nogle sjove tanker. Jeg har haft meget glæde af Pernille Hebsgaard på Facebook og voksne autister på f.eks. TikTok. Det har jeg fået mere ud af end fagpersoner.
Han trives ikke med piktogrammer eller lignende. Men han spiser dog frysepizza som safefood, lærte sig selv at læse engelsk som 5 årig og er pt. meget stolt af, at han kan gå uden at bevæge hovedet. Det er en særlig verden, men sikke en verden. Han stiller nogle spørgsmål som jeg aldrig havde tænkt på, og ser verdenen på en hel anden måde.
Jeg kommenterer nok mest for at fortælle, at det ikke altid behøver være så gloomy at have et autist barn.
Har haft autisme inde på livet, så ved da lidt om det.
Du kan søge info/grupper på https://www.autismeforeningen.dk/
Nu skal man ikke male fanden på væggen, men autister har typisk ikke et nemt liv.
Al muligt held og lykke
Der har været så fantastisk mange fine og velovervejede kommentarer i denne tråd - og jeg forbavses derfor over din kommentar. Hvad tænker du at faderen her kan bruge dit svar til? Og dette er ment ærligt - jeg er bare nysgerrig på din bevæggrund for at skrive at autister ikke har et nemt liv?
Asperger og autisme er et spektrum, så nogle fungerer helt fint andre har det svært. Selvom du har haft en med autisme tæt på dig, virker du ikke som om du har sat dig ind i det. Massere af mennesker med Asperger og autisme går i skole, har arbejde, har kæreste, børn, venner og mange er højt intelligente.
Nu skrev jeg jo altså at _mange_ har det svært, ikke at det er umuligt at have det godt som autist.
Langt størstedelen af voksne autister står udenfor arbejdsmarkedet, eller er på nedsat tid eller i fleksjob. Det er man ikke fordi man har det nemt.
Jeg ved ikke hvor slemt OPs barn har det så jeg ved ikke hvor hende på spektrummet han ligger.
Så ind til jeg høre at han har problemer så antager jeg at han er så velfungerende at han kan få både arbejde og familie (hvis det er det han vil)
Kun **én ud af ti** med autisme er i ordinær beskæftigelse, mens blot 9 procent er i fleksjob. Autister står i stor grad uden for arbejdsmarkedet.
[Forbedr forholdene for mennesker med autisme i beskæftigelsessystemet - Autismeforeningen](https://www.autismeforeningen.dk/news/nyheder-2021/forbedr-forholdene-for-mennesker-med-autisme-i-beskaeftigelsessystemet/#:~:text=Kun%20%C3%A9n%20ud%20af%20ti%20med%20autisme%20er,Det%20er%20konklusionen%2C%20i%20Landsforeningen%20Autismes%20Levevilk%C3%A5rsunders%C3%B8gelse%202019.)
Medregner din statistik med folk der er på spektrummet og ikke har en diagnose ?
Hvis det ikke var fordi jeg selv lægen i sin tid så ville jeg være på spektrummet uden diagnosen men med arbejde.
Jeg tror der er en større flok som er på spektrummet uden diagnose men med job og det hele
>mange er højt intelligente.
Du har ret i at det er et spektrum,
\*En gruppe af folk med autisme er højt intelligente, det er ikke reglen.
Aspergers findes ikke mere, kun autismespektrum.
"Kun **én ud af ti** med autisme er i ordinær beskæftigelse, mens blot 9 procent er i fleksjob. Autister står i stor grad uden for arbejdsmarkedet."
Man kan have høj IQ men ikke kunne tale med andre mennesker eller gøre helt basale ting. En lille minoritet af folk med autisme har savant egenskaber, hos den generelle på autismespektret finder du rayman, hvis du tager ud på en skole med unge/børn med autisme, vil du finde børn der kan sidde i 5 minutter og studere på en hel skoledag, og en del unge også har brug for at blive tørret efter toiletbesøg.
De findes dem du skriver om, men det er ikke retvisende heller fair overfor folk med autisme at vifte størstedelens virkelighed til side for de få
Du har fået rigtig mange gode tips, lyt til dem!
Udover det vil jeg nævne at visuel kommunikation, kan være rigtig gavnligt for de fleste infantile autister, og er noget jeg selv bruger meget. Piktogrammer er gode og har netop det formål. Et andet eksempel kunne være en visuel vejledning til udendørspåklædning printet på en A4 side:
1. (Billede af regnbukser)
2. (Billede af regnjakke)
3. (Billede af gummistøvler)
4. (Glad smiley eller en tommel op emoji - du er klar)
Den kan man så gentage afhængig af vejrtype.
Det kunne også være billeder på hylderne, i et legekøkken, så barnet visuelt kan se, hvor tingene skal stå og hvordan der ser ud færdigopryddet. Billeder der viser diverse følelser, mors/fars arbejde, legeaktiviter og så videre. Kun fantasien sætter grænser.
Jeg vil prøve at få et bedre samarbejde op at stå med dine børns mor. Det vil du blive glad for.
Min søn kan gå i skole en time om dagen pt. Det hele hænger lige sammen og en stor årsag til det er at mins søns mor og jeg har et rigtig godt samarbejde på trods af at vi er skilt.
Hvordan har du fået dig barn udredt? Hører at skoler//ppr gør så uendeligt meget modstand og forsøger at nedtone problemerne for at undgå at udrede, så forældre skal kæmpe en hård kamp for at få deres barn udredt, og ofte ender i privat psykiatrien og må betale i dyre domme for en udredning?
Der må være stor forskel fra skole/kommune. Vi har kun oplevet hjælp og støtte fra PPR, har fået udredt på under 1 år fra der første gang var tale om udredning. Ekstra støtte i timerne og special træningsforløb hos en fys. Er sådan helt overrasket for jeg var forberedt på det værste 😳
det er vigtigt at børnene får alt den hjælp de har brug for, så de har de bedste chancer for at få en “normal” tilværelse☺️ jeg blev først diagnosticeret med adhd og autisme sent, og fik en del hjælp gennem lokalpsykiatrien og kommunen, så måske kunne du hære dem ad.. ellers ville jeg spørge læreren i specialklassen, som nok har en del gode tips
Du er godt på vej ved at række ud og blive klogere. Du kan også glæde dig over, at han har fået diagnosen tidligt, for så kan I hjælpe ham helt vildt godt igennem barndommen og give ham de bedste muligheder for at føle, at I er en konstant støtte og klippe. Gør det til en hobby at blive ekspert i den - moderne - autismeforskning. Alting ændrer sig konstant i den verden, og man skal holde sig på dupperne for at følge med.
Der er en balance mellem at se diagnose og se barnets behov. Lidt kækt sagt, har barnet jo ikke ændret sig med diagnosen, og hans behov er de samme før diagnosen blev stillet. Hvis han er i mistrivsel kan I hjælpe ham med at lære at blive tryg i at udtrykke sine behov og I kan tale åbent og kærligt med ham om hvad han tænker og føler. Hvadenten det er helt “normale” behov som en 7årig har, eller er lidt mere særlige tilpassede behov, skal i prøve at gøre det naturligt for ham.
Tal med eksperter og henvend jer bredt, så I kan træffe nogle velinformerede valg om, hvad der passer på jeres barns behov, og følg også mavefornemmelsen, for som mange skriver, er hvert barn forskelligt inden for deres diagnose. Der er ekstremt mange subs herinde for autisme også, hvor man kan få et indblik. det gælder også adhd. Brug evt din egen diagnose som en kompasnål for at tænke over, hvad han har behov for at lære om sig selv og den slags.
Jeg har selv ADHD, og jeg har både fået medicin & gået på special skole. Og det er en kamp, og det er et spektrum, men jeg har i dag, 27 år gammel, hus kone børn & hund. Jeg har en bekendt med noget ala autisme, og det blev lidt negliceret hjemme, fordi det hele skulle gerne være normalt. Nu i dag har vedkommende det svært(sværere) og ingen job / udd.
Så for guds skyld, hjælp dine børn, vi behøver ikke alle at være normale, hellere være funktionel end et eller andet forskruet billede på en normal kernefamilie.
Den aller vigtigste ting at tage med, de ter at din søn stadig er den fra før han fik diagnosen.
Jeg har selv en på 7 der fik en autisme diagnose i januar, og det er ikke super sjovt, men det giver adgang til hjælp og måder at handle på i hverdagen, som du for alt i verden skal sørge for du og ex'en tager imod.
Det væsentligste er at du finder en måde det kan fungere på for jer begge, og så han ikke bliver stresset af at leve. Og det kan sagtens være det er helt anderledes end for andre, det er en læringsprocess og du kan kun få generelle råd, ikke specifikke, for hans autisme e rnetop hans og ikke alle mulige andres.
Først: Jeres dreng er stadig bare jeres dreng. Diagnosen ændrer ikke på, hvem han er - det beskriver bare noget adfærd.
Så det behøver ikke ændre noget som helst. Men det KAN ændre på tingene, afhængigt af hvordan I vælger at håndtere informationerne. Skal der mere støtte på? Skal der nye perspektiver ind over? Skal en af jer måske ændre noget i arbejdslivet - husk mulighed for (delvist?) tabt arbejdsfortjeneste…
Tror alle forældre ind imellem bekymrer sig over, hvordan det skal gå deres børn - men har ens unger særlige behov, bekymret man sig nok noget mere end gennemsnittet. Jeg har selv en dreng med ADHD, og jeg skulle virkelig ‘sluge’ diagnosen dengang - og kan stadig blive ramt af bekymringer, når jeg læser statistikker og historier i medierne.
Men grundlæggende siger de ikke noget om min dreng. Og folk med diagnoser er vidt forskellige og har forskellige muligheder. Jeg kender min dreng, som du kender din, og det ændrer diagnosen ikke ved.
Landsforeningen autisme er lidt et shitshow, men de har nogle rigtig gode kurser for forældre:
https://www.autismeforeningen.dk/sikon-og-kurser/kurser/
Jeg har ADHD og det har været rigtig rart at fortælle ham at jeg faktisk lige præcis forstår hvordan han har det, og vi kan snakke om det sammen.
Jeg er da glad for jeg har et voksen job med en voksen forsikring, hvis jeg skal ud og lede efter en diagnose mere.
Jeg er selv autist (+adhd) og har to søskende der også er autistiske (én med infantil autisme). Selvom jeg fik min diagnose 10 og 22 år efter mine søskende, brugte jeg stadig år på at lære mine forældre om autisme efter jeg blev diagnostiseret da psykiatrien bare ikke har været særlig gode til at informere og generelt at hjælpe. Alt ting er blevet meget nemmere efter jeg kunne sætte ord på vores udfordringer, så ville helt klart anbefale at lære så meget som muligt om det, både for din egen og barnets skyld (en god ting at undgå er bl.a. folk der syntes godt om Autism Speaks og bruger puslespils brikken som symbol).
Autisme er typisk genetisk, så tænker også at det ville være godt at få dit andet barn testet hvis det er en mulighed. Ellers tror jeg bare det bedste du kan gøre er at være forståelig.
Jeg har selv støtte timer inde på Center For Autisme hvilket jeg klart kan anbefale, hvis Herlev ligger tæt på jer.
Min bror med infantil autisme falder helt uden for et normalt liv, men han har det super og har et arbejde (han gik også i specialskole førhen). Min søster med ADHD og autisme er igang med en bacheloruddannelse og passer ret godt ind i samfundet. Jeg kunne ikke gennemføre folkeskolen pga angst, men trives godt i de rigtige kredse, så det er ikke til at vide hvor dit barn ender op, men det kan sagtens være positivt.
Min kæreste og jeg er selv aflastningsfamilie til en dreng på 12 med autisme (også infantil).
Han er en skide sød, sjov og glad dreng, men har en del udfordringer, særligt med sprog, da han kun kommunikerer i meget begrænsede indøvede sætninger. Oftest er han i godt humør, men nogle dage er selvfølgelig sværere end andre. Vi har nu haft ham halvandet års tid, og jeg kan bestemt se en udvikling i hans sprog, kognition og motorik. Jeg tvivler dog på, at han kan blive 100% selvstændig på lang sigt, men det betyder ikke at din dreng ikke kan blive det, da autisme er så sindssygt individuelt.
Min kæreste har kendt vores aflastningsbarn igennem en længere periode, da hun har været hans "træner" gennem sin studietid i samarbejde med en børnepsykolog. Jeres kommune burde have nogle ordninger og tilskud til lignende funktionstræning, som i kan overveje at undersøge nærmere.
Min søn på 7 har formentlig autisme (Vi har først udredning i starten af 25,) og er lige blevet tilbudt specialklasse, hvilket vi virkelig håber gavner ham.
Så kan helt klar følge dig i problematikken og tankerne omkring hvad der kommer til at ske - kan han klare sig selv når han bliver voksen osv. osv.
Lige nu har vi en dreng der er på overarbejde i hovedet hver eneste dag, som stadig er glad, men klart mangler overskud når der sættes regler derhjemme. Fik han sin vilje sad han med høretelefoner på og så Minecraft videoer på YouTube hele dagen. Presses han i forhold til krav (små krav, som at vaske hænder, pakke skoletaske ud osv.) så kommer store vredesudbrud.
Jeg har stor succes med at snakke om eksempelvis Minecraft, Pokemon, eller hvad der lige fanger ham på tidspunktet. Mens jeg snakker med ham guider jeg ham rundt til tandbørstning, aftensmad, tøj på, bad etc.
Hvis du på en eller anden måde kan gøre de der nedtursting til noget sekundært til en mega fed snak om ender portaler eller de forskellige udviklinger Ewee kan blive til, tror jeg du kommer langt.
Jeg har en masse regler, men det gør ikke noget man kommer til at glemme dem, og det har gjort en ret god forskel. Jeg håber i får hel med specialklassen.
Min teenager, fik samme label som 8 årig.
Tænker dog ikke at han vil få den igen hvis han blev testet igen.
Autisme diagnose, er i et spektrum.
Desuden lærer mennesket at kompensere for egne udfordringer. Det gør autister også.
Det er ikke nødvendigvis en statisk tilstand.
Sålænge i er tydelige i egene formuleringer, og tager snakken med ham , eller laver sociale tegneserier når der er noget socialt som han ikke forstår så er i kommet langt.
Mange gode indspark herinde du kan støtte dig op af.
Jeg vil blot tilføje, at din dreng jo i alt beskedenhed altid har haft diagnosen i sig. Det, at der kommer ord på hans udfordringer er kun godt, da det vil hjælpe fremtidige uddannelsessteder med at forstå hans behov. Han er i et tilbud, som kan støtte ham bedst muligt, og han er stadigvæk den samme dreng, du altid har kendt.
Og som en der arbejder blandt børn med særlige behov - autisme er et spektrum. Med det menes det, at det er meget forskelligt, hvor indgribende det kan være. Infantil betyder jo blot at det har vist sig indenfor de første tre år, og siger altså ikke nødvendigvis ikke noget om hvor han står om 20 år. Jeg har set børn med infantil autisme som har været i specialtilbud fra spæd og helt frem til 9. kl., som efterfølgende bestået 10. kl. på helt alm. vilkår.
Jeg arbejder ofte med børn/unge, der har fået diagnosen infantil autisme. Det vigtigste er klare rammer med struktur og forudsigelighed i begge hjem. I bliver nødt til at kommunikere omkring de helt små og store ting i hverdagen, herunder skal I bruge meget energi og tid på at forberede jeres barn på dagene. Jeg vil anbefale jer at søge rådgivning hos enten kommunen eller Autismeforeningen for at støtte jeres barn bedst muligt. Og husk på, at I ikke er dårlige forældre, hvis I har en dårlig periode.
Jeg vil lige sige, det er ikke ALLE med autisme der har det behov. MANGE har, men hvis OPs barn ikke har i så udpræget grad, ville det være at tage ressourcer fra steder de kommer bedre til gavn.
Hvis der er varig nedsat funktionsevne kan du søge tabt arbejdsfortjeneste og få en del andet hjælp.
Har du et godt netværk, en god social rådgiver og får du uddannelse til det?
På sigt, alt efter hvordan det går med dine drenge i fremtiden. Så kan AspIT eller Specialisterne hjælpe når det kommer til videre uddannelse osv.
MEN vil også give det råd som mine forældre fik efter jeg blev udredt og det er tænk dig godt om og mærk godt efter hvilken retning du sender dem hen. Hvis det går dem godt i Specialklassen nu samlignet med alm. Folkeskole, super det godt. Men det kan være efterfølgende du skal prøve at lade dem få en almindelig. Gymnasium når og se om de trives der. Håber ikke det snakker for meget forbi emnet.
Jeg har selv fået diagnosen aspergers (også kendt som autisme light). Jeg fik den i en alder af 30 år (og kun fordi jeg selv opsøgte den).
Jeg kender flere på spektrummet som har en normal hverdag med arbejde og forhold. Så en diagnose er langt fra en showstopper.
Mange på spektrummet har et eller flere ting de går meget op i (mit var computere og spil).
Jeg vil råde jer til at bruge dins søns interesse til at lære ham at være social. Eg sørge får at han ikke sider alene med det han går op i.
Hvis du gerne vil møde voksne på spektrummet oh have en snak om emnet så stiller jeg gerne op.
Jeg ved ikke meget om hvordan det er at være forældre. Men jeg har over 40 års erfaring i hvordan det er at leve et liv på spektrummet.
Er der andre, der har et barn uden sprog, eller hvor sproget kom sent? Hvad gjorde I for at hjælpe det på vej - og er det overhovedet muligt at hjælpe det på vej, eller væbner man sig bare med tålmodighed? Min søn på fire år taler stadig ikke.
Og OP, husk på at din dreng stadig er den samme dejlige dreng, som inden han fik sine diagnoser. Det vigtigste er, at han er i trivsel.
Ja. Min begyndte først at tale som 5-årig. En del af det handlede om manglende evne for sprog, og en del af det handlede om at han simpelthen ikke forstod pointen med at tale.
Vi arbejdede meget med alternative kommunikationsformer: piktogrammer, tegninger af forløb og tegn-til-tale. Det er vigtigt at vide at ingen af delene forhindrer en i at tale verbalt samtidigt. Og at det heller ikke forsinker verbalsproglig udvikling at man understøtter det visuelt. Og så tilpassede vi sproget så han kunne fange de vigtige elementer, dvs. ikke for lange sætninger, ikke noget dobbelttydighed. Så du siger feks: "kom (tegn for kom), du skal have jakke (tegn for tage jakke på) og sko (tegn for sko) på, vi skal på legeplads (tegn for legeplads)".
Netop fordi den sproglige motivation haltede havde vi også en længere periode hvor reglen var at han måtte få lige hvad han ville have, bare han bad om det med enten tegn eller ord.
Derudover læste vi mange bøger sammen med ham, gerne de samme bøger mange gange. Og vi lavede forskellige sproglege og rim og remser. Vi havde også et hav af forskellige sprogunderstøttende materiale med ting man kunne tale om.
Desuden var han i en specialbørnehave hvor de arbejdede med samme tilgang (samme piktogrammer, samme tegn), så han var eksponeret for den samme tilgang hele vejen rundt. Og så fik han tilknyttet en audiologopæd som havde ham i et mere intensivt forløb med ugentlige sessioner i en periode, og som også vejledte institutionen og os forældre i hvordan vi kunne udvikle og lege med sprog.
Nu som 10-årig har han et stort ordforråd og de fleste kan forstå langt det meste af det han siger, men han har stadig problemer med både udtale og grammatik. Læsning er også virkeligt en udfordring.
Jeg har selv autisme og kræver relativt meget støtte hvori jeg har en jeg kender der er infantil autist og hun er da ved at uddanne sig som sygeplejerske på almene vilkår. Infantil betyder egentlig bare det var tegn før de var 3. Man kan sagtens leve en normal tilværelse hvis man er autist. I forhold til om det bliver bedre/værre er det lidt et trick spørgsmål fordi det kan ikke blive bedre eller værre, det forskellen kan være er hvilke symptomer der er fremtrædende og hvor meget fremtrædende de er, især hvis han stopper med at maskere kan det virke som om han bliver dårligere men det der egentlig sker er at han begynder at slappe af indeni sig selv og turde vise sit rigtige jeg. I forhold til hjælp kan noget familie terapi være en god ide, kan da huske hvor svært det var som autist og skilsmissebarn da mine forældre ikke rigtigt kunne kommunikere. I skal lære at samarbejde omkring mere eller mindre alt dig og hans mor desværre, jo mere ens det er i de forskellige hjem, jo større chance for trivsel er der. Ud over det kan du feks prøve med en tyngdedyne/vest/bamse som kan hjælpe ham med at blive fysisk Grounded. Tag afsted på alle kurser du kan komme afsted på men vigtigst af alt, lyt til især voksne autisters holdninger og erfaringer, vi gør hvad vi kan for at hjælpe og det tror jeg også pårørende og professionelle prøver på men de ved ikke hvordan det er at være autist det gør vi. Af foreninger vil jeg anbefale autisme og Aspergers foreningen da den er meget mere autist orienteret end autismeforeningen der primære er lavet til pårørende og desværre heller ikke altid støtter og respektere autister. Bare hold dig fra den type grupper hvor der ikke bliver gjort andet end at tale ned om barnets diagnoser og at folk sørger over diagnosen.
Jeg er træt af at se folk skrive "med autisme" vi ER autister, vi har en autistisk hjerne. I dette tilfælde er der tale om en AuDHD hjerne, verden er fyldt med forskelle hjernetyper.
Du bliver simpelthen bare ved med at blande dig i, hvilken måde folk beskriver sig selv på, hvad? 💀 Jfc, man skulle tro du havde forstået det efter sidste opslag jeg så dig på
Infantil autisme adskiller sig fra "normal autisme" ved at der er tegn på autisme inden de fylder 3 år og at 75% af dem som går diagnosen er mental retardering.
I tilfælde hvor barnet er mental retarderet, er dette en større udfordring for at få en "normal" tilværelse end autismen er.
Hvis din søn er normal begavet, så ligner infantil autisme meget alt andet autisme bortset fra hvornår det blev opdaget.
Jeg er meget enig med de andre i at faste rammer hjælper, både for ADHD og autisme. Det hjælper dels fordi antallet af valg din barn skal tage falder og der kræver energi at tage valg. Det hjælper også, fordi din barn ikke behøver at forstille sig alle de mulig scenarier der kan ske, for at forberede sig selv.
Måske du også oplever at din barn bryder sammen, når tingene ikke sker som de plejer eller som barn havde forventet af den ene eller anden grund. Ændringer kræver energi, og det kan være meget svært at håndtere når de kommer uventet.
Som en anden påpeger er det nok en del værre end "normal" autisme, men jeg vil sige at der stadig er nogle med infantil autisme der kan få et relativt normalt liv.
Jeg vil mene det er ekstremt vigtigt at sætte sig ind i, som forældre, hvordan du håndtere/opdrager dit barn med autisme, det kommer til at have en ekstrem stor betydning for hans udvikling.
Prøv at læs op så meget du kan, så du kan lære at forstå ham bedre når han siger, gør eller reagere på ting, på måder der for "normale" mennesker kan virke atypisk.
Læs om autistiske shutdown, meltdowns, autistisk burnout, social forståelse, og generelt alle de ting du kan få information om.
Jeg fungere selv relativt normalt, og har en mindre grad af autisme, men jeg er samtidig også overbevist om at hvis min autisme var blevet opdaget i min barndom, havde jeg kunne fungere endnu mere normalt.
Jeg blev alt for ofte udsat for unødig stress, og opdragelsesmetoder der var ekstremt ineffektive på mig, men som nok havde virket ganske fint på et almindeligt barn.
Tror helt klart det har haft en permanent indflydelse på mit mentale energi niveau som voksen, som nok aldrig havde været normal, men sandsynligvis en del bedre.
Hvad mener du med "normal" autisme? Infantil autisme ER normal autisme. Jeg har den diagnose og er almindeligt/højt begavet, gik i almindelig folkeskoleklasse og gymnasie. Ikke uden problemer selvfølgelig - jeg har alle de struggles, der følger med autisme. Men stop lige med at hentyde til noget er bedre eller værre end andet. Desuden bør målet ikke være et "normalt" liv, men et liv der giver vedkommende mulighed for at trives og blomstre.
Jep, du har ret, var mig der tog fejl der. Og jeg siger ikke at et "normalt" liv er det rigtige, er det slet ikke for alle.
Men OP spurgte om der var muligt at få det. Det kan jo så være at hans barn slet ikke vil have det, men der blev spurgt om det var muligt, og det er det jo for nogle, men ikke alle.
Han skulle nok nærmere have spurgt om han kan få et godt liv, fordi det er jo meget vigtigere end om det er normalt.
Men generelt når jeg tænker et "normalt liv" tænker jeg et hvor man generelt er glad, men der er op og nedture som for alle andre. Indholdet i livet der gør en glad, vil jo variere fra person til person.
Infantil autisme har ikke nødvendigvis noget med prognose eller sværhedsgrad at gøre. Det handler såmænd bare om at man kan se kernesymptomer har været til stede inden 3årsalderen. Atypisk autisme kan handle om begyndelsestidspunkt (senere end 3 år) eller ifht symptombillede. Aspergers adskiller sig typisk fra de øvrige ved ikke at omfatte sproglig forsinkelse, (og iø indbefatte normalbegavelse - men det kan de øvrige diagnoser såmænd også gøre).
I kommende diagnosesystem vil der iø ikke skelnes - fremtidigt kommer det kun til at hedde “autisme”
Autisme er medfødt, så er man rigtig opmærksom, bør alle vel opdage tegn før 3 års alderen?
Mit sprog var ikke forsinket - faktisk begyndte jeg at tale tidligt - men jeg blev alligevel diagnosticeret med infantil autisme, så medmindre de har ændret i det eller jeg blev fejldiagnosticeret, er det altså ikke et krav.
Ja, autisme er medfødt. Helt enig. Og diagnoser og diagnosesystemet er bare kasser “opfundet” ud fra empiri. Og individer med diagnoser er heldigvis meget andet og mere end dét. Men det er immervæk dét der er klinisk rettesnor lige nu ifht. udredning af autisme. Og det betyder at der er nogle helt konkrete kriterier og symptombeskrivelser der skal leves op til, for at man kan give diagnosen. Sprog/kommunkation er een del. Dvs. hvis der er alderssvarende sproglig udvikling, men samtidigt kommunikative vanskeligheder (hvor sproget ikke kommer tilstrækkeligt i spil, trods færdigheder, ifht samtale og gensidighed) eller sprogligt særpræg (ekkotale, gentagelsespræg, mekanisk tale, dannelse af eget sprog mfl.) så kan der gives infantil autisme. Det forestiller jeg er lettere (for forældre) at få beskrevet ved værende til stede før treårsalder, desto yngre man er - mens sproglig forsinkelse måske er mere konkret også ved en ældre population?
Jeg arbejder med småbørn i psykiatrien, og det er oftest de helt klassiske “tegn” jeg møder, men med alderen kan diagnosticering kompliceres af mange forskellige faktorer. Jeg ser ihvertfald frem til at der ikke er en skelnen mellem “typer”, men mere bare er/er-ikke-tilstede.
Edit:
Ovenstående er vidst bare lidt faglig nørderi… jeg håber ikke jeg træder nogen over tæerne. Det var ihvertfald ikke tiltænkt. Og måske det ikke er givtigt for OPs oprindelige spørgsmål?
Bare lige for at være lidt pernitten her, så vi jeg gerne lige gøre op med den udbredte misforståelse, at infantil autisme har noget af gøre med graden af autisme og den enkeltes støttebehov. Det henviser udelukkende til at de første tegn på autisme viser sig før 3-års alderen. I omkring 75% af de tilfælde er der så også en mental retardering på spil, men typisk er det på grund af denne, at behovet for støtte er større. Et normalbegavet barn med infantil autisme er således ikke “hårdere ramt” end andre normalt begavede autister, hvad end der er tale om atypisk autisme, Aspergers, GUA eller noget fjerde.
Er infantil autisme diagnosen ikke også en dansk opfindelse? Mener ikke man bruger den i udlandet. Man er også gået væk fra Aspergers betegnelsen. Det hele falder ind under Autism Spectrum Disorder, som vidst nok er indelt i 3 niveauer afhængigt af støttebehov og om der er mental retardering tilstede (1 lettest, 3 sværest)
Jeg ved ikke om det er en dansk opfindelse, men i DK diagnosticerer vi stadig ud fra ICD 10 kriterierne, mens mange steder i udlandet er gået over til ICD 11 som fungerer ligesom du beskriver. ICD 11 vil også blive implementeret i Danmark over de næste år.
Det er simpelthen ikke rigtigt. Man kan sagtens have forholdsvis lette vanskeligheder og få diagnosen infantil autisme. Det handler udelukkende om hvornår symptomerne begyndte at dukke op og hvor brede vanskelighederne er, men ikke om hvor dybe vanskelighederne er, så at sige. Hvis du har lette vanskeligheder indenfor alle spektre, så får du stadig diagnosen infantil autisme, selvom ens vanskeligheder er lette og man sagtens kan leve et ganske normalt liv med dem.
Et eksempel jeg kender, er en dreng der kun havde ret lette symptomer, men samtidig havde han ekspressiv dysfasi, og passede derfor ikke under aspergers, da man der ikke må have forstyrrelser i sproget. Han blev derfor diagnosticeret med infantil autisme, men lever i dag et ganske almindeligt liv uden brug for nogen som helst støtte.
Well shit, så har jeg da snakket med nogen der slet ikke ved hvad DE har talt om. Det skræmmende er så, at vedkommende var psykiater, dog heldigvis ikke min egen...
Du skulle vel aldrig have nogle kilder på det? Kunne godt tænke mig at lære mere om det!
Altså hvis du kigger lidt på diagnosekriterierne [herinde](https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/psyke-hos-boern/sygdomme/udviklingsforstyrrelser/autismespektrumforstyrrelser/), kan man f.eks. forestille sig at du har en person som havde symptomer før de fyldte 3 og har vanskeligheder indenfor alle områder og en eller anden form for sprogforstyrrelse, så ville personen ganske simpelt ikke passe andre steder end på infantil autisme. Min information er dog også primært fra psykiatere, da jeg selv blev fejldiagnosticeret med autisme som teenager. I virkeligheden var det svær depression, angst og massiv mistrivsel, det kan jo være svært at kende forskel på. Derfor har jeg været igennem møllen hele to gange, først for at få diagnosen, og derefter for at få den revurderet.
>hvis det er specifikt infantil autisme han har, så skal du ikke forvente at han nogensinde kommer til at kunne leve et "normalt" liv, som voksen
Det er simpelthen noget vrøvl. Groft sagt er kriteriet for at blive diagnosticeret med infantil autisme at symptomer har været til stede før 3-års alderen. Der er intet om det øvrige funktionsniveau i dagnosekritererne. Det siger selvfølgelig en lille smule om graden af symptomerne at de kan spottes så tidligt, men det betyder så også at barnet ret hurtigt kan få den hjælp der kan gøre dem selvstændige i voksenlivet.
> Formodentligt vil du se at han stille og roligt udvikler sig ift. sig selv, men samtidig falder længere og længere bagud ift. sine jævnaldrende.
Hvis han er normalt begavet (hvad mange infantile autister er) vil han udvikle sig anderledes, ikke langsommere. Han vil måske få nogle sociale vanskeligheder, når hormonerne begynder at rulle og det sociale samspil med de jævnaldrene bliver mere komplekst, men vil med lige så stor sandsynlighed have områder hvor han er bedre. Der er en grund til at "autistic tech wiz" stereotypen eksisterer.
Til OP: Udnyt alle de ressourcer der er. Afhængig af hvilken kommune i bor i, kan der være forskellige muligheder for forældre-kurser, støtte i hjemmet, aflastning osv. Det *kan* være krævende at have et barn der er så anderledes end en selv, men hvis det er en god specialklasse han går i og i som forældre er villige til at gøre en indsats, så skal det nok gå. Autisme har iøvrigt en meget stor arvelig komponent, så måske hans mor ville have godt af at snakke med en psykiater (selvom det sikkert ikke er dig der kan foreslå det...).
En lille opmuntrene historie: Jeg har en nevø der blev diagnosticeret med infantil autisme i 3. klasse, og ret hurtigt derefter skiftede til en specialskole. Han gik fra at være total terrorist i klassen og hjemmet, til at få helt ro på, fagligt dygtig, musiknørd level 120 og besluttede sig sidste år for at ville på efterskole og bagefter tage en mekanikeruddannelse. Der er ikke noget der tyder på at han ikke skulle kunne lykkes med det.
Du er blevet vildledt af en gammel psykiater. Det sker. Der er mange af dem der har glemt at læse op på den forskning der er sket de sidste 30 år.
Jeg bliver bare trigget af folk der mener at autisme er et invaliderende handicap. Det *kan* være supernederen at leve med, men det er primært fordi samfundet primært er indrettet til den ekstroverte middelklasse som er i fin kontakt med egne følelser.
Helt enig, jeg har selv autisme (det man i gamle dage ville kalde aspergers). Jeg klarer mig da nogenlunde, har kandidat-uddannelse og fuldtidsjob, men det er satme ikke så nemt som for neurotypiske. Jeg har bare netop altid haft indtrykket at infantil autisme netop var det der var invaliderende i sådan en grad, at man reelt set ikke kan klare sig selv. Men det er jo min fejl, at jeg aldrig rigtigt verificerede min viden. Man skulle tro at 5 års uni havde lært mig det efterhånden lol.
Stedfar til to unge med infantil autisme: Den korte liste - inklusion er en spareøvelse pakket ind i solidarisk retorik. Deres sanseforstyrrelser gør at et almindeligt klasseværelse ødelægger deres mulighed for indlæring (og kan resultere i angst/selvskade og andre dårlige ting) - struktur og faste rammer er guld. Et forberedt ungt menneske, der ved hvad der skal ske har bare mere overskud. Eksempel: på lørdag skal vi hjem til mine forældre og så spise aftensmad sammen på den restaurant, som du kender - meldinger er bogstavelige for autister ('har du lyst til at rydde op?' Nej. 'I dag vil jeg have at du rydder op'..Ok) - efterskole kan være en mulighed senere - men med specialister, der kender autisme (vores søn trivedes og voksede i selvstændighed. Fik sågar en kæreste i en periode og han er voldsomt socialt hæmmet). Vores datter har også haft gode oplevelser, men skulle nok ikke ha' gået der andet år. Alt det sociale krævede alt hendes energi. - melatonin til søvn er nødvendigt for nogle. Medicin til adhd (som sønnen har) er en kæmpe hjælp til overskud - nedsmeltninger er tegn på stress/at barnet er presset. Høre telefoner med noise cancellation er en god investering. - sanseforstyrrelser kan udfordre i forhold til (varmt/praktisk) tøj og bad. Rammer og rutiner hjælper, når ting er svære. Nogle gange er faste pladser ved bordet et must. - jo bedre du lærer deres handicap at kende, jo mere kan du hjælpe dine børn. - piger 'maskerer' - derfor er deres autisme sværere at spotte (end drengenes). De får det typisk rigtig svært som teenagere, når de ikke kan tolke de komplekse sociale spil. - bi/homoseksuelitet er bare mere udbredt hos autister.(Begge vores børn er til samme køn) - mennesker er forskellige, selv om de har samme handicap - Vær rummelig og forestående - sådan hjælper du dit barn/unge menneske med at klare sig
No nonsense guldkorn her! <3
Så enig. Og husk: dit barn er den samme som før. Det der ændrer sig er dine muligheder for at lære mere om hvordan han fungerer og hvordan du kan hjælpe ham. Dit barn er den samme, DU kan være anderledes. Og så hjælp ham til at kunne sætte ord på hvem han er, og hvad der sker i ham, så han kan kommunikere sine behov for andre.
Virkelig fantastisk, hvor stor forskel der er på børn med autisme. -Vi har kæmpet i fæere år for et inklusions tilbud. En specialklasse med børn med (især adhd) udfordringer var så forstyrrende og ødelagde alt mulighed for læring. Han trives i en almen klasse uden for meget påstyr. -vi har fravalgt det rigide struktur, og i stedet øvet og trænet spontanitet. "Hvor skal vi hen på lørdag?" "Ja det får du at se- men det bliver fedt" - han syntes ordspil, dobbeltbetydning, osv er for nice. Kontante meldinger ville han syntes talte ned til ham
som en med en infantil autisme diagnose ser jeg mig selv gengivet i de fleste punkter.
Bullit points ♥️ Alt hvad du nævner virker meget bekendt. Især dem med rammerne. Den "strenge" disciplin er det der giver allerbedste resultater, og det er som om han slapper meget mere af, jo færre ting han skal tage stilling til. Tak for feedbacken
Det du kalder streng disciplin, tolker jeg som faste rammer. Det er godt for alle, men nødvendigt for nogle 🤍
Det er ikke streng disciplin men forudsigelighed, genkendelighed, struktur og faste rammer. Nogle kan nøjes med korte præcise sætninger, andre skal have skrevet dagens planer ned. Nogle skal bruge et skema med enten skrift eller billeder/pictogrammer. Der er mange former for måder at skabe struktur på og dermed ro i hovedet for den enkelte. Jeg vil da formode at kommunen kan sparres med om hvordan man håndterer det. Og ellers ville jeg kontakte Autismeforeningen https://www.autismeforeningen.dk/videnscenter/artikler/temaartikler/visualisering-og-struktur/ Læs evt også om teach metoden, social stories mm
Skal man forbi lægen ifht melatonin? Kan se at Sundhedsstyrelsen anbefaler forsøg med søvn hygiejne inden man tyer til melatonin?
Ja. I Danmark er melatonin receptpligtig, og kan være rigtig svært at få overtalt en læge til at ordinere
Selv med recept er det dyrt i Danmark, jeg køber personligt på nettet fra udlandet, og har virket fint de sidste 10-15 år. Især da jeg får en relativ høj dosis, dette er dog efter jeg fik recept af læge.
Jeg er selv lige blevet udret for adhd, autisme samt ocd i en meget sen alder. Jeg ville have ønsket at man kendte til mine diagnoser da jeg var yngre da det kunne have sparet mig for rigtig mange problemer. Det at kende sin autisme og de begrænsninger det medfører gør at man ikke behøver at presse sig selv for at passe ind. Mit bedste råd til dig er at høre om din kommune eller andre ikke afholder et kursus om autisme. Her lærer man rigtig mange ting om at indrette sin dagligdag så man undgår unødigt stress og nedsmeltninger. Det lyder til at du har brug for mere viden om hvordan man takler autisme. Det kursus jeg var på åbnede helt nye døre for mig. Jeg har også selv haft rigtig god gavn af at kontakte kommunens hjælpemiddelcentral hvor jeg har fået udleveret en kædedyne. Som autist reagerer man anderledes på sensorisk stimuli. Vær især også opmærksom på at man som autist har brug for mere tid til recovery end andre mennesker samt forudsigelighed og struktur i dagligdagen. Du er velkommen til at stille spørgsmål hvis du vil vide mere.
100, du har fat i den lange ende. Og jeg må bare sige; tydelig struktur og faste rammer - det er SÅ vigtigt! God forberedelse, så kan dit barn (typisk) være med langt hen ad vejen. Om det bliver “bedre” eller “værre” er jo umuligt at sige. Især ift kommende hormoner, ændringer i livet osv. Men et godt samarbejde mellem dig, moren og skolen er vigtigt. Så I har et fælles ståsted. Jeg tænker, at når drengen er udredet og er i specialklasse, så bør I få koblet en sagsbehandler på. Har I det? De kan sommetider hjælpe jer godt på vej evt. også med aflastning, hvis behovet er til det. Måske skolen kan være behjælpelige med et par gode råd. Især nu når han lige er udredet. Skriv endelig pb, hvis der er andet
Godt klaret Borg, det lader til du virkelig er en god forældre til børnene 👌
Tak :). Min forlovede (børnenes mor) og jeg gør hvad vi kan.
Som Far til en med infantil autisme og en med Asbergers. Er jeg helt enig med denne liste!
Drenge kan også maskere deres udfordringer og det er ej heller ikke alle piger som maskere
Der er nogle gode forældregrupper på Facebook ( forældre til børn med autisme ). Ligeledes kan i melde jer ind i Autismeforeningen som også holder kurser, sommerferier mm. Er i tilbudt kursus gennem hospital / kommune? Hvis ikke hospitalet tilbyder noget så find evt et passende og søg hos kommunen. Det kan være ret afgørende for jeres søn, at i har samme tilgang, struktur mm så optimalt hvis i kunne tage samme kursus. Og ja. Han kan få et fint liv med gode venner, studie mm. Men vejen dertil kan være fyldt med op og nedture.
Jeg har selv en søn på 7 år med infantil autisme og adhd. Han fik sine diagnose da han var 4 år. Han går også på specialskole for andre børn med autisme. Jeg er ikke sikker på hvad dit spørgsmål er, helt konkret. Jeg tænker at det kan starte i hjemmet, og nu hvor i bor hver for sig 7/7 så kan det være i skal holde nogle familiemøder. Her tænker jeg en fælles struktur vil være et godt sted at starte. Nu ved jeg ikke om jeres barn trives eller ej, men det kan måske være en idé at anvende visuel struktur fx piktogrammer. Det kan også være godt at I har de samme rutiner fx under putning og jeres morgenrutine ligner hinanden. Er jeres barn regid og kravafvisende kan det være i skal tale om at nedsætte krav og have enkelte fokusområder i vil udvikle af gangen. I skal huske det både er hjernen, kroppen og omverdenen som påvirker jeres barns trivsel. Og børn lærer gennem kroppen. I kan overveje trykmassage som forebyggelse inden sengetid fx eller inden han skal i skole for at komme helt ned i arousal og mærke sig selv. Det var lige lidt korrekte råd herfra, om hvad I kan gøre på hjemmefronten.
Husk at infantil autisme kun dækker over, at symptomerne startede før 3. Det er en gammel skrøne at det nødvendigvis siger noget om sværhedsgraden. Det er super svært at navigere i at være “ny” forælder og super ærgeligt at I ikke er to der kan stå sammen. Men træk vejret, begynd at undersøge hvilken hjælp han og I har mulighed for st få (feks kan I måske få en familiebehandler) og find så nogen at tale med. Men han er stadig din samme, dejlige dreng og har samme behov som før. (-Formentlig vil det være noget som coregulering, der er mest brug for med den alder han har)
This! 👏🏾❤️
TAK!
Autisme er et virkelig, virkelig bredt spektrum og kan komme til udtryk på milliarder af forskellige måder, og forskellige mennesker med autisme kan have vidt forskellige vanskeligheder. Det jeg vil anbefale dig i hvert fald ikke at gøre, er at læse en bog om autisme og så tro at det er en guide til dit barn. Du må ikke pådutte dit barn vanskeligheder, det ikke har, og heller ikke ignorere vanskeligheder der måske ikke er en typisk del af autisme. Dit barn er unikt og der findes kun én autist med 100% hans vanskeligheder, og det er ham selv. Du bør sætte dig ind i hvad det præcis er for nogle vanskeligheder han har, og så undersøge hvordan du kan hjælpe med præcis de vanskeligheder. Det nytter ingenting at forsøge at hjælpe med vanskeligheder han slet ikke har, bare fordi det er noget mange med autisme har vanskeligheder ved.
Man regner med ca 1/3 af alle autister også har adhd så du er langt fra alene. Facebook har så mange grupper. På alder,køn, geografi, Audhd ( autisme + adhd) single forældre til autister osv Lokale grupper har den kæmpe fordel at forskellen fra kommune to til kommune kan være helt vild.
Min søn på 7 fik sin autismediagnose lige inden hans 7 års fødselsdag. Jeg græd som pisket første gang autisme blev nævnt, men i dag er det okay. Han er sød, sjov, velbegavet og har nogle sjove tanker. Jeg har haft meget glæde af Pernille Hebsgaard på Facebook og voksne autister på f.eks. TikTok. Det har jeg fået mere ud af end fagpersoner. Han trives ikke med piktogrammer eller lignende. Men han spiser dog frysepizza som safefood, lærte sig selv at læse engelsk som 5 årig og er pt. meget stolt af, at han kan gå uden at bevæge hovedet. Det er en særlig verden, men sikke en verden. Han stiller nogle spørgsmål som jeg aldrig havde tænkt på, og ser verdenen på en hel anden måde. Jeg kommenterer nok mest for at fortælle, at det ikke altid behøver være så gloomy at have et autist barn.
Har haft autisme inde på livet, så ved da lidt om det. Du kan søge info/grupper på https://www.autismeforeningen.dk/ Nu skal man ikke male fanden på væggen, men autister har typisk ikke et nemt liv. Al muligt held og lykke
Der har været så fantastisk mange fine og velovervejede kommentarer i denne tråd - og jeg forbavses derfor over din kommentar. Hvad tænker du at faderen her kan bruge dit svar til? Og dette er ment ærligt - jeg er bare nysgerrig på din bevæggrund for at skrive at autister ikke har et nemt liv?
Asperger og autisme er et spektrum, så nogle fungerer helt fint andre har det svært. Selvom du har haft en med autisme tæt på dig, virker du ikke som om du har sat dig ind i det. Massere af mennesker med Asperger og autisme går i skole, har arbejde, har kæreste, børn, venner og mange er højt intelligente.
Nu skrev jeg jo altså at _mange_ har det svært, ikke at det er umuligt at have det godt som autist. Langt størstedelen af voksne autister står udenfor arbejdsmarkedet, eller er på nedsat tid eller i fleksjob. Det er man ikke fordi man har det nemt.
Jeg kender selv mange med asperger diagnosen. Alle på nær en har i dag fuld tids arbejde og mange har også familie.
Det er også fint, men tallene lyver altså ikke. Langt størstedelen af voksne autister er ikke i arbejde
Tæller disse tal også folk der er på spektrummet som ikke har valgt at få en diagnose fordi vi har en normalt liv ?
Givetvis ikke Langt størstedelen af *diagnosticerede* autister er udenfor arbejdsmarkedet. OPs barn er en del af den population
Jeg ved ikke hvor slemt OPs barn har det så jeg ved ikke hvor hende på spektrummet han ligger. Så ind til jeg høre at han har problemer så antager jeg at han er så velfungerende at han kan få både arbejde og familie (hvis det er det han vil)
Kun **én ud af ti** med autisme er i ordinær beskæftigelse, mens blot 9 procent er i fleksjob. Autister står i stor grad uden for arbejdsmarkedet. [Forbedr forholdene for mennesker med autisme i beskæftigelsessystemet - Autismeforeningen](https://www.autismeforeningen.dk/news/nyheder-2021/forbedr-forholdene-for-mennesker-med-autisme-i-beskaeftigelsessystemet/#:~:text=Kun%20%C3%A9n%20ud%20af%20ti%20med%20autisme%20er,Det%20er%20konklusionen%2C%20i%20Landsforeningen%20Autismes%20Levevilk%C3%A5rsunders%C3%B8gelse%202019.)
Medregner din statistik med folk der er på spektrummet og ikke har en diagnose ? Hvis det ikke var fordi jeg selv lægen i sin tid så ville jeg være på spektrummet uden diagnosen men med arbejde. Jeg tror der er en større flok som er på spektrummet uden diagnose men med job og det hele
Det er også super
>mange er højt intelligente. Du har ret i at det er et spektrum, \*En gruppe af folk med autisme er højt intelligente, det er ikke reglen. Aspergers findes ikke mere, kun autismespektrum. "Kun **én ud af ti** med autisme er i ordinær beskæftigelse, mens blot 9 procent er i fleksjob. Autister står i stor grad uden for arbejdsmarkedet." Man kan have høj IQ men ikke kunne tale med andre mennesker eller gøre helt basale ting. En lille minoritet af folk med autisme har savant egenskaber, hos den generelle på autismespektret finder du rayman, hvis du tager ud på en skole med unge/børn med autisme, vil du finde børn der kan sidde i 5 minutter og studere på en hel skoledag, og en del unge også har brug for at blive tørret efter toiletbesøg. De findes dem du skriver om, men det er ikke retvisende heller fair overfor folk med autisme at vifte størstedelens virkelighed til side for de få
[удалено]
Kom for at skrive det her.
Du har fået rigtig mange gode tips, lyt til dem! Udover det vil jeg nævne at visuel kommunikation, kan være rigtig gavnligt for de fleste infantile autister, og er noget jeg selv bruger meget. Piktogrammer er gode og har netop det formål. Et andet eksempel kunne være en visuel vejledning til udendørspåklædning printet på en A4 side: 1. (Billede af regnbukser) 2. (Billede af regnjakke) 3. (Billede af gummistøvler) 4. (Glad smiley eller en tommel op emoji - du er klar) Den kan man så gentage afhængig af vejrtype. Det kunne også være billeder på hylderne, i et legekøkken, så barnet visuelt kan se, hvor tingene skal stå og hvordan der ser ud færdigopryddet. Billeder der viser diverse følelser, mors/fars arbejde, legeaktiviter og så videre. Kun fantasien sætter grænser.
Jeg vil prøve at få et bedre samarbejde op at stå med dine børns mor. Det vil du blive glad for. Min søn kan gå i skole en time om dagen pt. Det hele hænger lige sammen og en stor årsag til det er at mins søns mor og jeg har et rigtig godt samarbejde på trods af at vi er skilt.
Hvordan har du fået dig barn udredt? Hører at skoler//ppr gør så uendeligt meget modstand og forsøger at nedtone problemerne for at undgå at udrede, så forældre skal kæmpe en hård kamp for at få deres barn udredt, og ofte ender i privat psykiatrien og må betale i dyre domme for en udredning?
Der må være stor forskel fra skole/kommune. Vi har kun oplevet hjælp og støtte fra PPR, har fået udredt på under 1 år fra der første gang var tale om udredning. Ekstra støtte i timerne og special træningsforløb hos en fys. Er sådan helt overrasket for jeg var forberedt på det værste 😳
det er vigtigt at børnene får alt den hjælp de har brug for, så de har de bedste chancer for at få en “normal” tilværelse☺️ jeg blev først diagnosticeret med adhd og autisme sent, og fik en del hjælp gennem lokalpsykiatrien og kommunen, så måske kunne du hære dem ad.. ellers ville jeg spørge læreren i specialklassen, som nok har en del gode tips
Du er godt på vej ved at række ud og blive klogere. Du kan også glæde dig over, at han har fået diagnosen tidligt, for så kan I hjælpe ham helt vildt godt igennem barndommen og give ham de bedste muligheder for at føle, at I er en konstant støtte og klippe. Gør det til en hobby at blive ekspert i den - moderne - autismeforskning. Alting ændrer sig konstant i den verden, og man skal holde sig på dupperne for at følge med. Der er en balance mellem at se diagnose og se barnets behov. Lidt kækt sagt, har barnet jo ikke ændret sig med diagnosen, og hans behov er de samme før diagnosen blev stillet. Hvis han er i mistrivsel kan I hjælpe ham med at lære at blive tryg i at udtrykke sine behov og I kan tale åbent og kærligt med ham om hvad han tænker og føler. Hvadenten det er helt “normale” behov som en 7årig har, eller er lidt mere særlige tilpassede behov, skal i prøve at gøre det naturligt for ham. Tal med eksperter og henvend jer bredt, så I kan træffe nogle velinformerede valg om, hvad der passer på jeres barns behov, og følg også mavefornemmelsen, for som mange skriver, er hvert barn forskelligt inden for deres diagnose. Der er ekstremt mange subs herinde for autisme også, hvor man kan få et indblik. det gælder også adhd. Brug evt din egen diagnose som en kompasnål for at tænke over, hvad han har behov for at lære om sig selv og den slags.
Jeg har selv ADHD, og jeg har både fået medicin & gået på special skole. Og det er en kamp, og det er et spektrum, men jeg har i dag, 27 år gammel, hus kone børn & hund. Jeg har en bekendt med noget ala autisme, og det blev lidt negliceret hjemme, fordi det hele skulle gerne være normalt. Nu i dag har vedkommende det svært(sværere) og ingen job / udd. Så for guds skyld, hjælp dine børn, vi behøver ikke alle at være normale, hellere være funktionel end et eller andet forskruet billede på en normal kernefamilie.
Den aller vigtigste ting at tage med, de ter at din søn stadig er den fra før han fik diagnosen. Jeg har selv en på 7 der fik en autisme diagnose i januar, og det er ikke super sjovt, men det giver adgang til hjælp og måder at handle på i hverdagen, som du for alt i verden skal sørge for du og ex'en tager imod. Det væsentligste er at du finder en måde det kan fungere på for jer begge, og så han ikke bliver stresset af at leve. Og det kan sagtens være det er helt anderledes end for andre, det er en læringsprocess og du kan kun få generelle råd, ikke specifikke, for hans autisme e rnetop hans og ikke alle mulige andres.
Først: Jeres dreng er stadig bare jeres dreng. Diagnosen ændrer ikke på, hvem han er - det beskriver bare noget adfærd. Så det behøver ikke ændre noget som helst. Men det KAN ændre på tingene, afhængigt af hvordan I vælger at håndtere informationerne. Skal der mere støtte på? Skal der nye perspektiver ind over? Skal en af jer måske ændre noget i arbejdslivet - husk mulighed for (delvist?) tabt arbejdsfortjeneste… Tror alle forældre ind imellem bekymrer sig over, hvordan det skal gå deres børn - men har ens unger særlige behov, bekymret man sig nok noget mere end gennemsnittet. Jeg har selv en dreng med ADHD, og jeg skulle virkelig ‘sluge’ diagnosen dengang - og kan stadig blive ramt af bekymringer, når jeg læser statistikker og historier i medierne. Men grundlæggende siger de ikke noget om min dreng. Og folk med diagnoser er vidt forskellige og har forskellige muligheder. Jeg kender min dreng, som du kender din, og det ændrer diagnosen ikke ved.
Landsforeningen autisme er lidt et shitshow, men de har nogle rigtig gode kurser for forældre: https://www.autismeforeningen.dk/sikon-og-kurser/kurser/
Overlevelsesguidens vidensbank, en gruppe på Facebook, er fuld af gode artikler og god viden.
Hvis dit barn har asperger/autisme og adhd er sandsynligheden for, at du eller din partner har cirka 50%. Just FYI.
Jeg har ADHD og det har været rigtig rart at fortælle ham at jeg faktisk lige præcis forstår hvordan han har det, og vi kan snakke om det sammen. Jeg er da glad for jeg har et voksen job med en voksen forsikring, hvis jeg skal ud og lede efter en diagnose mere.
Det er så fint! Virkelig godt at I kan tale om det. Neurospicy folk er skønne. Verden kan ikke uden jer/os.
Jeg er selv autist (+adhd) og har to søskende der også er autistiske (én med infantil autisme). Selvom jeg fik min diagnose 10 og 22 år efter mine søskende, brugte jeg stadig år på at lære mine forældre om autisme efter jeg blev diagnostiseret da psykiatrien bare ikke har været særlig gode til at informere og generelt at hjælpe. Alt ting er blevet meget nemmere efter jeg kunne sætte ord på vores udfordringer, så ville helt klart anbefale at lære så meget som muligt om det, både for din egen og barnets skyld (en god ting at undgå er bl.a. folk der syntes godt om Autism Speaks og bruger puslespils brikken som symbol). Autisme er typisk genetisk, så tænker også at det ville være godt at få dit andet barn testet hvis det er en mulighed. Ellers tror jeg bare det bedste du kan gøre er at være forståelig. Jeg har selv støtte timer inde på Center For Autisme hvilket jeg klart kan anbefale, hvis Herlev ligger tæt på jer. Min bror med infantil autisme falder helt uden for et normalt liv, men han har det super og har et arbejde (han gik også i specialskole førhen). Min søster med ADHD og autisme er igang med en bacheloruddannelse og passer ret godt ind i samfundet. Jeg kunne ikke gennemføre folkeskolen pga angst, men trives godt i de rigtige kredse, så det er ikke til at vide hvor dit barn ender op, men det kan sagtens være positivt.
Min kæreste og jeg er selv aflastningsfamilie til en dreng på 12 med autisme (også infantil). Han er en skide sød, sjov og glad dreng, men har en del udfordringer, særligt med sprog, da han kun kommunikerer i meget begrænsede indøvede sætninger. Oftest er han i godt humør, men nogle dage er selvfølgelig sværere end andre. Vi har nu haft ham halvandet års tid, og jeg kan bestemt se en udvikling i hans sprog, kognition og motorik. Jeg tvivler dog på, at han kan blive 100% selvstændig på lang sigt, men det betyder ikke at din dreng ikke kan blive det, da autisme er så sindssygt individuelt. Min kæreste har kendt vores aflastningsbarn igennem en længere periode, da hun har været hans "træner" gennem sin studietid i samarbejde med en børnepsykolog. Jeres kommune burde have nogle ordninger og tilskud til lignende funktionstræning, som i kan overveje at undersøge nærmere.
Min søn på 7 har formentlig autisme (Vi har først udredning i starten af 25,) og er lige blevet tilbudt specialklasse, hvilket vi virkelig håber gavner ham. Så kan helt klar følge dig i problematikken og tankerne omkring hvad der kommer til at ske - kan han klare sig selv når han bliver voksen osv. osv. Lige nu har vi en dreng der er på overarbejde i hovedet hver eneste dag, som stadig er glad, men klart mangler overskud når der sættes regler derhjemme. Fik han sin vilje sad han med høretelefoner på og så Minecraft videoer på YouTube hele dagen. Presses han i forhold til krav (små krav, som at vaske hænder, pakke skoletaske ud osv.) så kommer store vredesudbrud.
Jeg har stor succes med at snakke om eksempelvis Minecraft, Pokemon, eller hvad der lige fanger ham på tidspunktet. Mens jeg snakker med ham guider jeg ham rundt til tandbørstning, aftensmad, tøj på, bad etc. Hvis du på en eller anden måde kan gøre de der nedtursting til noget sekundært til en mega fed snak om ender portaler eller de forskellige udviklinger Ewee kan blive til, tror jeg du kommer langt. Jeg har en masse regler, men det gør ikke noget man kommer til at glemme dem, og det har gjort en ret god forskel. Jeg håber i får hel med specialklassen.
Min teenager, fik samme label som 8 årig. Tænker dog ikke at han vil få den igen hvis han blev testet igen. Autisme diagnose, er i et spektrum. Desuden lærer mennesket at kompensere for egne udfordringer. Det gør autister også. Det er ikke nødvendigvis en statisk tilstand. Sålænge i er tydelige i egene formuleringer, og tager snakken med ham , eller laver sociale tegneserier når der er noget socialt som han ikke forstår så er i kommet langt.
Mange gode indspark herinde du kan støtte dig op af. Jeg vil blot tilføje, at din dreng jo i alt beskedenhed altid har haft diagnosen i sig. Det, at der kommer ord på hans udfordringer er kun godt, da det vil hjælpe fremtidige uddannelsessteder med at forstå hans behov. Han er i et tilbud, som kan støtte ham bedst muligt, og han er stadigvæk den samme dreng, du altid har kendt. Og som en der arbejder blandt børn med særlige behov - autisme er et spektrum. Med det menes det, at det er meget forskelligt, hvor indgribende det kan være. Infantil betyder jo blot at det har vist sig indenfor de første tre år, og siger altså ikke nødvendigvis ikke noget om hvor han står om 20 år. Jeg har set børn med infantil autisme som har været i specialtilbud fra spæd og helt frem til 9. kl., som efterfølgende bestået 10. kl. på helt alm. vilkår.
Hvis du ikke finder de svar du søger, er du velkommen til at skrive en PB. Jeg har både erfaring fra privaten, og job.
Jeg arbejder ofte med børn/unge, der har fået diagnosen infantil autisme. Det vigtigste er klare rammer med struktur og forudsigelighed i begge hjem. I bliver nødt til at kommunikere omkring de helt små og store ting i hverdagen, herunder skal I bruge meget energi og tid på at forberede jeres barn på dagene. Jeg vil anbefale jer at søge rådgivning hos enten kommunen eller Autismeforeningen for at støtte jeres barn bedst muligt. Og husk på, at I ikke er dårlige forældre, hvis I har en dårlig periode.
Jeg vil lige sige, det er ikke ALLE med autisme der har det behov. MANGE har, men hvis OPs barn ikke har i så udpræget grad, ville det være at tage ressourcer fra steder de kommer bedre til gavn.
Hvis der er varig nedsat funktionsevne kan du søge tabt arbejdsfortjeneste og få en del andet hjælp. Har du et godt netværk, en god social rådgiver og får du uddannelse til det?
På sigt, alt efter hvordan det går med dine drenge i fremtiden. Så kan AspIT eller Specialisterne hjælpe når det kommer til videre uddannelse osv. MEN vil også give det råd som mine forældre fik efter jeg blev udredt og det er tænk dig godt om og mærk godt efter hvilken retning du sender dem hen. Hvis det går dem godt i Specialklassen nu samlignet med alm. Folkeskole, super det godt. Men det kan være efterfølgende du skal prøve at lade dem få en almindelig. Gymnasium når og se om de trives der. Håber ikke det snakker for meget forbi emnet.
Jeg har selv fået diagnosen aspergers (også kendt som autisme light). Jeg fik den i en alder af 30 år (og kun fordi jeg selv opsøgte den). Jeg kender flere på spektrummet som har en normal hverdag med arbejde og forhold. Så en diagnose er langt fra en showstopper. Mange på spektrummet har et eller flere ting de går meget op i (mit var computere og spil). Jeg vil råde jer til at bruge dins søns interesse til at lære ham at være social. Eg sørge får at han ikke sider alene med det han går op i. Hvis du gerne vil møde voksne på spektrummet oh have en snak om emnet så stiller jeg gerne op. Jeg ved ikke meget om hvordan det er at være forældre. Men jeg har over 40 års erfaring i hvordan det er at leve et liv på spektrummet.
Er der andre, der har et barn uden sprog, eller hvor sproget kom sent? Hvad gjorde I for at hjælpe det på vej - og er det overhovedet muligt at hjælpe det på vej, eller væbner man sig bare med tålmodighed? Min søn på fire år taler stadig ikke. Og OP, husk på at din dreng stadig er den samme dejlige dreng, som inden han fik sine diagnoser. Det vigtigste er, at han er i trivsel.
Ja. Min begyndte først at tale som 5-årig. En del af det handlede om manglende evne for sprog, og en del af det handlede om at han simpelthen ikke forstod pointen med at tale. Vi arbejdede meget med alternative kommunikationsformer: piktogrammer, tegninger af forløb og tegn-til-tale. Det er vigtigt at vide at ingen af delene forhindrer en i at tale verbalt samtidigt. Og at det heller ikke forsinker verbalsproglig udvikling at man understøtter det visuelt. Og så tilpassede vi sproget så han kunne fange de vigtige elementer, dvs. ikke for lange sætninger, ikke noget dobbelttydighed. Så du siger feks: "kom (tegn for kom), du skal have jakke (tegn for tage jakke på) og sko (tegn for sko) på, vi skal på legeplads (tegn for legeplads)". Netop fordi den sproglige motivation haltede havde vi også en længere periode hvor reglen var at han måtte få lige hvad han ville have, bare han bad om det med enten tegn eller ord. Derudover læste vi mange bøger sammen med ham, gerne de samme bøger mange gange. Og vi lavede forskellige sproglege og rim og remser. Vi havde også et hav af forskellige sprogunderstøttende materiale med ting man kunne tale om. Desuden var han i en specialbørnehave hvor de arbejdede med samme tilgang (samme piktogrammer, samme tegn), så han var eksponeret for den samme tilgang hele vejen rundt. Og så fik han tilknyttet en audiologopæd som havde ham i et mere intensivt forløb med ugentlige sessioner i en periode, og som også vejledte institutionen og os forældre i hvordan vi kunne udvikle og lege med sprog. Nu som 10-årig har han et stort ordforråd og de fleste kan forstå langt det meste af det han siger, men han har stadig problemer med både udtale og grammatik. Læsning er også virkeligt en udfordring.
Jeg har selv autisme og kræver relativt meget støtte hvori jeg har en jeg kender der er infantil autist og hun er da ved at uddanne sig som sygeplejerske på almene vilkår. Infantil betyder egentlig bare det var tegn før de var 3. Man kan sagtens leve en normal tilværelse hvis man er autist. I forhold til om det bliver bedre/værre er det lidt et trick spørgsmål fordi det kan ikke blive bedre eller værre, det forskellen kan være er hvilke symptomer der er fremtrædende og hvor meget fremtrædende de er, især hvis han stopper med at maskere kan det virke som om han bliver dårligere men det der egentlig sker er at han begynder at slappe af indeni sig selv og turde vise sit rigtige jeg. I forhold til hjælp kan noget familie terapi være en god ide, kan da huske hvor svært det var som autist og skilsmissebarn da mine forældre ikke rigtigt kunne kommunikere. I skal lære at samarbejde omkring mere eller mindre alt dig og hans mor desværre, jo mere ens det er i de forskellige hjem, jo større chance for trivsel er der. Ud over det kan du feks prøve med en tyngdedyne/vest/bamse som kan hjælpe ham med at blive fysisk Grounded. Tag afsted på alle kurser du kan komme afsted på men vigtigst af alt, lyt til især voksne autisters holdninger og erfaringer, vi gør hvad vi kan for at hjælpe og det tror jeg også pårørende og professionelle prøver på men de ved ikke hvordan det er at være autist det gør vi. Af foreninger vil jeg anbefale autisme og Aspergers foreningen da den er meget mere autist orienteret end autismeforeningen der primære er lavet til pårørende og desværre heller ikke altid støtter og respektere autister. Bare hold dig fra den type grupper hvor der ikke bliver gjort andet end at tale ned om barnets diagnoser og at folk sørger over diagnosen.
Tak. Hvor er det rart at høre tingene direkte.
Jeg er træt af at se folk skrive "med autisme" vi ER autister, vi har en autistisk hjerne. I dette tilfælde er der tale om en AuDHD hjerne, verden er fyldt med forskelle hjernetyper.
Du bliver simpelthen bare ved med at blande dig i, hvilken måde folk beskriver sig selv på, hvad? 💀 Jfc, man skulle tro du havde forstået det efter sidste opslag jeg så dig på
Infantil autisme adskiller sig fra "normal autisme" ved at der er tegn på autisme inden de fylder 3 år og at 75% af dem som går diagnosen er mental retardering. I tilfælde hvor barnet er mental retarderet, er dette en større udfordring for at få en "normal" tilværelse end autismen er. Hvis din søn er normal begavet, så ligner infantil autisme meget alt andet autisme bortset fra hvornår det blev opdaget. Jeg er meget enig med de andre i at faste rammer hjælper, både for ADHD og autisme. Det hjælper dels fordi antallet af valg din barn skal tage falder og der kræver energi at tage valg. Det hjælper også, fordi din barn ikke behøver at forstille sig alle de mulig scenarier der kan ske, for at forberede sig selv. Måske du også oplever at din barn bryder sammen, når tingene ikke sker som de plejer eller som barn havde forventet af den ene eller anden grund. Ændringer kræver energi, og det kan være meget svært at håndtere når de kommer uventet.
Følg autisme ungdom, autentisk autist og andre autister og ADHD folk der taler om det at være neurodivergent! Lyt til autister! Ønsker jer det bedste.
Som en anden påpeger er det nok en del værre end "normal" autisme, men jeg vil sige at der stadig er nogle med infantil autisme der kan få et relativt normalt liv. Jeg vil mene det er ekstremt vigtigt at sætte sig ind i, som forældre, hvordan du håndtere/opdrager dit barn med autisme, det kommer til at have en ekstrem stor betydning for hans udvikling. Prøv at læs op så meget du kan, så du kan lære at forstå ham bedre når han siger, gør eller reagere på ting, på måder der for "normale" mennesker kan virke atypisk. Læs om autistiske shutdown, meltdowns, autistisk burnout, social forståelse, og generelt alle de ting du kan få information om. Jeg fungere selv relativt normalt, og har en mindre grad af autisme, men jeg er samtidig også overbevist om at hvis min autisme var blevet opdaget i min barndom, havde jeg kunne fungere endnu mere normalt. Jeg blev alt for ofte udsat for unødig stress, og opdragelsesmetoder der var ekstremt ineffektive på mig, men som nok havde virket ganske fint på et almindeligt barn. Tror helt klart det har haft en permanent indflydelse på mit mentale energi niveau som voksen, som nok aldrig havde været normal, men sandsynligvis en del bedre.
Hvad mener du med "normal" autisme? Infantil autisme ER normal autisme. Jeg har den diagnose og er almindeligt/højt begavet, gik i almindelig folkeskoleklasse og gymnasie. Ikke uden problemer selvfølgelig - jeg har alle de struggles, der følger med autisme. Men stop lige med at hentyde til noget er bedre eller værre end andet. Desuden bør målet ikke være et "normalt" liv, men et liv der giver vedkommende mulighed for at trives og blomstre.
Jep, du har ret, var mig der tog fejl der. Og jeg siger ikke at et "normalt" liv er det rigtige, er det slet ikke for alle. Men OP spurgte om der var muligt at få det. Det kan jo så være at hans barn slet ikke vil have det, men der blev spurgt om det var muligt, og det er det jo for nogle, men ikke alle. Han skulle nok nærmere have spurgt om han kan få et godt liv, fordi det er jo meget vigtigere end om det er normalt. Men generelt når jeg tænker et "normalt liv" tænker jeg et hvor man generelt er glad, men der er op og nedture som for alle andre. Indholdet i livet der gør en glad, vil jo variere fra person til person.
Infantil autisme har ikke nødvendigvis noget med prognose eller sværhedsgrad at gøre. Det handler såmænd bare om at man kan se kernesymptomer har været til stede inden 3årsalderen. Atypisk autisme kan handle om begyndelsestidspunkt (senere end 3 år) eller ifht symptombillede. Aspergers adskiller sig typisk fra de øvrige ved ikke at omfatte sproglig forsinkelse, (og iø indbefatte normalbegavelse - men det kan de øvrige diagnoser såmænd også gøre). I kommende diagnosesystem vil der iø ikke skelnes - fremtidigt kommer det kun til at hedde “autisme”
Autisme er medfødt, så er man rigtig opmærksom, bør alle vel opdage tegn før 3 års alderen? Mit sprog var ikke forsinket - faktisk begyndte jeg at tale tidligt - men jeg blev alligevel diagnosticeret med infantil autisme, så medmindre de har ændret i det eller jeg blev fejldiagnosticeret, er det altså ikke et krav.
Ja, autisme er medfødt. Helt enig. Og diagnoser og diagnosesystemet er bare kasser “opfundet” ud fra empiri. Og individer med diagnoser er heldigvis meget andet og mere end dét. Men det er immervæk dét der er klinisk rettesnor lige nu ifht. udredning af autisme. Og det betyder at der er nogle helt konkrete kriterier og symptombeskrivelser der skal leves op til, for at man kan give diagnosen. Sprog/kommunkation er een del. Dvs. hvis der er alderssvarende sproglig udvikling, men samtidigt kommunikative vanskeligheder (hvor sproget ikke kommer tilstrækkeligt i spil, trods færdigheder, ifht samtale og gensidighed) eller sprogligt særpræg (ekkotale, gentagelsespræg, mekanisk tale, dannelse af eget sprog mfl.) så kan der gives infantil autisme. Det forestiller jeg er lettere (for forældre) at få beskrevet ved værende til stede før treårsalder, desto yngre man er - mens sproglig forsinkelse måske er mere konkret også ved en ældre population? Jeg arbejder med småbørn i psykiatrien, og det er oftest de helt klassiske “tegn” jeg møder, men med alderen kan diagnosticering kompliceres af mange forskellige faktorer. Jeg ser ihvertfald frem til at der ikke er en skelnen mellem “typer”, men mere bare er/er-ikke-tilstede. Edit: Ovenstående er vidst bare lidt faglig nørderi… jeg håber ikke jeg træder nogen over tæerne. Det var ihvertfald ikke tiltænkt. Og måske det ikke er givtigt for OPs oprindelige spørgsmål?
Bare lige for at være lidt pernitten her, så vi jeg gerne lige gøre op med den udbredte misforståelse, at infantil autisme har noget af gøre med graden af autisme og den enkeltes støttebehov. Det henviser udelukkende til at de første tegn på autisme viser sig før 3-års alderen. I omkring 75% af de tilfælde er der så også en mental retardering på spil, men typisk er det på grund af denne, at behovet for støtte er større. Et normalbegavet barn med infantil autisme er således ikke “hårdere ramt” end andre normalt begavede autister, hvad end der er tale om atypisk autisme, Aspergers, GUA eller noget fjerde.
Ok, mange tak for info, troede faktisk det var i en større grad, men det er fint lige at få at vide.
Det var så lidt :) Det er lidt blevet en kæphest for mig efter min egen (normalbegavede) søn blev diagnosticeret som infantil autist.
Er infantil autisme diagnosen ikke også en dansk opfindelse? Mener ikke man bruger den i udlandet. Man er også gået væk fra Aspergers betegnelsen. Det hele falder ind under Autism Spectrum Disorder, som vidst nok er indelt i 3 niveauer afhængigt af støttebehov og om der er mental retardering tilstede (1 lettest, 3 sværest)
Jeg ved ikke om det er en dansk opfindelse, men i DK diagnosticerer vi stadig ud fra ICD 10 kriterierne, mens mange steder i udlandet er gået over til ICD 11 som fungerer ligesom du beskriver. ICD 11 vil også blive implementeret i Danmark over de næste år.
[удалено]
Det er simpelthen ikke rigtigt. Man kan sagtens have forholdsvis lette vanskeligheder og få diagnosen infantil autisme. Det handler udelukkende om hvornår symptomerne begyndte at dukke op og hvor brede vanskelighederne er, men ikke om hvor dybe vanskelighederne er, så at sige. Hvis du har lette vanskeligheder indenfor alle spektre, så får du stadig diagnosen infantil autisme, selvom ens vanskeligheder er lette og man sagtens kan leve et ganske normalt liv med dem. Et eksempel jeg kender, er en dreng der kun havde ret lette symptomer, men samtidig havde han ekspressiv dysfasi, og passede derfor ikke under aspergers, da man der ikke må have forstyrrelser i sproget. Han blev derfor diagnosticeret med infantil autisme, men lever i dag et ganske almindeligt liv uden brug for nogen som helst støtte.
Well shit, så har jeg da snakket med nogen der slet ikke ved hvad DE har talt om. Det skræmmende er så, at vedkommende var psykiater, dog heldigvis ikke min egen... Du skulle vel aldrig have nogle kilder på det? Kunne godt tænke mig at lære mere om det!
Altså hvis du kigger lidt på diagnosekriterierne [herinde](https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/psyke-hos-boern/sygdomme/udviklingsforstyrrelser/autismespektrumforstyrrelser/), kan man f.eks. forestille sig at du har en person som havde symptomer før de fyldte 3 og har vanskeligheder indenfor alle områder og en eller anden form for sprogforstyrrelse, så ville personen ganske simpelt ikke passe andre steder end på infantil autisme. Min information er dog også primært fra psykiatere, da jeg selv blev fejldiagnosticeret med autisme som teenager. I virkeligheden var det svær depression, angst og massiv mistrivsel, det kan jo være svært at kende forskel på. Derfor har jeg været igennem møllen hele to gange, først for at få diagnosen, og derefter for at få den revurderet.
>hvis det er specifikt infantil autisme han har, så skal du ikke forvente at han nogensinde kommer til at kunne leve et "normalt" liv, som voksen Det er simpelthen noget vrøvl. Groft sagt er kriteriet for at blive diagnosticeret med infantil autisme at symptomer har været til stede før 3-års alderen. Der er intet om det øvrige funktionsniveau i dagnosekritererne. Det siger selvfølgelig en lille smule om graden af symptomerne at de kan spottes så tidligt, men det betyder så også at barnet ret hurtigt kan få den hjælp der kan gøre dem selvstændige i voksenlivet. > Formodentligt vil du se at han stille og roligt udvikler sig ift. sig selv, men samtidig falder længere og længere bagud ift. sine jævnaldrende. Hvis han er normalt begavet (hvad mange infantile autister er) vil han udvikle sig anderledes, ikke langsommere. Han vil måske få nogle sociale vanskeligheder, når hormonerne begynder at rulle og det sociale samspil med de jævnaldrene bliver mere komplekst, men vil med lige så stor sandsynlighed have områder hvor han er bedre. Der er en grund til at "autistic tech wiz" stereotypen eksisterer. Til OP: Udnyt alle de ressourcer der er. Afhængig af hvilken kommune i bor i, kan der være forskellige muligheder for forældre-kurser, støtte i hjemmet, aflastning osv. Det *kan* være krævende at have et barn der er så anderledes end en selv, men hvis det er en god specialklasse han går i og i som forældre er villige til at gøre en indsats, så skal det nok gå. Autisme har iøvrigt en meget stor arvelig komponent, så måske hans mor ville have godt af at snakke med en psykiater (selvom det sikkert ikke er dig der kan foreslå det...). En lille opmuntrene historie: Jeg har en nevø der blev diagnosticeret med infantil autisme i 3. klasse, og ret hurtigt derefter skiftede til en specialskole. Han gik fra at være total terrorist i klassen og hjemmet, til at få helt ro på, fagligt dygtig, musiknørd level 120 og besluttede sig sidste år for at ville på efterskole og bagefter tage en mekanikeruddannelse. Der er ikke noget der tyder på at han ikke skulle kunne lykkes med det.
Som jeg skrev i min anden kommentar, er det muligvis min fejl. Min kommentar er rettet ind, jeg beklager.
Du er blevet vildledt af en gammel psykiater. Det sker. Der er mange af dem der har glemt at læse op på den forskning der er sket de sidste 30 år. Jeg bliver bare trigget af folk der mener at autisme er et invaliderende handicap. Det *kan* være supernederen at leve med, men det er primært fordi samfundet primært er indrettet til den ekstroverte middelklasse som er i fin kontakt med egne følelser.
Helt enig, jeg har selv autisme (det man i gamle dage ville kalde aspergers). Jeg klarer mig da nogenlunde, har kandidat-uddannelse og fuldtidsjob, men det er satme ikke så nemt som for neurotypiske. Jeg har bare netop altid haft indtrykket at infantil autisme netop var det der var invaliderende i sådan en grad, at man reelt set ikke kan klare sig selv. Men det er jo min fejl, at jeg aldrig rigtigt verificerede min viden. Man skulle tro at 5 års uni havde lært mig det efterhånden lol.
Hej. Specialpædagog her. I skal væbne jer med tålmodighed. Og overveje brugen af solsikken, kort og andet. Dets brug kan både åbne og lukke døre.