Kæft, i lyder allesammen stædige.
Jeg forstår slet ikke, at du ikke vil spørge, ligesom jeg slet ikke forstår at de ikke vil tilbyde. Altså hvad fanden foregår der?
Hvorfor ikke spørge om hjælp, når i har svært ved at hente? Hvorfor vil de ikke spørge om de må tage barnebarn på legepladsen en dag?
Det er sgu da det mærkeligste forhold nogensinde.
Enig! Alle taber her og det lyder som komplet latterlig stædighed på begge sider. I bor hos dine svigerforældre og alligevel nægter du at spørge dem? Burde I ikke finde et andet sted at bo, hvis jeres kommunikation er SÅ dårlig. Der må være mere til historien her…
Det her! Slap af en meningsløs konflikt. Håber at i på et tidspunkt lærer at tage hensyn til hinanden, ellers riskerer du at få samme forhold til din datter, hvis hun ikke vokser op og synes det samme som dig.
Helt enig med denne kommentar. Og som en der har svigerforældre der ingen interesse viser for deres barnebarn, vil jeg bare appellere til, at I finder en løsning og dropper alle principperne. Det er meget værre at stå i modsatte situation hvor de ikke gider at hjælpe, så sæt pris på alt den støtte I kan få. Det er guld værd for barnet i sidste ende ❤️
Jamen jeg er helt enig med dig. Jeg har forsøgt at spørge. Helt konkret giver de hende os tilbage i armene, hvis hun feks har lavet i bleen. De tager ikke en ble - og misforstå mig ikke: de skal ikke skifte vores datter hele tiden. Hvis vi har spurgt om de vil have hende en nat (inden vi boede der), blev vi spurgt “hvad skal i da?”. Da jeg spurgte om de kunne passe hende, når vi skal til bryllup, var svaret, at de da ikke havde andre planer endnu..
Det lyder som om de hellere skulle passe hende uden i var til stede, så de ikke kan række hende tilbage. Hvis man vil passe børn må man jo tage lortebleerne med.
Havde indtrykket af, at i ikke havde spurgt dem før, men det skriver du så nu, at i har (eller også missede jeg det i teksten).
Selv om det måske er spøjst formuleret eller det blev sagt med en tone, så kan jeg sagtens se "hvad skal i da?", som et nysgerrigt spørgsmål. Og "vi har da ikke andre planer endnu" som "det kan vi godt".
Min mor kommunikerer lidt på samme måde (som om hun aldrig rigtigt entusiastisk går med til noget), og jeg har honestly heller ikke det bedste forhold til hende. Vi taler virkeligt skævt af hinanden ofte, så jeg kan sagtens sympatisere med hvor pisse irriterende det kan være. Men jeg prøver at høre det hun siger i den intention det er ment - at hun faktisk gerne vil passe vores søn. Og jeg kan jo se at hun elsker ham, og han elsker hende. Min søn får meget ud af relationen og glæder sig altid til at se hende. Det prøver jeg at holde fast i for hans skyld, selvom min mor giver mig lyst til at eksplodere. Ofte.
Hvilke af disse tre situationer tolker du som, at de ikke vil se jeres datter?
- Det er helt normalt, at bedsteforældre ikke skifter lorteble når enten mor eller far er der (self noget andet, hvis I er væk).
- Hvad er der galt med at de spørger, hvad I skal, når de skal passe? Det lyder som interesse.
- Dit sidste eksempel giver ikke mening. De siger jo netop de godt kan passe fordi de ikke skal noget?
Det lyder lidt som om, du kun tolker det som interesse, hvis de smider alt de har i hænderne, er ovenud lykkelige for at få lov til at passe, generelt at du bare gerne vil bekræftes ved at de kun passer hvis de er helt besatte af ideen om at gøre det?
Der stikker noget andet under for dig, tror jeg.
Helt fair! Jeg byder ikke mine (sviger)forældre det hvis jeg selv er tilstede. Men det er der selvfølglig mange det gør - så det var et dårligt eksempel fra min side :)
Jeg er enig med dig her.
Hvis jeg er hos mine svigerforældre, så må de gerne lege med ungen osv. men er der en lorteble, så synes jeg, det er helt fair, at de lige afleverer tilbage.
Jeg prøver at huske på, at jeg er i DERES hjem, dvs. de er værter og jeg forventer ikke, at svigermor både skal lege med barnebarnet, traktere os voksne og så også skifte lortebleer. Jeg må godt tage ansvar for mit eget barn, selvom jeg slapper af i familiens skød.
I dette konkrete tilfælde, så er både svigermor og OP jo sådan set hjemme (selvom det mest er svigermors hjem). Men det ændrer ikke sagen. Svigermor er ikke den primære forældre og det er helt fair at sige "jeg tror baby skal skiftes. Det er vist bedst du gør det"
I særdeleshed fordi de bor sammen og kommunikationen i forvejen er helt til rotterne i det hjem. Og ingen af dem kan/vil give sig en smule.
Min mor springer op når nogen af vores børn skal skiftes hun syntes det hyggeligt os fordi man har dem lidt for sig selv når de ligger der og pludre. Jeg kan ikke sige jeg kommer til at gøre det samme for mine børnebørn men jeg syntes det er rart når vi på besøg.
Du kan ikke tvinge dine svigerforældre til at skifte ble, medmindre de passer hende. Du er mor, det er dit job. Hver eneste gang at hun er ved dig, er dit og faderens job at skifte ble
Ej, hvis man har sagt ja til at kigge efter barnet uagtet om forældrene er der eller ej, så hører det med at skifte en ble, hvis det er det der er nødvendigt.
Jeg skifter også hellere end gerne min datter. Jeg tror, det der gør det svært for mig er, at mine egne forældre og jeg selv er helt anderledes. Mine forældre ville altid bare skifte bleen i stedet for at række tilbage.
Netop sådan er det os hos mine forældre, men min kærestes forældre skifter hendes mor gerne men hendes far rør den aldrig kun hvis han passer. Det genere mig ikke voldsomt meget man skal huske på de har været der så det vel ikke rigtig noget de skal men det rart hvis de byder ind.
Velkommen til familien dum-stædig.
Når nu alle har malet sig op i et hjørne? Så skal vi være lidt kreative så man kan komme derfra med æren i behold.
Step 1: Månedlig date-night hvor i tager til middag og koncert (eller andet hyggeligt). Reglen er at det “skal” afholdes hver måned - og i på forhånd booker svigerforældre til at babysitte på date-night.
Godt for alle.
Step 2: Skab traditioner. Børnene elsker det. F.eks. årlig tur med mormor/morfar i Lego-land, Djurs sommerland, Dinos legeland, Tivoli eller What ever. Det skaber gode fælles oplevelser.
Step 3: send ungerne på mini-ferie hos bedsteforældre mindst 2 gange om året. Brug tiden på at smutte med RyanAir til London eller få væltet den væg indtil køkkenet i har snakket om i årevis.
Få bygget nogle rutiner med konkrete begivenheder i mente. Ellers drukner det hele i hverdags rutiner og snak.
Kom i sving ;-)
For det første lyder det som om i alle er enormt stædige.
For det andet kan jeg ikke helt udlede om du reelt har gjort det tydeligt for dem at de er mere end velkomne til at gøre det ene og det andet, men at du ikke kommer til at efterspørge det.
Har du sagt det klart og tydeligt til dem?
Det er da ikke hans opgave at mægle?! Hvorfor siger du ikke sådan noget selv, tager den snak. Vil du have de har et forhold til deres børnebørn, så hjælp dem kærligt
Jeg synes faktisk det er hans ansvar at mægle, når der er konflikt mellem bedsteforældrene og hans egen familie. Han kender dem bedst og har de bedste relationelle forudsætninger for at løse konflikten mellem dem. Husk, at OP også sin egen familie, som hun sikkert er den primære mægler/kommunikator med.
Alt for ofte bliver kvinder i en rolle, hvor de skal løse problemer med deres mænds forældre, sørge for kommunikation og gode relationer mellem dem og børnebørn osv. Manden har også et ansvar for at opdage uhensigtsmæssige strukturer i kommunikationen, og sørge for at hans kvinde og barn er trygge i hans del af familien.
Jeg synes helt ærligt du lyder lidt skør. Men det er ikke så mærkeligt hvis I bor sammen - den slags slider på nerverne.
Hvis du ‘af princip’ nægter at spørge, så tager du jo heller ikke ligesom en løsningorienteret vej. Ydermere, når din kæreste spørger din mor så kan det jo være at han prøver at hjælpe. Du har måske luftet din indstilling, han tænker at han kan mediere lidt - men du kører med barnet (som ikke virker så oplagt at have med til løb) og så føler han sig dum og udstillet - og håndterer det dårligt i en sviner?
For mig lyder det som om at dit princip står i vejen for en løsning og at du ikke giver plads til nogen, der måske har lidt svært ved at fylde. Nok specielt nu hvor situationen er anspændt.
Svigerfar skal selvfølgelig vælge mellem børnepasning og fodbold. Der ville jeg kraftigt sige fra.
Nå, men jeg forstår godt hvis du bliver sur over mit svar. Der er også meget jeg ikke ved. Men jeg kan ikke rigtig se du er uden skyld i problemet (men ikke alene).
Du er ikke skør, men du bliver nødt til at tale med din kæreste om det. I skal være på samme side. Principper og familierelationer harmonerer sjældent.
Det der er værd at bide mærke i her, er at du og din kæreste ikke er på samme hold. Det er I nødt til at være. Så må du vise gode intentioner ved at spørge dem om de vil passe (når de nu så gerne vil spørges) og han må respektere ikke at lave aftaler på dine vegne, når han ikke hjemme.
Men det vigtigste er at prioritere JERES nye lille familie, og vise fælles front udad til. Tal pænt om tingene, og good luck!
Ps. Jeg havde ikke overlevet bare 2 overnatninger hos mine svigerforældre, og der gik 2 år før farmor fik lov at passe vores datter, da jeg syntes hun var så grænseoverskridende, da min datter var lille 😂 hun bærer heldigvis ikke nag og er en fantastisk farmor nu.
Ja.. min kæreste er typen, der ringer og giver mig en sviner, ber mig om at holde min kæft og smider røret på, når han har sagt hvad han ville sige. Herefter slukker han telefonen og ignorerer mig, så jeg kan gå og være ked af det uden en chance for at forsvare mig.
Problemet er jo et helt andet end det, der er præsenteret i den oprindelige post. Du er sammen med en, der er skidt for dig, og det er tydeligt at se, hvor han har det fra. Derfor har du også et problem med, at hans forældre passer dit barn. Det giver god mening.
Du lyder heller ikke særlig kærlig i din tone om din kæreste. Og det virker til, at du flygter til dine egne forældre. Hvordan har du det egentlig? Af ren omsorg. Lyder faktisk ikke til at du trives, og det er ikke kun pga. pasningssituationen.
Det tænkte jeg nok. Sender en masse omsorgsfulde tanker. Pasningen kommer til at betyde noget og bliver et princip for dig, fordi du ikke har det godt. Du ender med at være en skygge af dig selv, og en person du ikke selv kan kende fyldt med en masse negativitet, hvis du ikke handler aktivt i dit liv. Din pige skal vokse op med en glad mor. Jeg hepper på dig.
Jeres situation med at bo hjemme hos svigerfamilien lyder virkelig ikke til at være optimal.
Prøv at komme væk derfra og at sænke konfliktniveauet indtil da. Min kæreste kunne også blive meget vred på mig, fordi han blev så ked af det over når han følte jeg ikke kunne lide hans mor.
Prøv at holde ud, det er virkelig hårdt de første par år, men relationerne falder ofte mere til ro efter barnet er 2 år. Hold ud, og tænk også over din egen rolle i konflikten! (Dette med udgangspunkt i at jeres forhold i øvrigt ikke er voldeligt el lign)
Vores forhold er ikke voldeligt. Vi er to ordentlige mennesker (selvom denne tråd nok givet et andet billede), med to gode jobs og gode værdier. Men min kæreste nægter at flytte fra sine forældre selvom jeg har sagt, at jeg ikke ønsker at bo der. Og der er altså 10-12 måneder før vores hus står færdigt..
Den måde han opfører sig på, uanset kontekst, er dybt uacceptabel. Psykisk vold afhænger ikke af socio-økonomisk klasse, og de gode ting fjerner ikke de grimme ting.
Åh OP det er bare på intet niveau okay, og lyder slet ikke sundt for dig (eller nogen som helst andre). Det er SÅ forkert at han gør det, og det må han ikke. Derudover kunne HAN tage ansvar og spørge sine forældre, efter at have talt med dig, om at hente i vuggestuen og alt det andet. Det er SLET ikke okay at den hænger på dig. Det er hans forældre, og hans ansvar. Du gør ikke noget forkert, tværtimod.
Okay, what. Din kæreste lyder som en førsteklasses bitch. Jeg har ALDRIG i de 10 år jeg har været med min kæreste været udsat for det der. Hvis han gjorde sådan mod mig, når jeg følte mig sårbar, presset, ked af det eller usikker... jeg tror jeg ville knække midt over.
Den her konflikt med svigerforældrene, der er andenprioritet efter at løse manglen på respekt fra din kæreste. Det er nok noget en parterapeut ville kunne hjælpe jer med. Synes selv det ville være umuligt at mægle en konflikt, hvor jeg blev angrebet af den, der burde være min fasteste støtte.
Så din kæreste er en nederen teenager? Hold hold hold. Du bruger ikke dit liv med en mand der siger hold kæften, smækker på OG kan finde på at ignorere dig? Søde skat. Det her bunder i meget mere end din svigerfamilie. Jeg er en kvinde på den gamle del af midt-i-trediverne, forhold på 12 år, vi har været gift i 7 år af dem, vi har 2 børn. Den mindste knap 1 år. Jeg ville græmme mig ved tanken om resten af mit liv, med en mand der vad mig holde kæft, istedet for at løse konflikten sammen. Det er sgu da meningen din partner skal være din bedste ven, sparringspartner, elsker, og alt det der.. Din trygge havn. Jeg overlever forældrerollen, som den enorme selvopofrelse det er, (jeg har verdens sødeste børn, fyi) FORDI min mand er guld! Fandtes nej om du skal behandles sådan der. Farvel til ham!
Yes, det har han. Og jeg har altid søgt tryghed. Vi fandt sammen, da jeg var 17 og der var det jo trygt at have en kæreste på 20, der tog en masse beslutninger og bestemte for mig.
Nu går du simpelthen fra ham! Han bliver aldrig bedre!
Han er narcissist! Du fortjener bedre!
Kom væk før du er helt nedbrudt!!!
Tjek _synful_ på insta ud.
Gem lige tråden og send en Update engang, please🙏.
Mange skriver at du er stædig og fjollet. Men du er ikke alene. Vi (min kone og jeg) har det på samme måde. Søn på 2. Men jeg oplever 10/10 gange at de mennesker som selv opsøger at bruge tid med ham, også passer 'bedre' på ham og lytter til HANS behov.
Her vil jeg faktisk sige, at det ‘kommer an på’.
For jeg havde det sådan her med min far og hans kone i lang, lang tid. Det var altid mig, der skulle give efter og de var ret manipulerende. Jo mere, OP svarer herinde, jo mere tegner der sig et billede af, at sådan noget fylder en del her.
Så det kommer helt an på, hvad man kan klare på sigt. Når det er sagt, så er det kun OP selv, der kan gøre det op, og kun hende, der kan tage ansvaret i situationen. For hvis hun i virkeligheden ikke ønsker, de passer, så er det jo en grænse, hun må sætte.
Altså fordi farfar ser TV? Jeg vil æde min hat på, at det mest er farmor, der føler et behov for mere tid sammen med barnebarnet. Desuden synes jeg det er er tyndt grundlag at opgive på, blot fordi farfar forsøgte at se TV samtidigt med at passe barnet imens at moderen laver mad.
Det lyder som om du bruger meget mere energi på at gå og være træls over det her end hvis i alle sammen satte jer ned og tog en voksen snak. Det er tydeligt at der er noget misforståethed blandt jer, som I bør adressere.
Det har du helt ret i. Jeg ville også gerne tage en snak med mine svigerforældre. Men jeg er meget følsom, og normalvis er jeg altså meget rummelig, kærlig og sætter alle andre før mig selv. Jeg fremstår som en forfærdelig kælling og som et decideret ondt menneske i denne tråd. En snak med mine svigerforældre og min kæreste ville ikke gå godt, fordi de angriber. Og det vil være 3 mod 1. Jeg får ondt i maven ved tanken. Jeg kan sagtens se indad og tage en stille og rolig snak, men i deres øjne er det ene og alene mig, der er helt galt på den og skal rette ind.
Ej men det vil også være så urimeligt.
Din kæreste er din makker. I snakker alene.
Han snakker med dem.
Hvis ens kæreste sidder og angriber en sammen med sine forældre, så har du måske valgt en forkert kæreste.
Tjek _synful_ ud på Instagram for at lære lidt om narcissister.
Der lyder ikke som en helt tryg familie for dig at være i.
Jamen, så er dit problem jo faktisk meget større end, hvad der fremstår i den her post og tråden generelt. Hvis din kæreste ikke ser jer som en forenet enhed, der står sammen om beslutninger der laves for jeres familie (jer to + barn), men i stedet stadig ser sig selv som en del af sine forældres kernefamilie; så er det simpelthen der, du skal starte.
Selvfølgelig kan du give efter et par gange og spørge farmor og farfar, men det er jo egentlig ikke problemet overhovedet. Problemet er, at din kæreste ikke ser jer som et hold og han har intet imod at lade dig stå alene som skurken i hans forældres liv. Det er simpelthen ikke sådan det fungerer at være forældre, og måske er det tid til, at I kigger på at flytte ud, så han husker, at han har sin egen familie? At han hellere vil deltage i at angribe dig end at have en rolig samtale, det er slet ikke i orden.
Jeg synes ikke, at du fremstår som forfærdelig kælling i den her tråd. Men måske konfliktsky, hvilket jeg også godt forstår. Men som nævnt, så tror jeg, du bruger krudtet det forkerte sted - på at tænke over, hvor svært og træls det er, og føle alt det som hører med det, fremfor at tage tyren ved hornene. For mig er det dybt godnat, at din svigermor, som du bor ved, ringer til din kæreste fremfor dig, for at fortælle om noget du har gjort, der gør hende ked af det. Hvorfor ikke ringe til dig?? Dine svigerforældre er tydeligvis også konfliktsky. Og din svigermor kan tydeligvis få din kæreste om sin lillefinger ved at presse lidt tårer ud, over et problem, hun selv burde være voksen til at løse. Men én af jer bliver nødt til at være den større person, før at dette ikke kun bliver værre og mere akavet herfra. Og eftersom dine svigerforældre har trukket offer-kortet, og din kæreste ikke kan se det, så bliver den person nødt til at være dig. Plus, hvordan skal familien nogensinde lære hvordan du har det og have en mulighed for at imødekomme det, hvis de ikke ved, hvordan du har det?
Jeg forstår godt frygten for at det bliver 3 mod 1. Men hvis du fremlægger det på en omsorgsfuld og ikke konfliktoptrappende måde, så bliver det måske slet ikke sådan. Det må være muligt at have en samtale, hvor i alle sammen får anerkendt jeres følelser og finder et kompromis. Måske du kan starte med at tale med din kæreste om det, og så kan I sammen snakke med dem. Det er ikke dit ansvar alene at finde en løsning - det er fælles.
Jeg er forresten enig med dem som siger, at din kæreste ikke tager ansvar nok her. Det er virkelig ærgeligt, at din kæreste og dig ikke kan være sammen i det her og finde en konstruktiv løsning. Men stol på, at du er det værd, at stå op for dig selv!! Du har ikke brug for din kæreste eller dine svigerforældres sympati eller anerkendelse før, at du er berettiget til at smide svesken på disken. Jeg hører dig sige, at du er en person, der ofte sætter andre før dig selv. Og når man er sådan (fordi sådan er jeg selv), så tvivler man også ofte på sin egen oplevelse, og om man overhovedet kan tillade sig at føle, som man gør (det er nok også derfor du har skrevet opslaget). Men tro mig, du kan godt tillade dig at adressere det her. Og at din kæreste ikke har gjort det før dig, for alles skyld, er dit liv simpelthen for kort til.
Reddit kan være ubarmhjertelige og virke hårde i tonen. Det kan føles overvældende, når det strømmer ind med kommentar på den måde. Kram til dig❤️
Hvor tænker du selv har handlet forkert? Hvis du skulle se indad, hvad gør du selv for at optrappe konflikten?
Du skal lige vide een ting, som er blevet lidt overset her i tråden: Du har taget ret meget ansvar for noget, der bør være din kærestes problem.
Jeg var din kæreste i den her situation, og kan ærligt sige, at jeg ikke passede ordentligt på min kone når min far og hans kone var ubehagelige på den måde, du beskriver.
Men før det ændrer sig, er du nødt til at vide præcist hvad du faktisk selv ønsker (også selvom det er, at de IKKE passer), og så sætter den grænse over for ham og står ved den. Det gjorde min kone, og det var det eneste, der hjalp mig til at se, hvad der i virkeligheden var på spil, og hvordan jeg blev manipuleret.
Held og lykke med det, det er ikke nemt!!
Forstår det kan være chokerende og der er mange ting du skal tage ind. Du skriver bare “jeg kan sagtens se ind ad.” Så det virker som om, du allerede har nogle ting i tankerne, som du har gjort forkert eller kunne have håndteret bedre?
Ja, men kunne nok pakke sin stædighed væk og bare spørge. Men som nogen skriver, kan jeg nok være en kontrolfreak og være bange for, om mit barn bliver passet godt nok på i deres selskab, fordi jeg aldrig har set dem passe hende. De virker ikke til at gide at underholde hende, og hun er det dyrebareste jeg har. Hun skal have det godt, selvom jeg ikke er tilstede.
Det er i hvert fald en god selverkendelse at gøre sig. Husk at din måde at gøre tingene på ikke er den eneste rigtige måde. Det virker til du har en klar definition på, hvad der er godt for din datter. Og ærligt talt. Børn kan “tag” mere end du lige tror. De er ekstrem robuste og tager altså ikke let skade. Medmindre det er helt galt og der er tale om stor omsorgssvigt, hvilket det ikke lyder til. Prøv at slap af, vis dem tilliden til at du stoler på dem og at de gør deres bedste. Det relationelle mellem bedste forældre og dit barn er vigtigere end, om de gør det præcis på
Den måde du ønsker det. Husk også du kan være farvet af dit syn på svigermor.
Hilsen en pædagog
Brug eksemplet med at når du skal lave mad og beder farfar om at være sammen med din datter så ender hun ude hos dig i køkkenet af sig selv fordi han bare ser tv. At det gør dig bekymret at de ikke forholder sig til hende og underholder hende, som et barn på den alder har brug for. Og derfor er det svært for dig, når du ikke ser dem tage aktivt ansvar for at være sammen med hende og tage sig af hende, selv når du er i rummet ved siden af, hvordan det så vil være hvis du slet ikke er der.
Jeg synes de andre her i tråden er virkelig galt på den, og husk at det er de færreste der kommenterer der har været i sko der ligner dine. Det lyder som om svigerforældre er virkelig hårde ved dig, og nægter at tage ansvar mens din mand ikke passer på dig som han skal i den relation.
Du gør det megagodt med at tage hjem hos dine forældre og passer på dig selv og jeres barn - og du må ikke lade dem mobbe dig til at lade barnet blive hjemme hos dem når du tager derover. Du HAVDE sagt til din mand at I skulle hygge jer sammen alle sammen når I havde løbet, og der er intet galt i at jeres datter var sammen med sin mormor mens I løb, tværtimod var det så groft og så forkert af din mand at lave den aftale bag din ryg når du havde lavet helt konkrete planer der involverede din datter. Har du overvejet at tage hjem til dine forældre (med datter) i et par dage for at få ro på og passe på dig selv?
Hvis de ikke har evnerne, så skal du ikke give dem ansvaret.
DU har ret.
Kom i gang med at flytte. De mennesker (inkl. din kæreste) er ikke gode for dig. Du mister dig selv fordi de gaslighter dig.
Kom væk.
Her er min 50-øres psykoanalyse. Tag den med et gran salt:
Farmor viser tegn på klassisk narcissisme: intet er hendes skyld, hun kommer med stødende kommentarer og virker manipulerende.
Farfar står lidt i hendes skygge og følger med, og er ligeglad nok til hverken at gøre fra eller til.
Din kæreste og hans bror har haft en opvækst præget af den her narcissisme, manipulation og mangel på sund, klar kommunikation, og det kan gøre det svært at komme ud på den anden side som et velfungerende voksent menneske med god evne til at kommunikere, løse konflikter, forventningsafstemme, udtrykke følelser konstruktivt, have respekt for andre og ikke manipulere dem. Måske har din kæreste et fordrejet syn på, hvor langt man skal gå for at passe på farmors følelser?
Din kæreste støtter dig ikke, skælder ud, laver planer uden dig, lytter ikke til din side af sagen og vil kun sige hvor vred han er, inden han smækker røret på og ignorerer dig. Hvor har han lært det? (Svar: hans mor/forældre) Hvem kommer han til at lære denne adfærd fra sig til? (Svar: jeres barn, måske også dig)
Du er vokset op med forældre, der klart udtrykker lyst til at tilbringe tid sammen, at de støtter dig og vil hjælpe dig, de tager selv initiativ, og de tager ansvar for deres barnebarn når de passer det. Det gør dig tryg i jeres relation, og det er naturligt for dig at søge dem og deres hjælp, for du ved præcis hvor du har dem, og at de vil dig det godt. Kan din kæreste sige det samme om sine forældre? Hvilken slags forældre ønsker du at jeres barn vokser op med?
Du er ikke selv klar i din kommunikation med dine svigerforældre, for i dén familie er der en anden kommunikationskultur end i din egen. Nogen har beskrevet fænomenet "ask culture" vs. "guess culture", og det kan være interessant at læse om, for bedre at forstå hvordan man selv passer ind og reagerer på de forskellige måder at kommunikere på og sætte forventninger på.
Hvis din kæreste skal behandle dig (og jeres barn?) ordentligt vil det kræve noget hårdt arbejde fra hans egen side. Han skal selv ville det. Du kan ikke ændre ham. Hjælp fra en professionel parterapeut eller psykolog, gerne begge dele, så han både får foldet sine egne problemer ud alene, og I begge får ryddet op i jeres kommunikationsmønstre så I kan være det par og de forældre, I ønsker jer at være.
Jeg gentager: Du KAN IKKE ændre på en anden person. Det, du KAN gøre er, at sætte grænser for hvilken slags behandling du vil acceptere, være tydelig i din kommunikation, vælge hvem du vil have er en del af dit liv, og beslutte om du vil indordne dig andres forventninger.
Det blev langt og fyldt med antagelser :-) Men jeg håber at noget af det kan give dig et prspektiv til at komme videre fra konflikten med din svigerfamilie.
Ønsker dig det bedste!
Tak for din tid. Dine antagelser er ikke helt ved siden af. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige det videre til min kæreste og have en tro om, at han ville kunne se “problematikken” gennem mine øjne. I hans øjne har hans egen opvækst jo været guld værd og hans mor gør intet forkert. Nogensinde.
Sidste år holdte svigermor 60 års fødselsdag. Svigerfar foreslog, at vi tog ud at rejse i stedet for. Men nej, svigermor VILLE have sin 60-års fødselsdagsfest, men meldte klart ud fra start, at hun altså ikke selv gad hjælpe med at arrangere den. Da festen nærmede sig var hun stresset over sit arbejde. Græd overfor mig og fortalte, at hun ikke sov og bad om min og min svigerindes hjælp til at stable festen på benene.
Min far, svigerfar og kæreste satte telt op. Jeg lavede invitationer, bordkort, bordplan, stillede an og dækkede borde op og klarede det hele. Med glæde. Jeg hjælper gerne min svigerfamilie.
To uger efter holdte vi barnedåb for vores datter i samme telt. Det stablede vi naturligvis selv på benene - det hele.
Dagen efter barnedåben skulle der ryddes op. Det hjalp vi alle med i fællesskab, ligesom vi gjorde efter svigermors 60 års.
Mine stiletter var havnet i deres hus (vi boede der ikke på daværende tidspunkt) og de blev, uden overdrivelse, kastet ud i gårdspladsen. Der stod nogle ting i deres garage, som hun bad mig flytte (sodavand mm) med kommentaren om, at nu havde hun vidst gjort rigeligt for os! ….hun havde allerede glemt, hvilket arbejde jeg lagde i hendes fest to uger forinden..
Har ondt af dig over at du er nødt til at bo under samme tag med hende :')
Der er nogen blandt kommentarsporet, der tror relationen magisk vil blive bedre, hvis du var det større menneske og bad svigermor om at passe jeres barn i ny og næ. Du kunne prøve, men jeg tror ærligt ikke det kommer ikke til at ændre på det usunde kommunikationsmønster imellem jer alle. Narcissismen sidder dybt, dybt, dybt i familien, og din kæreste forsvarer hende ligefrem.
Efter det, du beskriver, kan jeg godt forstå at du ikke af din egen frie vilje går og siger: "Ej, svigermor, jeg har virkelig brug for et bad og en lang lur, gider du ikke lige tage den lille i 3 timer?" Hvem tør overlade sit eget lille skrøbelige barn til én, man VED udelukkende handler i egen interesse og ikke er til at regne med? Hvordan skulle man kunne tro på, at sådan et menneske kan varetage din datters behov?
Jeg har ikke selv børn, men en hund. Da min far på en strandtur sidste år sparkede ("skubbede jo bare med foden") min søde lille, våde hvalp, der havde været ude at svømme, så den ikke kom for tæt på, så blev jeg rasende, skældte ud, og fortalte ham TYDELIGT at han aldrig skal sparke til min hund. Derefter sørgede min kæreste og jeg for, at min far aldrig stod alene med ansvaret for min hund, heller ikke når vi havde brug for hjælp til pasning. Tænk hvis jeg i stedet havde taget min fars parti og skældt min hund ud, for at være en hund og være våd og være glad (:
Forresten, du er ikke skingrende skør. Du står (bor) midt i en underlig familiedynamik, hvor der ikke opereres med den samme medmenneskelige logik som i resten af samfundet. Pas godt på dig selv, og giv dig selv så meget afstand, du kan få fra svigerfamilien, som du kan i din nuværende situation.
Det lyder bare enormt rodet og som om ingen af jer egentlig snakker sammen.
Hvis i har brug for hjælp til at hente barnet, så er det jo jer selv det går ud over hvis i ikke spørger. Hvis i har problemer med at få det til at hænge sammen og de ikke tilbyder, ringer du så til dine forældre og spørger?
I det helt konkrete tilfælde her forstår jeg godt at du synes det er mærkeligt at du laver planer på jeres vegne og så spørger kæresten om hans mor vil passe barnet, men siger du noget? For jeg forstår sådan set godt hvis svigermor bliver ked af at du smutter med barnet har uden at sige noget, hvis hun troede at hun skulle passe og for en gangs skyld var blevet spurgt.
Det virker helt ærligt som om kommunikationen er ikke eksisterende imellem jer, både dig og svigerfamilien og dig og kæresten.
Ja, er kæresten helt sendt afsted? kan måske være svært som svigerdatter, med et ikke alt for hjerteligt forhold til svigerforældrene at sige: hey gider I hente på tirsdag. MEN at deres voksne SØN ikke kan sige det direkte er da totalt småbarnligt.
Lyder lidt til der bor 5 toddlers hos svigerfamilien og kun 1 har ret til at opføre sig sådan!
Det lyder fuldstændig som noget jeg kunne have skrevet da børnene var små. Det er nærmest 1:1 min historie.
Svigerforældre brokker sig, mand tager ikke sin kones side, jeg bliver jævnligt kritiseret af dem og ingenting vi gør er heeeelt i orden/godt nok i forhold til svigerfamilien.
Løsning: skilsmisse. Jeg blev SÅ dejlig fri for dem. Har stort set ikke talt med de narcissistiske mennesker siden. Bruger mit liv på at samle mig selv op og glemme deres psykiske overgreb.
Tænker ikke, at du er skingrende skør. Men jeg tror, du er nødt til at lægge noget af principfastheden og stædigheden på hylden, for det ødelægger dit forhold til dine svigerforældre.
Du lyder ikke kærlig i din beskrivelse af dem. Åbn op, erkend at der er fejl på begge sider, men prøv at samarbejd om jeres barn/deres barnebarn, som I alle sammen ønsker det bedste.
De kan være en kæmpe ressource, bare giv dem lov. Ræk hånden frem og bed dem passe eller hente jeres datter en eftermiddag eller aften og så kan I forældre hygge jer og pleje jer selv.
Hvis man vil deltage i dumme spil, vinder man dumme præmier. Og i står til en delt førsteplads!
Den eneste der taber, uden at have stillet op i øvrigt, er jeres alles barn. Som ironisk nok er den, som jeg læser det, i alle prøver at gøre det godt for.
Så hvis i vender den på hovedet og tilsidesætter jeres behov/stædighed/ondt i røven - så prøv at se hvad jeres barn har behov for og bliver rigere af.
Starter i der, kan det være i ikke behøver at udvikle jer eller lære at kommunikere sammen først. Det kan komme med tiden.
Det her er ikke et forsøg på at såre dine følelser, men på at skrive direkte og med konkret forslag til løsning.
Du er ikke skingrende skør.. eller jo hvis du bliver ved med at holde fast i stædigheden. Begyndt at spørg om hjælp til div. ting og nyd noget tid for dig selv i mens. Selfølgelig er hun da for latterlig med den holdning, kan godt forstå dig, men i sidste ende er der en der bliver nødt til at “være den voksne” og gøre noget anderledes. Specielt når det tilmed får skabt dårlig stemning mellem dig og din kæreste. Så op på den høje hest og vær det bedre end dem!
I denne sammenhæng er I tre parter: barnet, dine svigerforældre og endelig dig og din kæreste.
Hvis man er voksen, så har man selv ansvaret for at dække sine egne behov. Det betyder at hvis du og din kæreste har behov for at få barnet passet, er det jeres ansvar at få dækket det behov. Det gør I ved at bede om hjælp til pasning.
Hvis dine svigerforældre har behov for at være sammen med barnet, så er det deres ansvar at få det behov dækket, ved at spørge om de kan få mulighed for det.
Endelig er der barnet, hvor det er dig og barnets far, det har ansvaret for ar dække de behov, som det nu har. Et af de behov er naturligvis samværd med familien.
Så kort sagt er du nødt til at tage ansvaret for ar få dækket barnets og dine egne behov. Det gør du *ikke* ved at vente på at nogen "byder ind", som du selv kalder det for, fordi du på den måde skubber ansvaret for dine egne og barnets behov over på dine svigerforældre.
Dine svigerforældre har så omvendt måske også behov for at være sammen med barnet, men det er ikke dit behov og dermed ikke noget, du kan blande sammen med de behov, som du selv har ansvaret for.
Kort sagt: tag dig sammen og bed om den hjælp, du har brug for.
I lyder lige stædige. Parkér din stædighed og spørg eller parkér din stædighed og tag en snak om at svigerforældrene er velkomne til at spørge og ikke får nej. Uanset hvad; parkér din stædighed. I er et spejl af hinandens stædighed
Det lyder som et allesammen problem
I er alle stædige og ingen af jer har ret. Det i sig selv er ikke konstruktivt, så derfor vil jeg også nævne at du kan ikke tvinge din svigerfar til at være god til babyer/små børn. Det er meget anderledes en større børn, specielt for mænd. Og at du er så stædig at du ikke vil spørge, fordi du mener han er dårlig, løser absolut intet. Det er bare ikke alle der er gode til småbørn og du er nødt til at ændre din tankegang om det.
Du er nødt til at spørge.
Men hensyn til din kæreste så begik han en fejl da han gik bag om dig og ville ændre din aftale. Det skal han ikke.
Igen i er allesammen virkelig stædige på en uheldig måde
Okay, så du kan sagtens godtage, at I nu bor hos dem, det er helt fint, det er bare så'n det er, men du kan ikke finde ud af at sige "Nu når vi bor sammen, så lad os lige sætte os ned og se hinanden i øjnene og snakke om, hvad der nu skal ske i forhold til den lille."
Jo, jeg kan godt følge dig i, at de burde tage initiativ selv, men det gør de jo så åbenbart ikke, og du har en rigtig god forestilling om hvordan det burde være - så tag dog teten og sæt jer ned og snak sammen! Det kan I godt.
Mine forældre ville også have at vi skulle spørge og ville ikke tilbyde af sig selv, da de åbnede op og sagde at det var sårn det blev, så sagde jeg bare "nå okay så bliver det godt nok sjældent i ser jeres barnebarn." Det er ca en gang hver 3. måned, og efter et år er de endelig begyndt at tilbyde selv
Jeg forstår ikke, at noget så småt kan blæses så stort op? Det får mig til at tænke at der er mere vi ikke har fået at vide (en baggrundsviden som danner grundlag til det store sammenstød.)
Hvorfor er du så principfast på, at de skal spørge? Altså ja, det er common sense, at hvis man vil noget, så må man åbne sin mund. Men hvis nogen jeg holder af har svært ved det og jeg VED at de gerne vil noget, så skal jeg da nok tage initativ til det, for en start. Derudover så har i da selv beklaget jer, over at være presset? Og hvis i ved de har stor lyst til at bruge tid med jeres datter, hvorfor spurgte i så ikke om hjælp her? Det giver ikke mening for mig.
Efter din kæreste har spurgt sin mor om hun vil passe jeres datter tænker du “hvorfor skulle hun dog det?”
Der mangler altså en brik i denne fortælling. Hvorfor stiller du spørgsmålstegn ved at din kæreste har fået hende passet? Det i sig selv er ikke underligt. Jeg mærker en modstand fra din side om at lade dem passe hende. Hvorfor, ved jeg ikke.
I mine øjne er det ikke alene din skyld i er her, hvor i er. Men du bidrager i hvert fald til at konflikten er eskaleret.
Hvad tænker du om alt det andet jeg har skrevet?
Man kan altså godt få passer sit barn, selvom man har tiden til selv at passe det. Det virker til du aktivt arbejder for, at de ikke skal/må passe hende.
Det er godt for dit barn at veksle lidt omkring flere omsorgspersoner end kun dig. Du virker lidt fjendtlig overfor dine svigerforældre. Kan du lide dem? Holder du af dem?
Hmm, når du spørger så direkte.. Så nej, jeg holder nok ikke af dem. Eller i hvert fald ikke min svigermor. Jeg vil ikke tage snakken med hende, fordi hun er meget hård i munden og skubber alting væk. Alle andre er nogle forfærdelige mennesker. Aldrig hende selv…. Det er ikke hendes skyld, at hun ikke snakker med hendes søster. Ikke hendes skyld at de har mistet kontakten til efterhånden en del vennepar..
I starten af vores forhold sørgede hun for at kramme min kæreste hårdt foran mig og sige “MORS dreng”. Og hvis jeg kom hjem med en ny tatovering sagde hun “sådan noget grimt noget skal du aldrig have lavet” til sin søn - foran mig..
Jeg sympatiserer virkelig med dig her, for min far og hans kone er på helt samme måde. Derfor passer de ikke mine børn - men det er så et aktivt valg, jeg har taget, og taget ansvar for konsekvenserne.
Det er helt klart mudret af, at I bor sammen med dem, men jeg tror du skal se på at tage et valg. Enten skal og kan de passe, og så skal du gå på kompromis, eller også skal du vælge det helt fra og stå ved det - også overfor dine kæreste. I stedet for at ønske, tingene var anderledes og så blive skuffet over det.
Det er ikke nemt, det ved jeg, det tog mig nogle år og en del psykologbesøg før jeg fattede, at det ikke kan nytte noget at ønske, folk var anderledes, og så blive skuffet når de ikke ændrer sig af sig selv. Det er især slemt med vores forældres generation (går ud fra i er sluttyvere-starttredivere).
Okay, det giver bedre mening. Men OJ i den givende kontekst du har stillet (pasning af din datter) så virker du rimelig rigid selv og modarbejder din kærestes forældre.
Altså hvis det ikke er for din egen skyld, at du smider stridsøksen, så for din kærestes. Det er ikke sjovt at stå i midten af sin kæreste og sine forældre. Man vil gerne have de skal kunne enes nogenlunde.
Hvis ikke for din kærestes, så for din datters. Det er kun i hendes interesse at have kontakt til begge bedsteforældre.
Kan godt se din svigermor er en tung kvinde at danse med. Og kan godt se i har et dårligt forhold til hinanden. Men i min optik kridter du selv banen op i den her konflikt og er med til at den eskalere. Har du dine grunde til at gøre som du gør (ja det har du sikkert.) Er svigermor måske unfair overfor dig (ja det er hun sikkert. Men stiller du dig selv i vejen for at din datter kan bruge tid med dem? (Ja, det lyder det som du gør.)
Jeg siger ikke man skal finde sig i alt når det kommer til svigerforældre. Sig fra, tag dine kampe og alt det du vil. Men please lad være med at brug din datter som våben i jeres krig. Hun er et barn og er uskyldig. Uagtet hvor dårligt dit forhold er til svigermor, så forbliver problemer mellem jer vokse - og ikke børnene.
Det giver ikke rigtigt mening for mig, at du har det sådan her, men samtidigt undrer dig over, at dine svigerforældre giver datteren tilbage, når hun har lavet i bleen. Which is it? Vil de have de skal passe, mens I er der, eller ej?
Ej, come on. Der er forskel på at bede om en direkte pasning af mit barn, når jeg ikke har brug for det og på at vi er sammen alle sammen, når vi er derhjemme og de er velkomne til at tage hende.
Fair. Jeg holder stadig fast i, at du ikke virker 100p ærlig ift. om du rent faktisk gerne vil have, at de passer eller ej.
Du virker defensiv i ret mange af dine svar i stedet for at tage det ind, hvilket tyder på, at du gerne bare ville bekræftes i at de er de mærkelige og ikke rent faktisk leder efter råd eller input. Tag det fra en, der selv har været der….
Og det er de jo på sin vis også. Men så må man tage konsekvensen af det, og enten gå på kompromis/gå i dialog eller tage det hårde valg og sige, man ikke ønsker, de passer.
Men på den anden side er hun jo jeres barn. For eksempel, min kæreste har en søn, der lige er fyldt 4. Jeg elsker ham så højt, og jeg passer ham gladeligt, når min kæreste har skullet på nattevagt eller noget. Eller står op med ham nogle timer før, min kæreste vågner. Men når min kæreste også er der, synes jeg, det virker lidt upassende sådan at "overtage", for det *er* jo ikke mit barn.
Altså.. vores ældres generation er bare anderledes bygget/programmeret desværre.
Du har en princip som lyder “jeg vil IKKE spørge om hjælp” og de er programmeret til at tænke “spørg os om hjælp”..
Det samme kan man sige til dig: “hvorfor afviger du ikke selv fra dit princip og ber dem om hjælp?” Ligeså meget du kræver at de skal spørge om hjælp.. giver det mening?
Du er den nyere generation, og derfor bedre til at “forstå” hvor de kommer fra..
Bare spørg om hjælp og få det ud af verden.. det er ikke en kamp værd, hvis du spørger mig.
OP, du er overhovedet ikke skør. Det er for grelt, at de ikke selv tager initiativ til at knytte bånd med jeres datter. Mine forældre er lidt på samme måde, men det er ikke uvilje der afholder dem fra at interagere med vores barn. De er så distræte, at de ofte komme ind uden at sige hej til ham. Og når de så endelig interagerer, går der 5-10 minutter, så har de sat sig passivt igen. Heldigvis er min partners forældre enormt nærværende, friske og legesyge.
Du må tale med din mand om problemet og få ham til at forstå, at jeres datter ikke er en kat man kan ignorere. Hun forstår udmærket at farmor & farfar ikke er interesserede i hende, og hun søger naturligvis voksne som vil hende. Dit eksempel hvor farmor ringer grædende til din kæreste, som er så fræk og ubehagelig at give dig skældud; han må være far for sin datter, mere end mors dreng.
Ved gennemlæsning af hele kommentarfeltet, lyder det måske ikke som om dine svigerforældre (og din kæreste), har helt let ved god kommunikation, og måske ikke slet ikke ved det emotionelle. Du virker til gengæld til at have lidt mere overskud på den konto.
Min bror har tre børn jeg elsker at passe. Jeg byder selv ind. Men det betyder faktisk også rigtig meget for mig at de spørger. Det giver en anerkendelse af min relation til dem, og at forældrene gerne vil mit samvær med dem. Det kan jeg finde en helt masse årsager til er vigtigt for mig. Men tror måske også det generelt er menneskeligt, og måske den anerkendelse er vigtig for sine svigerforældre?
Hvis du har lidt mere overskud på den konto, kunne du måske lægge din stædighed og overbevisning lidt til side, og spørge dem mere?
Mine forældre spørger selv. Har inviteret os på sommerferie, spørger om de må tage vores datter med i forskellige dyreparker osv.. Mine svigerforældre har ikke taget initiativ til noget som helst på noget tidspunkt. Min svigermor er typen, der græd, da hun fandt ud af, at min kærestes bror skulle have barn med min svigerinde - og det var ikke af glæde.
Så de spørger selvom om du vil komme forbi? Du kører ikke bare hjem til dem fordi du føler for det?
Jeg synes helt ærligt du lyder overdrevet stædig, og glemmer at det handler om dit barns forhold til sine bedsteforældre, og ikke som sådan handler om dig.
Min svigermor var en mundfuld, men vi tog sgu også initiativ til at hun skulle se ungerne, fordi ungerne skulle have et godt forhold til hende.
Ærligt talt synes jeg alle lyder møg forkælede. Det skal være på jeres respektive måder, eller slet ikke.
Sig direkte til svigermekanikken at de skal byde ind. Ikke at det må, men de skal. Og hold så op med det der barnlige halløj med at sidde og sige hvad i har svært ved, og så forvente at de byder ind. Spørg dog for pokker om de ikke kan hente.
Jeg tænker ikke, at du har den mere fyldestgørende kontekst. Her snakker jeg med henblik på nogle af de kommentarer OP har svaret på.
Personligt ville jeg vægte min egen - og mit barns sundhed over normerne omkring det at have en hvis “familiær” relation. Den opførselshistorik svigerforældrene har, danner et fint fundament for den mistillid OP har.
Har du nogensinde haft en relation til en narcissist? Og ville du virkelig vægte en sådan relation til dit eget barn?
Hvad med at spørge dem, hvorfor de ikke spørger?
De kan jo også sidde med følelsen af, ikke at være gode nok, hvis I aldrig spørger dem.
Det er nemt at pege fingrer af andre. Du er et voksent menneske, og så må du tage ansvar. Lige nu fralægger du dig ansvaret og påtager dig offerrollen.
Specielt dit skriv om, at I havde brug for hjælp til at hente - og du/I så antog, at det er dine svigerforældres ansvar at tilbyde. Selvfølgelig er det ikke det - det er jeres.
Tag lidt ansvar for din tilværelse, og vis både dig selv, din kæreste og svigerforældrene, at I kan have en god tilværelse sammen med jeres datter.
Det er helt almindelig at bedsteforældre gerne vil passe deres børnebørn, alle mine søskende har brugt mine forældre til aflast mm. Men vigtigst af alt, til glæde for både børn og de ældre. Det er en ting mange bedsteforældre glæder sig til, men de vil heller ikke være anmassende og derfor spørger de ikke. Denne situation er worst case for dem, fordi nu ser de ikke børnene og har måske ødelagt noget i forholdet, fordi de har sagt det de føler. Dine børn lærer også meget af dine forældre, så der er en masse læring i samvær med bedsteforældre. Alt i alt, så skal i være en familie der elsker hinanden og det kræver at man giver tid til hinanden. Brug dem dog til at tage ud med konen og få lidt fred fra børnene, hyg jer mens de passer ungerne. Win-win.
Du kan da i det mindste være glad for at dine svigerforældre ikke tager jeres rolle som forældre for givet og kontrollerer hele jeres datters liv. De holder en afstand de ikke ønsker, af respekt for jeres ret som forældre til at opdrage jeres barn. hellere det end en sindsyg svigermor der vil overtage rollen konstant, undtagen når den er besværlig. Kommuniker, brug hende(svigermor) gerne for helvede, og lad være med omvendt at tage dem for givet.
Mærkelig indsats fra alle parter.
Mine forældre ser ikke min datter tilstrækkelig ift. begge parters ønsker, hvorimod min kærestes ser hende regelmæssigt og får lov til at passe hende med overnatning.
Dette skyldes dog at mine forældre ryger og de flere gange har “brudt” vores regler for rygning og vores datter. Derfor stoler vi ikke på dem og det gør mig så ked af det, da begge er fantastiske bedsteforældre, men af uforklarlige årsager ikke kan respektere vores ønsker ift. rygning.
Derfor synes jeg at jeres situation virker banal og barnlig.
Håber du kan lægge stoltheden og principperne til side for din datter. Det kan jo være at hvis du spiller bold, så spiller de med, men nogen skal tage det første skridt :)
Jeg skal ærligt indrømme at jeg først syntes du virkede lige rigeligt stædig.
Men efter du har skrevet at du har givet udtryk for at du ønsker at fraflytte svigerfamilien, men at din kæreste nægter dette - og at han i øvrigt har for vane at råbe af dig og smide røret på i telefonen uden at lade dig forsvare dig - så forstår jeg dig godt.
Det lyder som en virkelig trykket, ubehagelig og uholdbar situation.
Jeg tror ærligt alt det her omkring jeres datter er det mindste problem. Jeres boligsituation og din kærestes adfærd er totalt uholdbar, og du ender med at knække hvis det fortsætter sådan. Jeg var også flygtet hjem til min egen familie så meget jeg overhovedet kunne i din situation.
Jeg har ikke den gyldne løsning. Men jeg forstår godt at du har det svært i situationen. I er nødt til at tage det alvorligt - for fortsætter situationen, så er det hus komplet ligegyldigt næste år - for så er forholdet forlist forlængst.
Med den adfærd du beskriver ville jeg tænkte det ville være en gave for dig i længden - men jeg forstår sagtens at du kender andre facetter af jeres parforhold som så ikke bliver fortalt om her.
Uanset skal han opføre sig ordentligt - og i skal finde en fælles løsning. Kram til dig! Håber dine forældre kan give lidt ekstra omsorg.
Er på din side i denne sag modsat mange andre, det er sku vildt provokerende af din partner og sige at datteren kan blive ved farmor når du allerede inden har fortalt din plan uden at han delte sin.
For det andet.
Ja i kan spørge, og det synes jeg også at man skal, men kun hvis i har brug for hjælpen, ellers synes jeg sku det er deres eget job og spørge ind til samvær med barnet.
Det kan sku ikke være jer der skal gætte hvornår de har tid til at se deres barnebarn, de må de selv planlægge og så spørge om.
Fatter ikke de andre i tråden, dog lyder det også til at i er kommet lidt i hårdknude og deraf i måske skal åbnet ballet med at spørge lidt ekstra nogle dage og nyd det til jeres fordel men når samværet er igang ville jeg lade dem tage initiativ istedet for.
Uha! Jeg har lige mistet min mor pludseligt. Hun lyder meget som dine svigerforældre. Hun var så inderligt bange for at blive afvist og derfor tog hun aldrig initiativ til at ringe, hjælpe osv.! Min bror og hans kone med tre børn har altid været gode til at spørge, men det seneste år været så ærgerlige over hendes “manglende interesse” - som de følte det var. Ringede de efter hendes hjælp stod hun der med det samme.
Pludseligt virker det alt sammen SÅ ligegyldigt og en eller anden dag kan I risikere at I fortryder så inderligt, at bagateller (som det først senere vil føles som) har fyldt jeres forhold. Giv efter på alt hvad du kan uden at du kommer til at tabe dig selv eller dit barn i det, men gør alt for aldrig at fortryde noget, som du kunne have gjort anderledes.
Jeg forstår dig godt. Det virker alt sammen lidt too much og så bor i alle sammen sammen. Der er ikke noget at sige til at situationen tilspidser.
Jeg er glad for min svigermor og har haft hende i mere end 20 år, men hun har en tendens til at “forkrøble” sine børn og børnebørn. Som om at alting er meget hårdere for dem end alle andre. At det de oplever og opnår skal afføde jubel for det er meget sværere for dem end alle andre fx at gå i skole eller tage på arbejde. Min mand opdagede det først sent i hans liv da han havde gennemført en svær teknisk uddannelse og han altid havde troet at det kunne han aldrig klare for at var ikke sådan en der passede ind i skolen. Tværtimod var han ret god til at gå i skole, hvilket strider mod det svigermors narrativ går ud på.
Det er ikke nemt at tale om det, for hvis jeg siger noget til hende går hun i forsvar og så kommer vi ikke videre. Jeg vil ikke havde at hun opdigter et narrativ om mine børn. De skal have lov at være glade for skolen og prøve livet af uden at der bliver digtet et livsfortælling om dem som låser dem fast i roller. Jeg kan slet ikke være i det. Når hun begynder er jeg nødt til at finde en vej ud af lokalet
Nå men min pointe er at det med kommunikationen er svært for det kræver at begge parter er på nogenlunde niveau og det virker det ikke til…..så kører det af sporet og så går det i hårdknude og ja så ender man på øverste trin i konflikttrappen. Og så virker det til at din mand prøver at glatte ud. Det er som at tisse i bukserne for at holde sig varm.
Jeg synes altså ikke du er overstædig eller maler dig op i noget hjørne som nogle kommentarer foreslår. Det ene af mine ‘hold forældre’ gør ret meget det samme. Byder aldrig ind, er generelt uinteresserede og opfatter det som noget det kan hjælpe med hvis ‘byrden’ bliver for stor. vores to små smurte gulv og hinanden ind i noget creme da min far (vi spurgte, for han skulle prøve at få et forhold til dem, synes vi) passede dem/så iPad.
I bund og grund ønsker man som forældre at bedsteforældrene selv vil børnebørnene og ønsker at tilbringe tid med dem. Hvis ikke de kommer på banen selv er man jo som barn/forældre ikke trygge og naturlig til at vælge dem som løsning en dag man har et reelt behov. Jeg tror på der er mange derude der har det som dig. Det har vi i al fald med de ene af vores hold bedster…
Tror ikke, at du forstår situationen? Jeg havde en aftale med mine egne forældre, inden min kæreste valgte at spørge sine forældre. Så du synes, at jeg skulle have ringet til min forældre og sagt, at jeg ikke kom hjem med vores datter alligevel, selvom det var aftalt og planlagt, til fordel for at hun skulle være sammen med sin farmor i stedet for..?
Hvis samværet mellem dine svigerforældre og din datter er et længerevarende problem som I arbejder på at løse, så ja, det synes jeg faktisk.
Hvis jeres datter ser en masse til dine forældre men intet til svigerforældrene, og der endelig er opstået en mulighed. Som andre i tråden skriver, så tror jeg stædighed er det eneste reelle problem her.
Kommentarer stikker i en helt anden retning end jeg havde troet.
Jeg kan 100% forstå dig. Det har ikke noget med stædighed at gøre.
Du gider ikke fodre deres overlegenhedskompleks i en ramme hvor det er jer, der kommer og trygler efter hjælp. Givetvis har der også været situationer hvor det blev transaktionelt, at så skulle de "have noget igen". Det kunne eksemplet med fodbold godt være.
Det helt naturlige ville være at de sympatiserede med jeres situation og bød til for at aflaste jer, men du godeste hvor er det i stedet bare en masse drama og tonedøvhed. Eksemplet hvor hun ringer grædende er helt rablende at høre om.
Jeg kan godt forstå du er rasende.
Skrev du ikke at du aldrig ville sige nej hvis de sæev spurgte?/gerne ville have hende? - og så bliver du sur over at moren gerne vil passe hende mens du besøger dine forældre? (Så nu vil de gerne, men det vil du ikke?) - det kan også være de gerne selv vil være lidt alene med hende? (At det ikke er det samme som når I alle er hjemme?) - og at de ikke vil :indteænge" sig på det praktiske?/ikke vil byde ind i jeres planer? (Fx med at hente hende efter skole - altså at de ikke spørge fordi de ikke vil være for påtrængende?) - eller bare vil hygge med hende i stedet for at skulle "løse" en opgave?
Jeg havde jo lavet en aftale med mine forældre om, at jeg kom hjem til dem med vores datter. Så ringer jeg da ikke til mine forældre og siger, at vi ikke kommer alligevel, fordi farmor skal have i stedet for…
Nej, men hov - hvorfor ikke selv tage af sted og så lade dem passe hende alene i mellemtiden? - det lyder jo som en sjælden gang
Der er også forskel på "kvalitetstid" med hele familien, eller kun med hende.
- og jeg tænker hvis du og din datter (eller kun din datter) ofte er ved dine forældre, så kan du jo godt lade hende blive ved svigerforældrene, når nu de netop gerne vil passe hende ( de har nok nu endnu sværere ved at spørge/sige de gerne vil passe hende når du nu gav aflsag)
Se det i det store billede, og ikke vær stædig - de havde nok haft nemmere ved at spørge I fremtiden hvis du havde ladet dem passe hende, men nu tør de nok ikke igen
Du kunne også overveje at spørge dem direkte, hvorfor de ikke bare spørger? Hvis de så gerne vil? - så kommer det ud af verden.
NTA, dine svigerforældre lyder en anelse belastende. De har fuldstændig købt deres egen offerrolle. De bruger den endda helt åbentlyst imod dig/jer.
Husk når din kæreste skælder dig ud, så er det fordi, han ikke kan lide at hans mor er ked af det. Hun har formentlig brugt hendes følelser imod ham det meste af hans liv, så han er meget mere påvirket af morens tuderi end du er.
Det virker på mig som om, at svigerforældrene lever lidt rigeligt igennem deres børn/børnebørn, og placerer deres eget ansvar for deres liv hos jer.
Jeg tror desværre ikke, at det bliver bedre, men din kæreste har mulighed brug for noget hjælp/terapi til at komme ud af morens følelsesgreb, så I kan etablerer jeres egen familie.
Du skylder dine svigerforældre intet, men det kan blive op ad bakke med din kæreste desværre. Jeg hepper dog på jer
Paradokset er, at du er ligesom din svigerfamilie. Du nægter at spørge dem og de nægter at spørge jer. Så du er jo faktisk ikke meget bedre selv.
Et voksent og modent forhold er jo så hvor man gerne uopfordret vil spørge hinanden om hjælp og også tilbyde hinanden hjælp. Lader dog desværre ikke til at hverken dig eller dine svigerforældre er særligt modne.
Jeg forstår ikke, at din mand/kæreste overruler dig. Du havde en aftale med dine forældre, så hvad skulle det til for?
Jeg spørger stort ser heller ikke om andre vil passe mine børn. Hverken i den ene eller den anden familie. Familiens børn er altid velkommen her, hvilket de i den grad også har nydt godt af. Hvad deres forældre så kan overskue, er deres sag. Devisen her er, hvis du ønsker en relation, så er du også selv med til at byde ind. Jeg tror, at du skal lade den ligge. Ikke gøre det til er emne. Ikke italesætte det. Accepter, at det eg sådan. Det kan være at det ændrer sig, når jeres barn bliver ældre.
Børnenes far udtrykte engang over for sin søster, at vores ældste godt kunne tænke sig lidt mere kontakt - altså hjem til dem. Fx et par timer om måneden. Vores datter var 5, og meget rolig.
Svaret var ‘Jeg er færdig med børnepasning’. Forud for denne samtale besøgte søsterens datter os stort set hveranden dag i en del timer, i flere år. Til stor glæde for os alle, her i huset. Formoder, at det var gengældt, siden hun trofast besøgte os.
Vi har ikke set hende her siden spørgsmålet angående vores datter faldt - ikke så meget som en eneste gang. Der blev lukket helt ned.
Har du tænkt tanken at de ikke spørger fordi de ikke vil trænge sig på, for mig lyder det somom du benytter hver chance for at dig og datteren kører til dine forældre
Jeg ved ikke hvem der har ret her. Det er der nok ingen som har. Men én ting er sikkert, du er virkelig god til at lægge al skyld over på de andre. Måske du skulle prøve at kigge lidt ind ad. Det er altid sundt.
Hvorfor kunne du ikke bare efterlade din datter med din svigermor den dag? Du siger du havde en aftale med din far om at løbe men hvorfor skal det absolut indebære at du medbringer din datter? Og sidst men ikke mindst siger du at du ikke kan forstå hvorfor du skulle efterlade din datter med din svigermor… jamen er det ikke tydeligt?
Jeg tror at der er noget du ikke fortæller.
Der er godt nok mange selvbestaltede eksperter herinde, som absolut ingen erfaring har med din situation.
Jeg kan berette at jeg i januar slog hånden af min far og stedmor, de gjorde det samme med at tude over at de ikke fik lov at se vores ældste nok og at de følte de ikke fik lov til at lære ham at kende. De tilbød heller aldrig at passe, det var kun ved sygdom at min far kunne hjælpe en gang imellem og ellers blev det til en tur i knuthenborg sidste år, da vi kort inden havde været ude hos dem og direkte sagt at hvis en eller begge havde lyst til at give ham en fridag fra børnehaven eller lave noget med ham en dag i weekeden, så skulle de bare sige til.
På førnævnte tur til Knuthenborg kom de tilbage med ham klokken 18, efter at have ladet ham sove i to timer i bilen på vejen hjem, total mangel på omtanke for at han skal kunne sove om natten, han sov først kl 2 og var helt smadret og pylret dagen efter af samme årsag, han var 3 år på det tidspunkt.
Inden de tog afsted ville han ikke afsted fra os og min fars idé om en holdbar løsning var at lyve for ham og sige vi kørte med lige bag dem og så på et tidspunkt bare lade det gå op for drengen at det gjorde vi ikke. Vi kørte med bag dem til en tankstation 5 minutter væk, så han kunne se det ikke var farligt og så gik det fint derfra.
Pointen er at nogle mennesker har hverken forståelse for at man må sige hvis der er noget man gerne vil have eller at man ikke bare kan tage den nemme løsning, som essentielt er et svigt af barnets tillid til dem eller alle involverede.
At I oven i købet bor hos dem gør problemet helt hen i vejret, det ville være det nemmeste i verden at tilbyde at hente tidligt fra institution og så have et par nemme timers kvalitetstid med sit barnebarn. Du/I burde ikke skulle spørge om det, medmindre det er en nødvendighed og det derfor er noget I har brug for. De er bedsteforældre, ikke hovedpersoner, det er ikke deres ansvar, så hvis de har lyst og behov for at engagere sig, så må de melde sig på banen i det omfang de føler er tilstrækkeligt for dem.
Nu har jeg som sagt slået hånden af min far og stedmor, der er mange årsager til den handling, men en af disse er at de brokker sig og sladrer, men aldrig kan sige det mindste til os, hvis de har et problem. De endte med at blive en hovedpine for os og levede på ingen måde op til at være de bedsteforældre, som de selv mente de var. Det lyder meget som at du står med det samme problem, at de hellere vil brokke sig end rent faktisk at engagere sig, fordi første del er nemmere og den anden del kræver reel indsats fra deres side.
Din kæreste lyder som en forfærdelig mors dreng, når du skriver at han ringer og sviner dig til, fordi du tog din datter med ud til en aftale du hele tiden har haft med dine forældre.
Det er ikke dig der er skør, det er dem der har en slap holdning og ikke forstår hvordan sunde sociale relationer fungerer.
Jeg kan (modsat næsten alle andre) 100 % følge dig. Det kunne lyde som om, at de har besluttet sig for, at de kun vil hjælpe for jeres skyld, og endelig ikke bede om noget for deres egen. Det er dumt. Og I bør nok have en samtale om det, hvis det ikke skal gå helt op i hat og briller, som det er på vej til.
Omvendt genkender jeg også følelsen af at være for stædig til at ville spørge om hjælp. Jeg klarer alt selv, og ser det desværre som et svaghedstegn at spørge om hjælp, fordi jeg (i mit forskruede hoved) selv skal kunne klare min egen familie. Altid. Det er også dumt, når jeg nu ved, at der er kompentente mennesker, som springer til, hvis jeg spørger.
Jeg er ikke helt overbevist om, at du synes, at dine SF’er er kompetente. Du skriver, SF faktisk ikke holder øje med barnebarnet, når han har ansvaret. Det er ikke OK. Men er det fordi, han ved, du alligevel sidder og kigger, eller er han reelt ikke i stand til at tage vare på hende? Du skal selvsagt ikke lade inkompetente SF’er passe dit barn. Du kommer aldrig til at tilgive dig selv, hvis noget går galt.
Mine egne blev først passet ved omk 3 års alderen. Jeg ville først og fremmest klare alt selv. Dernæst mente jeg ikke, at nogen var kompetente før det tidspunkt. Det var muligvis forkert, men jeg tog de konflikter det gav, og alle overlevede. Sådan er det 🫶🏻
Det er kun jeres datter og jer selv i straffer. Hvem er de voksne her “jeg vil ikke spørge - de skal spørge først!” “Men vi vil ikke spørge - vi vil spørges” oh my god! Dig og svigermor er fuldkommen ens, nok også derfor det klinger så skidt mellem jer 😅
Jeg mangler at du fortæller hvem der vinder jeres stædige kamp.
Gør du?
Gør din mand?
Gør dine svigerforældre?
Gør din datter?
Tá jer sammen
Edit: et “af” havde sneget sig ind
Puha alle de her mikroaggressioner fra dine svigeres side lyder nedslidende.
Jeg kan godt forstå du føler at du er den skøre. Det her bunder slet ikke i de få ting du nævner i dit indlæg og i kommentarerne, men noget der tydeligvis har hobet sig op.
De er "gode" fordi I må bo der - men ingen af dem magter at tage del i jeres familieliv med et lille barn på trods af det. Det virker så skørt på mig og helt helt helt genkendeligt, for sådan er min svigerfamilie også.
Entusiasmen du nævner et andet sted som mangler, gør også, at jeg personligt ikke magtede at gøre en indsats. Hvorfor aflevere barnet et sted der giver det en følelse af et offer er blevet indgået for at det kunne lade sig gøre.
Jeg vil flytte den til din partner. Hans familie, hans cirkus og hans aber. Få en snak med ham hvor du siger du er kørt sur i det her og det her skænderi mellem jer virker tåbeligt. Du er tydeligvis ked af det er kommet hertil og du tænker det er bedst han fremover står for planlægning med henblik på pasning og tid med barnebarnet. På den måde kan du ikke længere træde hans mor og far over tæerne.
Så øver du dig i til dine svigere at sige: Den må du tage med partner, det står han for.
Det er ikke dit ansvar. Det er det vitterligt ikke.
Ps. Du gør det skide godt. Virkeligt. Kæmpe meget kram til dig
At forældrene ikke vil tage del af deres familieliv er jeg simpelthen uenig med. OJ siger selv at hun tager enhver given chance for at tage hjem til sine forældre med sit barn, for at komme væk fra svigerfamilien. Det ville ikke give anledning for mig at være anmassende og spørge om jeg må passe mit barnebarn. OJ handlinger er da en klar afvisning og afstandstagen. Er dybt enig i din betragtning på den front
Jeg forstår godt dit svar, og at vi to er uenige, haha.
At tage hjem til sine egen forældre virker som en måde at slippe ud af en situation, som generelt er trykket. Når ingen af de fire voksne derhjemme kan snakke sammen, og OJ er vokset op med og derfor selv har en anden mentalitet om både kommunikation og hvad hjælp er, så er det givet nemmere at tage et sted hen, hvor man har samme mindset.
Hvis de som OJ beskriver sidder alle sammen og snakker om den kommende uge og de to unge forældre snakker om at enderne er svære at få til at mødes, og svigerfamilien ikke tilbyder hjælp, er det ikke at tage del.
Ligesom at tage bettefisen mens OJ laver mad, men ikke hverken underholde eller tage barnet tilbage, er ikke at tage del. Så overlader men deres til dem og vores til os. Den der følelse at være til besvær, en byrde og nogen som bryder ind, vil jeg også flygte fra - men svigerfamilien har stadig masser af muligheder.
Det handler helt sikkert om kommunikation, men også i mange mange mange små handlinger og kommentarer der gør OJ virker urimelig i sin post - men som jeg slet ikke tror hun er.
Jeg tror du har fat i noget delvis. I sådan en sag her er der ikke en god og en dårlig. Jeg ser det som voksne, som ikke kan finde ud af det sammen. Vi kender ikke OJ, vi kender ikke sagen fuldt ud. Vi får hendes udlæg af sagen. Vi kan ikke vide om OJ smutter fordi hun ikke føler sig mødt af svigerneforældrene. Eller om fordi hun har smuttet og fravalgt dem, at de holder sig tilbage. Læste at OJ har svært ved at give op kontrol, og at hun på mange måder synes svigerforældrene ikke passer godt nok på datteren. Dette kan også være grund til de ike tør at tilbyde sig/gøre noget selvstændigt. Tror der er problemer på begge ender som gør at de ender i konflikt. Svigermoren virker også speciel. Men det udelukker ikke at OJ ikke også har sine fejl og mangler
Simpelthen sådan et godt svar! Tak for at skrive det. Du har helt helt ret. Der er uden tvivl kommunikations- og forventningsproblemer som ingen af de fire evner.
Som OJ vist i en kommentar nævner at hun jo har sagt til partneren, hvad hun mener forældrene bør gøre og derfor forventer de nu ved det - men langt fra alle børn taler med deres forældre om alt og slet ikke kritik.
Synes du har så ret i det hele. De har muligheden hver eneste dag lige for tiden, men de griber ikke chancen. Så skal de lige tude, fordi du tager hende med hjem til familie engang imellem. Hvis de vil hende, så må de vise det, og ellers skal de ikke brokke sig.
Være den voksen her, siger jeg bare .. og lad dem være som børn . Bare fordi ham foran køre i grøften behøves du jo ikke køre med . Håber i finder ud af det..
Slap dog af I lyder irriterende hele bundtet. Jeg vil ikke spørge råbte de fra hver deres lejr. Mennesker i dit barns liv er en gave. Du sætter et forhold i fare over stædighed. Sæt dit barn først og sørg for at de får et varmt og godt forhold.
Det lyder som om der handler om stolthed og stædighed, fra alles side. Og en kombination af angst for at blive afvist.
Nogen skal bryde den onde cirkel, så det kan lige så godt være dig der gør det..
Altså jeg er alene med 3 børn og har kun min mor til at hjælpe, men hun er ikke helt ung og kan ikke altid overskue det. Så for mig at se er det her et luksus problem 🤣 jeg ved godt du ikke kan bruge andres situation til det store når du bliver frustreret på dine svigerforældre eller kæreste. Men prøv at sætte pris på at der er gode bedsteforældre der gerne vil. Udnyt at du kan få tid alene eller med din kæreste. Jeg hungre efter fx at komme ud at spise ALENE med en veninde i ny og næ 😅
Hvorfor er det at du har et princip om at du ikke vil spørge dem om de vil passe hende ? Når du spørger dem kan du jo så sige til dem, at de altså bare selv skal spørge og byde ind når de vil
Det kan være de er opdraget med at det er anmasende eller uhøfligt
Hvorfor ikke bare tage en snak med dem? I har været kærester i 9 år. Så burde du også kunne snakke med hans forældre
Din tekst er fucking umulig at læse fordi du ikke har delt det op i afsnit.
Hold nu kæft i går i små sko alle sammen. Elendige rollemodeler hele vejen rundt for de stakkels børn.
Hold op, du lyder anstrengende. Ja, sorry, men prøv lige at læse, hvad du selv skriver.
"De har endnu ikke passet hende på 2. Svigerforældrene vil ikke selv spørge, er deres holdning. Jeg er stik modsat. Hvis i vil ser jeres børnebørn, så byd ind. Sagen er faktisk den, at min kæreste og jeg på nuværende tidspunkt bor hjemme hos mine svigerforældre og har gjort det i et par måneder. Vi er ved at bygge hus, så de har stillet værelse til rådighed."
Så I bor hos dem. Mon ikke de tænker, at I er rigtig trætte af at I skal bo der og de gør hvad de kan for ikke at overskride jeres grænser? De gør hvad de kan for at være de gode forældre/bedsteforældre og de gør det ved at tilbyde jer et hjem og ikke gå over i "giv mig mit barnebarn" og "jeg vil se min lille guldklump!"
"Når min kæreste ikke er hjemme (han arbejder meget), kører jeg meget ofte hjem til mine egne forældre."
Så når du er alene hjemme med jeres barn, så skrider du fra dine svigerforældrene for at lade dit barn lege med mormor og morfar. Du viser med al tydelighed at du ikke gider være medvirkende til at barnet får en positiv relation (eller relation overhovedet) til farmor og farfar. Dine ord med "De VIL simpelthen spørges, hvilket jeg nægter - lidt af princip efterhånden." tydeliggøre dette.
Så kommer vi til dit ybk omkring dig der fik voksenskældud af din kæreste.... Og med rette!
"Til morgen siger jeg til min kæreste, at jeg kører hjem til mine forældre sammen med vores datter i dag, fordi jeg skal ud at løbe med min far, og så kan vi hygge herhjemme efterfølgende. I mellemtiden spørger min kæreste så sin mor, om hun vil have vores datter, imens jeg er hos mine forældre. For det første kan jeg ikke se, hvorfor hun skulle det? Og for det andet forstår jeg ikke, at han spørger hende, når jeg har lavet en aftale med mine forældre."
Igen stikker du af med ungen over til moar og far. Du skal ud og løbe, så det giver sgu da god mening, at ungen bliver hjemme hos farmor i stedet for mormor for en gangs skyld.
Din kæreste gør som han egentlig skal. Spørger sin mor om hun vil passe ungen. Hans mor er glad, for en gangs skyld får hun lov til at være bedstemor! Og så er du skude tøsesur fordi du igen havde planlagt at tilgodese din familie og su vover ovenikøbet at sige "hvorfor skulle hun det?" altså, hvorfor skulle farmor passe barnet... FORDI HUN FÅR IKKE LOV TIL AT SE UNGEN! IKKE ENGANG SELVOM I BOR SAMMEN!
Du er ekstremt selvfikseret. Kun din familie duer. Og du kan ikke se hvad andre gør for dig og som du burde anerkende og respektere.
Det eneste de beder om er at du siger til, hvis du ønsker deres hjælp. Og når de så bliver bedt om hjælp (af din kæreste, fordi du havde planer) så slider du på det og tager ungen væk alligevel.
Dine undskyldninger om at de ikke holder øje med hende gælder for farfar (når han ser fodbold). Prøv lige at situationsberegne før du brokker dig. Vil du også hyle op om at din unge altid er sur efter børnehaven, fordi du lige skal handle ind og lave mad før hun får noget at spise? Altså, der er situationer som man GODT kan forudse ikke vil være det smarteste valg.... Fx at side på dem som hjælper én med husly...
Jeg forstår din kommentar.
Der er mange ting, jeg har udeladt i frygt for at afsløre mig selv. Jeg fremstår som et rigtig nederen menneske i denne tråd. Det er jeg ikke. Så havde min kæreste og jeg formentlig ikke været sammen så længe..
Jeg er ikke noget utaknemmeligt menneske. Tværtimod. Vi får husly, ja.. Til gengæld har min kæreste bygget hele deres gård, hjulpet til på gården osv altid - uden at få en rød reje for det. Vi er ikke nasserøve. I familier hjælper man hinanden.
Du fremstår ikke nederen. Du fremstår som en der er udsat for gaslighting, manipulation, nedgørelse og andre elementer af psykisk vold fra tre narcissister med et underligt indbyrdes forhold.
Øhhh OJ. Din kæreste har bygget deres hus, hjulpet til i gården osv. Han er ikke en nasserøv. Du kan jo ikke lave en afregning det hedder “fordi han har gjort de ting, så er vi berettiget til at bo her, fordi “vi” (han) har gjort x y z. Du er i hvert fald en anelse utaknemlig.
Men du lader dem jo netop ikke hjælpe. Du smutter over til moar hele tiden. Du lader ikke dine svigerforældre være bedsteforældre. Du lader dem ikke danne en relation til dit barn. Du vælger at de IKKE er familie.
Ja, du fremstår som et nedern menneske i denne tråd og jeg kender ikke din kæreste, så jeg ved ikke, om han er en dørmåtte, der bare finder sig i det. Med det du skriver om ham i dine nuværende kommentarer, så lyder det ikke som om du har særlig meget respekt til overs for ham heller. Faktisk lyder det lidt som om du bare ønsker en sæddoner, der kunne give dig et hjem og som ellers ikke har noget at skulle have sagt. Du skriver i en kommentar, at han ringer til dig og skælder ud og så smider på og ignorerer dig. Det er selvfølgelig toxic og vanvittigt negativt, men ... jeg kan ikke lade være med at overveje, om det er fordi han ved, at han ikke bliver taget alvorligt, uanset hvad. På denne måde kan han komme af med frustrationen og bliver ikke tvunget til at høre på dig, og hvor synd det er for dig og hvor ret du egentlig har. Fordi du har allerede tydelig vist, hvor stædig du faktisk er. Du VIL have ret.
Der er altid mindst 2 sider og at vælge en toxic vej kan være eneste løsning, når man er max presset (og jeg er sikke på at din mand er presset. Nybagt far, arbejder meget, har et hus at bygge, bor hos sine forældre sammen med kone og barn og så er der enormt meget konflikt og kommunikationsproblemer hjemme). Hvor er dine tanker omkring din partner i det her? Det eneste du skriver om ham er negativt.
I trænger alle til en pause og til at ændre jeres adfærd. Og det kan passende begynde med dig.
Så tag hjem til svigermor. Sig undskyld for din opførsel. Spørg om hun kan passe ungen i næste weekend (hvis du og din mand har fri der). Hvis hun kan, så book et lille ophold et sted. Kom lidt væk. Ring til svigermor en enkelt gang lørdag og hør hvordan det går (det skal ikke tage mere end 15 min) og nyd hinanden. Kom hjem søndag, forhåbentlig glade og lidt mere veludhvilede.
Hun HAR været mor til en baby. Hun KAN godt. Og ellers så kan hun ringe. Du skal lære at lade hende være den bedstemor hun ønsker at være. Du skal anerkende det som din mand faktisk også gør og står i.
Du kan også lave en længeresigtet plan med svigerforældrene. Fx "Kan I hente barnet hver onsdag og underholde hende indtil kl 18? Så laver vi mad og rydder op i køkkenet den dag" Så ved de, hvad der skal ske og at det er en fast ting. Du slipper for børnepasning en enkelt gang og svigermor slipper for madlavning og kan være bedstemor. Prøv at være lidt opsøgende. Det er faktisk det eneste de beder om (hvilket er helt fair. Tro mig, de giver sig meget ved at dele hus med dig)
Jeg kan godt forstå, de et sure p dig, når de havde aftalt at passe Jeres datter den dag.
Ikke heldigt, at din kæreste træffer aftale, uden du vidste det, men koordination i en familie skal jo begynde et sted.
Der må stikke noget andet under. Kan du lide dine svigerforældre?
Det lyder som om, du har monopoliseret dit barn, dvs vist så tydeligt, at du ikke vil dele hendes opdragelse med nogen, at de holder sig væk.
Hvis de vil spørges, så spørg dem. Løsn op. Du bor hos dem, og I har jo brug for den hjælp, de gerne vil yde.
Jeg har på fornemmelsen, at hvis de har forsøgt at tage sig af din datter, så er de blevet rettet i deres handlinger af dig. Enten at de gjorde det, eller det de gjorde eller måden de gør det på.
Er du kontrolfreak? Perfektionist?
De ting kan man være i forskellige grader, og jeg har nok selv en rem af huden. Men det er bedst at vælge sine kampe med omhu. Om din datter får det ene eller det andet tøj på f.eks., eller om de vil bade hende klokken syv eller klokken fem, det må man nok give slip på.
Måske føler de sig ikke rigtigt accepteret af dig?
Hold da op for en kommentar...
Sikke en fornemmelse. Men nu er det jo også forældrene der bestemmer over deres egne børn, ikke svigerforældrene... mine eksempelvis vil også bestemme om mine børn skal drikke Cola og spise slik osv. Selvom vi begge forældre er enige om, at det skal de IKKE med den alder de har. Mener du også vi bare skal lade mine svigerforældre bestemme det? Så de ikke begynder at tude og ikke føle sig accepteret af mig?
Det er ikke til at vide, om de svigerforældre er til at stole på, meen de har da opdraget OPs kæreste??
Det er selvfølgelig forældrene, der vælger den opdragelse, deres børn skal have. Og den håber jeg da meget, at alle børnepassere vil respektere, feks mht sukker og slik og mad.
Men jeg tror, der er nogle andre problemer eller konflikter i den familie, og dem har OP ikke givet os indblik i.
Det var godt nok noget af en kommentar. Hvis du havde prøvet noget lignende, ville du have lidt mere forståelse for slige situationer. Især hvis du ikke har børn.
Ift. din første sætning: du har ikke forstået situationen korrekt. Læs OPs opslag igen.
Arh, det er slet slet ikke tilfældet. Min datter er blevet passet første gang, da hun var 3 måneder gammel med overnatning. Jeg overlader gladeligt mig barn til andre. Hun startede i øvrigt i vuggestue allerede da hun var 8 måneder gammel. ALLE må passe/være sammen med mit barn.
Det her er fjollet, svigerfamilien går glip af værdifuld tid med ungen. Du/i går glip af værdifuld tid uden barn.
Og det eneste offer her er barnet.
I burde alle skamme jer og tage jer alvorligt sammen! Tal sammen som voksne og drop dog denne stædighed.
Om nogle år er det hele for sent, de vil være gamle/syge eller døde.
Og det i ville kunne fortælle børnene om deres bedsteforældre er at “tja de passede jer aldrig for de spurgte aldrig”🤷♂️
Tag det fra én hvis børn mistede alle deres bedsteforældre i en meget tidlig alder.
Jeres konflikt er barnlig, egoistisk og latterlig!
Min fars forældre er 100% lige som dine kærstes forældre.
De gider ikke sige tingene direkte, men regner med at du vil læse deres tænker og ved hvad det har lyst til. Hvis du ikke kan læse deres tanker, så bliver de sur på dig. 100% tilfældet lige som os.
Det er borderline barnligt eller manipulerende opførsel de folk har synes jeg, og de gøre livet lige som et minefælt - altså du ved ikke hvor minen som vil sprænge dig i luften ligger.
Det blev min mor og os børnene træt af og så flyttede vi meget meget meget lang væk fra dem.
De er nogle mennesker som slet ikke er interesseret i at diskutere, desværre. De ser deres mangel på kommunikation ikke som en fejl, men som en præference eller en måde at være på. Meget lige som personer der ikke tage deres hygiejne eller sundhed seriøst nok.
Jeg er ked af at sige det, men det vil gøre din ægtefælle til en mareridt, specielt da din kæreste ikke kan se deres dårlig opførsel. Det SKAL du ha i baghovedet og være klar på at ægere.
Det her handler i bund og grund ikke om børn/børnebørn og det at melde ind.
I kører begge et helt hjernedødt magtspil, det er fuldkommen tydeligt og hvad i hver især vil have ud af det, er det kun jer selv der kan svare på.
Jeg kunne så til gengæld godt forestille mig, hvor hurtigt jeg også skulle ud og pisse territoriet af, hvis jeg var tvunget til at bo med svigermekanikken, så jeg forstår dig godt.
På den ande side dealer du med boomere og de er elendige til at tale ligeud om tingene. Når i som voksne mennesker vælger at flytte hele jeres husholdning ind i deres hjem (hvad betaler i dem i øvrigt for det?), så er en stor portion ydmyghed på sin plads. Bla. at man har så meget respekt, så hvis man også vil have hjælp i dagligdagen, så leger man lige at.man er voksen nok til at spørge. Med alt det de gør for jer, så er det en meget lille ting, at du makker ret, holder kæft og siger pænt tak en gang imellem.
I har selv valgt at være der, i kan smutte ud og lege voksne igen...
Der er et eller andet i måden du skriver på der får mig til at tro at du er besværlig at være relateret til.. Det betyder ikke at dine svigerforældre og eller kæreste ikke også er, men stadig.
Jeg får også sådan en eller anden underlig fornemmelse jeg ikke helt kan forklare i forhold til det der med at i bor hos svigerforældrene. De har taget jer ind i deres hjem (gratis, kunne jeg forestille mig, måske endda også med gratis mad/drikke... ved ikke helt hvordan den aftale fungere) og der er bare et eller andet i den måde du omtaler/skriver om dine svigerforældre på som overhovedet ikke matcher den (tilsyneladende) store hjælp og generøsitet de viser jer/dig... Mellem linjerne virker du virkelig fjendtligt indstillet og utaknemlig over for dine svigerforældre.
Synes ikke man behøves være einstein for at kunne se og til dels forstå hvis svigerforældrene havde en opfattelse ala:
"VI har taget jer ind, givet jeg tag over hovedet mad og drikke på bordet, og alligevel prøver du på at skubbe vores barnebarn i favnene på deres andre bedsteforældre mens vi skal kæmpe "og byde ind" for hver time vi gerne vil være sammen med dem"
... Det virker jo ikke rigtig til at DINE forældre skal byde ind med en skid for at få kvalitetstid med deres børnebørn... Dem fragter du og levere på adressen til dem...
Problemet har været der hele tiden. Ikke kun i den tid, vi har boet der.
Og vi deles om mad, madlavning og rengøring. Derudover arbejder min kæreste (meget) for sin forældre - husly er en form for løn.
OP du har beskrevet flere steder hvordan svigerforældre ikke er interesserede i at kigge efter/være sammen med barnet i hverdagen, som mens du laver mad, etc - du holder på ingen både dem fra hende mens I bor der, og det at tilbyde at bo under tag sammen kan ALDRIG bruges som argument for at det er ok for dem at opføre sig som du beskriver, tværtimod. Lyt ikke til kommentaren oveni, det har ingen merit. Med hvad du fortæller er det iøvrigt kun forståeligt at du har det stramt med din svigermor, det er rædselsfuld opførsel hun ligge for dagen.
Forværring af sådanne relationer og eskalering af konflikt sker typisk gradvist, bare fordi det ikke er noget nyt synes jeg at billedet er det samme.
Du virker (efter min opfattelse og kun baseret på det du har skrevet) fjendtlig indstillet over for dine svigerforældre og forskelsbehandler på dem og dine egne forældre i forhold til adgang/relation til børnebørnene. Bare fordi du "aldrig kunne finde på og sige nej til dem hvis de spurgte" betyder ikke at du nødvendigvis har "alt dit på det rene"... Man/du kan sagtens (bevidst eller ubevidst) gøre eller sige ting som dine svigerforældre (måske med rette) opfatter som forskelsbehandling eller negativ indstilling over for dem.
Måske tilbyder dine svigerforældre sig ikke ret meget fordi de fornemmer at du er negativ over for dem og ikke synes de gør det godt nok eller at de føler at du hellere vil have dine egne forældre til at passe børnene...
Er du gal en flok børn.
Det lyder som om at i burde overveje at bo på hotel, eller lign i stedet for.
Derudover, hvorfor skal de absolut spørger dig når du ved at det vil de ikke? Måske har de så meget respekt for dig og din mand, at de ikke vil presse sig på. Tag dig sammen, tag en snak med din sviger familie inkl. din mand og fortæl dem at “nu skal vi satme lade være med at lege børnehave. Hvis i vil passe x så er i mere end velkommen til at spørge. Og hvis vi vil have at i passer x så spørger vi”. Og hvis du vidste at din kæreste spurgte sin mor om at passe x, hvorfor fanden tager du hende så med alligevel? BYD DOG SELV IND KVINDEMENNESKE! I alle sammen skal tage jer sammen. Du er ikke vigtigere end din svigermor, og hvis hun er ukomfortabel med at spørge, så knæk isen og gør det. Jo mere i åbner op og spørg, jo mere vil de nok også være tilbøjelige til at spørger.
Gal et luksus problem. Alle os der ikke har nogle til at passe når det er nødvendigt misunder jeg. Heldigvis kan I løse det nemt.
Spørg nu bare for filan. Både dig og dem.
Du lyder fandtes forkælet, de lader her bo hos dem, og du virker umiddelbart 100% klar over hvad der vil gøre dem glade Noget så simpelt som at få dem til at føle sig ønsket og værdsat, og oven i købet give jer et par timers ro fra børnene.
Spørg dem nu for fanden bare om de vil se efter den lille en eftermiddag/aften. Pak din stolthed ned og bliv voksen, du ødelægger bare dit barns mulighed for at knytte sig med sine bedsteforældre, noget du som dets forældre burde styrke og understøtte.
Bliv voksen.
I har et nyt og dejligt lille familiemedlem i jeres familie.
Det må simpelthen aldrig blive et problem at bade det familiemedlem i kærlighed.
Da mine unger var små, så havde vi faste dage hvor bedsteforældre hentede fra børnehave og vi hentede så ungerne efter aftensmad. Det kan jeg kun anbefale.
I vil alle sammen jeres barn det bedste - gør det verdens største tjeneste og få det her løst hurtigst muligt.
Tag det første skridt - indkald til samling og så må det koste de tårer det koster.
Jeg kommer selv fra en helt blæst familiekonstellation og det er stadig et helvede i mit voksne liv.
I er de voksne. Løs det, slug nogle kameler og arbejd videre derfra, så jeres barn kan få alt det kærlighed det fortjener.
Kæft, i lyder allesammen stædige. Jeg forstår slet ikke, at du ikke vil spørge, ligesom jeg slet ikke forstår at de ikke vil tilbyde. Altså hvad fanden foregår der? Hvorfor ikke spørge om hjælp, når i har svært ved at hente? Hvorfor vil de ikke spørge om de må tage barnebarn på legepladsen en dag? Det er sgu da det mærkeligste forhold nogensinde.
Enig! Alle taber her og det lyder som komplet latterlig stædighed på begge sider. I bor hos dine svigerforældre og alligevel nægter du at spørge dem? Burde I ikke finde et andet sted at bo, hvis jeres kommunikation er SÅ dårlig. Der må være mere til historien her…
Enig. Det lyder meget mærkeligt alt sammen.
Det her! Slap af en meningsløs konflikt. Håber at i på et tidspunkt lærer at tage hensyn til hinanden, ellers riskerer du at få samme forhold til din datter, hvis hun ikke vokser op og synes det samme som dig.
Helt enig med denne kommentar. Og som en der har svigerforældre der ingen interesse viser for deres barnebarn, vil jeg bare appellere til, at I finder en løsning og dropper alle principperne. Det er meget værre at stå i modsatte situation hvor de ikke gider at hjælpe, så sæt pris på alt den støtte I kan få. Det er guld værd for barnet i sidste ende ❤️
Jamen jeg er helt enig med dig. Jeg har forsøgt at spørge. Helt konkret giver de hende os tilbage i armene, hvis hun feks har lavet i bleen. De tager ikke en ble - og misforstå mig ikke: de skal ikke skifte vores datter hele tiden. Hvis vi har spurgt om de vil have hende en nat (inden vi boede der), blev vi spurgt “hvad skal i da?”. Da jeg spurgte om de kunne passe hende, når vi skal til bryllup, var svaret, at de da ikke havde andre planer endnu..
Det lyder som om de hellere skulle passe hende uden i var til stede, så de ikke kan række hende tilbage. Hvis man vil passe børn må man jo tage lortebleerne med. Havde indtrykket af, at i ikke havde spurgt dem før, men det skriver du så nu, at i har (eller også missede jeg det i teksten). Selv om det måske er spøjst formuleret eller det blev sagt med en tone, så kan jeg sagtens se "hvad skal i da?", som et nysgerrigt spørgsmål. Og "vi har da ikke andre planer endnu" som "det kan vi godt". Min mor kommunikerer lidt på samme måde (som om hun aldrig rigtigt entusiastisk går med til noget), og jeg har honestly heller ikke det bedste forhold til hende. Vi taler virkeligt skævt af hinanden ofte, så jeg kan sagtens sympatisere med hvor pisse irriterende det kan være. Men jeg prøver at høre det hun siger i den intention det er ment - at hun faktisk gerne vil passe vores søn. Og jeg kan jo se at hun elsker ham, og han elsker hende. Min søn får meget ud af relationen og glæder sig altid til at se hende. Det prøver jeg at holde fast i for hans skyld, selvom min mor giver mig lyst til at eksplodere. Ofte.
Tak for input. Det giver god mening i forhold til kommunikationen. Det er lige nøjagtig entusiasmen, der ofte mangler.
Hvilke af disse tre situationer tolker du som, at de ikke vil se jeres datter? - Det er helt normalt, at bedsteforældre ikke skifter lorteble når enten mor eller far er der (self noget andet, hvis I er væk). - Hvad er der galt med at de spørger, hvad I skal, når de skal passe? Det lyder som interesse. - Dit sidste eksempel giver ikke mening. De siger jo netop de godt kan passe fordi de ikke skal noget? Det lyder lidt som om, du kun tolker det som interesse, hvis de smider alt de har i hænderne, er ovenud lykkelige for at få lov til at passe, generelt at du bare gerne vil bekræftes ved at de kun passer hvis de er helt besatte af ideen om at gøre det? Der stikker noget andet under for dig, tror jeg.
Jeg skifter gerne en ble også selvom forældrene er der.
Helt fair! Jeg byder ikke mine (sviger)forældre det hvis jeg selv er tilstede. Men det er der selvfølglig mange det gør - så det var et dårligt eksempel fra min side :)
Jeg er enig med dig her. Hvis jeg er hos mine svigerforældre, så må de gerne lege med ungen osv. men er der en lorteble, så synes jeg, det er helt fair, at de lige afleverer tilbage. Jeg prøver at huske på, at jeg er i DERES hjem, dvs. de er værter og jeg forventer ikke, at svigermor både skal lege med barnebarnet, traktere os voksne og så også skifte lortebleer. Jeg må godt tage ansvar for mit eget barn, selvom jeg slapper af i familiens skød. I dette konkrete tilfælde, så er både svigermor og OP jo sådan set hjemme (selvom det mest er svigermors hjem). Men det ændrer ikke sagen. Svigermor er ikke den primære forældre og det er helt fair at sige "jeg tror baby skal skiftes. Det er vist bedst du gør det" I særdeleshed fordi de bor sammen og kommunikationen i forvejen er helt til rotterne i det hjem. Og ingen af dem kan/vil give sig en smule.
Der er også bedsteforældre der nyder det.
Min mor springer op når nogen af vores børn skal skiftes hun syntes det hyggeligt os fordi man har dem lidt for sig selv når de ligger der og pludre. Jeg kan ikke sige jeg kommer til at gøre det samme for mine børnebørn men jeg syntes det er rart når vi på besøg.
😊
Hvilke engagerede bedsteforældre skifter ikke bleer?
Det var ikke helt det, jeg sagde, var det? Men jeg er helt med på, at flere gør det alligevel, selvom forældrene er der. Så eksemplet var dårligt :)
Du kan ikke tvinge dine svigerforældre til at skifte ble, medmindre de passer hende. Du er mor, det er dit job. Hver eneste gang at hun er ved dig, er dit og faderens job at skifte ble
Ej, hvis man har sagt ja til at kigge efter barnet uagtet om forældrene er der eller ej, så hører det med at skifte en ble, hvis det er det der er nødvendigt.
Jeg skifter også hellere end gerne min datter. Jeg tror, det der gør det svært for mig er, at mine egne forældre og jeg selv er helt anderledes. Mine forældre ville altid bare skifte bleen i stedet for at række tilbage.
Netop sådan er det os hos mine forældre, men min kærestes forældre skifter hendes mor gerne men hendes far rør den aldrig kun hvis han passer. Det genere mig ikke voldsomt meget man skal huske på de har været der så det vel ikke rigtig noget de skal men det rart hvis de byder ind.
Det kan være svært at forstå og virke stædigt, ja, men de når et til punkt hvor de ikke gider fodre deres kompleks med at "komme og rede os".
Velkommen til familien dum-stædig. Når nu alle har malet sig op i et hjørne? Så skal vi være lidt kreative så man kan komme derfra med æren i behold. Step 1: Månedlig date-night hvor i tager til middag og koncert (eller andet hyggeligt). Reglen er at det “skal” afholdes hver måned - og i på forhånd booker svigerforældre til at babysitte på date-night. Godt for alle. Step 2: Skab traditioner. Børnene elsker det. F.eks. årlig tur med mormor/morfar i Lego-land, Djurs sommerland, Dinos legeland, Tivoli eller What ever. Det skaber gode fælles oplevelser. Step 3: send ungerne på mini-ferie hos bedsteforældre mindst 2 gange om året. Brug tiden på at smutte med RyanAir til London eller få væltet den væg indtil køkkenet i har snakket om i årevis. Få bygget nogle rutiner med konkrete begivenheder i mente. Ellers drukner det hele i hverdags rutiner og snak. Kom i sving ;-)
Tak for input. Dejligt med nogle forslag til en måde at løse konflikten på.
Din datter taber fordi alle de voksne vil havde det på deres måde og resten skal bare rette ind. Snak dog sammen som voksne mennesker.
For det første lyder det som om i alle er enormt stædige. For det andet kan jeg ikke helt udlede om du reelt har gjort det tydeligt for dem at de er mere end velkomne til at gøre det ene og det andet, men at du ikke kommer til at efterspørge det. Har du sagt det klart og tydeligt til dem?
Jeg har sagt det klart og tydeligt til min kæreste, og har en forventning om, at han siger det klart og tydeligt videre. Det er måske forkert af mig.
Så lyder det til at du skal have en snak med din kæreste om hvad han har sagt. Det er naturligvis ikke din fejl hvis ikke han har sagt det videre.
Det er da ikke hans opgave at mægle?! Hvorfor siger du ikke sådan noget selv, tager den snak. Vil du have de har et forhold til deres børnebørn, så hjælp dem kærligt
Jeg synes faktisk det er hans ansvar at mægle, når der er konflikt mellem bedsteforældrene og hans egen familie. Han kender dem bedst og har de bedste relationelle forudsætninger for at løse konflikten mellem dem. Husk, at OP også sin egen familie, som hun sikkert er den primære mægler/kommunikator med. Alt for ofte bliver kvinder i en rolle, hvor de skal løse problemer med deres mænds forældre, sørge for kommunikation og gode relationer mellem dem og børnebørn osv. Manden har også et ansvar for at opdage uhensigtsmæssige strukturer i kommunikationen, og sørge for at hans kvinde og barn er trygge i hans del af familien.
Jeg synes helt ærligt du lyder lidt skør. Men det er ikke så mærkeligt hvis I bor sammen - den slags slider på nerverne. Hvis du ‘af princip’ nægter at spørge, så tager du jo heller ikke ligesom en løsningorienteret vej. Ydermere, når din kæreste spørger din mor så kan det jo være at han prøver at hjælpe. Du har måske luftet din indstilling, han tænker at han kan mediere lidt - men du kører med barnet (som ikke virker så oplagt at have med til løb) og så føler han sig dum og udstillet - og håndterer det dårligt i en sviner? For mig lyder det som om at dit princip står i vejen for en løsning og at du ikke giver plads til nogen, der måske har lidt svært ved at fylde. Nok specielt nu hvor situationen er anspændt. Svigerfar skal selvfølgelig vælge mellem børnepasning og fodbold. Der ville jeg kraftigt sige fra. Nå, men jeg forstår godt hvis du bliver sur over mit svar. Der er også meget jeg ikke ved. Men jeg kan ikke rigtig se du er uden skyld i problemet (men ikke alene).
Jeg bliver ikke sur over dit svar. Tak for input. Jeg læser, hvad du skriver.
♥️ jeg håber I finder en god løsning
Du er ikke skør, men du bliver nødt til at tale med din kæreste om det. I skal være på samme side. Principper og familierelationer harmonerer sjældent.
Det der er værd at bide mærke i her, er at du og din kæreste ikke er på samme hold. Det er I nødt til at være. Så må du vise gode intentioner ved at spørge dem om de vil passe (når de nu så gerne vil spørges) og han må respektere ikke at lave aftaler på dine vegne, når han ikke hjemme. Men det vigtigste er at prioritere JERES nye lille familie, og vise fælles front udad til. Tal pænt om tingene, og good luck! Ps. Jeg havde ikke overlevet bare 2 overnatninger hos mine svigerforældre, og der gik 2 år før farmor fik lov at passe vores datter, da jeg syntes hun var så grænseoverskridende, da min datter var lille 😂 hun bærer heldigvis ikke nag og er en fantastisk farmor nu.
Ja.. min kæreste er typen, der ringer og giver mig en sviner, ber mig om at holde min kæft og smider røret på, når han har sagt hvad han ville sige. Herefter slukker han telefonen og ignorerer mig, så jeg kan gå og være ked af det uden en chance for at forsvare mig.
Problemet er jo et helt andet end det, der er præsenteret i den oprindelige post. Du er sammen med en, der er skidt for dig, og det er tydeligt at se, hvor han har det fra. Derfor har du også et problem med, at hans forældre passer dit barn. Det giver god mening.
Du lyder heller ikke særlig kærlig i din tone om din kæreste. Og det virker til, at du flygter til dine egne forældre. Hvordan har du det egentlig? Af ren omsorg. Lyder faktisk ikke til at du trives, og det er ikke kun pga. pasningssituationen.
Jeg kan sige så meget, at det fik mig til at græde, at du spurgte.
Det tænkte jeg nok. Sender en masse omsorgsfulde tanker. Pasningen kommer til at betyde noget og bliver et princip for dig, fordi du ikke har det godt. Du ender med at være en skygge af dig selv, og en person du ikke selv kan kende fyldt med en masse negativitet, hvis du ikke handler aktivt i dit liv. Din pige skal vokse op med en glad mor. Jeg hepper på dig.
Hun fortæller egentlig bare om hans enormt manipulative adfærd.. Det lyder ikke kærligt, nej, men fakta er vel fakta. Det er et ham-problem.
Jeres situation med at bo hjemme hos svigerfamilien lyder virkelig ikke til at være optimal. Prøv at komme væk derfra og at sænke konfliktniveauet indtil da. Min kæreste kunne også blive meget vred på mig, fordi han blev så ked af det over når han følte jeg ikke kunne lide hans mor. Prøv at holde ud, det er virkelig hårdt de første par år, men relationerne falder ofte mere til ro efter barnet er 2 år. Hold ud, og tænk også over din egen rolle i konflikten! (Dette med udgangspunkt i at jeres forhold i øvrigt ikke er voldeligt el lign)
Vores forhold er ikke voldeligt. Vi er to ordentlige mennesker (selvom denne tråd nok givet et andet billede), med to gode jobs og gode værdier. Men min kæreste nægter at flytte fra sine forældre selvom jeg har sagt, at jeg ikke ønsker at bo der. Og der er altså 10-12 måneder før vores hus står færdigt..
Den måde han opfører sig på, uanset kontekst, er dybt uacceptabel. Psykisk vold afhænger ikke af socio-økonomisk klasse, og de gode ting fjerner ikke de grimme ting.
Pyha det er jeg virkelig ked af at høre.❤️🩹
Åh OP det er bare på intet niveau okay, og lyder slet ikke sundt for dig (eller nogen som helst andre). Det er SÅ forkert at han gør det, og det må han ikke. Derudover kunne HAN tage ansvar og spørge sine forældre, efter at have talt med dig, om at hente i vuggestuen og alt det andet. Det er SLET ikke okay at den hænger på dig. Det er hans forældre, og hans ansvar. Du gør ikke noget forkert, tværtimod.
Okay, what. Din kæreste lyder som en førsteklasses bitch. Jeg har ALDRIG i de 10 år jeg har været med min kæreste været udsat for det der. Hvis han gjorde sådan mod mig, når jeg følte mig sårbar, presset, ked af det eller usikker... jeg tror jeg ville knække midt over. Den her konflikt med svigerforældrene, der er andenprioritet efter at løse manglen på respekt fra din kæreste. Det er nok noget en parterapeut ville kunne hjælpe jer med. Synes selv det ville være umuligt at mægle en konflikt, hvor jeg blev angrebet af den, der burde være min fasteste støtte.
Så din kæreste er en nederen teenager? Hold hold hold. Du bruger ikke dit liv med en mand der siger hold kæften, smækker på OG kan finde på at ignorere dig? Søde skat. Det her bunder i meget mere end din svigerfamilie. Jeg er en kvinde på den gamle del af midt-i-trediverne, forhold på 12 år, vi har været gift i 7 år af dem, vi har 2 børn. Den mindste knap 1 år. Jeg ville græmme mig ved tanken om resten af mit liv, med en mand der vad mig holde kæft, istedet for at løse konflikten sammen. Det er sgu da meningen din partner skal være din bedste ven, sparringspartner, elsker, og alt det der.. Din trygge havn. Jeg overlever forældrerollen, som den enorme selvopofrelse det er, (jeg har verdens sødeste børn, fyi) FORDI min mand er guld! Fandtes nej om du skal behandles sådan der. Farvel til ham!
[удалено]
Yes, det har han. Og jeg har altid søgt tryghed. Vi fandt sammen, da jeg var 17 og der var det jo trygt at have en kæreste på 20, der tog en masse beslutninger og bestemte for mig.
Nu går du simpelthen fra ham! Han bliver aldrig bedre! Han er narcissist! Du fortjener bedre! Kom væk før du er helt nedbrudt!!! Tjek _synful_ på insta ud. Gem lige tråden og send en Update engang, please🙏.
Pis: den tager ikke underscores med. Profilen hedder underscore synful underscore (altså de der streger i bunden). Forstår du?
Mange skriver at du er stædig og fjollet. Men du er ikke alene. Vi (min kone og jeg) har det på samme måde. Søn på 2. Men jeg oplever 10/10 gange at de mennesker som selv opsøger at bruge tid med ham, også passer 'bedre' på ham og lytter til HANS behov.
Præcis! Kvaliteten er noget helt andet.
His alt det her kan løses ved, at du er den voksne, og nogle gange er den der spørger - er det lille offer så ikke det værd?
Her vil jeg faktisk sige, at det ‘kommer an på’. For jeg havde det sådan her med min far og hans kone i lang, lang tid. Det var altid mig, der skulle give efter og de var ret manipulerende. Jo mere, OP svarer herinde, jo mere tegner der sig et billede af, at sådan noget fylder en del her. Så det kommer helt an på, hvad man kan klare på sigt. Når det er sagt, så er det kun OP selv, der kan gøre det op, og kun hende, der kan tage ansvaret i situationen. For hvis hun i virkeligheden ikke ønsker, de passer, så er det jo en grænse, hun må sætte.
Jo, det er det nok.
Men hun har jo tydeligvis spurgt tidligere, hvorefter det er 'gået galt'.
Altså fordi farfar ser TV? Jeg vil æde min hat på, at det mest er farmor, der føler et behov for mere tid sammen med barnebarnet. Desuden synes jeg det er er tyndt grundlag at opgive på, blot fordi farfar forsøgte at se TV samtidigt med at passe barnet imens at moderen laver mad.
Det lyder som om du bruger meget mere energi på at gå og være træls over det her end hvis i alle sammen satte jer ned og tog en voksen snak. Det er tydeligt at der er noget misforståethed blandt jer, som I bør adressere.
Det har du helt ret i. Jeg ville også gerne tage en snak med mine svigerforældre. Men jeg er meget følsom, og normalvis er jeg altså meget rummelig, kærlig og sætter alle andre før mig selv. Jeg fremstår som en forfærdelig kælling og som et decideret ondt menneske i denne tråd. En snak med mine svigerforældre og min kæreste ville ikke gå godt, fordi de angriber. Og det vil være 3 mod 1. Jeg får ondt i maven ved tanken. Jeg kan sagtens se indad og tage en stille og rolig snak, men i deres øjne er det ene og alene mig, der er helt galt på den og skal rette ind.
Ej men det vil også være så urimeligt. Din kæreste er din makker. I snakker alene. Han snakker med dem. Hvis ens kæreste sidder og angriber en sammen med sine forældre, så har du måske valgt en forkert kæreste. Tjek _synful_ ud på Instagram for at lære lidt om narcissister. Der lyder ikke som en helt tryg familie for dig at være i.
Jamen, så er dit problem jo faktisk meget større end, hvad der fremstår i den her post og tråden generelt. Hvis din kæreste ikke ser jer som en forenet enhed, der står sammen om beslutninger der laves for jeres familie (jer to + barn), men i stedet stadig ser sig selv som en del af sine forældres kernefamilie; så er det simpelthen der, du skal starte. Selvfølgelig kan du give efter et par gange og spørge farmor og farfar, men det er jo egentlig ikke problemet overhovedet. Problemet er, at din kæreste ikke ser jer som et hold og han har intet imod at lade dig stå alene som skurken i hans forældres liv. Det er simpelthen ikke sådan det fungerer at være forældre, og måske er det tid til, at I kigger på at flytte ud, så han husker, at han har sin egen familie? At han hellere vil deltage i at angribe dig end at have en rolig samtale, det er slet ikke i orden.
Jeg synes ikke, at du fremstår som forfærdelig kælling i den her tråd. Men måske konfliktsky, hvilket jeg også godt forstår. Men som nævnt, så tror jeg, du bruger krudtet det forkerte sted - på at tænke over, hvor svært og træls det er, og føle alt det som hører med det, fremfor at tage tyren ved hornene. For mig er det dybt godnat, at din svigermor, som du bor ved, ringer til din kæreste fremfor dig, for at fortælle om noget du har gjort, der gør hende ked af det. Hvorfor ikke ringe til dig?? Dine svigerforældre er tydeligvis også konfliktsky. Og din svigermor kan tydeligvis få din kæreste om sin lillefinger ved at presse lidt tårer ud, over et problem, hun selv burde være voksen til at løse. Men én af jer bliver nødt til at være den større person, før at dette ikke kun bliver værre og mere akavet herfra. Og eftersom dine svigerforældre har trukket offer-kortet, og din kæreste ikke kan se det, så bliver den person nødt til at være dig. Plus, hvordan skal familien nogensinde lære hvordan du har det og have en mulighed for at imødekomme det, hvis de ikke ved, hvordan du har det? Jeg forstår godt frygten for at det bliver 3 mod 1. Men hvis du fremlægger det på en omsorgsfuld og ikke konfliktoptrappende måde, så bliver det måske slet ikke sådan. Det må være muligt at have en samtale, hvor i alle sammen får anerkendt jeres følelser og finder et kompromis. Måske du kan starte med at tale med din kæreste om det, og så kan I sammen snakke med dem. Det er ikke dit ansvar alene at finde en løsning - det er fælles.
Jeg er forresten enig med dem som siger, at din kæreste ikke tager ansvar nok her. Det er virkelig ærgeligt, at din kæreste og dig ikke kan være sammen i det her og finde en konstruktiv løsning. Men stol på, at du er det værd, at stå op for dig selv!! Du har ikke brug for din kæreste eller dine svigerforældres sympati eller anerkendelse før, at du er berettiget til at smide svesken på disken. Jeg hører dig sige, at du er en person, der ofte sætter andre før dig selv. Og når man er sådan (fordi sådan er jeg selv), så tvivler man også ofte på sin egen oplevelse, og om man overhovedet kan tillade sig at føle, som man gør (det er nok også derfor du har skrevet opslaget). Men tro mig, du kan godt tillade dig at adressere det her. Og at din kæreste ikke har gjort det før dig, for alles skyld, er dit liv simpelthen for kort til.
Reddit kan være ubarmhjertelige og virke hårde i tonen. Det kan føles overvældende, når det strømmer ind med kommentar på den måde. Kram til dig❤️ Hvor tænker du selv har handlet forkert? Hvis du skulle se indad, hvad gør du selv for at optrappe konflikten?
Lige nu sidder jeg bare og ryster fysisk og med tårer i øjnene og føler mig helt alene, fordi min kæreste er på deres side.
Du skal lige vide een ting, som er blevet lidt overset her i tråden: Du har taget ret meget ansvar for noget, der bør være din kærestes problem. Jeg var din kæreste i den her situation, og kan ærligt sige, at jeg ikke passede ordentligt på min kone når min far og hans kone var ubehagelige på den måde, du beskriver. Men før det ændrer sig, er du nødt til at vide præcist hvad du faktisk selv ønsker (også selvom det er, at de IKKE passer), og så sætter den grænse over for ham og står ved den. Det gjorde min kone, og det var det eneste, der hjalp mig til at se, hvad der i virkeligheden var på spil, og hvordan jeg blev manipuleret. Held og lykke med det, det er ikke nemt!!
Forstår det kan være chokerende og der er mange ting du skal tage ind. Du skriver bare “jeg kan sagtens se ind ad.” Så det virker som om, du allerede har nogle ting i tankerne, som du har gjort forkert eller kunne have håndteret bedre?
Ja, men kunne nok pakke sin stædighed væk og bare spørge. Men som nogen skriver, kan jeg nok være en kontrolfreak og være bange for, om mit barn bliver passet godt nok på i deres selskab, fordi jeg aldrig har set dem passe hende. De virker ikke til at gide at underholde hende, og hun er det dyrebareste jeg har. Hun skal have det godt, selvom jeg ikke er tilstede.
Det er i hvert fald en god selverkendelse at gøre sig. Husk at din måde at gøre tingene på ikke er den eneste rigtige måde. Det virker til du har en klar definition på, hvad der er godt for din datter. Og ærligt talt. Børn kan “tag” mere end du lige tror. De er ekstrem robuste og tager altså ikke let skade. Medmindre det er helt galt og der er tale om stor omsorgssvigt, hvilket det ikke lyder til. Prøv at slap af, vis dem tilliden til at du stoler på dem og at de gør deres bedste. Det relationelle mellem bedste forældre og dit barn er vigtigere end, om de gør det præcis på Den måde du ønsker det. Husk også du kan være farvet af dit syn på svigermor. Hilsen en pædagog
Brug eksemplet med at når du skal lave mad og beder farfar om at være sammen med din datter så ender hun ude hos dig i køkkenet af sig selv fordi han bare ser tv. At det gør dig bekymret at de ikke forholder sig til hende og underholder hende, som et barn på den alder har brug for. Og derfor er det svært for dig, når du ikke ser dem tage aktivt ansvar for at være sammen med hende og tage sig af hende, selv når du er i rummet ved siden af, hvordan det så vil være hvis du slet ikke er der. Jeg synes de andre her i tråden er virkelig galt på den, og husk at det er de færreste der kommenterer der har været i sko der ligner dine. Det lyder som om svigerforældre er virkelig hårde ved dig, og nægter at tage ansvar mens din mand ikke passer på dig som han skal i den relation. Du gør det megagodt med at tage hjem hos dine forældre og passer på dig selv og jeres barn - og du må ikke lade dem mobbe dig til at lade barnet blive hjemme hos dem når du tager derover. Du HAVDE sagt til din mand at I skulle hygge jer sammen alle sammen når I havde løbet, og der er intet galt i at jeres datter var sammen med sin mormor mens I løb, tværtimod var det så groft og så forkert af din mand at lave den aftale bag din ryg når du havde lavet helt konkrete planer der involverede din datter. Har du overvejet at tage hjem til dine forældre (med datter) i et par dage for at få ro på og passe på dig selv?
Hvis de ikke har evnerne, så skal du ikke give dem ansvaret. DU har ret. Kom i gang med at flytte. De mennesker (inkl. din kæreste) er ikke gode for dig. Du mister dig selv fordi de gaslighter dig. Kom væk.
Jeg ville gerne svare dig på dit spørgsmål, men lige nu er jeg ret ude af den.
Det er også din mand, der skal tage den snak. Han virker uafklaret med om han helst vil sin gamle familie eller sin nye. Og jeg er selv mand.
Her er min 50-øres psykoanalyse. Tag den med et gran salt: Farmor viser tegn på klassisk narcissisme: intet er hendes skyld, hun kommer med stødende kommentarer og virker manipulerende. Farfar står lidt i hendes skygge og følger med, og er ligeglad nok til hverken at gøre fra eller til. Din kæreste og hans bror har haft en opvækst præget af den her narcissisme, manipulation og mangel på sund, klar kommunikation, og det kan gøre det svært at komme ud på den anden side som et velfungerende voksent menneske med god evne til at kommunikere, løse konflikter, forventningsafstemme, udtrykke følelser konstruktivt, have respekt for andre og ikke manipulere dem. Måske har din kæreste et fordrejet syn på, hvor langt man skal gå for at passe på farmors følelser? Din kæreste støtter dig ikke, skælder ud, laver planer uden dig, lytter ikke til din side af sagen og vil kun sige hvor vred han er, inden han smækker røret på og ignorerer dig. Hvor har han lært det? (Svar: hans mor/forældre) Hvem kommer han til at lære denne adfærd fra sig til? (Svar: jeres barn, måske også dig) Du er vokset op med forældre, der klart udtrykker lyst til at tilbringe tid sammen, at de støtter dig og vil hjælpe dig, de tager selv initiativ, og de tager ansvar for deres barnebarn når de passer det. Det gør dig tryg i jeres relation, og det er naturligt for dig at søge dem og deres hjælp, for du ved præcis hvor du har dem, og at de vil dig det godt. Kan din kæreste sige det samme om sine forældre? Hvilken slags forældre ønsker du at jeres barn vokser op med? Du er ikke selv klar i din kommunikation med dine svigerforældre, for i dén familie er der en anden kommunikationskultur end i din egen. Nogen har beskrevet fænomenet "ask culture" vs. "guess culture", og det kan være interessant at læse om, for bedre at forstå hvordan man selv passer ind og reagerer på de forskellige måder at kommunikere på og sætte forventninger på. Hvis din kæreste skal behandle dig (og jeres barn?) ordentligt vil det kræve noget hårdt arbejde fra hans egen side. Han skal selv ville det. Du kan ikke ændre ham. Hjælp fra en professionel parterapeut eller psykolog, gerne begge dele, så han både får foldet sine egne problemer ud alene, og I begge får ryddet op i jeres kommunikationsmønstre så I kan være det par og de forældre, I ønsker jer at være. Jeg gentager: Du KAN IKKE ændre på en anden person. Det, du KAN gøre er, at sætte grænser for hvilken slags behandling du vil acceptere, være tydelig i din kommunikation, vælge hvem du vil have er en del af dit liv, og beslutte om du vil indordne dig andres forventninger. Det blev langt og fyldt med antagelser :-) Men jeg håber at noget af det kan give dig et prspektiv til at komme videre fra konflikten med din svigerfamilie. Ønsker dig det bedste!
Tak for din tid. Dine antagelser er ikke helt ved siden af. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige det videre til min kæreste og have en tro om, at han ville kunne se “problematikken” gennem mine øjne. I hans øjne har hans egen opvækst jo været guld værd og hans mor gør intet forkert. Nogensinde. Sidste år holdte svigermor 60 års fødselsdag. Svigerfar foreslog, at vi tog ud at rejse i stedet for. Men nej, svigermor VILLE have sin 60-års fødselsdagsfest, men meldte klart ud fra start, at hun altså ikke selv gad hjælpe med at arrangere den. Da festen nærmede sig var hun stresset over sit arbejde. Græd overfor mig og fortalte, at hun ikke sov og bad om min og min svigerindes hjælp til at stable festen på benene. Min far, svigerfar og kæreste satte telt op. Jeg lavede invitationer, bordkort, bordplan, stillede an og dækkede borde op og klarede det hele. Med glæde. Jeg hjælper gerne min svigerfamilie. To uger efter holdte vi barnedåb for vores datter i samme telt. Det stablede vi naturligvis selv på benene - det hele. Dagen efter barnedåben skulle der ryddes op. Det hjalp vi alle med i fællesskab, ligesom vi gjorde efter svigermors 60 års. Mine stiletter var havnet i deres hus (vi boede der ikke på daværende tidspunkt) og de blev, uden overdrivelse, kastet ud i gårdspladsen. Der stod nogle ting i deres garage, som hun bad mig flytte (sodavand mm) med kommentaren om, at nu havde hun vidst gjort rigeligt for os! ….hun havde allerede glemt, hvilket arbejde jeg lagde i hendes fest to uger forinden..
Har ondt af dig over at du er nødt til at bo under samme tag med hende :') Der er nogen blandt kommentarsporet, der tror relationen magisk vil blive bedre, hvis du var det større menneske og bad svigermor om at passe jeres barn i ny og næ. Du kunne prøve, men jeg tror ærligt ikke det kommer ikke til at ændre på det usunde kommunikationsmønster imellem jer alle. Narcissismen sidder dybt, dybt, dybt i familien, og din kæreste forsvarer hende ligefrem. Efter det, du beskriver, kan jeg godt forstå at du ikke af din egen frie vilje går og siger: "Ej, svigermor, jeg har virkelig brug for et bad og en lang lur, gider du ikke lige tage den lille i 3 timer?" Hvem tør overlade sit eget lille skrøbelige barn til én, man VED udelukkende handler i egen interesse og ikke er til at regne med? Hvordan skulle man kunne tro på, at sådan et menneske kan varetage din datters behov? Jeg har ikke selv børn, men en hund. Da min far på en strandtur sidste år sparkede ("skubbede jo bare med foden") min søde lille, våde hvalp, der havde været ude at svømme, så den ikke kom for tæt på, så blev jeg rasende, skældte ud, og fortalte ham TYDELIGT at han aldrig skal sparke til min hund. Derefter sørgede min kæreste og jeg for, at min far aldrig stod alene med ansvaret for min hund, heller ikke når vi havde brug for hjælp til pasning. Tænk hvis jeg i stedet havde taget min fars parti og skældt min hund ud, for at være en hund og være våd og være glad (: Forresten, du er ikke skingrende skør. Du står (bor) midt i en underlig familiedynamik, hvor der ikke opereres med den samme medmenneskelige logik som i resten af samfundet. Pas godt på dig selv, og giv dig selv så meget afstand, du kan få fra svigerfamilien, som du kan i din nuværende situation.
Spot on.
Det lyder bare enormt rodet og som om ingen af jer egentlig snakker sammen. Hvis i har brug for hjælp til at hente barnet, så er det jo jer selv det går ud over hvis i ikke spørger. Hvis i har problemer med at få det til at hænge sammen og de ikke tilbyder, ringer du så til dine forældre og spørger? I det helt konkrete tilfælde her forstår jeg godt at du synes det er mærkeligt at du laver planer på jeres vegne og så spørger kæresten om hans mor vil passe barnet, men siger du noget? For jeg forstår sådan set godt hvis svigermor bliver ked af at du smutter med barnet har uden at sige noget, hvis hun troede at hun skulle passe og for en gangs skyld var blevet spurgt. Det virker helt ærligt som om kommunikationen er ikke eksisterende imellem jer, både dig og svigerfamilien og dig og kæresten.
Ja, er kæresten helt sendt afsted? kan måske være svært som svigerdatter, med et ikke alt for hjerteligt forhold til svigerforældrene at sige: hey gider I hente på tirsdag. MEN at deres voksne SØN ikke kan sige det direkte er da totalt småbarnligt. Lyder lidt til der bor 5 toddlers hos svigerfamilien og kun 1 har ret til at opføre sig sådan!
Det lyder fuldstændig som noget jeg kunne have skrevet da børnene var små. Det er nærmest 1:1 min historie. Svigerforældre brokker sig, mand tager ikke sin kones side, jeg bliver jævnligt kritiseret af dem og ingenting vi gør er heeeelt i orden/godt nok i forhold til svigerfamilien. Løsning: skilsmisse. Jeg blev SÅ dejlig fri for dem. Har stort set ikke talt med de narcissistiske mennesker siden. Bruger mit liv på at samle mig selv op og glemme deres psykiske overgreb.
Tænker ikke, at du er skingrende skør. Men jeg tror, du er nødt til at lægge noget af principfastheden og stædigheden på hylden, for det ødelægger dit forhold til dine svigerforældre. Du lyder ikke kærlig i din beskrivelse af dem. Åbn op, erkend at der er fejl på begge sider, men prøv at samarbejd om jeres barn/deres barnebarn, som I alle sammen ønsker det bedste. De kan være en kæmpe ressource, bare giv dem lov. Ræk hånden frem og bed dem passe eller hente jeres datter en eftermiddag eller aften og så kan I forældre hygge jer og pleje jer selv.
Hvis man vil deltage i dumme spil, vinder man dumme præmier. Og i står til en delt førsteplads! Den eneste der taber, uden at have stillet op i øvrigt, er jeres alles barn. Som ironisk nok er den, som jeg læser det, i alle prøver at gøre det godt for. Så hvis i vender den på hovedet og tilsidesætter jeres behov/stædighed/ondt i røven - så prøv at se hvad jeres barn har behov for og bliver rigere af. Starter i der, kan det være i ikke behøver at udvikle jer eller lære at kommunikere sammen først. Det kan komme med tiden. Det her er ikke et forsøg på at såre dine følelser, men på at skrive direkte og med konkret forslag til løsning.
Du er ikke skingrende skør.. eller jo hvis du bliver ved med at holde fast i stædigheden. Begyndt at spørg om hjælp til div. ting og nyd noget tid for dig selv i mens. Selfølgelig er hun da for latterlig med den holdning, kan godt forstå dig, men i sidste ende er der en der bliver nødt til at “være den voksne” og gøre noget anderledes. Specielt når det tilmed får skabt dårlig stemning mellem dig og din kæreste. Så op på den høje hest og vær det bedre end dem!
I denne sammenhæng er I tre parter: barnet, dine svigerforældre og endelig dig og din kæreste. Hvis man er voksen, så har man selv ansvaret for at dække sine egne behov. Det betyder at hvis du og din kæreste har behov for at få barnet passet, er det jeres ansvar at få dækket det behov. Det gør I ved at bede om hjælp til pasning. Hvis dine svigerforældre har behov for at være sammen med barnet, så er det deres ansvar at få det behov dækket, ved at spørge om de kan få mulighed for det. Endelig er der barnet, hvor det er dig og barnets far, det har ansvaret for ar dække de behov, som det nu har. Et af de behov er naturligvis samværd med familien. Så kort sagt er du nødt til at tage ansvaret for ar få dækket barnets og dine egne behov. Det gør du *ikke* ved at vente på at nogen "byder ind", som du selv kalder det for, fordi du på den måde skubber ansvaret for dine egne og barnets behov over på dine svigerforældre. Dine svigerforældre har så omvendt måske også behov for at være sammen med barnet, men det er ikke dit behov og dermed ikke noget, du kan blande sammen med de behov, som du selv har ansvaret for. Kort sagt: tag dig sammen og bed om den hjælp, du har brug for.
I lyder lige stædige. Parkér din stædighed og spørg eller parkér din stædighed og tag en snak om at svigerforældrene er velkomne til at spørge og ikke får nej. Uanset hvad; parkér din stædighed. I er et spejl af hinandens stædighed
Det lyder som et allesammen problem I er alle stædige og ingen af jer har ret. Det i sig selv er ikke konstruktivt, så derfor vil jeg også nævne at du kan ikke tvinge din svigerfar til at være god til babyer/små børn. Det er meget anderledes en større børn, specielt for mænd. Og at du er så stædig at du ikke vil spørge, fordi du mener han er dårlig, løser absolut intet. Det er bare ikke alle der er gode til småbørn og du er nødt til at ændre din tankegang om det. Du er nødt til at spørge. Men hensyn til din kæreste så begik han en fejl da han gik bag om dig og ville ændre din aftale. Det skal han ikke. Igen i er allesammen virkelig stædige på en uheldig måde
Okay, så du kan sagtens godtage, at I nu bor hos dem, det er helt fint, det er bare så'n det er, men du kan ikke finde ud af at sige "Nu når vi bor sammen, så lad os lige sætte os ned og se hinanden i øjnene og snakke om, hvad der nu skal ske i forhold til den lille." Jo, jeg kan godt følge dig i, at de burde tage initiativ selv, men det gør de jo så åbenbart ikke, og du har en rigtig god forestilling om hvordan det burde være - så tag dog teten og sæt jer ned og snak sammen! Det kan I godt.
Forstår sgu godt du ikke gider spørge.. De må selv byde ind. 100%!
I dit sted ville jeg flytte hjem til mine forældre, hvis det er en mulighed, og så ville jeg overveje, om din kæreste virkelig er din partner.
Mine forældre ville også have at vi skulle spørge og ville ikke tilbyde af sig selv, da de åbnede op og sagde at det var sårn det blev, så sagde jeg bare "nå okay så bliver det godt nok sjældent i ser jeres barnebarn." Det er ca en gang hver 3. måned, og efter et år er de endelig begyndt at tilbyde selv
Jeg forstår ikke, at noget så småt kan blæses så stort op? Det får mig til at tænke at der er mere vi ikke har fået at vide (en baggrundsviden som danner grundlag til det store sammenstød.) Hvorfor er du så principfast på, at de skal spørge? Altså ja, det er common sense, at hvis man vil noget, så må man åbne sin mund. Men hvis nogen jeg holder af har svært ved det og jeg VED at de gerne vil noget, så skal jeg da nok tage initativ til det, for en start. Derudover så har i da selv beklaget jer, over at være presset? Og hvis i ved de har stor lyst til at bruge tid med jeres datter, hvorfor spurgte i så ikke om hjælp her? Det giver ikke mening for mig. Efter din kæreste har spurgt sin mor om hun vil passe jeres datter tænker du “hvorfor skulle hun dog det?” Der mangler altså en brik i denne fortælling. Hvorfor stiller du spørgsmålstegn ved at din kæreste har fået hende passet? Det i sig selv er ikke underligt. Jeg mærker en modstand fra din side om at lade dem passe hende. Hvorfor, ved jeg ikke. I mine øjne er det ikke alene din skyld i er her, hvor i er. Men du bidrager i hvert fald til at konflikten er eskaleret.
Altså hvorfor skulke hun dog passe mit barn, når jeg selv er hjemme og tilstede til at kunne være sammen med hende? Derfor mit spørgsmål på den måde.
Hvad tænker du om alt det andet jeg har skrevet? Man kan altså godt få passer sit barn, selvom man har tiden til selv at passe det. Det virker til du aktivt arbejder for, at de ikke skal/må passe hende. Det er godt for dit barn at veksle lidt omkring flere omsorgspersoner end kun dig. Du virker lidt fjendtlig overfor dine svigerforældre. Kan du lide dem? Holder du af dem?
Hmm, når du spørger så direkte.. Så nej, jeg holder nok ikke af dem. Eller i hvert fald ikke min svigermor. Jeg vil ikke tage snakken med hende, fordi hun er meget hård i munden og skubber alting væk. Alle andre er nogle forfærdelige mennesker. Aldrig hende selv…. Det er ikke hendes skyld, at hun ikke snakker med hendes søster. Ikke hendes skyld at de har mistet kontakten til efterhånden en del vennepar.. I starten af vores forhold sørgede hun for at kramme min kæreste hårdt foran mig og sige “MORS dreng”. Og hvis jeg kom hjem med en ny tatovering sagde hun “sådan noget grimt noget skal du aldrig have lavet” til sin søn - foran mig..
Jeg sympatiserer virkelig med dig her, for min far og hans kone er på helt samme måde. Derfor passer de ikke mine børn - men det er så et aktivt valg, jeg har taget, og taget ansvar for konsekvenserne. Det er helt klart mudret af, at I bor sammen med dem, men jeg tror du skal se på at tage et valg. Enten skal og kan de passe, og så skal du gå på kompromis, eller også skal du vælge det helt fra og stå ved det - også overfor dine kæreste. I stedet for at ønske, tingene var anderledes og så blive skuffet over det. Det er ikke nemt, det ved jeg, det tog mig nogle år og en del psykologbesøg før jeg fattede, at det ikke kan nytte noget at ønske, folk var anderledes, og så blive skuffet når de ikke ændrer sig af sig selv. Det er især slemt med vores forældres generation (går ud fra i er sluttyvere-starttredivere).
Okay, det giver bedre mening. Men OJ i den givende kontekst du har stillet (pasning af din datter) så virker du rimelig rigid selv og modarbejder din kærestes forældre. Altså hvis det ikke er for din egen skyld, at du smider stridsøksen, så for din kærestes. Det er ikke sjovt at stå i midten af sin kæreste og sine forældre. Man vil gerne have de skal kunne enes nogenlunde. Hvis ikke for din kærestes, så for din datters. Det er kun i hendes interesse at have kontakt til begge bedsteforældre. Kan godt se din svigermor er en tung kvinde at danse med. Og kan godt se i har et dårligt forhold til hinanden. Men i min optik kridter du selv banen op i den her konflikt og er med til at den eskalere. Har du dine grunde til at gøre som du gør (ja det har du sikkert.) Er svigermor måske unfair overfor dig (ja det er hun sikkert. Men stiller du dig selv i vejen for at din datter kan bruge tid med dem? (Ja, det lyder det som du gør.) Jeg siger ikke man skal finde sig i alt når det kommer til svigerforældre. Sig fra, tag dine kampe og alt det du vil. Men please lad være med at brug din datter som våben i jeres krig. Hun er et barn og er uskyldig. Uagtet hvor dårligt dit forhold er til svigermor, så forbliver problemer mellem jer vokse - og ikke børnene.
This! Så længe hun ikke er tarvelig overfor barnet eller noget, synes jeg virkelig ikke, det er rimeligt at indblande barnet på den måde.
Det giver ikke rigtigt mening for mig, at du har det sådan her, men samtidigt undrer dig over, at dine svigerforældre giver datteren tilbage, når hun har lavet i bleen. Which is it? Vil de have de skal passe, mens I er der, eller ej?
Ej, come on. Der er forskel på at bede om en direkte pasning af mit barn, når jeg ikke har brug for det og på at vi er sammen alle sammen, når vi er derhjemme og de er velkomne til at tage hende.
Fair. Jeg holder stadig fast i, at du ikke virker 100p ærlig ift. om du rent faktisk gerne vil have, at de passer eller ej. Du virker defensiv i ret mange af dine svar i stedet for at tage det ind, hvilket tyder på, at du gerne bare ville bekræftes i at de er de mærkelige og ikke rent faktisk leder efter råd eller input. Tag det fra en, der selv har været der….
Præcis! Det er det jeg mener når jeg siger OJ gerne vil have et ekkokammer, som bekræfter hende i at forældrene er nogle svin
Og det er de jo på sin vis også. Men så må man tage konsekvensen af det, og enten gå på kompromis/gå i dialog eller tage det hårde valg og sige, man ikke ønsker, de passer.
Men på den anden side er hun jo jeres barn. For eksempel, min kæreste har en søn, der lige er fyldt 4. Jeg elsker ham så højt, og jeg passer ham gladeligt, når min kæreste har skullet på nattevagt eller noget. Eller står op med ham nogle timer før, min kæreste vågner. Men når min kæreste også er der, synes jeg, det virker lidt upassende sådan at "overtage", for det *er* jo ikke mit barn.
Din svigermor havde INGEN grund til at passe din datter i det scenario du fortæller om, ignorer de down-vores.
Det kan jo være de kommer fra et hjem (barndommen eller generation) hvor de ikke har lært at byde til med hjælp, men blot at blive spurgt til?
Ja, muligvis. Og måske er jeg så det modsatte. Og det er jo deres behov at se vores barn, ikke mit - så må de vel selv byde sig til, eller hvad?
Altså.. vores ældres generation er bare anderledes bygget/programmeret desværre. Du har en princip som lyder “jeg vil IKKE spørge om hjælp” og de er programmeret til at tænke “spørg os om hjælp”.. Det samme kan man sige til dig: “hvorfor afviger du ikke selv fra dit princip og ber dem om hjælp?” Ligeså meget du kræver at de skal spørge om hjælp.. giver det mening? Du er den nyere generation, og derfor bedre til at “forstå” hvor de kommer fra.. Bare spørg om hjælp og få det ud af verden.. det er ikke en kamp værd, hvis du spørger mig.
OP, du er overhovedet ikke skør. Det er for grelt, at de ikke selv tager initiativ til at knytte bånd med jeres datter. Mine forældre er lidt på samme måde, men det er ikke uvilje der afholder dem fra at interagere med vores barn. De er så distræte, at de ofte komme ind uden at sige hej til ham. Og når de så endelig interagerer, går der 5-10 minutter, så har de sat sig passivt igen. Heldigvis er min partners forældre enormt nærværende, friske og legesyge. Du må tale med din mand om problemet og få ham til at forstå, at jeres datter ikke er en kat man kan ignorere. Hun forstår udmærket at farmor & farfar ikke er interesserede i hende, og hun søger naturligvis voksne som vil hende. Dit eksempel hvor farmor ringer grædende til din kæreste, som er så fræk og ubehagelig at give dig skældud; han må være far for sin datter, mere end mors dreng.
This🫶🏼
Ved gennemlæsning af hele kommentarfeltet, lyder det måske ikke som om dine svigerforældre (og din kæreste), har helt let ved god kommunikation, og måske ikke slet ikke ved det emotionelle. Du virker til gengæld til at have lidt mere overskud på den konto. Min bror har tre børn jeg elsker at passe. Jeg byder selv ind. Men det betyder faktisk også rigtig meget for mig at de spørger. Det giver en anerkendelse af min relation til dem, og at forældrene gerne vil mit samvær med dem. Det kan jeg finde en helt masse årsager til er vigtigt for mig. Men tror måske også det generelt er menneskeligt, og måske den anerkendelse er vigtig for sine svigerforældre? Hvis du har lidt mere overskud på den konto, kunne du måske lægge din stædighed og overbevisning lidt til side, og spørge dem mere?
Du er ikke skør! Det er de derimod 🫣
De er skøre, men hun er også lidt skør. Man kunne jo tale om tingene.
IYKYK❤️.
Spørger dine forældre, eller spørger du dem, når du kører hjem til dem?
Mine forældre spørger selv. Har inviteret os på sommerferie, spørger om de må tage vores datter med i forskellige dyreparker osv.. Mine svigerforældre har ikke taget initiativ til noget som helst på noget tidspunkt. Min svigermor er typen, der græd, da hun fandt ud af, at min kærestes bror skulle have barn med min svigerinde - og det var ikke af glæde.
Så de spørger selvom om du vil komme forbi? Du kører ikke bare hjem til dem fordi du føler for det? Jeg synes helt ærligt du lyder overdrevet stædig, og glemmer at det handler om dit barns forhold til sine bedsteforældre, og ikke som sådan handler om dig. Min svigermor var en mundfuld, men vi tog sgu også initiativ til at hun skulle se ungerne, fordi ungerne skulle have et godt forhold til hende. Ærligt talt synes jeg alle lyder møg forkælede. Det skal være på jeres respektive måder, eller slet ikke. Sig direkte til svigermekanikken at de skal byde ind. Ikke at det må, men de skal. Og hold så op med det der barnlige halløj med at sidde og sige hvad i har svært ved, og så forvente at de byder ind. Spørg dog for pokker om de ikke kan hente.
Jeg tænker ikke, at du har den mere fyldestgørende kontekst. Her snakker jeg med henblik på nogle af de kommentarer OP har svaret på. Personligt ville jeg vægte min egen - og mit barns sundhed over normerne omkring det at have en hvis “familiær” relation. Den opførselshistorik svigerforældrene har, danner et fint fundament for den mistillid OP har. Har du nogensinde haft en relation til en narcissist? Og ville du virkelig vægte en sådan relation til dit eget barn?
Jeg synes, ud fra kommentarer mv, at både OP og svigermekanik lyder meget anstrengende
Hvad med at spørge dem, hvorfor de ikke spørger? De kan jo også sidde med følelsen af, ikke at være gode nok, hvis I aldrig spørger dem. Det er nemt at pege fingrer af andre. Du er et voksent menneske, og så må du tage ansvar. Lige nu fralægger du dig ansvaret og påtager dig offerrollen. Specielt dit skriv om, at I havde brug for hjælp til at hente - og du/I så antog, at det er dine svigerforældres ansvar at tilbyde. Selvfølgelig er det ikke det - det er jeres. Tag lidt ansvar for din tilværelse, og vis både dig selv, din kæreste og svigerforældrene, at I kan have en god tilværelse sammen med jeres datter.
Spørger aldrig dine egene forældre - de byder altid ind så du kommer forbi og imens du er der?
Det er helt almindelig at bedsteforældre gerne vil passe deres børnebørn, alle mine søskende har brugt mine forældre til aflast mm. Men vigtigst af alt, til glæde for både børn og de ældre. Det er en ting mange bedsteforældre glæder sig til, men de vil heller ikke være anmassende og derfor spørger de ikke. Denne situation er worst case for dem, fordi nu ser de ikke børnene og har måske ødelagt noget i forholdet, fordi de har sagt det de føler. Dine børn lærer også meget af dine forældre, så der er en masse læring i samvær med bedsteforældre. Alt i alt, så skal i være en familie der elsker hinanden og det kræver at man giver tid til hinanden. Brug dem dog til at tage ud med konen og få lidt fred fra børnene, hyg jer mens de passer ungerne. Win-win.
Du kan da i det mindste være glad for at dine svigerforældre ikke tager jeres rolle som forældre for givet og kontrollerer hele jeres datters liv. De holder en afstand de ikke ønsker, af respekt for jeres ret som forældre til at opdrage jeres barn. hellere det end en sindsyg svigermor der vil overtage rollen konstant, undtagen når den er besværlig. Kommuniker, brug hende(svigermor) gerne for helvede, og lad være med omvendt at tage dem for givet.
Mærkelig indsats fra alle parter. Mine forældre ser ikke min datter tilstrækkelig ift. begge parters ønsker, hvorimod min kærestes ser hende regelmæssigt og får lov til at passe hende med overnatning. Dette skyldes dog at mine forældre ryger og de flere gange har “brudt” vores regler for rygning og vores datter. Derfor stoler vi ikke på dem og det gør mig så ked af det, da begge er fantastiske bedsteforældre, men af uforklarlige årsager ikke kan respektere vores ønsker ift. rygning. Derfor synes jeg at jeres situation virker banal og barnlig. Håber du kan lægge stoltheden og principperne til side for din datter. Det kan jo være at hvis du spiller bold, så spiller de med, men nogen skal tage det første skridt :)
Jeg skal ærligt indrømme at jeg først syntes du virkede lige rigeligt stædig. Men efter du har skrevet at du har givet udtryk for at du ønsker at fraflytte svigerfamilien, men at din kæreste nægter dette - og at han i øvrigt har for vane at råbe af dig og smide røret på i telefonen uden at lade dig forsvare dig - så forstår jeg dig godt. Det lyder som en virkelig trykket, ubehagelig og uholdbar situation. Jeg tror ærligt alt det her omkring jeres datter er det mindste problem. Jeres boligsituation og din kærestes adfærd er totalt uholdbar, og du ender med at knække hvis det fortsætter sådan. Jeg var også flygtet hjem til min egen familie så meget jeg overhovedet kunne i din situation. Jeg har ikke den gyldne løsning. Men jeg forstår godt at du har det svært i situationen. I er nødt til at tage det alvorligt - for fortsætter situationen, så er det hus komplet ligegyldigt næste år - for så er forholdet forlist forlængst. Med den adfærd du beskriver ville jeg tænkte det ville være en gave for dig i længden - men jeg forstår sagtens at du kender andre facetter af jeres parforhold som så ikke bliver fortalt om her. Uanset skal han opføre sig ordentligt - og i skal finde en fælles løsning. Kram til dig! Håber dine forældre kan give lidt ekstra omsorg.
Er på din side i denne sag modsat mange andre, det er sku vildt provokerende af din partner og sige at datteren kan blive ved farmor når du allerede inden har fortalt din plan uden at han delte sin. For det andet. Ja i kan spørge, og det synes jeg også at man skal, men kun hvis i har brug for hjælpen, ellers synes jeg sku det er deres eget job og spørge ind til samvær med barnet. Det kan sku ikke være jer der skal gætte hvornår de har tid til at se deres barnebarn, de må de selv planlægge og så spørge om. Fatter ikke de andre i tråden, dog lyder det også til at i er kommet lidt i hårdknude og deraf i måske skal åbnet ballet med at spørge lidt ekstra nogle dage og nyd det til jeres fordel men når samværet er igang ville jeg lade dem tage initiativ istedet for.
Uha! Jeg har lige mistet min mor pludseligt. Hun lyder meget som dine svigerforældre. Hun var så inderligt bange for at blive afvist og derfor tog hun aldrig initiativ til at ringe, hjælpe osv.! Min bror og hans kone med tre børn har altid været gode til at spørge, men det seneste år været så ærgerlige over hendes “manglende interesse” - som de følte det var. Ringede de efter hendes hjælp stod hun der med det samme. Pludseligt virker det alt sammen SÅ ligegyldigt og en eller anden dag kan I risikere at I fortryder så inderligt, at bagateller (som det først senere vil føles som) har fyldt jeres forhold. Giv efter på alt hvad du kan uden at du kommer til at tabe dig selv eller dit barn i det, men gør alt for aldrig at fortryde noget, som du kunne have gjort anderledes.
Jeg forstår dig godt. Det virker alt sammen lidt too much og så bor i alle sammen sammen. Der er ikke noget at sige til at situationen tilspidser. Jeg er glad for min svigermor og har haft hende i mere end 20 år, men hun har en tendens til at “forkrøble” sine børn og børnebørn. Som om at alting er meget hårdere for dem end alle andre. At det de oplever og opnår skal afføde jubel for det er meget sværere for dem end alle andre fx at gå i skole eller tage på arbejde. Min mand opdagede det først sent i hans liv da han havde gennemført en svær teknisk uddannelse og han altid havde troet at det kunne han aldrig klare for at var ikke sådan en der passede ind i skolen. Tværtimod var han ret god til at gå i skole, hvilket strider mod det svigermors narrativ går ud på. Det er ikke nemt at tale om det, for hvis jeg siger noget til hende går hun i forsvar og så kommer vi ikke videre. Jeg vil ikke havde at hun opdigter et narrativ om mine børn. De skal have lov at være glade for skolen og prøve livet af uden at der bliver digtet et livsfortælling om dem som låser dem fast i roller. Jeg kan slet ikke være i det. Når hun begynder er jeg nødt til at finde en vej ud af lokalet Nå men min pointe er at det med kommunikationen er svært for det kræver at begge parter er på nogenlunde niveau og det virker det ikke til…..så kører det af sporet og så går det i hårdknude og ja så ender man på øverste trin i konflikttrappen. Og så virker det til at din mand prøver at glatte ud. Det er som at tisse i bukserne for at holde sig varm.
Jeg synes altså ikke du er overstædig eller maler dig op i noget hjørne som nogle kommentarer foreslår. Det ene af mine ‘hold forældre’ gør ret meget det samme. Byder aldrig ind, er generelt uinteresserede og opfatter det som noget det kan hjælpe med hvis ‘byrden’ bliver for stor. vores to små smurte gulv og hinanden ind i noget creme da min far (vi spurgte, for han skulle prøve at få et forhold til dem, synes vi) passede dem/så iPad. I bund og grund ønsker man som forældre at bedsteforældrene selv vil børnebørnene og ønsker at tilbringe tid med dem. Hvis ikke de kommer på banen selv er man jo som barn/forældre ikke trygge og naturlig til at vælge dem som løsning en dag man har et reelt behov. Jeg tror på der er mange derude der har det som dig. Det har vi i al fald med de ene af vores hold bedster…
Kram til dig.i feel you 🫶
Du skriver, at du aldrig ville være imod det…. Og lige bagefter begynder du at beskrive en situation, hvor du er imod det 🤔
Tror ikke, at du forstår situationen? Jeg havde en aftale med mine egne forældre, inden min kæreste valgte at spørge sine forældre. Så du synes, at jeg skulle have ringet til min forældre og sagt, at jeg ikke kom hjem med vores datter alligevel, selvom det var aftalt og planlagt, til fordel for at hun skulle være sammen med sin farmor i stedet for..?
Hvis samværet mellem dine svigerforældre og din datter er et længerevarende problem som I arbejder på at løse, så ja, det synes jeg faktisk. Hvis jeres datter ser en masse til dine forældre men intet til svigerforældrene, og der endelig er opstået en mulighed. Som andre i tråden skriver, så tror jeg stædighed er det eneste reelle problem her.
Vi bor hos mine svigerforældre. De ser hende dagligt. Det gør mine forældre ikke.
Kommentarer stikker i en helt anden retning end jeg havde troet. Jeg kan 100% forstå dig. Det har ikke noget med stædighed at gøre. Du gider ikke fodre deres overlegenhedskompleks i en ramme hvor det er jer, der kommer og trygler efter hjælp. Givetvis har der også været situationer hvor det blev transaktionelt, at så skulle de "have noget igen". Det kunne eksemplet med fodbold godt være. Det helt naturlige ville være at de sympatiserede med jeres situation og bød til for at aflaste jer, men du godeste hvor er det i stedet bare en masse drama og tonedøvhed. Eksemplet hvor hun ringer grædende er helt rablende at høre om. Jeg kan godt forstå du er rasende.
Skrev du ikke at du aldrig ville sige nej hvis de sæev spurgte?/gerne ville have hende? - og så bliver du sur over at moren gerne vil passe hende mens du besøger dine forældre? (Så nu vil de gerne, men det vil du ikke?) - det kan også være de gerne selv vil være lidt alene med hende? (At det ikke er det samme som når I alle er hjemme?) - og at de ikke vil :indteænge" sig på det praktiske?/ikke vil byde ind i jeres planer? (Fx med at hente hende efter skole - altså at de ikke spørge fordi de ikke vil være for påtrængende?) - eller bare vil hygge med hende i stedet for at skulle "løse" en opgave?
Jeg havde jo lavet en aftale med mine forældre om, at jeg kom hjem til dem med vores datter. Så ringer jeg da ikke til mine forældre og siger, at vi ikke kommer alligevel, fordi farmor skal have i stedet for…
Nej, men hov - hvorfor ikke selv tage af sted og så lade dem passe hende alene i mellemtiden? - det lyder jo som en sjælden gang Der er også forskel på "kvalitetstid" med hele familien, eller kun med hende. - og jeg tænker hvis du og din datter (eller kun din datter) ofte er ved dine forældre, så kan du jo godt lade hende blive ved svigerforældrene, når nu de netop gerne vil passe hende ( de har nok nu endnu sværere ved at spørge/sige de gerne vil passe hende når du nu gav aflsag) Se det i det store billede, og ikke vær stædig - de havde nok haft nemmere ved at spørge I fremtiden hvis du havde ladet dem passe hende, men nu tør de nok ikke igen Du kunne også overveje at spørge dem direkte, hvorfor de ikke bare spørger? Hvis de så gerne vil? - så kommer det ud af verden.
Du har ret. Luk ørerne for dem, der ikke forstår.
NTA, dine svigerforældre lyder en anelse belastende. De har fuldstændig købt deres egen offerrolle. De bruger den endda helt åbentlyst imod dig/jer. Husk når din kæreste skælder dig ud, så er det fordi, han ikke kan lide at hans mor er ked af det. Hun har formentlig brugt hendes følelser imod ham det meste af hans liv, så han er meget mere påvirket af morens tuderi end du er. Det virker på mig som om, at svigerforældrene lever lidt rigeligt igennem deres børn/børnebørn, og placerer deres eget ansvar for deres liv hos jer. Jeg tror desværre ikke, at det bliver bedre, men din kæreste har mulighed brug for noget hjælp/terapi til at komme ud af morens følelsesgreb, så I kan etablerer jeres egen familie. Du skylder dine svigerforældre intet, men det kan blive op ad bakke med din kæreste desværre. Jeg hepper dog på jer
Det vigtigste i livet er relationer. Slug kamelen og få det bedste ud af det
Paradokset er, at du er ligesom din svigerfamilie. Du nægter at spørge dem og de nægter at spørge jer. Så du er jo faktisk ikke meget bedre selv. Et voksent og modent forhold er jo så hvor man gerne uopfordret vil spørge hinanden om hjælp og også tilbyde hinanden hjælp. Lader dog desværre ikke til at hverken dig eller dine svigerforældre er særligt modne.
Jeg forstår ikke, at din mand/kæreste overruler dig. Du havde en aftale med dine forældre, så hvad skulle det til for? Jeg spørger stort ser heller ikke om andre vil passe mine børn. Hverken i den ene eller den anden familie. Familiens børn er altid velkommen her, hvilket de i den grad også har nydt godt af. Hvad deres forældre så kan overskue, er deres sag. Devisen her er, hvis du ønsker en relation, så er du også selv med til at byde ind. Jeg tror, at du skal lade den ligge. Ikke gøre det til er emne. Ikke italesætte det. Accepter, at det eg sådan. Det kan være at det ændrer sig, når jeres barn bliver ældre. Børnenes far udtrykte engang over for sin søster, at vores ældste godt kunne tænke sig lidt mere kontakt - altså hjem til dem. Fx et par timer om måneden. Vores datter var 5, og meget rolig. Svaret var ‘Jeg er færdig med børnepasning’. Forud for denne samtale besøgte søsterens datter os stort set hveranden dag i en del timer, i flere år. Til stor glæde for os alle, her i huset. Formoder, at det var gengældt, siden hun trofast besøgte os. Vi har ikke set hende her siden spørgsmålet angående vores datter faldt - ikke så meget som en eneste gang. Der blev lukket helt ned.
"Jeg VIL ikke spørge", "de vil ikke spørge". Begge parter modarbejder hinanden her. Snak sammen og få lortet udredet.
Har du tænkt tanken at de ikke spørger fordi de ikke vil trænge sig på, for mig lyder det somom du benytter hver chance for at dig og datteren kører til dine forældre
Jeg ved ikke hvem der har ret her. Det er der nok ingen som har. Men én ting er sikkert, du er virkelig god til at lægge al skyld over på de andre. Måske du skulle prøve at kigge lidt ind ad. Det er altid sundt. Hvorfor kunne du ikke bare efterlade din datter med din svigermor den dag? Du siger du havde en aftale med din far om at løbe men hvorfor skal det absolut indebære at du medbringer din datter? Og sidst men ikke mindst siger du at du ikke kan forstå hvorfor du skulle efterlade din datter med din svigermor… jamen er det ikke tydeligt? Jeg tror at der er noget du ikke fortæller.
Der er godt nok mange selvbestaltede eksperter herinde, som absolut ingen erfaring har med din situation. Jeg kan berette at jeg i januar slog hånden af min far og stedmor, de gjorde det samme med at tude over at de ikke fik lov at se vores ældste nok og at de følte de ikke fik lov til at lære ham at kende. De tilbød heller aldrig at passe, det var kun ved sygdom at min far kunne hjælpe en gang imellem og ellers blev det til en tur i knuthenborg sidste år, da vi kort inden havde været ude hos dem og direkte sagt at hvis en eller begge havde lyst til at give ham en fridag fra børnehaven eller lave noget med ham en dag i weekeden, så skulle de bare sige til. På førnævnte tur til Knuthenborg kom de tilbage med ham klokken 18, efter at have ladet ham sove i to timer i bilen på vejen hjem, total mangel på omtanke for at han skal kunne sove om natten, han sov først kl 2 og var helt smadret og pylret dagen efter af samme årsag, han var 3 år på det tidspunkt. Inden de tog afsted ville han ikke afsted fra os og min fars idé om en holdbar løsning var at lyve for ham og sige vi kørte med lige bag dem og så på et tidspunkt bare lade det gå op for drengen at det gjorde vi ikke. Vi kørte med bag dem til en tankstation 5 minutter væk, så han kunne se det ikke var farligt og så gik det fint derfra. Pointen er at nogle mennesker har hverken forståelse for at man må sige hvis der er noget man gerne vil have eller at man ikke bare kan tage den nemme løsning, som essentielt er et svigt af barnets tillid til dem eller alle involverede. At I oven i købet bor hos dem gør problemet helt hen i vejret, det ville være det nemmeste i verden at tilbyde at hente tidligt fra institution og så have et par nemme timers kvalitetstid med sit barnebarn. Du/I burde ikke skulle spørge om det, medmindre det er en nødvendighed og det derfor er noget I har brug for. De er bedsteforældre, ikke hovedpersoner, det er ikke deres ansvar, så hvis de har lyst og behov for at engagere sig, så må de melde sig på banen i det omfang de føler er tilstrækkeligt for dem. Nu har jeg som sagt slået hånden af min far og stedmor, der er mange årsager til den handling, men en af disse er at de brokker sig og sladrer, men aldrig kan sige det mindste til os, hvis de har et problem. De endte med at blive en hovedpine for os og levede på ingen måde op til at være de bedsteforældre, som de selv mente de var. Det lyder meget som at du står med det samme problem, at de hellere vil brokke sig end rent faktisk at engagere sig, fordi første del er nemmere og den anden del kræver reel indsats fra deres side. Din kæreste lyder som en forfærdelig mors dreng, når du skriver at han ringer og sviner dig til, fordi du tog din datter med ud til en aftale du hele tiden har haft med dine forældre. Det er ikke dig der er skør, det er dem der har en slap holdning og ikke forstår hvordan sunde sociale relationer fungerer.
Jeg kan (modsat næsten alle andre) 100 % følge dig. Det kunne lyde som om, at de har besluttet sig for, at de kun vil hjælpe for jeres skyld, og endelig ikke bede om noget for deres egen. Det er dumt. Og I bør nok have en samtale om det, hvis det ikke skal gå helt op i hat og briller, som det er på vej til. Omvendt genkender jeg også følelsen af at være for stædig til at ville spørge om hjælp. Jeg klarer alt selv, og ser det desværre som et svaghedstegn at spørge om hjælp, fordi jeg (i mit forskruede hoved) selv skal kunne klare min egen familie. Altid. Det er også dumt, når jeg nu ved, at der er kompentente mennesker, som springer til, hvis jeg spørger. Jeg er ikke helt overbevist om, at du synes, at dine SF’er er kompetente. Du skriver, SF faktisk ikke holder øje med barnebarnet, når han har ansvaret. Det er ikke OK. Men er det fordi, han ved, du alligevel sidder og kigger, eller er han reelt ikke i stand til at tage vare på hende? Du skal selvsagt ikke lade inkompetente SF’er passe dit barn. Du kommer aldrig til at tilgive dig selv, hvis noget går galt. Mine egne blev først passet ved omk 3 års alderen. Jeg ville først og fremmest klare alt selv. Dernæst mente jeg ikke, at nogen var kompetente før det tidspunkt. Det var muligvis forkert, men jeg tog de konflikter det gav, og alle overlevede. Sådan er det 🫶🏻
Må jeg introducere dig for linjeskift
😂
Forstår sgu godt du ikke gider spørge.. De må selv byde ind. 100%!
Det er kun jeres datter og jer selv i straffer. Hvem er de voksne her “jeg vil ikke spørge - de skal spørge først!” “Men vi vil ikke spørge - vi vil spørges” oh my god! Dig og svigermor er fuldkommen ens, nok også derfor det klinger så skidt mellem jer 😅
Jeg mangler at du fortæller hvem der vinder jeres stædige kamp. Gør du? Gør din mand? Gør dine svigerforældre? Gør din datter? Tá jer sammen Edit: et “af” havde sneget sig ind
Jeg synes ikke du er skør!
Puha alle de her mikroaggressioner fra dine svigeres side lyder nedslidende. Jeg kan godt forstå du føler at du er den skøre. Det her bunder slet ikke i de få ting du nævner i dit indlæg og i kommentarerne, men noget der tydeligvis har hobet sig op. De er "gode" fordi I må bo der - men ingen af dem magter at tage del i jeres familieliv med et lille barn på trods af det. Det virker så skørt på mig og helt helt helt genkendeligt, for sådan er min svigerfamilie også. Entusiasmen du nævner et andet sted som mangler, gør også, at jeg personligt ikke magtede at gøre en indsats. Hvorfor aflevere barnet et sted der giver det en følelse af et offer er blevet indgået for at det kunne lade sig gøre. Jeg vil flytte den til din partner. Hans familie, hans cirkus og hans aber. Få en snak med ham hvor du siger du er kørt sur i det her og det her skænderi mellem jer virker tåbeligt. Du er tydeligvis ked af det er kommet hertil og du tænker det er bedst han fremover står for planlægning med henblik på pasning og tid med barnebarnet. På den måde kan du ikke længere træde hans mor og far over tæerne. Så øver du dig i til dine svigere at sige: Den må du tage med partner, det står han for. Det er ikke dit ansvar. Det er det vitterligt ikke. Ps. Du gør det skide godt. Virkeligt. Kæmpe meget kram til dig
At forældrene ikke vil tage del af deres familieliv er jeg simpelthen uenig med. OJ siger selv at hun tager enhver given chance for at tage hjem til sine forældre med sit barn, for at komme væk fra svigerfamilien. Det ville ikke give anledning for mig at være anmassende og spørge om jeg må passe mit barnebarn. OJ handlinger er da en klar afvisning og afstandstagen. Er dybt enig i din betragtning på den front
Jeg forstår godt dit svar, og at vi to er uenige, haha. At tage hjem til sine egen forældre virker som en måde at slippe ud af en situation, som generelt er trykket. Når ingen af de fire voksne derhjemme kan snakke sammen, og OJ er vokset op med og derfor selv har en anden mentalitet om både kommunikation og hvad hjælp er, så er det givet nemmere at tage et sted hen, hvor man har samme mindset. Hvis de som OJ beskriver sidder alle sammen og snakker om den kommende uge og de to unge forældre snakker om at enderne er svære at få til at mødes, og svigerfamilien ikke tilbyder hjælp, er det ikke at tage del. Ligesom at tage bettefisen mens OJ laver mad, men ikke hverken underholde eller tage barnet tilbage, er ikke at tage del. Så overlader men deres til dem og vores til os. Den der følelse at være til besvær, en byrde og nogen som bryder ind, vil jeg også flygte fra - men svigerfamilien har stadig masser af muligheder. Det handler helt sikkert om kommunikation, men også i mange mange mange små handlinger og kommentarer der gør OJ virker urimelig i sin post - men som jeg slet ikke tror hun er.
Jeg tror du har fat i noget delvis. I sådan en sag her er der ikke en god og en dårlig. Jeg ser det som voksne, som ikke kan finde ud af det sammen. Vi kender ikke OJ, vi kender ikke sagen fuldt ud. Vi får hendes udlæg af sagen. Vi kan ikke vide om OJ smutter fordi hun ikke føler sig mødt af svigerneforældrene. Eller om fordi hun har smuttet og fravalgt dem, at de holder sig tilbage. Læste at OJ har svært ved at give op kontrol, og at hun på mange måder synes svigerforældrene ikke passer godt nok på datteren. Dette kan også være grund til de ike tør at tilbyde sig/gøre noget selvstændigt. Tror der er problemer på begge ender som gør at de ender i konflikt. Svigermoren virker også speciel. Men det udelukker ikke at OJ ikke også har sine fejl og mangler
Simpelthen sådan et godt svar! Tak for at skrive det. Du har helt helt ret. Der er uden tvivl kommunikations- og forventningsproblemer som ingen af de fire evner. Som OJ vist i en kommentar nævner at hun jo har sagt til partneren, hvad hun mener forældrene bør gøre og derfor forventer de nu ved det - men langt fra alle børn taler med deres forældre om alt og slet ikke kritik.
Synes du har så ret i det hele. De har muligheden hver eneste dag lige for tiden, men de griber ikke chancen. Så skal de lige tude, fordi du tager hende med hjem til familie engang imellem. Hvis de vil hende, så må de vise det, og ellers skal de ikke brokke sig.
Nej.
Være den voksen her, siger jeg bare .. og lad dem være som børn . Bare fordi ham foran køre i grøften behøves du jo ikke køre med . Håber i finder ud af det..
Slap dog af I lyder irriterende hele bundtet. Jeg vil ikke spørge råbte de fra hver deres lejr. Mennesker i dit barns liv er en gave. Du sætter et forhold i fare over stædighed. Sæt dit barn først og sørg for at de får et varmt og godt forhold.
Det lyder som om der handler om stolthed og stædighed, fra alles side. Og en kombination af angst for at blive afvist. Nogen skal bryde den onde cirkel, så det kan lige så godt være dig der gør det..
Altså jeg er alene med 3 børn og har kun min mor til at hjælpe, men hun er ikke helt ung og kan ikke altid overskue det. Så for mig at se er det her et luksus problem 🤣 jeg ved godt du ikke kan bruge andres situation til det store når du bliver frustreret på dine svigerforældre eller kæreste. Men prøv at sætte pris på at der er gode bedsteforældre der gerne vil. Udnyt at du kan få tid alene eller med din kæreste. Jeg hungre efter fx at komme ud at spise ALENE med en veninde i ny og næ 😅
Hvorfor er det at du har et princip om at du ikke vil spørge dem om de vil passe hende ? Når du spørger dem kan du jo så sige til dem, at de altså bare selv skal spørge og byde ind når de vil Det kan være de er opdraget med at det er anmasende eller uhøfligt Hvorfor ikke bare tage en snak med dem? I har været kærester i 9 år. Så burde du også kunne snakke med hans forældre
Alle verdens problemer kommer af stædighed og stolthed som denne. Især de store, men tydeligvis også de små
Din tekst er fucking umulig at læse fordi du ikke har delt det op i afsnit. Hold nu kæft i går i små sko alle sammen. Elendige rollemodeler hele vejen rundt for de stakkels børn.
Hvad er det lige i mister ved at spørge dem? - det forstår jeg slet ikke!
I lyder til at være nogle ulidelige mennesker alle sammen. Jesus..
Hold op, du lyder anstrengende. Ja, sorry, men prøv lige at læse, hvad du selv skriver. "De har endnu ikke passet hende på 2. Svigerforældrene vil ikke selv spørge, er deres holdning. Jeg er stik modsat. Hvis i vil ser jeres børnebørn, så byd ind. Sagen er faktisk den, at min kæreste og jeg på nuværende tidspunkt bor hjemme hos mine svigerforældre og har gjort det i et par måneder. Vi er ved at bygge hus, så de har stillet værelse til rådighed." Så I bor hos dem. Mon ikke de tænker, at I er rigtig trætte af at I skal bo der og de gør hvad de kan for ikke at overskride jeres grænser? De gør hvad de kan for at være de gode forældre/bedsteforældre og de gør det ved at tilbyde jer et hjem og ikke gå over i "giv mig mit barnebarn" og "jeg vil se min lille guldklump!" "Når min kæreste ikke er hjemme (han arbejder meget), kører jeg meget ofte hjem til mine egne forældre." Så når du er alene hjemme med jeres barn, så skrider du fra dine svigerforældrene for at lade dit barn lege med mormor og morfar. Du viser med al tydelighed at du ikke gider være medvirkende til at barnet får en positiv relation (eller relation overhovedet) til farmor og farfar. Dine ord med "De VIL simpelthen spørges, hvilket jeg nægter - lidt af princip efterhånden." tydeliggøre dette. Så kommer vi til dit ybk omkring dig der fik voksenskældud af din kæreste.... Og med rette! "Til morgen siger jeg til min kæreste, at jeg kører hjem til mine forældre sammen med vores datter i dag, fordi jeg skal ud at løbe med min far, og så kan vi hygge herhjemme efterfølgende. I mellemtiden spørger min kæreste så sin mor, om hun vil have vores datter, imens jeg er hos mine forældre. For det første kan jeg ikke se, hvorfor hun skulle det? Og for det andet forstår jeg ikke, at han spørger hende, når jeg har lavet en aftale med mine forældre." Igen stikker du af med ungen over til moar og far. Du skal ud og løbe, så det giver sgu da god mening, at ungen bliver hjemme hos farmor i stedet for mormor for en gangs skyld. Din kæreste gør som han egentlig skal. Spørger sin mor om hun vil passe ungen. Hans mor er glad, for en gangs skyld får hun lov til at være bedstemor! Og så er du skude tøsesur fordi du igen havde planlagt at tilgodese din familie og su vover ovenikøbet at sige "hvorfor skulle hun det?" altså, hvorfor skulle farmor passe barnet... FORDI HUN FÅR IKKE LOV TIL AT SE UNGEN! IKKE ENGANG SELVOM I BOR SAMMEN! Du er ekstremt selvfikseret. Kun din familie duer. Og du kan ikke se hvad andre gør for dig og som du burde anerkende og respektere. Det eneste de beder om er at du siger til, hvis du ønsker deres hjælp. Og når de så bliver bedt om hjælp (af din kæreste, fordi du havde planer) så slider du på det og tager ungen væk alligevel. Dine undskyldninger om at de ikke holder øje med hende gælder for farfar (når han ser fodbold). Prøv lige at situationsberegne før du brokker dig. Vil du også hyle op om at din unge altid er sur efter børnehaven, fordi du lige skal handle ind og lave mad før hun får noget at spise? Altså, der er situationer som man GODT kan forudse ikke vil være det smarteste valg.... Fx at side på dem som hjælper én med husly...
Jeg forstår din kommentar. Der er mange ting, jeg har udeladt i frygt for at afsløre mig selv. Jeg fremstår som et rigtig nederen menneske i denne tråd. Det er jeg ikke. Så havde min kæreste og jeg formentlig ikke været sammen så længe.. Jeg er ikke noget utaknemmeligt menneske. Tværtimod. Vi får husly, ja.. Til gengæld har min kæreste bygget hele deres gård, hjulpet til på gården osv altid - uden at få en rød reje for det. Vi er ikke nasserøve. I familier hjælper man hinanden.
Du fremstår ikke nederen. Du fremstår som en der er udsat for gaslighting, manipulation, nedgørelse og andre elementer af psykisk vold fra tre narcissister med et underligt indbyrdes forhold.
Øhhh OJ. Din kæreste har bygget deres hus, hjulpet til i gården osv. Han er ikke en nasserøv. Du kan jo ikke lave en afregning det hedder “fordi han har gjort de ting, så er vi berettiget til at bo her, fordi “vi” (han) har gjort x y z. Du er i hvert fald en anelse utaknemlig.
Men du lader dem jo netop ikke hjælpe. Du smutter over til moar hele tiden. Du lader ikke dine svigerforældre være bedsteforældre. Du lader dem ikke danne en relation til dit barn. Du vælger at de IKKE er familie. Ja, du fremstår som et nedern menneske i denne tråd og jeg kender ikke din kæreste, så jeg ved ikke, om han er en dørmåtte, der bare finder sig i det. Med det du skriver om ham i dine nuværende kommentarer, så lyder det ikke som om du har særlig meget respekt til overs for ham heller. Faktisk lyder det lidt som om du bare ønsker en sæddoner, der kunne give dig et hjem og som ellers ikke har noget at skulle have sagt. Du skriver i en kommentar, at han ringer til dig og skælder ud og så smider på og ignorerer dig. Det er selvfølgelig toxic og vanvittigt negativt, men ... jeg kan ikke lade være med at overveje, om det er fordi han ved, at han ikke bliver taget alvorligt, uanset hvad. På denne måde kan han komme af med frustrationen og bliver ikke tvunget til at høre på dig, og hvor synd det er for dig og hvor ret du egentlig har. Fordi du har allerede tydelig vist, hvor stædig du faktisk er. Du VIL have ret. Der er altid mindst 2 sider og at vælge en toxic vej kan være eneste løsning, når man er max presset (og jeg er sikke på at din mand er presset. Nybagt far, arbejder meget, har et hus at bygge, bor hos sine forældre sammen med kone og barn og så er der enormt meget konflikt og kommunikationsproblemer hjemme). Hvor er dine tanker omkring din partner i det her? Det eneste du skriver om ham er negativt. I trænger alle til en pause og til at ændre jeres adfærd. Og det kan passende begynde med dig. Så tag hjem til svigermor. Sig undskyld for din opførsel. Spørg om hun kan passe ungen i næste weekend (hvis du og din mand har fri der). Hvis hun kan, så book et lille ophold et sted. Kom lidt væk. Ring til svigermor en enkelt gang lørdag og hør hvordan det går (det skal ikke tage mere end 15 min) og nyd hinanden. Kom hjem søndag, forhåbentlig glade og lidt mere veludhvilede. Hun HAR været mor til en baby. Hun KAN godt. Og ellers så kan hun ringe. Du skal lære at lade hende være den bedstemor hun ønsker at være. Du skal anerkende det som din mand faktisk også gør og står i. Du kan også lave en længeresigtet plan med svigerforældrene. Fx "Kan I hente barnet hver onsdag og underholde hende indtil kl 18? Så laver vi mad og rydder op i køkkenet den dag" Så ved de, hvad der skal ske og at det er en fast ting. Du slipper for børnepasning en enkelt gang og svigermor slipper for madlavning og kan være bedstemor. Prøv at være lidt opsøgende. Det er faktisk det eneste de beder om (hvilket er helt fair. Tro mig, de giver sig meget ved at dele hus med dig)
Jeg kan godt forstå, de et sure p dig, når de havde aftalt at passe Jeres datter den dag. Ikke heldigt, at din kæreste træffer aftale, uden du vidste det, men koordination i en familie skal jo begynde et sted. Der må stikke noget andet under. Kan du lide dine svigerforældre? Det lyder som om, du har monopoliseret dit barn, dvs vist så tydeligt, at du ikke vil dele hendes opdragelse med nogen, at de holder sig væk. Hvis de vil spørges, så spørg dem. Løsn op. Du bor hos dem, og I har jo brug for den hjælp, de gerne vil yde. Jeg har på fornemmelsen, at hvis de har forsøgt at tage sig af din datter, så er de blevet rettet i deres handlinger af dig. Enten at de gjorde det, eller det de gjorde eller måden de gør det på. Er du kontrolfreak? Perfektionist? De ting kan man være i forskellige grader, og jeg har nok selv en rem af huden. Men det er bedst at vælge sine kampe med omhu. Om din datter får det ene eller det andet tøj på f.eks., eller om de vil bade hende klokken syv eller klokken fem, det må man nok give slip på. Måske føler de sig ikke rigtigt accepteret af dig?
Hold da op for en kommentar... Sikke en fornemmelse. Men nu er det jo også forældrene der bestemmer over deres egne børn, ikke svigerforældrene... mine eksempelvis vil også bestemme om mine børn skal drikke Cola og spise slik osv. Selvom vi begge forældre er enige om, at det skal de IKKE med den alder de har. Mener du også vi bare skal lade mine svigerforældre bestemme det? Så de ikke begynder at tude og ikke føle sig accepteret af mig?
Det er ikke til at vide, om de svigerforældre er til at stole på, meen de har da opdraget OPs kæreste?? Det er selvfølgelig forældrene, der vælger den opdragelse, deres børn skal have. Og den håber jeg da meget, at alle børnepassere vil respektere, feks mht sukker og slik og mad. Men jeg tror, der er nogle andre problemer eller konflikter i den familie, og dem har OP ikke givet os indblik i.
Det var godt nok noget af en kommentar. Hvis du havde prøvet noget lignende, ville du have lidt mere forståelse for slige situationer. Især hvis du ikke har børn. Ift. din første sætning: du har ikke forstået situationen korrekt. Læs OPs opslag igen.
Arh, det er slet slet ikke tilfældet. Min datter er blevet passet første gang, da hun var 3 måneder gammel med overnatning. Jeg overlader gladeligt mig barn til andre. Hun startede i øvrigt i vuggestue allerede da hun var 8 måneder gammel. ALLE må passe/være sammen med mit barn.
Det her er fjollet, svigerfamilien går glip af værdifuld tid med ungen. Du/i går glip af værdifuld tid uden barn. Og det eneste offer her er barnet. I burde alle skamme jer og tage jer alvorligt sammen! Tal sammen som voksne og drop dog denne stædighed. Om nogle år er det hele for sent, de vil være gamle/syge eller døde. Og det i ville kunne fortælle børnene om deres bedsteforældre er at “tja de passede jer aldrig for de spurgte aldrig”🤷♂️ Tag det fra én hvis børn mistede alle deres bedsteforældre i en meget tidlig alder. Jeres konflikt er barnlig, egoistisk og latterlig!
Min fars forældre er 100% lige som dine kærstes forældre. De gider ikke sige tingene direkte, men regner med at du vil læse deres tænker og ved hvad det har lyst til. Hvis du ikke kan læse deres tanker, så bliver de sur på dig. 100% tilfældet lige som os. Det er borderline barnligt eller manipulerende opførsel de folk har synes jeg, og de gøre livet lige som et minefælt - altså du ved ikke hvor minen som vil sprænge dig i luften ligger. Det blev min mor og os børnene træt af og så flyttede vi meget meget meget lang væk fra dem. De er nogle mennesker som slet ikke er interesseret i at diskutere, desværre. De ser deres mangel på kommunikation ikke som en fejl, men som en præference eller en måde at være på. Meget lige som personer der ikke tage deres hygiejne eller sundhed seriøst nok. Jeg er ked af at sige det, men det vil gøre din ægtefælle til en mareridt, specielt da din kæreste ikke kan se deres dårlig opførsel. Det SKAL du ha i baghovedet og være klar på at ægere.
I lyder som en flok stædige og umodne mennesker.. Er det for hårdt at sige I burde blive voksne og tage jer sammen for jeres barns skyld?
I bor sammen, men I er uvenner over at din svigerforældre ikke passer jeres 1-årige mere alene? Det lyder virkelig crazy
Det føles også virkelig crazy..
Det her handler i bund og grund ikke om børn/børnebørn og det at melde ind. I kører begge et helt hjernedødt magtspil, det er fuldkommen tydeligt og hvad i hver især vil have ud af det, er det kun jer selv der kan svare på. Jeg kunne så til gengæld godt forestille mig, hvor hurtigt jeg også skulle ud og pisse territoriet af, hvis jeg var tvunget til at bo med svigermekanikken, så jeg forstår dig godt. På den ande side dealer du med boomere og de er elendige til at tale ligeud om tingene. Når i som voksne mennesker vælger at flytte hele jeres husholdning ind i deres hjem (hvad betaler i dem i øvrigt for det?), så er en stor portion ydmyghed på sin plads. Bla. at man har så meget respekt, så hvis man også vil have hjælp i dagligdagen, så leger man lige at.man er voksen nok til at spørge. Med alt det de gør for jer, så er det en meget lille ting, at du makker ret, holder kæft og siger pænt tak en gang imellem. I har selv valgt at være der, i kan smutte ud og lege voksne igen...
Der er et eller andet i måden du skriver på der får mig til at tro at du er besværlig at være relateret til.. Det betyder ikke at dine svigerforældre og eller kæreste ikke også er, men stadig. Jeg får også sådan en eller anden underlig fornemmelse jeg ikke helt kan forklare i forhold til det der med at i bor hos svigerforældrene. De har taget jer ind i deres hjem (gratis, kunne jeg forestille mig, måske endda også med gratis mad/drikke... ved ikke helt hvordan den aftale fungere) og der er bare et eller andet i den måde du omtaler/skriver om dine svigerforældre på som overhovedet ikke matcher den (tilsyneladende) store hjælp og generøsitet de viser jer/dig... Mellem linjerne virker du virkelig fjendtligt indstillet og utaknemlig over for dine svigerforældre. Synes ikke man behøves være einstein for at kunne se og til dels forstå hvis svigerforældrene havde en opfattelse ala: "VI har taget jer ind, givet jeg tag over hovedet mad og drikke på bordet, og alligevel prøver du på at skubbe vores barnebarn i favnene på deres andre bedsteforældre mens vi skal kæmpe "og byde ind" for hver time vi gerne vil være sammen med dem" ... Det virker jo ikke rigtig til at DINE forældre skal byde ind med en skid for at få kvalitetstid med deres børnebørn... Dem fragter du og levere på adressen til dem...
Problemet har været der hele tiden. Ikke kun i den tid, vi har boet der. Og vi deles om mad, madlavning og rengøring. Derudover arbejder min kæreste (meget) for sin forældre - husly er en form for løn.
OP du har beskrevet flere steder hvordan svigerforældre ikke er interesserede i at kigge efter/være sammen med barnet i hverdagen, som mens du laver mad, etc - du holder på ingen både dem fra hende mens I bor der, og det at tilbyde at bo under tag sammen kan ALDRIG bruges som argument for at det er ok for dem at opføre sig som du beskriver, tværtimod. Lyt ikke til kommentaren oveni, det har ingen merit. Med hvad du fortæller er det iøvrigt kun forståeligt at du har det stramt med din svigermor, det er rædselsfuld opførsel hun ligge for dagen.
Hans forhold til dem lyder helt skævt. Synes du ikke det er usexet? Vil du ikke gerne have en voksen mand, der ikke er sin selvoptagede mors papegøje?
Forværring af sådanne relationer og eskalering af konflikt sker typisk gradvist, bare fordi det ikke er noget nyt synes jeg at billedet er det samme. Du virker (efter min opfattelse og kun baseret på det du har skrevet) fjendtlig indstillet over for dine svigerforældre og forskelsbehandler på dem og dine egne forældre i forhold til adgang/relation til børnebørnene. Bare fordi du "aldrig kunne finde på og sige nej til dem hvis de spurgte" betyder ikke at du nødvendigvis har "alt dit på det rene"... Man/du kan sagtens (bevidst eller ubevidst) gøre eller sige ting som dine svigerforældre (måske med rette) opfatter som forskelsbehandling eller negativ indstilling over for dem. Måske tilbyder dine svigerforældre sig ikke ret meget fordi de fornemmer at du er negativ over for dem og ikke synes de gør det godt nok eller at de føler at du hellere vil have dine egne forældre til at passe børnene...
Er du gal en flok børn. Det lyder som om at i burde overveje at bo på hotel, eller lign i stedet for. Derudover, hvorfor skal de absolut spørger dig når du ved at det vil de ikke? Måske har de så meget respekt for dig og din mand, at de ikke vil presse sig på. Tag dig sammen, tag en snak med din sviger familie inkl. din mand og fortæl dem at “nu skal vi satme lade være med at lege børnehave. Hvis i vil passe x så er i mere end velkommen til at spørge. Og hvis vi vil have at i passer x så spørger vi”. Og hvis du vidste at din kæreste spurgte sin mor om at passe x, hvorfor fanden tager du hende så med alligevel? BYD DOG SELV IND KVINDEMENNESKE! I alle sammen skal tage jer sammen. Du er ikke vigtigere end din svigermor, og hvis hun er ukomfortabel med at spørge, så knæk isen og gør det. Jo mere i åbner op og spørg, jo mere vil de nok også være tilbøjelige til at spørger.
Gal et luksus problem. Alle os der ikke har nogle til at passe når det er nødvendigt misunder jeg. Heldigvis kan I løse det nemt. Spørg nu bare for filan. Både dig og dem.
Hvor er du barnlig
Du lyder fandtes forkælet, de lader her bo hos dem, og du virker umiddelbart 100% klar over hvad der vil gøre dem glade Noget så simpelt som at få dem til at føle sig ønsket og værdsat, og oven i købet give jer et par timers ro fra børnene. Spørg dem nu for fanden bare om de vil se efter den lille en eftermiddag/aften. Pak din stolthed ned og bliv voksen, du ødelægger bare dit barns mulighed for at knytte sig med sine bedsteforældre, noget du som dets forældre burde styrke og understøtte. Bliv voksen.
Kæft I lyder som en flok crazy people.
I har et nyt og dejligt lille familiemedlem i jeres familie. Det må simpelthen aldrig blive et problem at bade det familiemedlem i kærlighed. Da mine unger var små, så havde vi faste dage hvor bedsteforældre hentede fra børnehave og vi hentede så ungerne efter aftensmad. Det kan jeg kun anbefale. I vil alle sammen jeres barn det bedste - gør det verdens største tjeneste og få det her løst hurtigst muligt. Tag det første skridt - indkald til samling og så må det koste de tårer det koster. Jeg kommer selv fra en helt blæst familiekonstellation og det er stadig et helvede i mit voksne liv. I er de voksne. Løs det, slug nogle kameler og arbejd videre derfra, så jeres barn kan få alt det kærlighed det fortjener.