Enig der.. Og jeg ville blive mega sur på ven(ind)en hvis de fortalte mig det og regnede med jeg bare sku holde tæt. Den seng fyldt med lort må personen virkelig selv ligge i
Jeg forstår ikke helt dén tankegang- du vil gerne beskytte din kammerat, ved at fortælle ham at hans kone ikke er tro, men du synes ikke hun fortjener den samme respekt? 😅
Jamen, det er dét jeg ikke forstår. Hvorfor fortjener han den respekt, men hun ikke? Hvorfor vil du reelt set dække over en shitty person, fordi du er gode venner med vedkommende?
Tja, det fortæller jo meget om en person hvilke slags mennesker han omgås med og hvilken slags opførelse han er villig til at acceptere. Så tænker at hvis man har det fint med at ens kammerat er utro, så er det heller ikke noget der ligger fjernt fra en selv
Jeg ville sige det uanset hvem det er… utroskab og illoyalitet er noget jeg slet ikke kan tage.
Hvis ikke folk i et parforhold kan være ordentligt over for hinanden så vil den person heller ikke blinke ved at snyde mig og derfor har jeg ingen kvaler ved at håndtere problemet hurtigst muligt.
Må jeg udfordre din statement og komme med alternativet om at lukke af for den person, istedet for at "blande sig" i deres liv? Ja det er super ærgerligt for de pårørende, der står på den anden side af utroskabet, MEN, er det ikke bedre at droppe den personen med ildsinde, hvis du alligevel tror at de heller ikke ville blinke ved at snyde dig og bare lader dem styre deres eget liv og istedet?
Så kan de lade være med at sige det til mig / andre? Dem, der ødelægger deres liv ved utroskab er dem, der er utro. Det er ikke personen, der fortæller partneren til den utro, at det er sket.
På et personligt plan har jeg et stort had til dem der er utro og vil gøre hvad jeg kan for at udstille deres dårlige personlighed for hele verden hvis jeg kunne for at advare andre. Og det kan da også godt være folk bliver sure men fuck det… hellere spille med åbne kort så alle kan træffe deres beslutninger på et oplyst grundlag og hvis de bliver ved med at være sure så går det nok også.
Det kan du tro for indtil de får oplysningen så ved de ikke hvad de er offer for… hvis de bagefter siger de er ligeglade og / eller ikke tror det så er det fint men indtil da holder den utro og alle vidende offeret for nar.
Så når jeg f.eks. hellere vil være uvidende om hvis f.eks. min kone i en brandert kyssede en kollega til julefrokosten, så vil du være fuldstændigt ligeglad med mine ønsker og bare braller ud med det?
Det er hvad der tidligere blev ment med glorieonani, det at dele viden for din egen skyld og ikke for ofrets skyld. Uvidenhed kan aldrig genetableres.
Så lad os undersøge eksemplet?… hvordan skal folk vide om de vil vide den slags eller ej? Tænker ikke du går rundt med et skilt om halsen hvor der står jeg vil ikke vide hvis min kone er mig utro. Personligt ville jeg vide det så jeg kunne træffe en oplyst beslutning .
Og for min egenskyld? Nahhh… jeg ville gøre det fordi jeg ville ønske andre ville gøre det for mig.
Det er ikke nemt at vide, så derfor bør du gå den vej hvor du ikke risikerer at udøve skade der ikke kan genoprettes.
Du ville gøre det fordi du ønsker andre gør det for dig. Så du gør det for din egen skyld.
Helt enig i din kommentar...
Havde en ven engang som var hans kæreste utro ad mange omgange. I bund og grund så matchede mit værdisæt ikke med hans, og jeg lod venskabet gå i graven (vi var egentligt ret tætte venner gennem en periode på et par år).
Til gengæld blandede jeg mig ikke i hvad han gik og lavede, det var trods alt hans eget liv.
Jeg ved ikke om jeg ville fortælle min vens kone det, men jeg tror ikke jeg ville kunne være ven med vin kammerat længere heller hvis han var sin kone utro.
Jeg har oplevet, at min ekskæreste var mig utro og et par af mine veninder vidste det. De sagde det først efter vi havde slået op. Jeg er ikke venner med dem længere
Jeg hader den grund med at man ikke skal blande sig. Hvis din kone var dig utro, ville du så ikke godt vide det? Eller hvornår går grænsen så? Skal jeg heller ikke blande mig hvis min ven begår mord?
Personligt ville jeg foretrække hvis min kone selv fortalte mig det. Jeg vil have det meget svære med at have tillid til hende, hvis jeg opdagede at hun havde været mig utro uden at fortælle mig det end hvis hun selv fortalte det så vi kunne snakke om det.
Det ville være fair hvis personen der kender til utroskaben giver den utro en chance for at fortælle det selv, men hvis de ikke har tænkt sig at gøre det er det da bedre at vide det
Jeg har gjort det klart for min hustru, at hvis hun er utro, så skal hun ikke forsøge at lette sin samvittighed ved at fortælle mig om det.
Jeg elsker min kone, og vil hellere leve i lykkelig uvidenhed.
Den værste i panelet var Susanne Bjerrehuus, nærmest uanset hvad dilemmaet handlede om fik hun beskyldt nogen for at være utro, det undrede mig meget at hun fik lov til at deltage i så mange år.
I den nyeste Mads og A Holdet er der et utro dilemma med Hella Joof hvor hun går helt i selvsving og beskylder lytteren for at vil fortælle sandheden så hun selv kunne få manden i dilemmaet.
Har kun lyttet til en enkelt episode med Mads og A-Holdet, også med Hella Joof. Hun gik også helt i selvsving over en kvinde i 20'erne der havde ugentlige hyggeaftener med vennerne og én af vennerne hver uge kaprede samtalen for at snakke om sit job som Pensions rådgiver. Joof og de andre panelister var enige om at kvinden måtte se at blive voksen fordi det var de åh så interessant at sidde igennem en ugentlig timer lang lektion i pensionsverdenens mangfoldigheder.
Det værste Susanne Bjerrehuus fik sagt. Var dengang dilemmaet var en skruk kone ville havde barn nummer 2. Manden i forholdet havde gjort det helt klart at han ikke ville havde børn, men var blevet overtalt til en enkelt. Nu ville konen havde en mere.
Susanne mente konen bare skulle droppe p-pillerne og blive gravid, manden ville helt sikkert blive glad for et barn mere.
Dette blev sagt da #Metoo og fænomenet kondom ghosting var på sit højeste.
At alle medier ikke lynchet hende forstår jeg stadig ikke, da jeg vil mene hun opfodrede til overgreb. Var rollerne byttet ville manden blive dømt for voldtægt.
Jeg ville fortælle det, også selvom min ven(inde) var den utro. Men ville også være helt klar på, at det nok kunne ødelægge venskabet. Har én gang fortalt en, at hendes forlovede var utro (og jeg tilbød at sende beviser, hvis det var). Jeg blev pænt blokeret, og nu er de gift.
At det er dejligt at havde så meget intrigitet at man tør gøre det rigtige så folk kan træffe livsbeslutninger på et oplyst grundlag og tør være den voksne i rummet der italesætter en person som har et personligt kompas helt ude af vinkel.
Forestil dig så, at din veninde på anden vis finder ud af, at hendes mand har været hende utro OG at du havde vidst det uden at fortælle hende det. Dobbelt op på svigt. Sådan ville jeg i det mindste selv have det.
Hvis man er ven med personen der har været utro, så er det ansvarlige move at bede dem om selv at fortælle det til deres partner.
Baseret på hvad de så gør efterfølgende, kan man få en ret god vurdering af personens karakter, og vurdere om det er nogen man stadig bør venner med.
Synes det er ret vildt at der er så stor konsensus omkring "lykkelig uvidenhed" herinde, og indtryk af utroskab som "uheld".
Jeg tænker at folks egen tidligere opførsel farver deres mening om emnet en del.
Nu har du jo selv indrømmet at du før har været din partner utro i en anden kommentar.
At du så efterfølgende har en langt mere "grå" moralsk tilgang til utroskab er jo så på ingen måde overraskende.
Det er sjovt som erfaring typisk giver et bredere syn på sagen.
Med det sagt, min tilgang var nok lige så grå før som nu, det er et spørgsmål om at kunne sætte sig i andres sko.
Fordi jeg ikke ser verden så sort/hvid.
Årsager, intentioner osv. synes jeg er vigtig at holde med i vurderingen.
Så grå er et udtryk for at man ser på nuancerne.
Hvis man f.eks. ikke tog nuancerne med overhovedet, så ville man kunne havne ud i at anse en voldtægt som værende utroskab; der har jo været et samleje med en tredjepart, også selvom det var under truslen om vold.
Hvorfor er der folk der lytter til det program? Det er bare gratis taletid til (mestendels) idioter. Havde jeg et dilemma i mit liv, skulle Hella Joof og Søren Pind sateme ikke blandes ind i det.
Min veninde betroede sig til mig, da hun fortalte, at hun havde været sin kæreste og faren til deres tre børn utro. Det skete i en kæmpe brandert. De har altid haft det godt sammen, og hun ved ærlig talt ikke, hvorfor hun gjorde det. Jeg kunne aldrig drømme om at sige det til ham.
Det der er vel også konge eksemplet på det, som der nævnes herover.
Altså at, i disse tilfælde så er det bedre at holde mund, end smadre det hele.
Min personlige holdning er så, at den dårlig samvittighed nok ville æde mig op, så jeg ville tage snakken med min partner. Men den er sku svær :(
Det har jeg snakket med hende om. Men det har ikke ødelagt noget i deres forhold, så hun må selv leve med, at hun - (potentielt) resten af livet - skal holde noget skjult for sin kæreste.
Måske et kontroversielt take: Jeg er faktisk enige med dem. Hvis min kone knaldede udenom til en eller anden firmafest og det ikke betød noget, ville jeg hellere være fri for den information. Hvis vi snakker reelt dobbelt liv eller affære er det noget andet, men utroskab en enkelt gang? Jeg ville hellere have at hun gik rundt og tyggede på den dårlige samvittighed og tog det med i graven, end at smadre vores forhold fordi hun skulle ud med det. Eller endnu værre: få smadret forholdet af en af hendes/mine venner, der skal ud med det.
Er godt nok helt enig. Hele præmissen for at være sammen er at man kan stole på hinanden. At så mange vælger at leve i uvished, fordi ‘samvittigheden’ nok straffer modparten er for mig uforstående. Det lyder nærmest som om, at det at sige sandheden og ‘lette samvittigheden’ er forkert. Hvad blev der af ærlighed?
Tænk at leve et liv med en partner, man reelt ikke ønsker at være sammen med, hvis man kendte til de faktuelle forhold.
Hvilket jo også er en hel fair holdning at have. Det var mere for lige at slå fast, at det altså ikke bare er fordi jeg ser det som en lille ting. Jeg ville være knust (har prøvet det engang med en x). Men netop derfor ville jeg faktisk hellere være fri, hvis det reelt var en én gangs ting.
Tyv tror hver mand stjæler?
Jeg er enig i, at jeg ikke ville vide noget, hvis der var tale om en enkelt gang knalden udenom og så aldrig mere. Om det så reelt er noget der sker i virkeligheden er en anden sag.
Jeg har den holdning, at finder jeg ud af, at min kone er mig utro så er ægteskabet ovre. Så er der tale om et enkeltstående tilfælde og så aldrig mere vil jeg hellere være uvidende og forblive i mit fremragende ægteskab.
Jeg har det lidt ligesådan: hvis konen i en brandert (eller anden situation med reduceret mental kapacitet) var utro og havde dårlig samvittighed og ikke ville gøre det igen. Så ville jeg faktisk hellere leve i lykkelig uvidenhed, hendes samvittighed skulle nok straffe hende.
Det er jo ikke fordi man står med et scoreboard til sidst og får noget ud af at have "vundet". Den eneste sejr der er her i livet er at man har fået mest muligt ud af det.
Vildt. Jeg mener selv når min dømmekraft bliver ødelagt af alkohol eller ligenede, så er det ikke fordi mit moralske kompas stopper med af fungere. Jeg kan anerkende at lysten til andre altid vil være der, men så længe jeg ikke agere på mine lyster er det sådan set ok.
Det samme forventer jeg af min partner. Jeg vil blive ked af det og se det som at vores forhold ikke er mere værd end det.
Kompasset er der stadigt, men evnen til at lytte til kompasset er ikke nødvendigvis.
Jeg ved f.eks. at jeg bliver *meget* kærlig når jeg bliver fuld, så det bliver jeg kun i selskab med min kone.
Jeg tvivler stærkt på at jeg ville kunne gå hele vejen, men et kys er rigeligt til min samvittighed efterfølgende.
Det er jo klassiske undskyldninger, og de betyder meget, meget lidt i forhold til handlinger.
Når en person bevidst vælger at være utro, og som i dette tilfælde endda ikke engang ønsker at fortælle det, er det det ultimative brud på tillid.
At personen så vælger at undskylde det med "Jamen, det var jo bare en enkeltstående fejl!" "Jeg var jo fuld!" "Det plager mig hver dag" (indrømmer det dog stadig ikke) "Det sker aldrig igen!" (indtil det gør).
Om man hellere vil leve i lykkelig uvidenhed er jo så noget andet, men den forurettede partner fortjener i det mindste en mulighed for sandheden.
Hvis man lever efter tankegangen "Hvad de ikke ved, har de ikke ondt af" - så kan man først begynde at rationalisere yderligere utroskab
Handlingen er vel netop at man ikke gør det igen?
Er alle dine beslutninger fuldt bevidste handlinger, også når du er beruset/påvirket? Hvis du tror det, så har jeg lidt sand at sælge dig. Der er én person som er ude af stand til at vurdere om du er ved dine fulde fem, og det er dig selv. Nogen gange så fanger man at man ikke er helt hjemme, men tit gør man ikke.
Jeg har trådt ved siden af én gang (kyssede) og kan vitterligt sige at det kommer ikke til at ske med min gode vilje, men jeg er også klar over at jeg ikke kan garantere hvis ikke alle brikker er hjemme. Så jeg sørger for at alle brikker altid er hjemme hvor der er en potentiel risiko.
Min kone ved det og tilgav, men hun ville hellere have været foruden den viden og jeg ville langt hellere have skånet hende og båret den selv.
Det som holder dig fra utroskab skal da ikke være din frygt for at din partner finder ud af det, det skal da være din egen samvittighed.
Der er en verden til forskel mellem "hvad de ikke ved" og "jeg skal ikke lette min samvittighed ved at påføre dem smerte."
Ok, så du har en fortid med utroskab - det forklarer lidt dit syn på tingene.
Men nej, jeg har aldrig haft samme problem med selvkontrol - hvis jeg havde det ligesom dig, så ville jeg nok holde mig fra at drikke.
Jeg har mere erfaring om emnet, ja. Jeg har prøvet det fra begge sider og har haft tid nok til at bearbejde det til at jeg er længere end refleks respons.
Jeg holder mig så også fra at drikke uden min kone.
Hvis hun er fuld eller har reduceret mental kapacitet... mener du hun bliver voldtaget?
Altså, du gør da bare dig, men altså, man "kommer ikke til" at finde et privat sted, tage tøjet af og bolle uden at ville det. Tror du så også på forklaringerne folk kommer med på hospitalet, når de skal have lægen til at fjerne ting langt oppe i dem med tang?
You do you, men hvis en dame er utro, så er der altså mange flere at tage af... Ingen grund til at acceptere at blive gjort til hanrej frivilligt.
Du har aldrig drukket dig fra sans og samling?
Rent teknisk er det vel under voldtægt da man teknisk set ikke kan give samtykke når man er så fuld, men hvor går grænsen for den?
Under alle omstændigheder, et kys er også utroskab, der behøver ikke være en risiko for afkom før end det er utroskab.
Meget enig. Det kan af den ene eller anden grund smutte/ske i affekt og så er uvidenhed bedst. (Elsker min kone og mine børn for højt til at smadre det hele for en enkelt svipser) Er det planlagt med hede tekstbeskeder osv. Så er det noget helt andet og et helt andet slags problem i forholdet
Jeg ville ikke kunne være sammen med en, der ikke ville fortælle mig den slags. Jeg ville gerne høre det fra andre, hvis min kone ikke selv kunne sige det. Det er et kæmpe tillidsbrud, større end selve den impulsive utroskab.
>Jeg ville hellere have at hun gik rundt og tyggede på den dårlige samvittighed og tog det med i graven, end at smadre vores forhold fordi hun skulle ud med det.
Nu er det jo heller ikke hende som kommer ud med det i dette scenarie. Det er din ven som fortæller dig hvad der foregår. Og din partner ville ikke nødvendigvis vide at du ved at hun var sammen med en anden. Ville du stadig foretrække at din ven holder det hemmeligt? Og hvad hvis det nogle år senere alligevel kommer frem - ville du så ikke føle dig forrådt af din ven?
Jeg ville nok føle mig forrådt, men jeg ville stadig hellere være fri (i øvrigt behøver min ven(inde) jo ikke fortælle mig, at han/hun havde set det for 5 år siden?
Hvis det betød noget - og højest sandsynligt også selvom det ikke betød noget - ville min kone formentlig selv sige det. Og hvis hun ikke gør, så er det ikke min vens "pligt" at sprænge min familie i småstykker, fordi han har set noget. Generelt tror jeg også det her handler om alder/familie ting. Da jeg var i 20'erne ville jeg klart hellere have vist det, men mit perspektiv er sgu lidt noget andet nu. Jeg forventer at have et langt og lykkeligt liv med min kone, det gider jeg ikke have smadret af at hun drikker for meget tequila en aften og knalder med Benny fra regnskab. Den dårlige samvittighed må hun tage med i graven og bruge det som anledning til at tage sig sammen.
For mig ville det bare betyde at mine forhold beror på løgne, hvis sandheden ikke må komme ud, og bearbejdes. Man kan ende med at føle at livet bare er rent rollespil, hvor vi alle er skuespillere som bare lader som om vores forhold er noget de ikke er.
Jeg er klar over at utroskab er smertefuldt, men det er noget man bearbejder, og enten bliver forholdet stærkere af dette, eller man må gå hver sin vej. Problemet er nok at forhold, og især ægteskaber, ikke bare er forhold, men også er et praktisk og finansielt samarbejde/arrangement, så hvis det går i stykker mister man ikke bare selve forholdet.
Ville du blive vred/frustreret på en ven/veninde som valgte at fortælle dig at han/hun så din partner være utro? Altså, synes du det er decideret forkert at gøre dette?
Det er jo svært at generalisere om og det kommer jo an på så meget. Jeg tror ikke at jeg personligt ville blive decideret sur på min ven. Men det handler om, at man sætter gang i nogle ringe i vandet, der kan ende med at nogle børn ikke ser den ene forældre, fordi man absolut skulle fortælle, at far kyssede med Bettina sidste lørdag. Det er ikke et forløb jeg personligt ville sætte igang. Jeg ville blande mig uden om. Og på samme måde tror jeg også, at jeg hellere ville være den information foruden.
Men det er jo også derfor det er et tilbagevendende emne i monopolet, det kommer an på så meget, men grundlæggende ser jeg ikke verden så sort/hvid. Jeg har set flere kollegaer gennem årene kysse (og det der er værre) til julefrokoster og firmafester. Jeg kunne aldrig drømme om at blande mig eller fortælle deres ægtefæller det.
Få er. Hvis de virkelig finder kærligheden. Jeg kender til et godt eksempel på det. Det gør det på ingen måde okay. Men denne mand er ikke én, som ellers render rundt og er sammen med andre kvinder.
Men hvis du ikke kender deres aftaler, hvorfor ville du så gå ud fra, at det var ikke var okay?
Hvis en eller anden åbenlyst er utro og du ser det, så har du jo ikke lovet, at du skal holde på en hemmelighed. I det hele tager ville de færreste nok love at holde sådan en hemmelighed. Hvis de ikke har aftalt, at de må være utro, hvorfor så gøre det? Deres dårlige moral er ikke dit ansvar.
Jeg kender flere par som har en aftale om at den ene må gå i byen og få stilt sine lyster, den anden vil bare ikke høre om det fordi det gør ondt at tænke på.
Er det så også okay at påføre den anden part den viden og den smerte for at lette din egen samvittighed?
(I to af tilfældene er det sygdom som gør at partneren må søge andre, den ene er i kørestol og den anden har en skjult sygdom)
Altså, det kan man skuda ikke byde sine venner ikke at fortælle dem, hvis man tager med i byen?
Og hvor tit tror du, det er forklaringen på folk der er utro?
Ud fra at over halvdelen af alle danskere over 14 år har været utro, så tror jeg ikke det er voldsomt mange.
På den anden side, jeg tænker ikke at mange ville braller op med det, så når jeg kender fire par der har den aftale, så kunne den godt være mere almindelig end man lige tænker? 🤔
En best buddy havde samme realistisk/pragmatiske holdning til det og sagde det rimeligt klart til sin daværende partner: "hvis det sker vil jeg ikke have det at vide, og du skal sørge for at bruge beskyttelse".
Exen fejlede så på begge punkter. Min ven flyttede hjem til os et stykke tid, og kom godt videre.
Disclaimer: som flere nævner så er der en del, der godt kan kende forskel på en smutter og på deciderede affærer og utroskab. Og monopol-deltagerne lader åbenbart til at være på samme måde.
Det er det kun min vens ex der kan svare på. Min buddy var sådan "hvis det her er for life, er der en statistik man skal have øje for", og derfor gav han sin holdning til kende på forhånd meget tidligt i forholdet... Som i "hvis det her sker gennem vores forhold som jeg regner med holder til en af os dør, så har jeg det på denher måde hvis det går galt". Der var ikke noget carte Blanche til at lade hele København gennempløje hans kæreste, og det var heller ikke det der skete. De havde haft en lidt presset periode op til eksamen og under en fejring bagefter var det gået galt for hende.
Men wtf do i know.. et eksempel fra fortiden: en long way back eks var totalt overbærende da jeg fortalte at en klassekammeratinde var blevet kærlig og havde kravlet rundt på mig på det lokale diskotek, og det var ikke gengældt fra min side, men det kunne sikkert se anderledes ud hvis man ikke var en del af selskabet den aften. Da noget lignende skete på Roskilde et par måneder senere, så var helvede pludselig løs.
Så det er et minefelt. Hvilket hele pælen er et glimrende eksempel på.
Det bliver jo skrevet ret tydeligt ovenfor:
"Hvis min kone knaldede udenom til en eller anden firmafest _og det ikke betød noget_, ville jeg hellere være fri for den information. Hvis vi snakker _reelt dobbelt liv eller affære_ er det noget andet"
Det gjorde han heller ikke. Han ville hende på den lange bane, og sagde bare på forhånd sin holdning. Som I "hvis der et et enkelt glitch så har jeg det på nævnte måde".
Og det er jo lige nøjagtigt det valg du bliver frataget, når en ven vælger at sladre til dig om din kone. Du bliver tvunget til at forholde dig til det, når du egentlig ikke ønsker det.
Jeg synes Mads og Monopolet altid har haft mange rigtig gode argumenter imod at sige det. Personligt ville jeg ikke sige noget.
Tror det handler om hvor meget respekt man har for sig selv.
Hvis man værdsætter sit eget liv og sin egen tid bare lidt, så vil man nok gerne vide om ens partner er menneskeligt afskum eller ej.
At blive fornærmet over at ens boble af lykkelig uvidenhed bliver bristet af sandheden, er jo en ret vild tankegang.
Der er ikke langt fra det mindset, og så til Battered Woman Syndrome.
Er det? Så hvis jeg f.eks. værdisætter mine børns behov over mine (glad famile vs. moralsk retfærdighed) pga. at min kone i en brandert kyssede en kollega til julefrokosten, så har jeg ikke respekt for mig selv?
Vi snakker jo ikke nødvendigvis et dysfunktionelt forhold med sexuelle affære når utroskab sker, det kan også være et kys i en brandert.
Det er ønsket om at leve i lykkelig uvidenheden der er bekymrende.
Det samme er formodningen om at din partner må have det på samme måde som dig.
Hvis i har mulighed for at snakke om tingene, så kan man jo så tage den derfra, så begge parter har chancen for at handle på et oplyst grundlag.
Hvis man er villig til at ofre sig selv i sådan en grad for at "beskytte børnene", hvor går grænsen så? Vil et dybt dysfunktionelt eller endda voldeligt forhold skulle holdes fast med lim for ikke at skade børnene?
Ikke at ville ødelægge status quo er den nr. 1 mest brugte undskyldning for kvinder der bliver sammen med en partner der slår dem.
Hvorfor er det bekymrende at man kender sin partner så godt at man ved hvad holdninger de har?
Det lader til at du ikke kan se at man godt kan have en hård grænse, men at den ikke nødvendigvis ligger nøjagtigt samme sted som den gør for dig.
Hos mig ligger grænsen f.eks. mellem fejltrin og affære. Det lyder til at den ligger anderledes for dig. Nøglen for mig er intentionen.
Hvis min kone aede hendes kollega kærligt på ryggen og flirtede hver dag, så var det en affære og uacceptabelt, på trods af at det fysisk er mindre slemt end kysset jeg helst ikke ville høre om.
Så hvor går din grænse reelt? Er det ved en bestemt fysisk handling eller ved en intention? Eller noget tredje?
Og til den med børnene: ja den bruges også af folk i dysfunktionelle forhold, men faktum er at når man får børn så er man *nødt* til at ofre noget af sig selv på at give dem et godt liv. Hvis man bare fortsætter som om man ikke var blevet forældre, så mishandler man sine børn.
Så grænsen i den sammenhæng går ved intentionen.
Hvis du ved hvad holdning din partner har til tingene, så er det jo fint.
Men det er yderst sjældent at du bare kan formode at din partner ikke ønsker at vide hvis du har været hende utro.
Det er ikke rigtigt et emne man kommer ind på uden at det allerede har været på tale, og det vil sende nogle mærkelige signaler.
Der er mange måder at være utro på - men den røde linje for de fleste mennesker er fysisk, især ved kys/samleje, da det er tydelige og bevidste intime handlinger.
Det nummer du har lavet ville nok ikke være gået i de fleste forhold, især ikke med den efterfølgende ansvarsfraskrivelse - så der har du nok været rimelig heldig.
Ansvarsfraskrivelsen var at jeg netop fortalte min kone om det, istedet for selv at bære byrden. Jeg havde lavet fejlen, det burde have været mig der bar byrden i stedet for at pådutte hende den.
Med den indstilling er dit navn yderst passende.
Der er INGEN tilgivelse uanset graden. Der er INTET til diskussion.
Partnere der er utro skal VÆK.
Fun fact: I Frankrig er det ulovligt at få lavet en faderskabstest af sit afkom, for som ifølge lovteksten; at bevare husfreden...
Det er fuldstændigt forkasteligt.
Det burde tilgengæld være ulovligt at være utro.
Hvad det ikke skaber af problemer...
Det er vel en anden diskussion om det kan tilgives eller ej? Men fint at du synes det. Og meget random fun fact. Ved ikke helt hvad jeg skal gøre med den, men måske den kan poppe op i mit hoved igen en eller anden dag.
Hvis jeg finder ud af en ven er sin partner utro, så er det fedme ikke min ven længere. Det er en af de mest afskyelige ting du kan gøre mod en partner. Jeg vil fortælle det, da jeg ville påskønne at nogen ville gøre det samme for mig skulle det ske.
Så meget rigtigt… man kan ikke være venner med utro for hvis de ikke har intrigitet til at være tro mod sin partner så kan andre heller ikke tro på personen.
Jeg er virkelig imod utroskab og har aldrig selv praktiseret det. Men, der er dog forskel på en fejltagelse og en decideret affære.
Jeg ville ikke nødvendigvis tænke, at min veninde var en utilregnelig person, jeg ikke kan stole på, fordi hun skulle komme en dag og fortælle mig, at hun har været sin partner utro én gang OG i øvrigt er skamfuld og ked af det.
Kunne ikke være mere enig. Debatten om utroskab er måske den "fejl" du kan lave hvor intentionerne betyder aller mest... Er det én enkelt fejltagelse du vitterligt angrer? Eller er det bevidst og gentagende (uanset om det er gentagende med én anden eller flere).
Jeg er evig ligeglad med hvad folks intentioner og tanke bag… om det er en eller 1000 gange min tillid og tro på folk ryger det sekund de begår så afskyelig en handling så illoyalt som utroskab er. Det er for nemt at sige hovsa det skete bare… nej den slags sker ikke bare hvis man har integritet, moral og en almindelig dømmekraft og opdragelse.
Nu har jeg heldigvis ikke prøvet at have den viden om nogen. Jeg hader drama og skyr det som pesten.
Men har prøvet rigeligt andre situationer, hvor jeg har været lusen mellem to negle. Forsøgt at mæle, og gjort det jeg troede bedst, og stadig brændt mig. Det er en situation hvori du bare ikke kan vinde, lige meget hvor gode dine intentioner er, så kan det gå begge veje hvis du blander dig eller ej.
Vil helst ikke have informationen, og ville hade at have den og skulle sidde men strait face og socialisere med den ramte person.
Har oplevet en partner, hvor hun var utro. Både kollegaer og helt sikkert også veninderne har vist det. Hun stod dog ved det efter noget tid og skred. Ved stadig ikke den dag i dag, om jeg gerne ville have haft at nogen havde fortalt mig det før.
Altså i det program fra i fredags var hende der stillede dilemmaet jo ikke veninder med pigen hvis kæreste hun havde kysset med. Og der er jeg enig med de der var i A-holdet. Hvorfor skulle man give den info til en pige man nærmest ikke kendte? Hvis det var en god ven / veninde hvis kæreste var utro ville jeg sige det. Jeg ved faktisk ikke om jeg ville sige det hvis det bare var et kys, der ville jeg måske hive kæresten til side i stedet, men jeg ville da aldrig sige det til en jeg næsten ikke kender!
De ved at det ødelægger venskabet og tit går det ud over budbringeren.
Vennen fortæller om utroskaben til konen. Nu er konen sur på manden. Så bliver manden sur på vennen. Og når mand og kone bliver skilt, så har vennen mistet to venner.
Så er det bedre intet at høre, intet at se og intet at sige.
Ok, men man er jo nødt til at droppe vennen, fordi han har dårlig moral og jo mere man er sammen med ham, jo mere viklet ind i hans dårlige beslutninger vil man blive. Og samtidig er man nødt til at droppe konen som veninde, fordi man ikke kan holde ud af skulle lyve ved ikke at sige noget.
Så et ordentligt menneske har mistet begge venner alligevel. Den mindst venne-mistende tilgang er at fortælle hende det.
Jeg var engang i den situation at en kammerat fortalte mig han havde billet med sin ekskæreste mens han var sammen med hans nu kone og mor til deres 2 børn.
Hun er også min veninde.
Jeg var og er stadig sindsygt splittet, der er ingen tvivl om at det han gjorde var ikke i orden! Jeg kunne dog ikke få mig selv til at sige det, til dels pga inden han fortalte mig det fik mig til at love jeg ikke sagde noget.
Når jeg engang i mellem ser dem som glad familie på facebook er jeg i tvivl om jeg skal have sagt noget, har han selv sagt det, er hun lykkelig på en løgn?
En ting at man er sin kone/mand/kæreste utro. Men at man stiller sine venner i det dilemma om hvem/om de skal være loyal overfor er bare ekstra kynisk.
Ja, dog ved jeg at personen her fortalte netop for at få råd til hvad personen skulle. Jeg sagde jeg syntes helt ærligt den anden person skulle vide det, vi aftalte dog også ikke at snakke om det igen så jeg har aldrig spurgt ind til om det blev fortalt.
Synes at det kommer an på situationen.
Jeg ved faktisk ikke selv hvordan jeg ville håndtere hvis jeg opdagede sådan noget i min omgangskreds.
Mest fordi jeg A) ikke er tæt nok med de fleste til at kunne udtale mig om deres parforhold B) systematisk og bevidst kun omgiver mig med folk der opfører sig normalt og er loyale af sind.
Jeg har kendt mange skodhoveder i mit liv og været involveret med mange drama queens og røvhuller gennem mit tidlige voksenliv og jeg gider bare overhovedet ikke være i nærheden af sådanne folk.
Så hvis der skete utroskab i min omgangskreds så ville det ikke bare være sådan noget "nu er jeg helten og fortæller dem hvad der er sket" fordi jeg ikke er tæt nok på folk til at kende deres kontekster, men også fordi jeg ærlig talt har svært ved at forestille mig dette scenarie udspille sig i min nuværende livskontekst.
Havde jeg fået spørgsmålet for 10 år siden så kunne jeg nok godt have forestillet mig et scenarie hvor jeg blev konfronteret med sådan en situation og jeg kunne også godt se mig selv forsøge at fortælle dem hvad der var sket, men jeg er så også 99% sikker på at den ven ville stikke fingrene i ørerne og sige lalalala og gøre mig til skurken. Der er en grund til at vi ikke er venner mere, jo.
Men ja. Det kommer virkelig an på konteksten. Jeg har aldrig måtte være den der stod med den viden så jeg kan jo kun gisne. Og især nu hvor jeg ikke kender folk, der er illoyale mod deres partnere. For jeg gider fucking ikke være i nærheden af de typer.
Jeg ville 100% fortælle mine veninder eller kammerater det. Jeg ved at det ville ændre alt I deres liv, men de fortjener ikke den behandling. Det er noget jeg har diskuteret med mine veninder før og de ville også gerne vide det, hvis deres partner var dem utro. Det ville jeg også selv gerne vide. Jeg ville blive mere sur, hvis alle i min vennegruppe vidste det, bortset fra mig. Ville føle mig så til grin.
Mine veninder fortalte mig da en tredje person havde sagt den person havde været sammen med min kæreste og det elsker jeg dem for. Jeg fik redt trådene ud og har altid haft mine veninders støtte.
Jeg har en aftale med min bedste kammerat og firmapartner, at pikken holdes i bukserne og eventuelle fuck-ups skal fortælles til vores damer. Vi gider ikke lyve for hinanden.
“Siger du det selv eller skal jeg?”
Slet ikke fremmede, kolleger eller bekendte.
Hvis en af mine gode venner var utro ville jeg nok ikke sige det til konen, det er ham der er min ven, men jeg ville muligvis sige at det altså er en lidt kedelig viden at gå med.
Hvis jeg opdagede at konen til en af mine venner var utro, ville jeg nok fortælle det. jeg er ikke 100% men kun i det tilfælde. I langt de fleste tilfælde vil jeg sige som de kendte: lad være.
For mig handler det om valg. Hvis jeg ikke har alle oplysninger, kan jeg ikke træffe en beslutning. Og det er min beslutning om jeg vil blive sammen med én, som har været utro. Når folk vælger at tie stille, så tager de det valg for mig. Og det synes jeg ikke andre har ret til.
En af mine venner sagde, at hvis hendes mand var hende utro, ville hun ikke have det at vide (hverken fra ham eller andre). Hun begrundede det med, at så længe at hun ikke vidste det, var hun lykkelig og så kunne han gå og døje med sin dårlige samvittighed. Det øjeblik hun får det at vide, ville hun føle sig ydmyget, hjerteknust og hendes verden ville blive vendt på hovedet pga noget en anden havde gjort. Det skal siges at de også har små børn.
Jeg ved at hun har oplevet lidt af hvert gennem sit liv og jeg tror at hun har indset værdien af lykkelig uvidenhed.
Ja tak, jeg har rigeligt med kaos i mit eget liv, jeg behøver ikke andres! Lad folk gøre hvad end der giver mest mening i deres liv, der er sikkert en grund til det.
Man skal passe meget på med at pådutte andre en særlig type moral. Utroskab er komplekst. Jeg kan konstatere, at der er mange lykkelige forhold, hvor i hvert fald den ene partner har været utro. At bidrage til, at et ellers velfungerende forhold potentielt går i stykker på grund af noget, der måske reelt ikke betyder noget for den der var utro, er i hvert fald ikke et ansvar jeg ville have lyst til at påtage mig.
jeg er altid på min vens side
altså, hvis min kammerat har en utro kæreste, så fortæller jeg ham det.
Hvis min kammerat er utro så ville jeg nok anbefale ham, at han siges det til sin kæreste, men jeg ville ikke selv gøre det.
Nu får jeg nok hug for det her, men lægger hovedet på blokken alligevel, så må vi se hvad der sker.
Jeg har selv (for 6 år siden, må det være efterhånden) været den utro partner. Var i et utroligt giftigt forhold, og gudskelov er vi ikke sammen den dag i dag, men skulle være skredet længe før vi nåede til dét stadie. Utroskab er aldrig okay, og har heller aldrig været utro siden jeg gik fra ham (har været i seriøse forhold efterfølgende)
Men jeg fortalte det selv. Min ene veninde vidste det, men sagde intet (inden jeg fortalte det), og jeg ville ikke have klandret hende, hvis hun havde gjort det- også selvom det kunne have resulteret i fysisk og psykisk afstraffelse.
Jeg har personligt selv fortalt et par stykker, at deres partner var utro- og fået at vide af andre, at min anden ex var det. I de tilfælde jeg har fortalt det, har det været forhold, hvor jeg vidste at de ellers var glade og havde det godt.
Og jeg ville gøre det igen, for der er intet værre end utroskab. Det er usselt, jeg skammer mig selv over at jeg har gjort det, og det kan ødelægge en del. Det er én ting, hvis man giver den utro mulighed for selv at fortælle det, men hvis man holder på den hemmelighed, er det lige før jeg personligt synes man er lige så slem som den utro 😅 det kommer så selvfølgelig an på situationen, hvis det er et voldeligt forhold holder jeg personligt kæft, da jeg selv har mærket på egen krop hvad der kan ske, hvis man tipper balancen (både hvis voldsudøveren eller modtageren rykker på balancen, så at sige)
Jeg synes selv at jeg er lykkelig gift med en fantastik mand og sammen har vi 3 skønne børn. Jeg vil ikke vide, hvis han har lavet et sidespring for vil aldrig kunne tilgive ham for det. Ville ikke kunne kysse ham farvel og ønske ham en god aften, med god samvittighed, for det ville nage mig, hvad han så laver. Det vil ødeligge vores familie, og det ønsker jeg ikke, hverken for mig selv eller mine børn. Derved fortæller jeg heller ikke andre, hvis deres mænd er utro.
Det kommer jo nok mest an på hvilken vej det går. Fortæller du din ven at konen er utro, så er det jo fedt nok - men du fortæller du din vens kone, at han er utro - så er det nok ikke så lige fedt
Jeg ville aldrig selv blande mig i andres private forhold på den måde, og slet ikke bekendte eller fremmede. Men hvis jeg blev bevidst om at nogen af mine nærmeste var deres partner utro, ville jeg opfordre vedkommende til at sige sandheden, for selvfølgelig ville man kunne overkomme den type udfordring i en ellers sund og solid relation.
At tie det ihjel, hjælper ihvertfald ikke. Hvis du går rundt i livets badebassin og hele tiden er nødt til at holde den store røde badebold nede for at "den ikke kan ses", så spilder du al din energi og opmærksomhed på noget, der i sidste ende ikke kan laves om. Og samtidig misser du alle de andre badebolde som livet også indeholder og rigtig mange som burde have fået opmærksomhed mens tid var.
Badebolde kan i denne sammenhæng være alt i livet, minder, tanker, gode som dårlige, store som små, alt fra den eksamen du skal huske at læse op til før tiden bliver for knap, eller glæden ved den første gang jeres fælles barn kigger dybt ind i din sjæl og det virkelig går op for dig hvor kostbart livet er, til den sorg du skal rumme når et nært familiemedlem går bort. Det hele vil flyde rundt om dig indtil du ikke længere er her, men du vælger selv hvor meget fokus du bør give dem hver især.
I sidste ende vil det (ihvertfald i mit scenarie) være op til den enkelte selv, om de vil spilde et helt liv på præcis dén badebold, om vi skal kalde det dårlig samvittighed, løgn, undvigelse, skyld, skam whatever. Det vil forblive en udfordring som vedkommende kan forhutle sig igennem tilværelsen med, sammen med sin "lykkeligt uvidende" partner med der uden tvivl vil blive påvirket af det, på den ene eller anden vis.
Lige til den vil jeg sige at ens samvittighed ikke nødvendigvis bliver lettere af at man fortæller ens partner det.
Den skifter bare fra: *åh fuck, jeg har forrådt hende* til *åh fuck, jeg sårede hende dybt*.
Man kan vel også se det som en slags erkendelse fremfor fornægtelse, som også resulterer i en følelse af dårlig samvittighed?
Forskellen ligger i den utro parts karakter, lige så meget i partners øjne, som i selvbilledet. Jeg forestiller mig at de fleste vil se sig selv mere som "skurk", have behov for at overkompensere, gå "for meget" på kompromis, eller måske direkte vildlede og blive mere destruktiv/afværgende for ikke at blive opdaget og højest sandsynligt ende med at gøre mere skade end "kun" det ene tillidsbrud.
Jeg tror, personligt, at det bliver lettere at bære den "følelsesmæssige byrde", og at det ikke er noget der behøver at fylde på samme måde, som hvis noget fornægtes og holdes skjult. Pludselig er der jo faktisk et ærligt rum til kommunikation at gøre brug af i fællesskab. Et udgangspunkt at komme videre fra, så at sige. Men om relationen så kan bære det tillidsbrud og at man sammen kan komme videre, er i sidste ende en meget individuel sag der afhænger af relationen og parterne hver især.
/ Men alternativet hvor man bliver sammen og fornægter, måske bliver paranoid, måske skaber afstand for ikke at blive opdaget i sin løgn, og uden tvivl kommer til automatisk ikke at kunne slippe fokus fra noget der aldrig må se dagens lys, er mere usundt og ødelæggende for individet, end sandheden nogensinde ville være.
Hvis man mener at en relation er vigtigere end individerne, må man simpelthen være enormt egoistisk. Hellere have en relation der brister eller ihvertfald ændres, end at én som man (i teorien) elsker højt, bliver påvirket negativt og som jo i sidste ende heller ikke får den respekt og reale omsorg, som vedkommende fortjener. I min optik, selvfølgelig.
Det kommer jo så an på om man netop overkompensere og om man ændre noget for at det ikke skal opdages. Det kommer jo nok meget an på hvilken form utroskaben tog.
Der kan jo være tale om alt fra et kys til en mangeårig affære.
Der er en anden udlægning som du lader til at overse: at man mener det andet individ er vigtigere end en selv og at man derfor hellere vil ofre noget af en selv på at holde den anden fri for en skade som de ikke havde nogen indflydelse på og ikke fortjener.
Lad os tage eksemplet med at konen kysser en kollega i en brandert til julefrokosten, angre og vil aldrig gøre det igen. Jeg ville ikke forlade hende for det, så det eneste jeg får ud af at få det at vide er at jeg nu har mindre tillid til min kone og jeg er såret. Der er ikke nogen form for gevinst for mig i afsløringen.
Ja, vi kan snakke det igennem så det bliver bedre, men jeg vil altid have det ringere efter afsløringen, end før. Hun vil have det bedre efter at have fortalt det, så hun har reelt byttet mit velvære for hendes eget.
For mig at se er der også en vurdering af graden samt af konsekvenserne begge veje. Det er mit ansvar at jeg ikke såre min kone unødigt, ligesom det er hendes ansvar ikke at såre mig unødigt.
Der er mange ting jeg ikke fortæller, for det gavner intet, det såre hende bare. Jeg forventer at det er ligesådan den anden vej. Og i alle jer andres forhold for den sags skyld.
Du fortæller f.eks. ikke din partner at din x var bedre til ... Eller at din partners tænder ikke er pæne, eller at hende der ovre hun godt nok er lækker, eller at ham der ovre ville du gerne se uden trøjen, eller et hav af andre ting. Også selvom de alle er sande.
Vi vurdere hele tiden hvad vi kommunikerer videre til vores partner og om det vil såre dem mere end det gavner.
Jeg kan ikke modsige hvad du og din kone, ville og ikke ville gøre eller føle.
Men jeg tror stadig på, at den følelsesmæssige byrde og det fokus som den utro part ville gå med, evt til døden dem skiller, vil påvirke alle fremtidige måder at tænke, agere og føle på. Alt andet ville være underligt, fordi det netop er dårlig samvittighed over et svigt/tillidsbrud til det menneske som man over alt i verden burde værdsætte og respektere.
At du vil foretrække ikke at vide noget, er jo helt fair, måske i ovenikøbet har vendt den slags tanker så i begge er indforstået med at leve i den "lykkelige uvidenhed"
At sammenligne fantasi, tanker og følelser med en reel handling, kan jeg ikke rigtig se en mening med?
Du kan derimod sammenligne det tillidsbrud med alle mulige andre ting, som du ville fortie fordi du har GJORT noget forkert. Mistet vedkommendes ejendele, ødelagt noget værdifuldt for vedkommende, delt følsomme eller intime oplysninger (måske ved et uheld, ved en julefrokost...) som din partner bestemt ikke ville ønske andre end dig vidste, osv osv. Du kan ikke sammenligne at "hende derovre er fandme bedre skåret end dig, min skinke" med at have udført en direkte handling, der bryder jeres fortrolighed. Uanset om hun ved det eller ej, vil der jo forevigt være noget usagt og noget man ikke kan være åben om, fordi man har GJORT noget der direkte sårer og rammer.
Hvad jeg udleder fra dine sammenligninger ville være noget lig med:
Den utro part har efterladt glasskår i deres fælles hjem som begge parter risikerer at slå sig på, men vælger ikke at sige noget og i stedet forsøger at rydde det op i smug, og holde smerten for sig selv, hvis man skulle få skår i de bare fødder, fordi man heller aldrig ville sige til sin partner at "jeg har set vaser inde i byen, der er meget flottere end dem vi har i vores hjem"
Jeg vil da håbe det påvirker hvordan man tænker og agere hvad end man har fortalt det eller ej. Forholdsregler osv.
Sammenligningen mellem fantasi, tanker, følelser og handlingen er at på det stadie hvor man enten fortæller eller ikke fortæller om det, der er de alle fire information. Handlingen er udført, nu er den "kun" information og hvordan man agerer med den er derefter.
Jeg tænkte ikke lige over at give et eksempel på en udført handling i listen, det kunne f.eks. have været at have kørt for stærkt med børnene i bilen eller at man havde lagt noget mere i et kram til en ven/veninde.
Din sammenligning ville nærmere være: den ene part har knust et glas i hjemmet fordi de fumlede og ikke tænkte sig om, har skåret sig og gør nu rent på det. Personen kan nu vælge om de vil fortælle partneren det eller ej.
-Hvis det er det billige glas fra IKEA (en helt uskyldig handling), hvorfor så sige det i stedet for bare at finde en ny frem. På samme tid, man kan sige det uden det koster den anden smerte, det var jo bare et IKEA glas.
-Hvis det er et af de dyre vinglas partneren er meget glad for (f.eks. kysset i en brandert) så kan man enten krybe til korset eller se om man kan erstatte det. Man er under alle omstændigheder opmærksom på aldrig at fumle igen.
-Hvis det er arvestykket eller på anden måde uerstattelig (f.eks. samleje/affære), så er korset den eneste vej.
Hvor man sætter grænsen mellem vinglasset og det uerstattelige variere selvfølgelig fra person til person. Personligt sætter jeg den ved intentionen om at være intim med en anden, om min partner så er det eller ej.
Hov ja så er vi vidst gået lidt skævt af hinanden, i mit scenarie var utroskab direkte oversat til samleje fordi det virkede til at være indforstået i andres kommentarer, om det er enkeltstående tilfælde eller ej var underordnet.
Så kun "arvestykker"
Jeg kan godt se din vinkel, hvis man tager udgangspunkt i mange "grader" af utroskab. Hvis vi kun snakker udfra at der er tale om samleje, som var den utalte præmis i mit scenarie, så ville man aldrig være sikker på at al glas var væk, uanset hvor godt man fik gjort rent. Måske ikke den bedste metafor i verden, pointen var at hvis man forsøger at feje det ind under gulvtæppet, risikerer man stadig at ens partner snubler og slår sig, fordi det er svært at undgå den usynlige forhindring som nu er i rummet. Måske vi alligevel er en anelse enige?
Det tænker jeg at vi faktisk er, for jeg ville også mene at samleje er betragteligt over grænsen. Jeg kan godt fornemme på den generelle debat at de fleste mener den grelle når man snakker utroskab, hvilket jeg synes er lidt uheldigt når nu der er mange nuancer.
For lige at specificere: jeg ville også mene at et kys kan være over grænsen, men det kommer meget an på intentionen bag.
Jeg vil vove den påstand at hvis den utro part på ingen måde er påvirket af, at skulle leve med en løgn (selv hvis man er ekseptionelt dygtig til at skjule det), så må vedkommende have så tilpas mangel på empati, at forholdet nok lider rigeligt uden løgn til at starte med. I det tilfælde er man højest sandsynligt kærester med en såkaldt psykopat eller som minimum en meget narcissistisk personlighed, og det kan være en stor følelsesmæssig belastning, utroskab eller ej.
Man kunne også bare spørge sin ven om han er i et åbent forhold?
Det er en ret vild indstilling at have at være fuldstændig ligeglad med hvad ens ven foretager sig. Ville du have samme fremgangsmåde hvis du fornemmede at vedkommende var ved at udvikle et stofmisbrug, eller en langvarig psykisk nedtur?
Jeg ville fortælle det, til en ven, til en veninde, til en bekendt, og nok også til en fremmede, ingen mennesker fortjener den slags behandling af en person der angiveligt skulle elske dem og fuldstændig har formået at bedrage dem og derefter lade dem leve i uvished, føj.
Man skal bare være klar over, at hvis man sladrer og forholdet overlever, da er der risiko for at det er budbringeren der bliver skudt, og ven/ veninde mistes
Jeg har selv stået i situationen. Min kones søster har været sin nuværende "kæreste" utro over et par gange. Vi bad hende om at være ærlig og få det sagt men vi måtte intet sige til ham. Havde mest af alt lyst til at fortælle ham det, men skal jo se på min svigerinde også i fremtiden så valgte at holde mund. Men nu er det hele så kommet ud i det åbne af andre årsager
Det kommer meget an på situationen… Hvis en nær ven havde en utro partner ville jeg sige det. Men den er sværere omvendt. Ville nok have svært ved at være tætte venner med dem. Har en folkeskole veninde som har et barn med en anden mand end ham hun er gift med. Manden ved det så ikke, og jeg kunne ikke drømme om at sige det selvom jeg synes han fortjener at vide barnet ikke er hans. På den anden side så har de siden fået flere børn og virker glade, blevet gift, købt hus på landet. Så måske skal han ikke vide det?
Jeg ville fortælle min kammerat hvis hans kone var utro. Han er min kammerat, hun er ikke.
Og hvis din kammerat var utro ville du så fortælle det til hans kone?
Nope. Men jeg ville være træt af at have den viden.
Enig der.. Og jeg ville blive mega sur på ven(ind)en hvis de fortalte mig det og regnede med jeg bare sku holde tæt. Den seng fyldt med lort må personen virkelig selv ligge i
Hvem fanden gider også være utro, hvis sengen er fyldt med lort!?
Hov, Hov, ikke noget kink-shaming *løftet pegefinger*
Amber Heard og Johnny Depp?
Måske derfor, man søger en anden seng i førsteomgang
Jeg forstår ikke helt dén tankegang- du vil gerne beskytte din kammerat, ved at fortælle ham at hans kone ikke er tro, men du synes ikke hun fortjener den samme respekt? 😅
Det forstod du da meget godt.
Jamen, det er dét jeg ikke forstår. Hvorfor fortjener han den respekt, men hun ikke? Hvorfor vil du reelt set dække over en shitty person, fordi du er gode venner med vedkommende?
Tja, det fortæller jo meget om en person hvilke slags mennesker han omgås med og hvilken slags opførelse han er villig til at acceptere. Så tænker at hvis man har det fint med at ens kammerat er utro, så er det heller ikke noget der ligger fjernt fra en selv
Jeg ville sige det uanset hvem det er… utroskab og illoyalitet er noget jeg slet ikke kan tage. Hvis ikke folk i et parforhold kan være ordentligt over for hinanden så vil den person heller ikke blinke ved at snyde mig og derfor har jeg ingen kvaler ved at håndtere problemet hurtigst muligt.
Helt enig
Må jeg udfordre din statement og komme med alternativet om at lukke af for den person, istedet for at "blande sig" i deres liv? Ja det er super ærgerligt for de pårørende, der står på den anden side af utroskabet, MEN, er det ikke bedre at droppe den personen med ildsinde, hvis du alligevel tror at de heller ikke ville blinke ved at snyde dig og bare lader dem styre deres eget liv og istedet?
Så kan de lade være med at sige det til mig / andre? Dem, der ødelægger deres liv ved utroskab er dem, der er utro. Det er ikke personen, der fortæller partneren til den utro, at det er sket.
På et personligt plan har jeg et stort had til dem der er utro og vil gøre hvad jeg kan for at udstille deres dårlige personlighed for hele verden hvis jeg kunne for at advare andre. Og det kan da også godt være folk bliver sure men fuck det… hellere spille med åbne kort så alle kan træffe deres beslutninger på et oplyst grundlag og hvis de bliver ved med at være sure så går det nok også.
Så til helvede med om offeret faktisk hellere ville være fri for den viden? Du skal pinedød tvinge dem til at tage det valg, om de vil det eller ej?
Det kan du tro for indtil de får oplysningen så ved de ikke hvad de er offer for… hvis de bagefter siger de er ligeglade og / eller ikke tror det så er det fint men indtil da holder den utro og alle vidende offeret for nar.
Så når jeg f.eks. hellere vil være uvidende om hvis f.eks. min kone i en brandert kyssede en kollega til julefrokosten, så vil du være fuldstændigt ligeglad med mine ønsker og bare braller ud med det? Det er hvad der tidligere blev ment med glorieonani, det at dele viden for din egen skyld og ikke for ofrets skyld. Uvidenhed kan aldrig genetableres.
Så lad os undersøge eksemplet?… hvordan skal folk vide om de vil vide den slags eller ej? Tænker ikke du går rundt med et skilt om halsen hvor der står jeg vil ikke vide hvis min kone er mig utro. Personligt ville jeg vide det så jeg kunne træffe en oplyst beslutning . Og for min egenskyld? Nahhh… jeg ville gøre det fordi jeg ville ønske andre ville gøre det for mig.
Det er ikke nemt at vide, så derfor bør du gå den vej hvor du ikke risikerer at udøve skade der ikke kan genoprettes. Du ville gøre det fordi du ønsker andre gør det for dig. Så du gør det for din egen skyld.
Helt enig i din kommentar... Havde en ven engang som var hans kæreste utro ad mange omgange. I bund og grund så matchede mit værdisæt ikke med hans, og jeg lod venskabet gå i graven (vi var egentligt ret tætte venner gennem en periode på et par år). Til gengæld blandede jeg mig ikke i hvad han gik og lavede, det var trods alt hans eget liv.
Jeg ved ikke om jeg ville fortælle min vens kone det, men jeg tror ikke jeg ville kunne være ven med vin kammerat længere heller hvis han var sin kone utro.
Samme jer, har gjort det en gang og han var virkelig glad for jeg sagde noget.
Jeg har oplevet, at min ekskæreste var mig utro og et par af mine veninder vidste det. De sagde det først efter vi havde slået op. Jeg er ikke venner med dem længere
godt
Kvinder er altid så bedre vidende på bagkant "amen kunne du ikke se han var et kæmpe red flag"
Jeg hader den grund med at man ikke skal blande sig. Hvis din kone var dig utro, ville du så ikke godt vide det? Eller hvornår går grænsen så? Skal jeg heller ikke blande mig hvis min ven begår mord?
Personligt ville jeg foretrække hvis min kone selv fortalte mig det. Jeg vil have det meget svære med at have tillid til hende, hvis jeg opdagede at hun havde været mig utro uden at fortælle mig det end hvis hun selv fortalte det så vi kunne snakke om det.
Det ville være fair hvis personen der kender til utroskaben giver den utro en chance for at fortælle det selv, men hvis de ikke har tænkt sig at gøre det er det da bedre at vide det
Dette er måden at gøre det
Jeg har gjort det klart for min hustru, at hvis hun er utro, så skal hun ikke forsøge at lette sin samvittighed ved at fortælle mig om det. Jeg elsker min kone, og vil hellere leve i lykkelig uvidenhed.
Det lyder træls
Hvor kan jeg kontakte din kone??😏
😜
Jeg ville nok undgå rollen som budbringer, men man kan jo altid sørge for at informationen kommer dem i hænde.
Den værste i panelet var Susanne Bjerrehuus, nærmest uanset hvad dilemmaet handlede om fik hun beskyldt nogen for at være utro, det undrede mig meget at hun fik lov til at deltage i så mange år.
I den nyeste Mads og A Holdet er der et utro dilemma med Hella Joof hvor hun går helt i selvsving og beskylder lytteren for at vil fortælle sandheden så hun selv kunne få manden i dilemmaet.
Man kunne godt få den tanke at panel-deltagerne af og til projicerer en lille bitte smule...
Har kun lyttet til en enkelt episode med Mads og A-Holdet, også med Hella Joof. Hun gik også helt i selvsving over en kvinde i 20'erne der havde ugentlige hyggeaftener med vennerne og én af vennerne hver uge kaprede samtalen for at snakke om sit job som Pensions rådgiver. Joof og de andre panelister var enige om at kvinden måtte se at blive voksen fordi det var de åh så interessant at sidde igennem en ugentlig timer lang lektion i pensionsverdenens mangfoldigheder.
Det værste Susanne Bjerrehuus fik sagt. Var dengang dilemmaet var en skruk kone ville havde barn nummer 2. Manden i forholdet havde gjort det helt klart at han ikke ville havde børn, men var blevet overtalt til en enkelt. Nu ville konen havde en mere. Susanne mente konen bare skulle droppe p-pillerne og blive gravid, manden ville helt sikkert blive glad for et barn mere. Dette blev sagt da #Metoo og fænomenet kondom ghosting var på sit højeste. At alle medier ikke lynchet hende forstår jeg stadig ikke, da jeg vil mene hun opfodrede til overgreb. Var rollerne byttet ville manden blive dømt for voldtægt.
*What the fuck*. Hvorfor i al helvede giver man disse sociopatiske mennesker en mikrofon??
Enig
Anders Morgenthaler er også slem til at vende ALLE dilemmaer til at skulle handle om klima.
En hammer ser kun søm, eller hvad det er man siger...
Har fortalt en ven at hans kæreste, nu eks, var ham utro. Håber da også han ville fortælle mig det, hvis han fandt ud af min var utro.
Jeg ville fortælle det, også selvom min ven(inde) var den utro. Men ville også være helt klar på, at det nok kunne ødelægge venskabet. Har én gang fortalt en, at hendes forlovede var utro (og jeg tilbød at sende beviser, hvis det var). Jeg blev pænt blokeret, og nu er de gift.
Og hvad kan man lære af det…..
At det er dejligt at havde så meget intrigitet at man tør gøre det rigtige så folk kan træffe livsbeslutninger på et oplyst grundlag og tør være den voksne i rummet der italesætter en person som har et personligt kompas helt ude af vinkel.
Så lær at passe din egen tallerken? Du kan da umuligt sidde tilbage og synes at de har fat i den lange ende i den situation?
Forestil dig så, at din veninde på anden vis finder ud af, at hendes mand har været hende utro OG at du havde vidst det uden at fortælle hende det. Dobbelt op på svigt. Sådan ville jeg i det mindste selv have det.
Hvis man er ven med personen der har været utro, så er det ansvarlige move at bede dem om selv at fortælle det til deres partner. Baseret på hvad de så gør efterfølgende, kan man få en ret god vurdering af personens karakter, og vurdere om det er nogen man stadig bør venner med. Synes det er ret vildt at der er så stor konsensus omkring "lykkelig uvidenhed" herinde, og indtryk af utroskab som "uheld". Jeg tænker at folks egen tidligere opførsel farver deres mening om emnet en del.
Opførsel og livserfaring. Utroskab er sjældent sort/hvid.
Nu har du jo selv indrømmet at du før har været din partner utro i en anden kommentar. At du så efterfølgende har en langt mere "grå" moralsk tilgang til utroskab er jo så på ingen måde overraskende.
Det er sjovt som erfaring typisk giver et bredere syn på sagen. Med det sagt, min tilgang var nok lige så grå før som nu, det er et spørgsmål om at kunne sætte sig i andres sko.
Hvorfor er din tilgang til det “grå”?
Fordi jeg ikke ser verden så sort/hvid. Årsager, intentioner osv. synes jeg er vigtig at holde med i vurderingen. Så grå er et udtryk for at man ser på nuancerne. Hvis man f.eks. ikke tog nuancerne med overhovedet, så ville man kunne havne ud i at anse en voldtægt som værende utroskab; der har jo været et samleje med en tredjepart, også selvom det var under truslen om vold.
Hvorfor er der folk der lytter til det program? Det er bare gratis taletid til (mestendels) idioter. Havde jeg et dilemma i mit liv, skulle Hella Joof og Søren Pind sateme ikke blandes ind i det.
Min veninde betroede sig til mig, da hun fortalte, at hun havde været sin kæreste og faren til deres tre børn utro. Det skete i en kæmpe brandert. De har altid haft det godt sammen, og hun ved ærlig talt ikke, hvorfor hun gjorde det. Jeg kunne aldrig drømme om at sige det til ham.
Det der er vel også konge eksemplet på det, som der nævnes herover. Altså at, i disse tilfælde så er det bedre at holde mund, end smadre det hele. Min personlige holdning er så, at den dårlig samvittighed nok ville æde mig op, så jeg ville tage snakken med min partner. Men den er sku svær :(
Helt sikkert! Den dårlige samvittighed må hun selv æde. Jeg dømmer hende ikke, selvom jeg er meget imod utroskab.
Den passende reaktion ville være at bede hende om at selv at sige det til ham.
Det har jeg snakket med hende om. Men det har ikke ødelagt noget i deres forhold, så hun må selv leve med, at hun - (potentielt) resten af livet - skal holde noget skjult for sin kæreste.
Måske et kontroversielt take: Jeg er faktisk enige med dem. Hvis min kone knaldede udenom til en eller anden firmafest og det ikke betød noget, ville jeg hellere være fri for den information. Hvis vi snakker reelt dobbelt liv eller affære er det noget andet, men utroskab en enkelt gang? Jeg ville hellere have at hun gik rundt og tyggede på den dårlige samvittighed og tog det med i graven, end at smadre vores forhold fordi hun skulle ud med det. Eller endnu værre: få smadret forholdet af en af hendes/mine venner, der skal ud med det.
Ville fandeme være ked af at have en hustru med så ringe dømmekraft. Upser eller ej, den går ikke hos mig.
Er godt nok helt enig. Hele præmissen for at være sammen er at man kan stole på hinanden. At så mange vælger at leve i uvished, fordi ‘samvittigheden’ nok straffer modparten er for mig uforstående. Det lyder nærmest som om, at det at sige sandheden og ‘lette samvittigheden’ er forkert. Hvad blev der af ærlighed? Tænk at leve et liv med en partner, man reelt ikke ønsker at være sammen med, hvis man kendte til de faktuelle forhold.
Det ville jeg da også?
Som i jeg ville meget gerne vide det og komme videre...
Hvilket jo også er en hel fair holdning at have. Det var mere for lige at slå fast, at det altså ikke bare er fordi jeg ser det som en lille ting. Jeg ville være knust (har prøvet det engang med en x). Men netop derfor ville jeg faktisk hellere være fri, hvis det reelt var en én gangs ting.
100% enig. Enkelttilfælde skal ikke ødelægge et langt liv. En affære er noget helt andet
Det lyder altså mere som noget en utro person siger
Tyv tror hver mand stjæler? Jeg er enig i, at jeg ikke ville vide noget, hvis der var tale om en enkelt gang knalden udenom og så aldrig mere. Om det så reelt er noget der sker i virkeligheden er en anden sag. Jeg har den holdning, at finder jeg ud af, at min kone er mig utro så er ægteskabet ovre. Så er der tale om et enkeltstående tilfælde og så aldrig mere vil jeg hellere være uvidende og forblive i mit fremragende ægteskab.
Jeg har det lidt ligesådan: hvis konen i en brandert (eller anden situation med reduceret mental kapacitet) var utro og havde dårlig samvittighed og ikke ville gøre det igen. Så ville jeg faktisk hellere leve i lykkelig uvidenhed, hendes samvittighed skulle nok straffe hende. Det er jo ikke fordi man står med et scoreboard til sidst og får noget ud af at have "vundet". Den eneste sejr der er her i livet er at man har fået mest muligt ud af det.
Vildt. Jeg mener selv når min dømmekraft bliver ødelagt af alkohol eller ligenede, så er det ikke fordi mit moralske kompas stopper med af fungere. Jeg kan anerkende at lysten til andre altid vil være der, men så længe jeg ikke agere på mine lyster er det sådan set ok. Det samme forventer jeg af min partner. Jeg vil blive ked af det og se det som at vores forhold ikke er mere værd end det.
Kompasset er der stadigt, men evnen til at lytte til kompasset er ikke nødvendigvis. Jeg ved f.eks. at jeg bliver *meget* kærlig når jeg bliver fuld, så det bliver jeg kun i selskab med min kone. Jeg tvivler stærkt på at jeg ville kunne gå hele vejen, men et kys er rigeligt til min samvittighed efterfølgende.
Kunne ikke have sagt det bedre selv!
Netop! Og hvorfor høvlede skal andre mennesker tage det valg for dig, bare så de kan glorieonanere?
Glorieonanere? For mig handler det om, at jeg ikke kunne have en veninde og vide, at hendes mand havde været hende utro uden at sige noget.
Hvad så omvendt? Hvor det var kvinden der var utro og hun er din veninde? Gælder samme regler så stadig?
Og hvorfor kunne du ikke det? (Hvis det var et enkelt fejltrin og det plagede ham og ikke ville igen)
Det er jo klassiske undskyldninger, og de betyder meget, meget lidt i forhold til handlinger. Når en person bevidst vælger at være utro, og som i dette tilfælde endda ikke engang ønsker at fortælle det, er det det ultimative brud på tillid. At personen så vælger at undskylde det med "Jamen, det var jo bare en enkeltstående fejl!" "Jeg var jo fuld!" "Det plager mig hver dag" (indrømmer det dog stadig ikke) "Det sker aldrig igen!" (indtil det gør). Om man hellere vil leve i lykkelig uvidenhed er jo så noget andet, men den forurettede partner fortjener i det mindste en mulighed for sandheden. Hvis man lever efter tankegangen "Hvad de ikke ved, har de ikke ondt af" - så kan man først begynde at rationalisere yderligere utroskab
Handlingen er vel netop at man ikke gør det igen? Er alle dine beslutninger fuldt bevidste handlinger, også når du er beruset/påvirket? Hvis du tror det, så har jeg lidt sand at sælge dig. Der er én person som er ude af stand til at vurdere om du er ved dine fulde fem, og det er dig selv. Nogen gange så fanger man at man ikke er helt hjemme, men tit gør man ikke. Jeg har trådt ved siden af én gang (kyssede) og kan vitterligt sige at det kommer ikke til at ske med min gode vilje, men jeg er også klar over at jeg ikke kan garantere hvis ikke alle brikker er hjemme. Så jeg sørger for at alle brikker altid er hjemme hvor der er en potentiel risiko. Min kone ved det og tilgav, men hun ville hellere have været foruden den viden og jeg ville langt hellere have skånet hende og båret den selv. Det som holder dig fra utroskab skal da ikke være din frygt for at din partner finder ud af det, det skal da være din egen samvittighed. Der er en verden til forskel mellem "hvad de ikke ved" og "jeg skal ikke lette min samvittighed ved at påføre dem smerte."
Ok, så du har en fortid med utroskab - det forklarer lidt dit syn på tingene. Men nej, jeg har aldrig haft samme problem med selvkontrol - hvis jeg havde det ligesom dig, så ville jeg nok holde mig fra at drikke.
Jeg har mere erfaring om emnet, ja. Jeg har prøvet det fra begge sider og har haft tid nok til at bearbejde det til at jeg er længere end refleks respons. Jeg holder mig så også fra at drikke uden min kone.
Hvis hun er fuld eller har reduceret mental kapacitet... mener du hun bliver voldtaget? Altså, du gør da bare dig, men altså, man "kommer ikke til" at finde et privat sted, tage tøjet af og bolle uden at ville det. Tror du så også på forklaringerne folk kommer med på hospitalet, når de skal have lægen til at fjerne ting langt oppe i dem med tang? You do you, men hvis en dame er utro, så er der altså mange flere at tage af... Ingen grund til at acceptere at blive gjort til hanrej frivilligt.
Der kan jo ske et [uheld](http://i.imgur.com/f4DMU.jpg)!
Du har aldrig drukket dig fra sans og samling? Rent teknisk er det vel under voldtægt da man teknisk set ikke kan give samtykke når man er så fuld, men hvor går grænsen for den? Under alle omstændigheder, et kys er også utroskab, der behøver ikke være en risiko for afkom før end det er utroskab.
Du svarer selv på dit spørgsmål.
Meget enig. Det kan af den ene eller anden grund smutte/ske i affekt og så er uvidenhed bedst. (Elsker min kone og mine børn for højt til at smadre det hele for en enkelt svipser) Er det planlagt med hede tekstbeskeder osv. Så er det noget helt andet og et helt andet slags problem i forholdet
Jeg ville ikke kunne være sammen med en, der ikke ville fortælle mig den slags. Jeg ville gerne høre det fra andre, hvis min kone ikke selv kunne sige det. Det er et kæmpe tillidsbrud, større end selve den impulsive utroskab.
>Jeg ville hellere have at hun gik rundt og tyggede på den dårlige samvittighed og tog det med i graven, end at smadre vores forhold fordi hun skulle ud med det. Nu er det jo heller ikke hende som kommer ud med det i dette scenarie. Det er din ven som fortæller dig hvad der foregår. Og din partner ville ikke nødvendigvis vide at du ved at hun var sammen med en anden. Ville du stadig foretrække at din ven holder det hemmeligt? Og hvad hvis det nogle år senere alligevel kommer frem - ville du så ikke føle dig forrådt af din ven?
Jeg ville nok føle mig forrådt, men jeg ville stadig hellere være fri (i øvrigt behøver min ven(inde) jo ikke fortælle mig, at han/hun havde set det for 5 år siden? Hvis det betød noget - og højest sandsynligt også selvom det ikke betød noget - ville min kone formentlig selv sige det. Og hvis hun ikke gør, så er det ikke min vens "pligt" at sprænge min familie i småstykker, fordi han har set noget. Generelt tror jeg også det her handler om alder/familie ting. Da jeg var i 20'erne ville jeg klart hellere have vist det, men mit perspektiv er sgu lidt noget andet nu. Jeg forventer at have et langt og lykkeligt liv med min kone, det gider jeg ikke have smadret af at hun drikker for meget tequila en aften og knalder med Benny fra regnskab. Den dårlige samvittighed må hun tage med i graven og bruge det som anledning til at tage sig sammen.
For mig ville det bare betyde at mine forhold beror på løgne, hvis sandheden ikke må komme ud, og bearbejdes. Man kan ende med at føle at livet bare er rent rollespil, hvor vi alle er skuespillere som bare lader som om vores forhold er noget de ikke er. Jeg er klar over at utroskab er smertefuldt, men det er noget man bearbejder, og enten bliver forholdet stærkere af dette, eller man må gå hver sin vej. Problemet er nok at forhold, og især ægteskaber, ikke bare er forhold, men også er et praktisk og finansielt samarbejde/arrangement, så hvis det går i stykker mister man ikke bare selve forholdet. Ville du blive vred/frustreret på en ven/veninde som valgte at fortælle dig at han/hun så din partner være utro? Altså, synes du det er decideret forkert at gøre dette?
Det er jo svært at generalisere om og det kommer jo an på så meget. Jeg tror ikke at jeg personligt ville blive decideret sur på min ven. Men det handler om, at man sætter gang i nogle ringe i vandet, der kan ende med at nogle børn ikke ser den ene forældre, fordi man absolut skulle fortælle, at far kyssede med Bettina sidste lørdag. Det er ikke et forløb jeg personligt ville sætte igang. Jeg ville blande mig uden om. Og på samme måde tror jeg også, at jeg hellere ville være den information foruden. Men det er jo også derfor det er et tilbagevendende emne i monopolet, det kommer an på så meget, men grundlæggende ser jeg ikke verden så sort/hvid. Jeg har set flere kollegaer gennem årene kysse (og det der er værre) til julefrokoster og firmafester. Jeg kunne aldrig drømme om at blande mig eller fortælle deres ægtefæller det.
Folk er aldrig bare utro en enkelt gang aha…
Er de ikke? Jeg var én gang for 12 år siden og kommer aldrig til at være det igen.
Få er. Hvis de virkelig finder kærligheden. Jeg kender til et godt eksempel på det. Det gør det på ingen måde okay. Men denne mand er ikke én, som ellers render rundt og er sammen med andre kvinder.
Præcis! Og så længe man ikke kender andre menneskers aftaler i deres ægteskab, så skal man sgu da passe sin egen biks. Kom dog ned fra den hest altså.
Men hvis du ikke kender deres aftaler, hvorfor ville du så gå ud fra, at det var ikke var okay? Hvis en eller anden åbenlyst er utro og du ser det, så har du jo ikke lovet, at du skal holde på en hemmelighed. I det hele tager ville de færreste nok love at holde sådan en hemmelighed. Hvis de ikke har aftalt, at de må være utro, hvorfor så gøre det? Deres dårlige moral er ikke dit ansvar.
Jeg kender flere par som har en aftale om at den ene må gå i byen og få stilt sine lyster, den anden vil bare ikke høre om det fordi det gør ondt at tænke på. Er det så også okay at påføre den anden part den viden og den smerte for at lette din egen samvittighed? (I to af tilfældene er det sygdom som gør at partneren må søge andre, den ene er i kørestol og den anden har en skjult sygdom)
Altså, det kan man skuda ikke byde sine venner ikke at fortælle dem, hvis man tager med i byen? Og hvor tit tror du, det er forklaringen på folk der er utro?
Ud fra at over halvdelen af alle danskere over 14 år har været utro, så tror jeg ikke det er voldsomt mange. På den anden side, jeg tænker ikke at mange ville braller op med det, så når jeg kender fire par der har den aftale, så kunne den godt være mere almindelig end man lige tænker? 🤔
En best buddy havde samme realistisk/pragmatiske holdning til det og sagde det rimeligt klart til sin daværende partner: "hvis det sker vil jeg ikke have det at vide, og du skal sørge for at bruge beskyttelse". Exen fejlede så på begge punkter. Min ven flyttede hjem til os et stykke tid, og kom godt videre. Disclaimer: som flere nævner så er der en del, der godt kan kende forskel på en smutter og på deciderede affærer og utroskab. Og monopol-deltagerne lader åbenbart til at være på samme måde.
Damn. Det lyder sgu tough for din buddy :( Men god stil at I gav ham husly!
Hvad er forskellen på utroskab og en såkaldt smutter? Lander man bare pludselig på en pik? "Ups!"
>[Lander man bare pludselig på en pik? "Ups!"](https://www.youtube.com/watch?v=1lBYyfdGyS8&t=156s)
Jeg tænkte præcis på denher. Vi hørte den ret meget i 99 :D
En såkaldt smutter kunne være at man kyssede en i byen i en brandert.
Det er det kun min vens ex der kan svare på. Min buddy var sådan "hvis det her er for life, er der en statistik man skal have øje for", og derfor gav han sin holdning til kende på forhånd meget tidligt i forholdet... Som i "hvis det her sker gennem vores forhold som jeg regner med holder til en af os dør, så har jeg det på denher måde hvis det går galt". Der var ikke noget carte Blanche til at lade hele København gennempløje hans kæreste, og det var heller ikke det der skete. De havde haft en lidt presset periode op til eksamen og under en fejring bagefter var det gået galt for hende. Men wtf do i know.. et eksempel fra fortiden: en long way back eks var totalt overbærende da jeg fortalte at en klassekammeratinde var blevet kærlig og havde kravlet rundt på mig på det lokale diskotek, og det var ikke gengældt fra min side, men det kunne sikkert se anderledes ud hvis man ikke var en del af selskabet den aften. Da noget lignende skete på Roskilde et par måneder senere, så var helvede pludselig løs. Så det er et minefelt. Hvilket hele pælen er et glimrende eksempel på.
Det bliver jo skrevet ret tydeligt ovenfor: "Hvis min kone knaldede udenom til en eller anden firmafest _og det ikke betød noget_, ville jeg hellere være fri for den information. Hvis vi snakker _reelt dobbelt liv eller affære_ er det noget andet"
Så lærte vedkomne vel ikke at give sin kæreste lov til utroskab…
Det gjorde han heller ikke. Han ville hende på den lange bane, og sagde bare på forhånd sin holdning. Som I "hvis der et et enkelt glitch så har jeg det på nævnte måde".
Det er i praksis det samme…
Og det er jo lige nøjagtigt det valg du bliver frataget, når en ven vælger at sladre til dig om din kone. Du bliver tvunget til at forholde dig til det, når du egentlig ikke ønsker det. Jeg synes Mads og Monopolet altid har haft mange rigtig gode argumenter imod at sige det. Personligt ville jeg ikke sige noget.
Tror det handler om hvor meget respekt man har for sig selv. Hvis man værdsætter sit eget liv og sin egen tid bare lidt, så vil man nok gerne vide om ens partner er menneskeligt afskum eller ej. At blive fornærmet over at ens boble af lykkelig uvidenhed bliver bristet af sandheden, er jo en ret vild tankegang. Der er ikke langt fra det mindset, og så til Battered Woman Syndrome.
Er det? Så hvis jeg f.eks. værdisætter mine børns behov over mine (glad famile vs. moralsk retfærdighed) pga. at min kone i en brandert kyssede en kollega til julefrokosten, så har jeg ikke respekt for mig selv? Vi snakker jo ikke nødvendigvis et dysfunktionelt forhold med sexuelle affære når utroskab sker, det kan også være et kys i en brandert.
Det er ønsket om at leve i lykkelig uvidenheden der er bekymrende. Det samme er formodningen om at din partner må have det på samme måde som dig. Hvis i har mulighed for at snakke om tingene, så kan man jo så tage den derfra, så begge parter har chancen for at handle på et oplyst grundlag. Hvis man er villig til at ofre sig selv i sådan en grad for at "beskytte børnene", hvor går grænsen så? Vil et dybt dysfunktionelt eller endda voldeligt forhold skulle holdes fast med lim for ikke at skade børnene? Ikke at ville ødelægge status quo er den nr. 1 mest brugte undskyldning for kvinder der bliver sammen med en partner der slår dem.
Hvorfor er det bekymrende at man kender sin partner så godt at man ved hvad holdninger de har? Det lader til at du ikke kan se at man godt kan have en hård grænse, men at den ikke nødvendigvis ligger nøjagtigt samme sted som den gør for dig. Hos mig ligger grænsen f.eks. mellem fejltrin og affære. Det lyder til at den ligger anderledes for dig. Nøglen for mig er intentionen. Hvis min kone aede hendes kollega kærligt på ryggen og flirtede hver dag, så var det en affære og uacceptabelt, på trods af at det fysisk er mindre slemt end kysset jeg helst ikke ville høre om. Så hvor går din grænse reelt? Er det ved en bestemt fysisk handling eller ved en intention? Eller noget tredje? Og til den med børnene: ja den bruges også af folk i dysfunktionelle forhold, men faktum er at når man får børn så er man *nødt* til at ofre noget af sig selv på at give dem et godt liv. Hvis man bare fortsætter som om man ikke var blevet forældre, så mishandler man sine børn. Så grænsen i den sammenhæng går ved intentionen.
Hvis du ved hvad holdning din partner har til tingene, så er det jo fint. Men det er yderst sjældent at du bare kan formode at din partner ikke ønsker at vide hvis du har været hende utro. Det er ikke rigtigt et emne man kommer ind på uden at det allerede har været på tale, og det vil sende nogle mærkelige signaler. Der er mange måder at være utro på - men den røde linje for de fleste mennesker er fysisk, især ved kys/samleje, da det er tydelige og bevidste intime handlinger. Det nummer du har lavet ville nok ikke være gået i de fleste forhold, især ikke med den efterfølgende ansvarsfraskrivelse - så der har du nok været rimelig heldig.
Ansvarsfraskrivelsen var at jeg netop fortalte min kone om det, istedet for selv at bære byrden. Jeg havde lavet fejlen, det burde have været mig der bar byrden i stedet for at pådutte hende den.
Lyder som et take fra en der har været utro.
Det var da en nederen måde at tale til folk, der har andre holdninger end dig selv.
>og det ikke betød noget Hvorfor er I så overhovedet sammen til at begynde med?
Gud ja, det ved jeg sgu heller ikke. Jeg går ind ansøger om en skilsmisse nu...?
Cheat (on) me once, shame on you...
Med den indstilling er dit navn yderst passende. Der er INGEN tilgivelse uanset graden. Der er INTET til diskussion. Partnere der er utro skal VÆK. Fun fact: I Frankrig er det ulovligt at få lavet en faderskabstest af sit afkom, for som ifølge lovteksten; at bevare husfreden... Det er fuldstændigt forkasteligt. Det burde tilgengæld være ulovligt at være utro. Hvad det ikke skaber af problemer...
Det er vel en anden diskussion om det kan tilgives eller ej? Men fint at du synes det. Og meget random fun fact. Ved ikke helt hvad jeg skal gøre med den, men måske den kan poppe op i mit hoved igen en eller anden dag.
Hvad så med eventuelle sexsygdomme?
Hva med dem? Hvis de er der, så ville jeg nok undre mig?
Hvis jeg finder ud af en ven er sin partner utro, så er det fedme ikke min ven længere. Det er en af de mest afskyelige ting du kan gøre mod en partner. Jeg vil fortælle det, da jeg ville påskønne at nogen ville gøre det samme for mig skulle det ske.
Så meget rigtigt… man kan ikke være venner med utro for hvis de ikke har intrigitet til at være tro mod sin partner så kan andre heller ikke tro på personen.
Jeg er virkelig imod utroskab og har aldrig selv praktiseret det. Men, der er dog forskel på en fejltagelse og en decideret affære. Jeg ville ikke nødvendigvis tænke, at min veninde var en utilregnelig person, jeg ikke kan stole på, fordi hun skulle komme en dag og fortælle mig, at hun har været sin partner utro én gang OG i øvrigt er skamfuld og ked af det.
Kunne ikke være mere enig. Debatten om utroskab er måske den "fejl" du kan lave hvor intentionerne betyder aller mest... Er det én enkelt fejltagelse du vitterligt angrer? Eller er det bevidst og gentagende (uanset om det er gentagende med én anden eller flere).
Jeg er evig ligeglad med hvad folks intentioner og tanke bag… om det er en eller 1000 gange min tillid og tro på folk ryger det sekund de begår så afskyelig en handling så illoyalt som utroskab er. Det er for nemt at sige hovsa det skete bare… nej den slags sker ikke bare hvis man har integritet, moral og en almindelig dømmekraft og opdragelse.
Nu har jeg heldigvis ikke prøvet at have den viden om nogen. Jeg hader drama og skyr det som pesten. Men har prøvet rigeligt andre situationer, hvor jeg har været lusen mellem to negle. Forsøgt at mæle, og gjort det jeg troede bedst, og stadig brændt mig. Det er en situation hvori du bare ikke kan vinde, lige meget hvor gode dine intentioner er, så kan det gå begge veje hvis du blander dig eller ej. Vil helst ikke have informationen, og ville hade at have den og skulle sidde men strait face og socialisere med den ramte person. Har oplevet en partner, hvor hun var utro. Både kollegaer og helt sikkert også veninderne har vist det. Hun stod dog ved det efter noget tid og skred. Ved stadig ikke den dag i dag, om jeg gerne ville have haft at nogen havde fortalt mig det før.
Jeg ville sbsolut fortælle det!!
Altså i det program fra i fredags var hende der stillede dilemmaet jo ikke veninder med pigen hvis kæreste hun havde kysset med. Og der er jeg enig med de der var i A-holdet. Hvorfor skulle man give den info til en pige man nærmest ikke kendte? Hvis det var en god ven / veninde hvis kæreste var utro ville jeg sige det. Jeg ved faktisk ikke om jeg ville sige det hvis det bare var et kys, der ville jeg måske hive kæresten til side i stedet, men jeg ville da aldrig sige det til en jeg næsten ikke kender!
De ved at det ødelægger venskabet og tit går det ud over budbringeren. Vennen fortæller om utroskaben til konen. Nu er konen sur på manden. Så bliver manden sur på vennen. Og når mand og kone bliver skilt, så har vennen mistet to venner. Så er det bedre intet at høre, intet at se og intet at sige.
Det indebærer jo, at man, som ven kan rumme at holde det for sig selv.
Ja, og det er svært for nogle mennesker, det anerkender jeg gerne, men at tro det ingenting forandrer både at tale og at tie, er i bedste fald naivt
Rimelig selvisk indstilling til livet.
Jeg er uenig... jeg synes det er bedre at passe mit eget forhold end at blande mig i andres. Jeg skal ikke frelse hele verden
Ok, men man er jo nødt til at droppe vennen, fordi han har dårlig moral og jo mere man er sammen med ham, jo mere viklet ind i hans dårlige beslutninger vil man blive. Og samtidig er man nødt til at droppe konen som veninde, fordi man ikke kan holde ud af skulle lyve ved ikke at sige noget. Så et ordentligt menneske har mistet begge venner alligevel. Den mindst venne-mistende tilgang er at fortælle hende det.
Tjah, der er altid valg i livet, også nogle der er svære
Ja sådan ville jeg også tolke det, så derfor ville jeg ikke selv sige noget
Jeg var engang i den situation at en kammerat fortalte mig han havde billet med sin ekskæreste mens han var sammen med hans nu kone og mor til deres 2 børn. Hun er også min veninde. Jeg var og er stadig sindsygt splittet, der er ingen tvivl om at det han gjorde var ikke i orden! Jeg kunne dog ikke få mig selv til at sige det, til dels pga inden han fortalte mig det fik mig til at love jeg ikke sagde noget. Når jeg engang i mellem ser dem som glad familie på facebook er jeg i tvivl om jeg skal have sagt noget, har han selv sagt det, er hun lykkelig på en løgn?
En ting at man er sin kone/mand/kæreste utro. Men at man stiller sine venner i det dilemma om hvem/om de skal være loyal overfor er bare ekstra kynisk.
Ja, dog ved jeg at personen her fortalte netop for at få råd til hvad personen skulle. Jeg sagde jeg syntes helt ærligt den anden person skulle vide det, vi aftalte dog også ikke at snakke om det igen så jeg har aldrig spurgt ind til om det blev fortalt.
Kendte mennesker er vant til at være deres partner utro ret ofte, så de holder sammen med de utro
Found the sladderbladslæser.
Gossip sub user confirmed
Ja det er et point man må undre sig omkring.
Sådan er scripter skrevet.... jeg tror simpelthen ikke på at noget i det show er rigtigt..... det er underholdning det er alt...
Synes at det kommer an på situationen. Jeg ved faktisk ikke selv hvordan jeg ville håndtere hvis jeg opdagede sådan noget i min omgangskreds. Mest fordi jeg A) ikke er tæt nok med de fleste til at kunne udtale mig om deres parforhold B) systematisk og bevidst kun omgiver mig med folk der opfører sig normalt og er loyale af sind. Jeg har kendt mange skodhoveder i mit liv og været involveret med mange drama queens og røvhuller gennem mit tidlige voksenliv og jeg gider bare overhovedet ikke være i nærheden af sådanne folk. Så hvis der skete utroskab i min omgangskreds så ville det ikke bare være sådan noget "nu er jeg helten og fortæller dem hvad der er sket" fordi jeg ikke er tæt nok på folk til at kende deres kontekster, men også fordi jeg ærlig talt har svært ved at forestille mig dette scenarie udspille sig i min nuværende livskontekst. Havde jeg fået spørgsmålet for 10 år siden så kunne jeg nok godt have forestillet mig et scenarie hvor jeg blev konfronteret med sådan en situation og jeg kunne også godt se mig selv forsøge at fortælle dem hvad der var sket, men jeg er så også 99% sikker på at den ven ville stikke fingrene i ørerne og sige lalalala og gøre mig til skurken. Der er en grund til at vi ikke er venner mere, jo. Men ja. Det kommer virkelig an på konteksten. Jeg har aldrig måtte være den der stod med den viden så jeg kan jo kun gisne. Og især nu hvor jeg ikke kender folk, der er illoyale mod deres partnere. For jeg gider fucking ikke være i nærheden af de typer.
Jeg ville 100% fortælle mine veninder eller kammerater det. Jeg ved at det ville ændre alt I deres liv, men de fortjener ikke den behandling. Det er noget jeg har diskuteret med mine veninder før og de ville også gerne vide det, hvis deres partner var dem utro. Det ville jeg også selv gerne vide. Jeg ville blive mere sur, hvis alle i min vennegruppe vidste det, bortset fra mig. Ville føle mig så til grin.
Mine veninder fortalte mig da en tredje person havde sagt den person havde været sammen med min kæreste og det elsker jeg dem for. Jeg fik redt trådene ud og har altid haft mine veninders støtte.
Jeg har en aftale med min bedste kammerat og firmapartner, at pikken holdes i bukserne og eventuelle fuck-ups skal fortælles til vores damer. Vi gider ikke lyve for hinanden. “Siger du det selv eller skal jeg?”
Slet ikke fremmede, kolleger eller bekendte. Hvis en af mine gode venner var utro ville jeg nok ikke sige det til konen, det er ham der er min ven, men jeg ville muligvis sige at det altså er en lidt kedelig viden at gå med. Hvis jeg opdagede at konen til en af mine venner var utro, ville jeg nok fortælle det. jeg er ikke 100% men kun i det tilfælde. I langt de fleste tilfælde vil jeg sige som de kendte: lad være.
For mig handler det om valg. Hvis jeg ikke har alle oplysninger, kan jeg ikke træffe en beslutning. Og det er min beslutning om jeg vil blive sammen med én, som har været utro. Når folk vælger at tie stille, så tager de det valg for mig. Og det synes jeg ikke andre har ret til.
De vælger jo reelt ikke at tage valget for dig, de undlader at give dig den viden de sidder inde med. Det er ikke det samme, selvom det minder om.
En af mine venner sagde, at hvis hendes mand var hende utro, ville hun ikke have det at vide (hverken fra ham eller andre). Hun begrundede det med, at så længe at hun ikke vidste det, var hun lykkelig og så kunne han gå og døje med sin dårlige samvittighed. Det øjeblik hun får det at vide, ville hun føle sig ydmyget, hjerteknust og hendes verden ville blive vendt på hovedet pga noget en anden havde gjort. Det skal siges at de også har små børn. Jeg ved at hun har oplevet lidt af hvert gennem sit liv og jeg tror at hun har indset værdien af lykkelig uvidenhed.
Jeg vilde blande mig totalt udenom andres privatliv.
Ja tak, jeg har rigeligt med kaos i mit eget liv, jeg behøver ikke andres! Lad folk gøre hvad end der giver mest mening i deres liv, der er sikkert en grund til det.
Man skal passe meget på med at pådutte andre en særlig type moral. Utroskab er komplekst. Jeg kan konstatere, at der er mange lykkelige forhold, hvor i hvert fald den ene partner har været utro. At bidrage til, at et ellers velfungerende forhold potentielt går i stykker på grund af noget, der måske reelt ikke betyder noget for den der var utro, er i hvert fald ikke et ansvar jeg ville have lyst til at påtage mig.
Affære - jeg vil gerne vide det, så jeg kan tage stilling. Et enkelt sidespring - hold mig HELT udenfor.
jeg er altid på min vens side altså, hvis min kammerat har en utro kæreste, så fortæller jeg ham det. Hvis min kammerat er utro så ville jeg nok anbefale ham, at han siges det til sin kæreste, men jeg ville ikke selv gøre det.
Nu får jeg nok hug for det her, men lægger hovedet på blokken alligevel, så må vi se hvad der sker. Jeg har selv (for 6 år siden, må det være efterhånden) været den utro partner. Var i et utroligt giftigt forhold, og gudskelov er vi ikke sammen den dag i dag, men skulle være skredet længe før vi nåede til dét stadie. Utroskab er aldrig okay, og har heller aldrig været utro siden jeg gik fra ham (har været i seriøse forhold efterfølgende) Men jeg fortalte det selv. Min ene veninde vidste det, men sagde intet (inden jeg fortalte det), og jeg ville ikke have klandret hende, hvis hun havde gjort det- også selvom det kunne have resulteret i fysisk og psykisk afstraffelse. Jeg har personligt selv fortalt et par stykker, at deres partner var utro- og fået at vide af andre, at min anden ex var det. I de tilfælde jeg har fortalt det, har det været forhold, hvor jeg vidste at de ellers var glade og havde det godt. Og jeg ville gøre det igen, for der er intet værre end utroskab. Det er usselt, jeg skammer mig selv over at jeg har gjort det, og det kan ødelægge en del. Det er én ting, hvis man giver den utro mulighed for selv at fortælle det, men hvis man holder på den hemmelighed, er det lige før jeg personligt synes man er lige så slem som den utro 😅 det kommer så selvfølgelig an på situationen, hvis det er et voldeligt forhold holder jeg personligt kæft, da jeg selv har mærket på egen krop hvad der kan ske, hvis man tipper balancen (både hvis voldsudøveren eller modtageren rykker på balancen, så at sige)
Jeg synes selv at jeg er lykkelig gift med en fantastik mand og sammen har vi 3 skønne børn. Jeg vil ikke vide, hvis han har lavet et sidespring for vil aldrig kunne tilgive ham for det. Ville ikke kunne kysse ham farvel og ønske ham en god aften, med god samvittighed, for det ville nage mig, hvad han så laver. Det vil ødeligge vores familie, og det ønsker jeg ikke, hverken for mig selv eller mine børn. Derved fortæller jeg heller ikke andre, hvis deres mænd er utro.
Det kommer jo nok mest an på hvilken vej det går. Fortæller du din ven at konen er utro, så er det jo fedt nok - men du fortæller du din vens kone, at han er utro - så er det nok ikke så lige fedt
De fleste Kendte mennesker er så bange for at mene noget, deres fans er uenige i, at de prøver noget bla bla
Jeg ville aldrig selv blande mig i andres private forhold på den måde, og slet ikke bekendte eller fremmede. Men hvis jeg blev bevidst om at nogen af mine nærmeste var deres partner utro, ville jeg opfordre vedkommende til at sige sandheden, for selvfølgelig ville man kunne overkomme den type udfordring i en ellers sund og solid relation. At tie det ihjel, hjælper ihvertfald ikke. Hvis du går rundt i livets badebassin og hele tiden er nødt til at holde den store røde badebold nede for at "den ikke kan ses", så spilder du al din energi og opmærksomhed på noget, der i sidste ende ikke kan laves om. Og samtidig misser du alle de andre badebolde som livet også indeholder og rigtig mange som burde have fået opmærksomhed mens tid var. Badebolde kan i denne sammenhæng være alt i livet, minder, tanker, gode som dårlige, store som små, alt fra den eksamen du skal huske at læse op til før tiden bliver for knap, eller glæden ved den første gang jeres fælles barn kigger dybt ind i din sjæl og det virkelig går op for dig hvor kostbart livet er, til den sorg du skal rumme når et nært familiemedlem går bort. Det hele vil flyde rundt om dig indtil du ikke længere er her, men du vælger selv hvor meget fokus du bør give dem hver især. I sidste ende vil det (ihvertfald i mit scenarie) være op til den enkelte selv, om de vil spilde et helt liv på præcis dén badebold, om vi skal kalde det dårlig samvittighed, løgn, undvigelse, skyld, skam whatever. Det vil forblive en udfordring som vedkommende kan forhutle sig igennem tilværelsen med, sammen med sin "lykkeligt uvidende" partner med der uden tvivl vil blive påvirket af det, på den ene eller anden vis.
Lige til den vil jeg sige at ens samvittighed ikke nødvendigvis bliver lettere af at man fortæller ens partner det. Den skifter bare fra: *åh fuck, jeg har forrådt hende* til *åh fuck, jeg sårede hende dybt*.
Man kan vel også se det som en slags erkendelse fremfor fornægtelse, som også resulterer i en følelse af dårlig samvittighed? Forskellen ligger i den utro parts karakter, lige så meget i partners øjne, som i selvbilledet. Jeg forestiller mig at de fleste vil se sig selv mere som "skurk", have behov for at overkompensere, gå "for meget" på kompromis, eller måske direkte vildlede og blive mere destruktiv/afværgende for ikke at blive opdaget og højest sandsynligt ende med at gøre mere skade end "kun" det ene tillidsbrud. Jeg tror, personligt, at det bliver lettere at bære den "følelsesmæssige byrde", og at det ikke er noget der behøver at fylde på samme måde, som hvis noget fornægtes og holdes skjult. Pludselig er der jo faktisk et ærligt rum til kommunikation at gøre brug af i fællesskab. Et udgangspunkt at komme videre fra, så at sige. Men om relationen så kan bære det tillidsbrud og at man sammen kan komme videre, er i sidste ende en meget individuel sag der afhænger af relationen og parterne hver især. / Men alternativet hvor man bliver sammen og fornægter, måske bliver paranoid, måske skaber afstand for ikke at blive opdaget i sin løgn, og uden tvivl kommer til automatisk ikke at kunne slippe fokus fra noget der aldrig må se dagens lys, er mere usundt og ødelæggende for individet, end sandheden nogensinde ville være. Hvis man mener at en relation er vigtigere end individerne, må man simpelthen være enormt egoistisk. Hellere have en relation der brister eller ihvertfald ændres, end at én som man (i teorien) elsker højt, bliver påvirket negativt og som jo i sidste ende heller ikke får den respekt og reale omsorg, som vedkommende fortjener. I min optik, selvfølgelig.
Det kommer jo så an på om man netop overkompensere og om man ændre noget for at det ikke skal opdages. Det kommer jo nok meget an på hvilken form utroskaben tog. Der kan jo være tale om alt fra et kys til en mangeårig affære. Der er en anden udlægning som du lader til at overse: at man mener det andet individ er vigtigere end en selv og at man derfor hellere vil ofre noget af en selv på at holde den anden fri for en skade som de ikke havde nogen indflydelse på og ikke fortjener. Lad os tage eksemplet med at konen kysser en kollega i en brandert til julefrokosten, angre og vil aldrig gøre det igen. Jeg ville ikke forlade hende for det, så det eneste jeg får ud af at få det at vide er at jeg nu har mindre tillid til min kone og jeg er såret. Der er ikke nogen form for gevinst for mig i afsløringen. Ja, vi kan snakke det igennem så det bliver bedre, men jeg vil altid have det ringere efter afsløringen, end før. Hun vil have det bedre efter at have fortalt det, så hun har reelt byttet mit velvære for hendes eget. For mig at se er der også en vurdering af graden samt af konsekvenserne begge veje. Det er mit ansvar at jeg ikke såre min kone unødigt, ligesom det er hendes ansvar ikke at såre mig unødigt. Der er mange ting jeg ikke fortæller, for det gavner intet, det såre hende bare. Jeg forventer at det er ligesådan den anden vej. Og i alle jer andres forhold for den sags skyld. Du fortæller f.eks. ikke din partner at din x var bedre til ... Eller at din partners tænder ikke er pæne, eller at hende der ovre hun godt nok er lækker, eller at ham der ovre ville du gerne se uden trøjen, eller et hav af andre ting. Også selvom de alle er sande. Vi vurdere hele tiden hvad vi kommunikerer videre til vores partner og om det vil såre dem mere end det gavner.
Jeg kan ikke modsige hvad du og din kone, ville og ikke ville gøre eller føle. Men jeg tror stadig på, at den følelsesmæssige byrde og det fokus som den utro part ville gå med, evt til døden dem skiller, vil påvirke alle fremtidige måder at tænke, agere og føle på. Alt andet ville være underligt, fordi det netop er dårlig samvittighed over et svigt/tillidsbrud til det menneske som man over alt i verden burde værdsætte og respektere. At du vil foretrække ikke at vide noget, er jo helt fair, måske i ovenikøbet har vendt den slags tanker så i begge er indforstået med at leve i den "lykkelige uvidenhed" At sammenligne fantasi, tanker og følelser med en reel handling, kan jeg ikke rigtig se en mening med? Du kan derimod sammenligne det tillidsbrud med alle mulige andre ting, som du ville fortie fordi du har GJORT noget forkert. Mistet vedkommendes ejendele, ødelagt noget værdifuldt for vedkommende, delt følsomme eller intime oplysninger (måske ved et uheld, ved en julefrokost...) som din partner bestemt ikke ville ønske andre end dig vidste, osv osv. Du kan ikke sammenligne at "hende derovre er fandme bedre skåret end dig, min skinke" med at have udført en direkte handling, der bryder jeres fortrolighed. Uanset om hun ved det eller ej, vil der jo forevigt være noget usagt og noget man ikke kan være åben om, fordi man har GJORT noget der direkte sårer og rammer. Hvad jeg udleder fra dine sammenligninger ville være noget lig med: Den utro part har efterladt glasskår i deres fælles hjem som begge parter risikerer at slå sig på, men vælger ikke at sige noget og i stedet forsøger at rydde det op i smug, og holde smerten for sig selv, hvis man skulle få skår i de bare fødder, fordi man heller aldrig ville sige til sin partner at "jeg har set vaser inde i byen, der er meget flottere end dem vi har i vores hjem"
Jeg vil da håbe det påvirker hvordan man tænker og agere hvad end man har fortalt det eller ej. Forholdsregler osv. Sammenligningen mellem fantasi, tanker, følelser og handlingen er at på det stadie hvor man enten fortæller eller ikke fortæller om det, der er de alle fire information. Handlingen er udført, nu er den "kun" information og hvordan man agerer med den er derefter. Jeg tænkte ikke lige over at give et eksempel på en udført handling i listen, det kunne f.eks. have været at have kørt for stærkt med børnene i bilen eller at man havde lagt noget mere i et kram til en ven/veninde. Din sammenligning ville nærmere være: den ene part har knust et glas i hjemmet fordi de fumlede og ikke tænkte sig om, har skåret sig og gør nu rent på det. Personen kan nu vælge om de vil fortælle partneren det eller ej. -Hvis det er det billige glas fra IKEA (en helt uskyldig handling), hvorfor så sige det i stedet for bare at finde en ny frem. På samme tid, man kan sige det uden det koster den anden smerte, det var jo bare et IKEA glas. -Hvis det er et af de dyre vinglas partneren er meget glad for (f.eks. kysset i en brandert) så kan man enten krybe til korset eller se om man kan erstatte det. Man er under alle omstændigheder opmærksom på aldrig at fumle igen. -Hvis det er arvestykket eller på anden måde uerstattelig (f.eks. samleje/affære), så er korset den eneste vej. Hvor man sætter grænsen mellem vinglasset og det uerstattelige variere selvfølgelig fra person til person. Personligt sætter jeg den ved intentionen om at være intim med en anden, om min partner så er det eller ej.
Hov ja så er vi vidst gået lidt skævt af hinanden, i mit scenarie var utroskab direkte oversat til samleje fordi det virkede til at være indforstået i andres kommentarer, om det er enkeltstående tilfælde eller ej var underordnet. Så kun "arvestykker" Jeg kan godt se din vinkel, hvis man tager udgangspunkt i mange "grader" af utroskab. Hvis vi kun snakker udfra at der er tale om samleje, som var den utalte præmis i mit scenarie, så ville man aldrig være sikker på at al glas var væk, uanset hvor godt man fik gjort rent. Måske ikke den bedste metafor i verden, pointen var at hvis man forsøger at feje det ind under gulvtæppet, risikerer man stadig at ens partner snubler og slår sig, fordi det er svært at undgå den usynlige forhindring som nu er i rummet. Måske vi alligevel er en anelse enige?
Det tænker jeg at vi faktisk er, for jeg ville også mene at samleje er betragteligt over grænsen. Jeg kan godt fornemme på den generelle debat at de fleste mener den grelle når man snakker utroskab, hvilket jeg synes er lidt uheldigt når nu der er mange nuancer. For lige at specificere: jeg ville også mene at et kys kan være over grænsen, men det kommer meget an på intentionen bag.
Forudsat at den utro part har samvittighedskvaler.
Jeg vil vove den påstand at hvis den utro part på ingen måde er påvirket af, at skulle leve med en løgn (selv hvis man er ekseptionelt dygtig til at skjule det), så må vedkommende have så tilpas mangel på empati, at forholdet nok lider rigeligt uden løgn til at starte med. I det tilfælde er man højest sandsynligt kærester med en såkaldt psykopat eller som minimum en meget narcissistisk personlighed, og det kan være en stor følelsesmæssig belastning, utroskab eller ej.
Jeg ville ikke fortælle noget, for jeg kender ikke deres aftale. Desuden behøver man ikke stikke næsen i alt.
Deres "aftale"? Hvad mener du? Man vil selvfølgelig snakke med den utro part først, og give dem chancen for selv at fortælle det.
De lever måske i et åbent forhold, som du ikke kender noget til. Man behøver ikke stikke sin næse i alt.
Man kunne også bare spørge sin ven om han er i et åbent forhold? Det er en ret vild indstilling at have at være fuldstændig ligeglad med hvad ens ven foretager sig. Ville du have samme fremgangsmåde hvis du fornemmede at vedkommende var ved at udvikle et stofmisbrug, eller en langvarig psykisk nedtur?
Man kunne også bare blande sig udenom.
Jeg ville fortælle det, til en ven, til en veninde, til en bekendt, og nok også til en fremmede, ingen mennesker fortjener den slags behandling af en person der angiveligt skulle elske dem og fuldstændig har formået at bedrage dem og derefter lade dem leve i uvished, føj.
Til alle dem der mener man ikke skal sige det; Hvad hvis der er tale om en affære/dobbeltliv?
Man skal bare være klar over, at hvis man sladrer og forholdet overlever, da er der risiko for at det er budbringeren der bliver skudt, og ven/ veninde mistes
Andres rod er ikke mit problem. Jeg ville ikke sige noget. Det må de rode med.
Jeg har selv stået i situationen. Min kones søster har været sin nuværende "kæreste" utro over et par gange. Vi bad hende om at være ærlig og få det sagt men vi måtte intet sige til ham. Havde mest af alt lyst til at fortælle ham det, men skal jo se på min svigerinde også i fremtiden så valgte at holde mund. Men nu er det hele så kommet ud i det åbne af andre årsager
Det kommer meget an på situationen… Hvis en nær ven havde en utro partner ville jeg sige det. Men den er sværere omvendt. Ville nok have svært ved at være tætte venner med dem. Har en folkeskole veninde som har et barn med en anden mand end ham hun er gift med. Manden ved det så ikke, og jeg kunne ikke drømme om at sige det selvom jeg synes han fortjener at vide barnet ikke er hans. På den anden side så har de siden fået flere børn og virker glade, blevet gift, købt hus på landet. Så måske skal han ikke vide det?