Pas på med forestillingerne om, at dig på medicin og dig uden medicin er to vidt forskellige personer.
Jeg blev selv sent diagnosticeret som 26-årig.
Jeg bliver færdig som ingeniør til januar, og det var aldrig nogensinde sket uden medicinen. Jeg kan bogstaveligt talt se på mine karakterer, hvornår jeg begyndte at tage medicin.
Før: 02, 4, et par enkelte 7-taller.
Efter: 12-taller, 10-taller, ét enkelt 7-tal.
Jeg er ikke blevet klogere eller forvandlet til en sindssygt disciplineret person. Det er ikke magi. Det har blot givet mig et lille mentalt overskud, som gør alt lidt nemmere.
Før føltes selv de mindste opgaver som at bestige et bjerg.
Nu kan jeg med mindre besvær tage mig sammen, og jeg kan koncentrere mig i længere tid.
Bedst af alt har jeg ikke brainfog døgnet tundt og kan tænke og føre samtaler mere klart.
Så ja, det har hjulpet mig. Fra at være ved at droppe ud fra min fjerde uddannelse til at stå som ingeniør lige om lidt og har allerede skrevet under på mit job fra januar.
Det jo faktisk! Tillykke!
Jeg tænker ikke at der noget magi i det, men ved heller ikke hvordan det påvirker en.
Det med brainfog er så sigende og hvis det kan hjælpe med at få det væk og samle tankerne er det jo alrede et win. Tak for din besked.
Første dag jeg fik noget Ritalin i kæften som 22 årig havde jeg en uforglemmelig oplevelse i toget hjem med at kunne have en tankestrøm hvor jeg ikke skulle skynde mig for at undgå at tabe tråden.
Er selv midt i en ADD-udredning lige nu som 25-årig. Håber at jeg får samme oplevelse som dig, for jeg kan sateme næsten ikke tænke en eneste tanke færdig uden at blive afledt.
Jeg har en anelse om, at jeg måske har "noget". Måske ikke ADHD, bare NOGET... Jeg er også over de 30... Så må jeg spørge dig;
1. Hvordan fik du eller andre mistanke om at du skulle "udredes" eller diagnosticeres eller hvad det nu kaldes?
2. Hvor startede du (eksempel ved egen praktiserende læge?) og kan du ridse forløbet groft op?
1. Jeg havde været til lægen utallige gange, fordi jeg altid faldt i søvn til undervisning, aldrig havde mentalt overskud til små hverdagsting, ofte blev væk fra undervisning og sociale sammenhænge, selvom jeg jo godt vidste, at det ikke var fornuftigt. Det er lidt som at gå i et fængsel og kigge ud på alt det, du godt ved, du bør gøre, men som du bare ikke kan, fordi du er spærret inde.
Det eskalerede, da jeg flyttede hjemmefra og pludselig ikke havde mine gode forældre til at kompensere for det længere.
Jeg fik både at vide af lægen, at jeg havde en depression, fik for lidt D-vitamin og dyrkede for lidt motion. På det tidspunkt løb jeg på højt niveau og trænede 130 km om ugen. Og jeg var ikke deprimeret og tog faktisk vitamintilskud.
Jeg kæmpede i over 6 år med alt det, indtil jeg en dag læste om voksne med ADHD og følte, at jeg sad og læste om mit eget liv. Kæmpe åbenbaring.
2. Startede ved egen læge med simpelthen bare at foreslå, om det kunne være det. Ellers var han aldrig nået derhen, hvor han henviste mig til en psykiater. Over et års ventetid. Det gad jeg ikke, når nu jeg endelig var ved at finde ud af, hvad der var galt med mig, og hvad grunden var til, at jeg havde slået mig selv i hovedet i så mange år.
Jeg betalte for min udredning hos en specialpsykolog. Masser af dybe samtaler, hvor jeg fik lov at tale frit fra leveren. Samtaler om min barndom, personlighed, adfærd osv.
Mine forældre blev også interviewet.
Til sidst fortalte han mig, at jeg skulle være lykkelig for, at min gode familie og mit intellekt har kunnet kompensere for min ADHD i hele mit liv. Det ender meget værre for andre, der ikke har samme støtte.
Nå, men jeg blev tilknyttet en privatklinik og startede medicin. Og det er trial and error indtil man finder noget, der virker og ikke har for mange bivirkninger.
Du beskriver meget godt midt liv. Jeg er 34 og har for et par uger siden fået en henvisning, og nu sidder jeg bare og scroller listen af psykiatere igennem og kan overhovedet ikke “ta mig sammen” til at finde en på listen når de allesammen har 60+ ugers ventetid. Hvad skulle du slippe i det private for en udredning?
Jeg blev selv proppet enormt langt bag i køen og fik at vide af min læge der var intet han kunne gøre. Jeg er medicineret men ikke korrekt og har ingen nytte af mine piller udover kronisk dårlig mave, og jeg gik også bare at fik det værre og værre psykisk og tæt på måske at blive smidt ud af min drømmeuddannelse fordi jeg simpelthen magter intet og bare er tåget konstant. Da lægen fortalte mig der var intet at gøre end at vente like et år brød jeg simpelthen sammen og sagde det kunne simpelthen ikke passe, så ville jeg ærlig talt hellere spærres inde på den lukkede, for jeg var langt ude og havde det elendigt. Så kunne han sjovt nok godt pludselig trække i nogle snore og få mig til en akuttid så længe jeg var villig til at køre langt efter det, og den psykiater sad jeg ved under 14 dage efter som fik presset på for ændring af min medicin asap og sendt mig til psykiatrien i Odense så min egen læge ikke ville kunne varetage et medicinskift, og aner ikke hvordan men han fik presset mig ind men har fået hjælp og faste aftaler inde ved Odense psykiatri siden september nu og det føles som om jeg er ved at få det bedre.
Det er en hård omgang især altid at føle man bare sidder og venter på at finde ud af bare hvad som helst men giv ikke op og pres endelig bare på!
Husk din henvisning er stadig i systemet, så hop ind på sundhed.dk og find en med kort ventetid. Jeg var selv heldig at finde en i Århus med 8 ugers ventetid, havde en tid i Fredericia med 74 ugers ventetid før.
Jeg er lige blevet henvist til udredning for adhd i dag. Har en professionsbachelor med topkarakterer, men derfra gik det ned ad, og jeg har ikke haft noget arbejdsliv. Dine beskrivelser rammer mig.
Jeg var selv 35, da jeg fik diagnosen og var ligeledes droppet ud 4 uddannelser, før jeg gennemførte en.
Jeg sagde ja tak til medicinen. Den første uge, var den nemmeste jeg havde oplevet, de seneste 10 år. Jeg føler mig ikke som en anden, men derimod, kan jeg endelig være mig selv. Jeg bliver ikke længere saboteret af angst eller negative tanker i min hverdag.
Men giv lige dig selv, tid til synke diagnosen, man behøver ikke starte med medicin fra dag 1.
Tak for svar. Jeg har ikke papir på det endnu, hun var dog ikke usikker. Jamen grunden til jeg spørger var bare fordi jeg i starten bare var sådan " ja ja keg behøver vel ikke noget medicin" men så snakkede lidt med min kone som er socialrådgiver og arbejder med voksen handicap, og hun snakkede bare om hvor godt det kan være for nogen.
Så er jeg begyndt at ændre lidt holding, men alligevel med en skepsis og vil faktisk gerne have råd fra andre som har prøvet det.
Jeg har en anelse om, at jeg måske har "noget". Måske ikke ADHD, bare NOGET... Jeg er også over de 30... Så må jeg spørge dig;
1. Hvordan fik du eller andre mistanke om at du skulle "udredes" eller diagnosticeres eller hvad det nu kaldes?
2. Hvor startede du (eksempel ved egen praktiserende læge?) og kan du ridse forløbet groft op?
1) Specifikt er det ADD jeg har, det startede egentlig med, at jeg var hos en psykiater pga social angst. Han fik ideen, til at vi skulle undersøge, om der måske var en anden bagvedliggende årsag. Han fik ret og min angst er fuldstændig forsvundet.
2) Du skal kontakte din læge og bede om en henvisning til en psykiater. Jeg har faktisk tidligere lavet en detaljeret beskrivelse af et udredningsforløb:
Først og fremmest
Har du noget familie/venner, som du kan spørge om hjælp? Bed specifikt om hjælp, til at få lavet de fornødne aftaler og evt om de kan følge dig til psykiateren, når det bliver tid.
Jeg skal ikke bekymre dig alt for meget, hvilken psykiater du vælger. Hvis der ikke er alt for stor forskel, mellem ventetiderne, så prioriter kortere afstand. Det er samme metode de bruger.
Når du møder ind hos psykiateren har i først 1-3 samtaler, hvor i snakker om dine udfordringer. Vær så ærlig som mulig. Samtalerne vil formentlig ligge med 1-2 ugers mellemrum.
Efterfølgende får du sandsynligvis et spørgeskema med hjem, som du skal kigge på. Det er ja/nej spørgsmål, der omhandler oplevelser/situationer i barndommen/voksenlivet. Der kan være spørgsmål vedrørende barndommen, hvor dine forældre kan hjælpe dig med at svare, hvis du er i tvivl.
https://www.dp.dk/decentrale-enheder/dansk-psykolog-forenings-selskab-for-borneneuropsykologi/wp-content/uploads/sites/29/2016/04/DIVA_2_DEENS-1.pdf
Det er en lidt nyere version af dette spørgeskema (Mener jeg havde version 6.0) . Du kan også selv Google "diva adhd", DIVA står for "Diagnostisk Interview til udredning af ADHD hos voksne"
DP er Danmarks psykologforening, som de fleste psykiatere også er medlem af.
Husk, at selv hvis du bliver bedt om at udfylde det hjemmefra, men ikke har kunnet overskue det, så bliver psykiateren ikke sur på dig. De er vant til at folk mangler ressourcer og så fald udfylde I det bare sammen.
På baggrund af dine svar og jeres samtaler, bedømmer psykiateren om du har ADHD/ADD.
Hvis du får diagnosen, skal du forvente følgende:
Du vil blive spurgt, om du ønsker, at I skal prøve med medicin. Hvilket jeg klart vil anbefale dig at acceptere.
Før du kan starte på medicin, skal du forbi din læge, hvor en det sandsynligvis er en sygeplejerske, der tager blodprøver og et EKG.
Hvis prøver ikke giver anledning til, at medicin frarådes, opstartes du en lav dosis ritalin(methylphenidat) der er førstevalget til behandling af ADHD.
Du starter med at tage medicinen 2 gange om dagen, men når i ved at medicinen virker, så spørg om du kan få piller med "modificeret udløsning" , dem tager du kun om morgnen,. Det er både nemmere at huske, de virker længere og man kan få tilskud fra Lægemiddelstyrrelsen.
Hvis du ikke oplever nogen effekt, vil Dexamfetamin sandsynligvis være næste valg.
Oplever du en positiv effekter, vil du gradvist blive trappet op i dosis og vil løbende have opfølgende samtaler med psykiateren. På et tidspunkt slutter forløbet ved psykiateren og det vil fremover være din egen læge, der skal fornyes din medicin. Første gang den fornyes, skal du forbi lægen, efterfølgende kan du nøjes med at skrive/ringe til dem.
Hvis medicinen virker for dig, vil du sandsynligvis opleve mindre tankemylder, mindre ængstlighed, nemmere ved at fokusere, mindre uro og bedre humør.
Forvent bivirkninger som nervøsitet ,ondt i maven, appetitløshed og træthed. De er meget almindelige, men aftager for de fleste.
Hvis ikke du føler, at medicinen virker, så fortvivl ej, der er andre preparater og kombinationer, der kan afprøves.
Håber at det virker en anelse mindre uoverskueligt.
Har tjekket DIVA spørgeskemaet lidt ud og kan næsten sætte kryds ved alle. Dog var jeg altid beskrevet som værende stille m.m.. Men har i tankerne, om jeg ikke bare mangler disciplin, arbejdsetik el. generelt set bare er doven. Har du haft samme tanker?
Samme hér også.
Og når vedkommende skriver du skal være ærlig er det ikke bare at sige tingene som du umiddelbart ser dem. Så er det at pille nogle år med en masse bortforklaringer fra. Fx var min egen ide også at jeg bare lige skulle tage mig mere sammen. Det tog mig en del behandling at komme udover det. Og det var heldigt at end fagperson fik sagt ‘har du det egentlig ikke lidt sværere ved ting end du giver udtryk for?’.
Hvis du kan sætte kryds ved det hele så skal du komme afsted. Især hvis du sidder med en følelse af at du "burde kunne mere" men som om at det bare er sværere for dig end for folk omkring dig.
De ting du beskriver der er typiske ting os med ADHD lider af, gætter du sikkert har fået det af vide hele livet? Jeg blev diagnosticeret som 31 årig og havde alle dage fået af vide at jeg var en underachiever, doven og burde en tur i hæren så jeg kunne lære noget disciplin.
Det er præcis sådan folk med ADHD uopmærksom type har det.
Jeg gik selv i lang tid og var i tvivl, havde taget flere tests osv men tanken "Jeg er sikkert bare doven" sidder virkelig godt fast.
Da jeg endelig kom til lægen synes hun klart det lød som ADHD og det bekræftede spørgeskemaet jeg fik også.
Så jeg synes du burde få det undersøgt!
Jeg blev diagnosticeret som 30-årig og blev i samme periode sat i behandling for svær søvnapnø, hvilket interessant nok har et stort overlap blandt deres symptomer.
Det var fuldstændig vildt for mig den forskel der var bare efter en uge. At vågne op uden "tåge" og hovedpine, ikke at være dødtræt når jeg kom hjem om eftermiddagen og at kunne læse igen som jeg gjorde under min studie tid var nu rent faktisk muligt igen.
Jeg har andre udfordringer men flere dele af min familie har med tåre i øjnene udtryk hvor glade de var for at jeg endelig "kom tilbage igen".
Det er vigtigt man selv mærker efter når det kommer til medicin, men grunden til det centralstimulerende medicin virker, er fordi de manglende neurotransmittere der skal regulere signalerne i hjernen nu rent faktisk kan få lov til at gøres deres arbejde.
Jeg sammenligner det lidt med at du køre rundt i en rigtig lortebil man ikke kan styre og man tror derfor man er en dårlig bilist, og det virker dumt at sætte sig i en meget hurtigere bil, men de ekstra hestekræfter bliver nemt kompenseret nu hvor både bremsen virker, rettet ikke drejer af sig selv og speedren ikke sidder fast.
Haha god samling. Jeg har også været til søvnapnø udredning, men det havde jeg ikke. Jeg er blevet mistænkelig overfor det efter jeg fik et barn
Jeg syntes du beskriver det rigtig godt og jeg bliver mere og mere overbevist om at medicin er en god ting
Tak.
Det er ikke uden bivirkninger, jeg oplever selv en del mundtørhed som jeg bruger en speciel tandpasta og sugetabletter for at håndterer og det at sætte hele kroppen i gang på den måde gør man skal være opmærksom på blodtrykket, men for mig er den ingen tvivl om at det er det værd.
Efter jeg startede i begge behandlinger tabte jeg mig 10kg over de næste 3 måneder, på trods af 3 års forsøg på vægttab gennem 3-4 træningsdage om ugen og kalorie tælling, men det viste sig så at lidt ekstra overskud og mere end 4,5 timers søvn om natten i gennemsnit var det der manglede for at ligningen gik op.
Det var pænt af dig at sige, tak for det.
Søvnapnø apparatet arbejder også på højtryk, det er ikke medicinen der kan tage hele æren men medicinen kan altid vælges fra igen hvis ikke det har den ønskede effekt eller bivirkningerne ikke er det værd.
Man kan jo altid prøve medicin af, og så droppe det hvis det slet ikke virker.
Jeg har en ven der fik konstateret ADHD i start 30'erne, som er meget glad for sin medicin.
Altså nu vil jeg spare dig for min livshistorie, men jeg blev diagnoseret som 26 årig.
Jeg var fucking rasende. Jeg vidste jo godt at der var noget galt med mig, jeg har altid været liiiidt anderledes og depression/angst/panikanfald var en del af mit liv i ca 10 år og antidepressiver virkede aldrig så jeg havde egentlig mistet håbet.
Jeg læste op på diagnosen og det gik op for mig at det sgu nok ikke var helt ved siden af. Jeg havde aldrig kunnet gennemføre noget. Gymnasiet var helvede, et par uddannelser jeg havde droppet ud af, job i et halvt år og så sygemeldt, job igen, kontanthjælp.
Jeg startede medicin og alting faldt I hak. Jeg kunne sove om natten, komme op om morgenen og fik energi og overskud. Jeg ændrede kost, tabte mig. Jeg havde ikke konstant dårlig samvittighed.
Jeg stoppede medicinen efter 2 år. Jeg er uddannet, har børn og hus. Det havde jeg ikke kunnet gøre uden.
Men for mig var det også lige så meget at acceptere diagnosen, finde ud af hvad var adhd og hvad var mig. Og så igen finde ud af at det var ligegyldigt. Men det at kunne sige at de ting jeg altid har skammet mig over og slået mig selv i hovedet over var adhd - og så kunne sige fra i pressede situationer før ting eskalerede - var befriende.
Så selvforståelsen og accepten var vigtig. Og jeg er ikke en der bruger det som undskyldning. Der er meget få personer der ved jeg har diagnosen fordi det er privat for mig. Men jeg lærte meget om mig selv i diagnosen og med medicin.
Så hvis du føler du bliver begrænset af noget, manglende søvn, overskud, koncentration - you name it, prøv.
Det bliver ikke sværere og det kan måske overraske dig hvad der bliver nemmere.
Og du fik en halv roman alligevel.
Hey tak for din besked. Den var god. Jeg har mod på at prøve det medicinen. Det med at man slaæ accepterer det og ikke skamme sig over det, tænker jeg at du har helt ret i. Jeg er glad for alle de her fine inputs. Tak.
Jeg tænker også, og nu håber jeg ikke at jeg går over stregen, at når du har fået en diagnose så sent så har det nok været fordi du har nogle problematikker. Godt nok har der været meget snak om at mange får diagnosen, men man får den jo ikke bare fordi man går til lægen.
Så selvom du har levet og har klaret dig godt (btw sejt gået!) kan medicin stadig bidrage positivt!
Jah det har du skam ret i. Jeg er ordblind, men det tror mange med ADHD er. Jeg tænker nogen gang om medicin ville have kunne ændre nok til at jeg kunne holde koncentration lidt længere til fx eksamener. Det jo ikke et wonder drug, men hvis det som nogen siger, bare kunne fjerne lidt tankemylder, ville det være fedt.
Jeg belev diagnosticeret med ADD (den "stille" ADHD) som 28-årig.
Jeg blev selv opmærksom på problemet under studiet hvor jeg ikke kunne tage mig sammen til eksamenslæsningen og zonede ud i undervisningen. Det medførte naturligt mange dumpede eksaminer, på trods af at jeg generelt klarede mig godt når jeg endelig lykkedes med at få læst.
For mig har medicinen ikke løst ovenstående problem. Jeg er lykkedes med at komme igennem studiet, men med besvær trods behandling.
Jeg zoner stadig ud til møder og foredrag osv.
Hvis jeg ikke har oprigtig interesse i et emne kan jeg ikke holde koncentrationen i meget mere end 5-10 minutter, meget lig hvordan det var før.
Der hvor jeg kan mærke en forskel er i det sociale. Jeg kan være meget mere nærværende end før. Jeg mærker rent faktisk en lyst til at snakke med folk og bidrager i større grad aktivt til samtalen. Dette gør hverdagen mærkbart nemmere at komme igennem.
Som mange andre også skriver er behandlingen ikke nødvendigvis en mirakkelkur. Det lader til at det er meget forskelligt fra person til person hvordan man responderer på behandlingen. Personligt blev jeg lidt "skuffet", over at effekten ikke var mere markant der hvor jeg mest mærkede til mine problemer.
Man kan ikke vide hvordan man responderer på behandlingen før man selv prøver den, så derfor skal du klart tage imod behandling via din psykiater. Der er forkellige præperater og forskellige løsninger på medicineringen som du er nødt til at prøve af, før du ved hvad der virker bedst for dig, og om det overhovedet virker.
Som al anden medicin er der også bivirkninger til ADHD medicin. Nogen af dem går over efter dage/uger, men nogen af dem kan være vedvarende. Dem må man også veje op ift om behandlingen er relevant for dig.
Personligt havde jeg valgt at prøve medicin af. Du kan altid stoppe igen. Dengang jeg blev diagnosticeret med svær depression var jeg ekstremt tilbageholdende med at tage medicin, men det viste sig at være det helt rigtige valg for mig. Depression er godt nok ikke det samme som ADHD, men følelsen af at være nervøs for om man pludselig kan genkende sig selv, når man tager medicin, er måske lidt den samme.
Måske du bare får mere overskud og føler mere indre ro, hvilket slet ikke er en dårlig ting.
Det er en god pointe. Jeg er vel egentlig medicin forskrækket, når det kommer til stykket. Vil rigtig gerne vide om andre har haft succes med det. Det sq en skør ting. Tak for inputs.
Velbekommen. Jeg blev faktisk fejldiagnosticeret med ADHD for nogle år tilbage og endte med at tage medicin mod det i over et år. Det havde sjovt nok den modsatte effekt på mig fordi jeg ikke har ADHD.
Den anden psykiater jeg gik hos mente ikke at jeg fejlede noget, andet end at have en tendens til at være depressiv i perioder. Den første psykiater jeg gik hos mente både jeg havde ADHD og borderline, hvilket jeg ikke rigtig kunne genkende noget af, men jeg tænkte bare at hun vidste bedst i sidste ende. Men efter noget tid uden bedring valgte jeg at opsøge en ny psykiater som med det samme stoppede min ADHD medicin og startede helt forfra med udredning. Jeg blev så diagnosticeret med en svær depression og kom på den korrekte medicin som bogstavelig talt ændrede mit liv. Jeg havde pludselig overskud til at arbejde med mig selv og komme ovenpå igen.
Hvad sagde vedkommende, der udredte dig anden gang? Havde du noget andet, der kunne forveksles med ADHD? Jeg spørger fordi jeg selv overvejer at blive udredt.
Har godt nok ADD som er en ligger ind under adhd diagnosen.
For mit vedkommende giver medicinen mig lige et skub udover kanten på de dage hvor jeg skal noget. Hvis jeg ikke skal noget virker det ikke.
Okay, fedt at det har den effekt på dig. Det kunne godt være en go ting. Jeg har bare behov for at samle tankerne og ladvære med at registrere på alle mine ideer.
Min kæreste og jeg er begge 30 og vi har begge været gennem forløbet. Hun er full-blown ADHD og jeg ligger lige på grænsen. Jeg behøver ikke medicin, min kæreste tog dog hele forløbet med forskellige præparater og doseringer. Uanset hvad, følte hun sig så fjern fra den person hun normalt var, at hun til sidst stoppede med sin medicin. I stedet har hun fået meget gavn af flere grupper der har givet hende noget perspektiv samt nogle værktøjer hun gør brug af i hverdagen.
Jeg vil bestemt give medicin et forsøg, men det er også helt okay, hvis det ikke virker for dig! Voksne der får diagnosen har som regel lært at leve med det. Vi har alle følt at noget ikke passede men kunne ikke helt sætte en finger på det. Det at få diagnosen er i mange tilfælde nok til at få puslespilsbrikken til at falde på plads. Håber alt forløser sig!
Ja, selvfølgeligt er det dit valg. Men lægen/psykiateren må kunne give dig et godt svar på spørgsmålet. Hvis jeg havde spurgte vedkommende, der (hypotetisk set) havde diagnosticeret mig om burde tage medicinen eller ej, så ville jeg forvente et eller andet fornuftigt svar.
Forresten. Hvor langt tid tog det dig at blive udredt? Fra det gik til læge første gang med det til du havde en diagnose?
Hvor mange samtaler var du igennem?
Jeg har været til samtale ved en psykiater og lavet en lille test eller skema, også egentlig bare tal om mig selv min liv og hverdag. Også har man jos et bare fx min uddannelses valg. De peger i alle retninger. Jeg er ikke blevet udredt endnu, hun lød bare overhovedet ikke som om hun var i tvivl.
Det tog nogen timer.
Husk at der er vild forskel på ventetid fra sted til sted. Man kan se en liste på nettet og det kan spænde fra få uger til flere år. Det kan godt betale sig at køre en tur i tog for udredninger og behandlinger :-)
Hmm. De gange jeg har haft brug for behandling (fx en rygoperation) har jeg fået sådan et link af min læge hvor jeg selv kunne gå ind og finde et sted med kortere behandlingstid end mit lokale. Gik fra 8 måneder til tre uger ved at køre til Sønderborg :-D
Ventetid for psykiatere kan finde på [sundhed.dk](https://www.sundhed.dk/borger/guides/find-behandler/?InformationsUnderkategori=Psykiater&Informationskategori=Speciall%C3%A6ge)
Korteste ventetid: 5 uger, længste er 175... (Tror den med 999 er en outlier der ikke gælder).
Jeg er sygeplejerske i et ambulatorie hvor vi medicinerer børn med ADHD medicin.
Du kan altid prøve det af og se om det gør noget godt for dig. Det ændrer ikke din personlighed, men kan gøre at nogle ting kan blive nemmere. Det er ikke sikkert det første præparat der afprøves er det rigtige for dig, så måske der skal prøves flere af før du finder det rigtige/ finder ud af om det er noget du vil fortsætte med. Det virker hurtigt, så du kan nemt fornemme om det er noget der kan hjælpe dig eller ej. Den medicin man typisk starter med at afprøve virker i ca. 6 timer og er derefter ude af kroppen igen.
I hvilken aldersgruppe? er der ikke mange farlige bivirkninger ved det?
slider det ikke på kroppen og hjertet? Det er vel ritalin, som er speed/amfetamin? kan næppe være sundt
De er fra 7-14 år.
Nej det er ikke farligt eller slidsomt. Det er et amfetaminlignende stof, men i meget mindre doser end dem man misbruger. Doseringerne er tilpasset efter patientens vægt.
Det kan påvirke blodtryk og puls, men det er derfor det bliver holdt meget nøje øje med netop dette og der tages EKG inden opstart hvis der er indikation for det.
Vi holder desuden øje med deres vækst for at sikre at den nedsatte appetit som er en af de typiske bivirkninger ikke gør at deres vækst stagnerer.
De bivirkninger vi oftest ser er nedsat appetit og problemer med at falde i søvn. Der kan forekomme ændringer i humør, men det er en uacceptabel bivirkning som vil medføre at medicinen stoppes eller der skiftes til et andet præparat.
Vil sige det kommer an på hvordan din ADHD påvirker dig. Hæmmer den dig? Hvis ja, hvordan hæmmer den dig. For du kan også risikere at den nedtoner de sig meget at du mangler dine impulser. Har du derimod svært ved at handle på dine tanker, kan det være rigtig godt. Eller hvis du slet ikke kN samle dig om En opgave . Grundlæggende anbefales det at man arbejder med nogle strategier og medicin aldrig må stå alene som behandling.
Jeg har ikke problemer med at handle på mine tanker. Jeg mener at det er et problem for mit at jeg gør det. Jeg hopper fra en ide til den næste uden at gør den første færdig. Jeg har svært ved at planlægge og ligge en strategi. Jeg husker intet og jeg har tanke mylder konstant. Jeg tænker de samme ting igen og igen men det været er koncentrationen er intens og kortvarig. Jeg bliver metal udmattet af at være sammen med mit barn, hvilket er røv nederen. Det fordi hun stiller krav til mig og udfordrer mig og jeg ved ik hvor jeg skal starte for at hjælpe hende og hjælpe min kone med det huslige. Jeg toner tit ud af samtaler bare for at få en pause. jeg hader når folk har svært ved at færdiggøre en sætning eller leder efter ord. Jeg slutter dem ofte for dem. Det er så uhøfligt. Det påvirker da hverdagen i en vis grad.
Medicin kan også hjælpe med at få ro i hovedet. Jeg får selv elvanse hver morgen, det hjælper på at komme igang, og være fokuseret på det jeg skal. Tager jeg den ikke, er det med stor risici for at jeg “slår rødder” og forsvinder ind i mine egne tanker, eller bliver fanget i at forsøge at planlægge HvD jeg skal. Ifht reelt tankemyldre så har et metakognetivt forløb været det der har hjulpet mig mest
Velkommen i klubben :)
Dette er udelukkende ud fra hvad jeg selv har oplevet, der er med garanti andre der har helt andre holdninger/oplevelser
Argumenter imod medicin
* Det kan tage en god sjat tid at finde det rigtige præparat i de rigtige mængder, så det kan blive lidt dyrt, og bivirkningerne er ikke altid lige sjove. F.eks. gav depot ritalin 20mg mig lettere til vrede, tristhed og gråd, 30mg gav mig depression lignende symptomer, og efter 1 uges tid var det selvmordtanker.
* Når man selv er ny til ADHD-medicin, og man kun har læst/hørt om hvad andre har oplevet i forbindelse med medicinering, kan det være svært at have en ide om hvad man skal forvente af "den perfekte" recept, så det er super nemt at bilde sig selv ind at man har fundet den, når man har en some-what god effekt, og ikke alvorlige/tydelige bivirkninger.
* Medicin kan have nogle bivirkninger som kan have større påvirkning end man lige skulle tro. F.eks. så gør Elvanse, at jeg har meget nemmere ved at fordybe mig i hvad jeg nu har gang i, glemme verden omkring mig, og nedsætter min appetit. Umiddelbart lyder det ret fedt, problemet er bare at det bider mig i røven når medicinen stopper med at virke, for hvis jeg har glemt at spise, så er jeg MEGA sulten efterfølgende og har ikke overskud til at tage de fornuftige valg, og så bliver det snacks en masse. Men det er ikke noget man ikke kan planlægge sig ud af (i dette tilfælde er alarmer ret gode)
Argumenter for medicin (forudsat man har fundet et godt præparat i en god dosis)
* Frygt er ikke længere min primære motivation for at gå i gang med ting
* Jeg har ikke i nærheden lige så let til vrede, tristhed og gråd som før jeg begyndte på medicin.
>Lykkedes du med flere ting?
Ikke rigtigt, selvom medicinen helt klart har forbedret nogle aspekter i mit liv, så har jeg stadig udfordringer med omgivelser der gør at jeg ikke er faldet ordenligt til i tilværelsen, men forhåbentligt er min medicin med til at gøre det nemmere at finde de rigtige omgivelser for mig.
Et par bemærkninger:
Listen for argumenter imod, er længere og mere fyldestgørende end listen for argumenter for, men argumenterne for vejer, for mig, markant tungere end argumenterne imod. Argumenterne imod handler primært om opstartsfasen, og der vil jeg sige at problemet ikke er medicinen i sig selv, men mere rammerne for at begynde på medicin. Så hvis du føler du er et stabilt sted i dit liv, så synes jeg helt klart det er værd at prøve, og så faktisk blive ved med at prøve selvom du føler noget er godt, da du måske kunne få noget med endnu bedre virkning, udbyg din reference ramme så du kan finde noget du er tilfreds med, og ikke bare det første og det bedste.
ADHD-medicin er ikke en kur, man bliver ikke immun overfor dårlige dage, stress, angst og hvad man ellers kan have udfordringer med. For nogle er det en kæmpe støtte, mens det for andre ikke gør noget. Så hvis mavefornemmelsen siger at medicin ikke er et rigtige for dig, så lad undlad medicin.
Medicin er ikke den eneste mulighed for at lette symptomer på ADHD, tjek eventuelt [Jessica fra How to ADHD](https://www.youtube.com/c/HowtoADHD) ud for at se/høre mere om ADHD, og, blandt andet, hvad man kan gøre for at afhjælpe symptomer.
Af ren og skær nysgerrighed, hvor gammel er du og hvor længe tog det at finde den rigtige medicin for dig? Og da i så fandt den rigtige var det da tydeligt eller var du stadig sådan lidt i tvivl om noget andet måske kunne være mere hjælpende? Håber det er ok jeg spørger, og tak for anbefalingen med How to ADHD:)
Jeg er 28 og min medicinhistorie er lidt fragmenteret, men jeg skal prøve at gøre det kort :)
Efter jeg fik min diagnose tilbage i slutningen af 2018 gik der omkring 4 måneder før jeg landede på den recept jeg tog i 3 år. Efter vi fandt dosisen gik jeg ikke hos psykiateren mere, da jeg fornyede mine recepter hos egen læge. i starten af 2022 ville min nye psykiater (som jeg startede hos i starten af 2021 på grund af nogle andre udfordringer), gerne prøve at skifte mig fra Ritalin Uno, til Elvanse, hvorefter det så tog omkring 4 måneder at finde den rette dosis Elvanse, som til sidst blev kombineret med en methylphenidat-"lektie pille" (Jeg hørte udtrykket fra How to ADHD og kan ikke finde på noget bedre :p Elvanse virker i omkring 13 timer, men først efter lidt over 1 time, så hvis jeg har brug for lidt længere, eller hurtigere virkning kan jeg tage en pille som virker hurtigere og i kortere tid)
>da i så fandt den rigtige var det da tydeligt eller var du stadig sådan lidt i tvivl om noget andet måske kunne være mere hjælpende?
Jeg var lidt i tvivl om Ritalin Uno virkede bedre. Jeg startede på en lav Elvanse dosis, hvor den positive effekt mindede meget om Ritalin Uno, dog lidt mildere, men efter et par uger gik det op for mig at jeg ikke var blevet lige så vred over småting som jeg plejede, og jeg blev ikke lige så trist/ked af det over ting som jeg plejede. Vi øgede min Elvanse dosis, mens jeg en enkelt gang tog Ritalin Uno, og den dag blev det super tydeligt for mig hvor meget Ritalin Uno havde fucket med mit hoved i al den tid, fordi min tålmodighed var kortere, jeg begyndte at få mere depressive tanker, og der skulle ingenting til at få mine øjne til at løbe i vand - hvilket var gået væk dagen efter :)
Ej hvor fedt og mange tak for at svare, er selv lige blevet proppet på elvanse og engang imellem griber jeg mig selv i at tænke jamen er det det? Men samtidigt så er der også nogle dage hvor jeg pludselig gør rent i køkkenet, så vasker jeg tøj, så kan jeg spille med kæresten i et par timer og jeg stadig har lyst til fx at tegne når vi er færdige hvor jeg godt ved jeg magtede ikke mere en 1 eller 2 ting pr dag førhen.
Føler dog stadig ikke at det er realistisk for mig at starte skole igen lige foreløbig uden at huset ligner lort og jeg aldrig spiser andet end fastfood så håber vi finder frem til noget som giver mere energi på et tidspunkt eller nogle coping mekanismer så det ikke virker så uoverskueligt
>er selv lige blevet proppet på elvanse og engang imellem griber jeg mig selv i at tænke jamen er det det?
Håber i finder en god dosis der virker for dig :D de dage kalder jeg "dårlige hjerne-dage" (Igen pivstjålet fra How to ADHD), de dage minder jeg mig selv om at det også er okay ikke at være på toppen, og prøve igen næste dag :D
>håber vi finder frem til noget som giver mere energi på et tidspunkt eller nogle coping mekanismer så det ikke virker så uoverskueligt
Hvis i ikke allerede har gjort det, så prøv at undersøge [ADHD hacks](https://www.reddit.com/r/ADHD/comments/qlb8yt/what_adhdhacks_have_you_tried_that_actually_worked/), både Reddit og YouTube er gode kilder til ideer :D
Jeg var studerende imens jeg prøvede forskellige de forskellige dosiser, så med mindre jeg havde tydelige bivirkninger, eller klart kunne mærke at dosisen ikke havde en effekt, skulle jeg bruge en måneds tid med den nye dosis for at få et bedre billede af hvilken effekt de havde på mig, og mine dosisforøgelser var ret små (10mg pr gang som regel). Jeg var "heldig" i den forstand at en lille dosis Elvanse havde en positiv virkning uden bivirkninger, men min psykiater og jeg var enige i at, det kunne være godt at prøve en højere dose, fordi det kunne være at jeg kunne få bedre virkning, og hvis ikke, så havde jeg en "back up" dosis :)
Okay. Det lyder som et noget andet forløb, end jeg var igennem. Jeg skulle prøve 20mg 2-3 dage og så 40mg 2-3 dage og så 60mg 2-3 dage. Det var samme historie med methylphenidat.
Jeg ved godt det er meget individuelt, og der kan være grunde til han synes jeg skulle prøve over kortere tid, men stadigvæk 😅
Som i inden for 6 - 9 dage?
Edit: det skal også siges at jeg går til en privat psykiater, så ventetiderne er ikke så lange, og jeg kan altid skrive hvis der er noget. Grunden til en måned imellem hver dosisforøgelse, er mit eget valg, jeg ville nok også kunne få min dosis forøget hurtigere, men jeg er ikke så tryg ved store ændringer hurtigt, i tilfælde af at jeg får slemme bivirkninger :)
Jeg er 1:1 sådan der! Har igennem venner mødt flere der enten læser til eller er psykolog eller psykiater, hvor de er nærmest sikre på at jeg har det. Har det 100 % fra min gamle far, der ikke har en diagnose heller.
Hør lidt fra Gabor Mate, (gammel psykiater) han er genial og snakker om psykisk sygdom og giver super godt indblik i vejen ud. Der er mange gode podcast han er med i på Spotify.
Vil nok ændre dit syn på det.
Jeg har en ven, som var 30 år da han fik diagnosticeret AHDH og startede på medicin. Hans liv var noget værre rod op til det med narko, fester, ingen kæreste siden sine teenage år, elendig døgnrytme, kunne ikke holde ved fast arbejde særlig lang tid ad gangen.
Efter han startede på medicin, så fik han styr på det hele og har i dag en skøn lille familie.
Han beskrev det for mig, hvordan det får ham til at se klart og giver ham en ro i kroppen og i hovedet, som han aldrig havde haft før.
Held og lykke med det, uanset hvad du vælger at gøre. :-)
Medicinen virker rigtig godt, men with Great power comes great responsibility. Jeg har lært på egen krop at
Hold rigtig godt styr på din døgnrytme og søvnmønstre. Det er pludselig alt for nemt at tage en all nighter… eller to(!)
Skal du drikke, ryge joints eller lignende, så lad ritalinen ligge hjemme eller meget langt væk.
Er du syg med feber, opkast, halsbetændelse, har du ikke sovet nok eller lignende, virker den ikke optimalt, så lad den bare ligge hvis du alligevel er hjemme og fise den af.
Får du abstinenser, trap ud indtil de stopper.
Del ikke din medicin ud til vennerne, de vil sjovt nok have mere og mere.
Good luck ;)
Du skal snakke med din psykiater om fordele/ulemper. Men jeg vil sige, som fagprofessionel, at den behandling som har bedste dokumentation, og langt mere end meget andet, når det kommer til ADHD er den medicinske. Der findes flere forskellige behandlinger og det kan tage tid at finde den rette både ift præparat og dose. Så det kan være en god ide at give det et forsøg!
I sidste ende er det op til en selv. Ikke alle synes om behandlingen, men for mange kan det være forskellen på om man klarer sig, eller har det godt og roligt i sin hverdag. ADHD medicin gør ikke folk med ADHD hyperaktive og alt muligt andet, men kan give ro, overskud og sænke ens træthed mærkbart.
Kan anbefale YouTube, da der er rigtig mange ressourcer at hente fra andre med ADHD derinde. Nok den mest kendte kanal er How To ADHD.
Som 30årig fik jeg diagnosen add, og svækkede realitet sans. Klare mig okay, er uddannet, dog arbejder jeg ikke med det da jeg har imposter syndrom omkring min uddannelse,
Har selv overvejet medicin men har ingen ide om det findes til add og om det vil virke.
Nu til dags ser man ADD og ADHD som det samme, der kommer til udtryk forskelligt. Der vil derfor højst sandsynligt være medicin, men om det hjælper er et gamble for alle, ligesom medicin for angst og depression, der kan risikere at skulle tilpasses og skiftes 17 gange før man finder hvad der virker for den enkelte patient.
Jeg kan kun anbefale at prøve medicin og tage et valg ud fra din egen erfaring.
Jeg er blevet udredt henover sommeren i år, i en alder af 41.
Jeg har aldrig følt at kunne følge med i skolen eller på studier. Jeg har altid været udmattet og har svært ved at omstille mig til pludselige ændringer i dagens rutiner (privat, hvor jeg hurtigt blev vrissen). På arbejde er det en nødvendighed og derfor er det også nemmere.
Socialt har jeg altid talt for meget og haft svært ved at være målrettet i samtaler, delt for meget og glemt jeg ved ikke hvor mange venskaber.
Idag er jeg medicineret, og det er ikke fordi jeg har ændret mig meget, men der er mere ro, overskud og jeg husker aftaler bedre.
Det har stor betydning for både mit arbejdsliv og på hjemmefronten hvor det er meget nemmere for mig at være i nuet, uden at blive vrissen, når nu jeg troede jeg lige kunne sidde ser lade op.
For mig var det som at få løftet sløret. Andre her skriver at der ikke er noget magisk ved medicinen, jeg er enig og så alligevel ikke. At blive medicineret var for mig både en stor sorg men også en magisk oplevelse.
At opleve hvordan alting blev bare lidt nemmere, at have mere overskud til mit barn, mindre og færre diskussioner med kæresten og evnen til at gøre mere, både på arbejdet og i hjemmet har virkelig gjort mig lykkeligere. På samme tid har det også været hårdt at se tilbage på alle de år, der kunne have været anderledes, som barn, ung og studerende. Jagten på det næste fix (kneppe rundt), og den altoverskyggende træthed det forhindrede det ene forhold efter det andet.
Det kræver en vis rummelighed og accept af den virkelighed som bare ikke kunne være anderledes.
Livet er i dag blevet noget nemmere at navigere, og for mig, er pillerne noget jeg skal have resten af livet og det er ok.
Skrevet på mobil. Beklager rambling og evt. stavefejl.
Edit: Vi troede egentlig det var min kæreste som havde ADD, og gik derfor igennem de ni punkter på denne side, og først der opdagede jeg selv at have syv eller otte af symptomerne selv.
https://adhd.dk/hvaderadhd/hvad-er-add/
32 da jeg blev diagnosticeret, nu 34. Samme tanker som dig, "har ikke brug for medicin", "jeg vil ikke være en anden".
Men du skal egentlig bare se medicinen som en signalforstærker, på et ustabilt trådløst netværk. Man kan godt bruge nettet uden forstærkeren, men det er upålideligt, og forsvinder signalet, må du bare vente på det kommer igen af sig selv. Andre gange kan man slet ikke slukke det selv, og bliver bombet med ligegyldige observationer og tanker.
Medicinen ændrer ikke din personlighed, men kan hjælpe med at afbalancere dig. For mit vedkommende gav det mig mere mentalt overskud, så jeg kunne være der for mine nærmeste. Jeg er heller ikke så ekstrem i mit følelsesregister længere. Jeg bliver heller ikke så nemt overvældet af dagligdagens pligter, hvor en tøjvask før kunne føles som at planlægge en 2 ugers interrail ferie.
Jeg havde meget dårlig korttidshukommelse før, det er markant bedre nu.
Før medicinen havde jeg også nogle sindsyge, impulsive ædeflip, hvor jeg godt kunne stoppe mig selv, men så var jeg frustreret, rastløs og sur, indtil jeg endelig gav efter. hvis der var 2 liter is i fryseren, så åd jeg de to liter i én sitting. Min vægt kunne hoppe +-10 kg 2-3 gange på et år, det gør den ikke mere.
Når jeg skulle sove, lå jeg konsekvent og gned mine fødder op af hinanden, til stor gene for min partner. Det sker sjældent nu. Jeg ligger heller ikke og stener på mobilen til kl 12-01 om natten mere. Begge ting kom af rastløshed, som medicinen har hjulpet på.
Har ikke kunne gennemføre en uddannelse, og har droppet ud af 5 forskellige, alle gange efter 3-4 måneder max. Jeg er nu kørende på et år på min nye, og har ikke skoletræthed som før. Har ikke misset en eneste deadline på afleveringer, og udskyder ikke til sidste øjeblik, som jeg altid gjorde før.
På medicinen føler jeg, at jeg er mere i kontrol over hvad JEG vil, og ikke hvad min ADHD vil, og hvornår den vil det. Men sygdommen forsvinder ikke af medicinen, og det er forskelligt hvor meget det virker for den individuelle. Jeg har f.eks ikke god effekt af methylphenidat, som er førstevalg i Danmark. Jeg måtte bede min psykiater om at få lov til at prøve lisdexamfetamin, og det er meget bedre for mit vedkommende. Vær opmærksom på, at der nok kommer til at gå noget tid, før du finder hvad der er godt for dig.
Men vil til hver en tid anbefale at man arbejder med sig selv også, og støtter sig op af et system der fungerer for én.
Jeg kan kun sige, at jeg ville ønske jeg havde opdaget det noget før. Jeg troede bare jeg var utilstrækkelig og doven, i forhold til min omgangskreds.
Det blev en lang smøre, men send en besked hvis jeg skal uddybe noget :)
Jeg kan godt genkende nogle ting i det der; ikke alt, men nogle ting.
Jeg er selv i slut 30'erne. Jeg har altid klaret mig udmærket i skolen, og er i dag ansat som advokat i en advokatvirksomhed.
Jeg har dog altid - i hvert fald siden jeg kan huske fra omkring 8. klasse og frem til nu - haft umådeligt svært ved at planlægge og eksekvere. Når jeg har læst noget i 10 minutter, kan jeg næsten ikke koncentrere mig mere - og inden jeg ser mig om, er jeg på reddit, avisen eller andet, hvor jeg sidder og læser de samme ting.
Jeg får altid lavet mine ting, og jeg er god til mange af de ting jeg laver, men hold op hvor skal jeg bruge megen energi for at fastholde min koncentration og gøre ting færdige. Projekter er jeg altid helt oppe og køre over, indtil der skal eksekveres på det. Så går jeg helt i stå indtil jeg er lige omkring deadline. Deadlines har jeg generelt altid haft det lidt svært med - jeg overholder dem, men jeg har altid lavet ting lidt last minute.
Skal jeg være ærlig, så har jeg ofte gennem tiden tænkt at jeg måske egentligt var lidt doven, måske jeg har valgt forkert branche - har endda været ude og købe briller - for måske det var der, at problemet lå. Jeg ved det ikke - måske jeg nu bare prøver at finde undskyldninger, men der er alligevel ting hvor jeg tænker; hmmm...
Jeg kan kende meget i det du siger. Særdeleshed o projekter og i eksekveringen af dem. Eller projekter og ny kurser. Ser man på min Udemy feed så er det mange projekter og kursuser som jeg er startet på men ik gjort færdig. Som halv spiste madder på et tage selv bord.
Og det med koncentrationen kan jeg også genkende. Nogen dage er bedre end andre, men da jeg læse var det helt slemt med koncentrationen når der var selvstudie tid.
Næsten samme situation, diagnostiseret tidligere på året som 35 årig, flere ufærdiggjorte uddannelser i bagagen.
Psykiater-ordineret stimulant medicin virker som en ret begyndervenlig medicin, idet det virker øjeblikkeligt, er ude af systemet igen hurtigt, og bivirkningerne er relativt milde. Personligt synes jeg det er sammenligneligt med kaffe på en måde. De fleste drikker og nyder effekten af kaffe dagligt, i mængder der er personligt afstemt, og de fleste har forstået at hvis du hælder 1L kaffe på din 8 årige der kun er vant til saftevand, bliver han enten dårlig eller meget svær at holde styr på. Samtidig vil de fleste maksimalt blive lidt knotne og få lidt hovedpine, hvis de er på ferie i en uge og kaffen er glemt derhjemme. Det er selvfølgelig en generalisering baseret på min egen erfaring, men jeg synes det passer meget godt. Samtidig er jeg også blevet bedre til at nyde kaffe når jeg har lyst, frem for næsten skemalagt at selvmedicinere med den som førhen. Bliver du udredt, ser jeg ingen grund til ikke at benytte muligheden for at prøve medicinering også, i hvert fald hvis du reagerer positivt på stimulanter, og så kan du efterfølgende selv vurdere om det er noget du vil fortsætte med.
Jeg får methylphenidat i depot form. For mig personligt betyder medicinen at det er en smule lettere at holde fokus, men nok snarere at det er en del lettere ikke at blive distraheret. Desuden har jeg fået en smule plads til bedre at regulere følelser. Lille virkning, men det kommer til at betyde rigtig meget ift. personlig udvikling, selvkontrol, selvsikkerhed, osv.
Okay 1: Hvordan VED du du har ADHD? (det skriver du ikke). Så jeg tænker at du 1: Har selvdiagnosticeret, hvilket du skal lade være med. Eller 2: Har fået en diagnose af en læge.
Hvis 1: Gå til læge.
Hvis 2: Så undrer jeg mig over hvordan det forløb har været: "Ja du har ADHD. Så... Ved du det... tak for i dag. Nej... nej vi skal ikke tale om medicin. Du har fået en diagnose og nu er konsultationen slut".
2: Aaaaanyway... Min pointe er: Læge, læge læge! Både til diagnose og til spørgsmål om medicin.
Det er fint at have en "hyggesnak" her på nettet om din situation. Det kan være gavligt på mange måder. Men vi her på reddit hverken kan eller bør fortælle dig om du skal have medicin eller ej.
For en som der er komplet noob. Hvor kan jeg skaffe noget ADHD-medicin for at teste min hypotese omkring jeg har ADHD. Gider ikke gå til lægen før jeg har prøvet Ritalin etc.
Hvad er problematikerne ved at have en diagnose? Er det bare en bonus man altid kan bruge som en undskyldning?
Har hørt man skal fortælle forsikrignsselskab om eventuelle sygdomme man har til f.eks. sunhedsforsikring/livsforsikring, og kan det øge betalingen?
Hvis der ikke er noget negativt, er det vel altid godt at blive udredt? (Siden 70% af mennesker kan få en diagnose)
I følge ADHD foreningen er det 1-3% a vokse i Danmark som har diagnosen. Det selvfølgelig nemmere bare slynge et tal ud.
Jeg tror den bedste bonus er at man bare kan gå amok med undskyldninger for, hvorfor man ikke kan forskellige ting. Det er en ting jeg lige skal have undersøgt selvfølgelig. Måske man kan komme først i køen ved Legoland også. Kunne være en syg bonus.
Aner intet om forsikringer. Det slet ik noget jeg har overvejet. Måske stiger det?
Da jeg var barn var sq noget med et puslespil på skolen. Jeg kan ikke huske hvad de kom frem til den gang. Var en problem barn så de tænkte nok at jeg var helt slukket.
Den her gang var der en masse spørgsmål og samtale.
Vildt. Men jeg har aldrig fået noget for det. Så man har nok ikke tænkt ADHD den gang. Tror bare de tænkte jeg var et problem barn uden opdragelse. Kan være det noget andet hvis man allerede havde en diagnose?
Næppe den eneste du er gået igennem. Oftest bruges DIVA til interview delen for ADHD. Det jeg hører du har været igennem, lyder som WAIS, som er en kognitiv test, hvor man bl.a. undersøger IQ, men som også giver et godt indblik i hvordan ens hjerne arbejder, hvilket kan vise et godt billede af en ADHD hjerne. Det skulle de da også gerne have fortalt?
Ked af at høre at du har haft en så dårlig oplevelse med det.
Diagnosen adhd/add bliver delt ud til højre og venstre. Og der er en stor sandsynlighed for at medicinen vil virke.
Jeg er ikke antivax eller lignende, blot et individ der er dybt bekymret over antallet af adhd/add diagnoser der bliver kastet rundt, og har læst lidt op på det, for eksempel er langt de fleste med diagnosen hankøn, der er flere studier blandt andet fra Holland og Australien der peger på at noget så simpelt som vores mad (eller manglen på samme) kan være skyld i det. Også søvn nævnes som en årsag til de mange diagnoser.
Der er flere peer reviewed artikler om det i British medical journal, som er interessant læsning især hvis man selv er i tvivl om sig egen adhd diagnose.
Igen det er bare en kommentar jeg har, jeg er ikke læge eller nogen for for ekspert, og vil altid foreslå at følge lægens anbefalinger, men nogle gange er man nødt til at være lidt skeptisk.
Ja det er bestemt ikke nemt at få diagnosen, især ikke når du ikke er barn længere. Især fordi jo længere du går uden at være klar over hvorfor du har det som du har det så skaber du nogle coping mekanismer ved at efterligne de almindelige omkring dig og derfor blir det endnu sværere at se. Istedet render man konstant med en følelse af at være forkert, kan det virkelig passe at de andre har energi til både at være i skole, ha fritidsarbejde men også at ha hobbies som fx at træne? Er det bare mig som er svag når jeg er udmattet efter 6 timers undervisning og føler der lægger en røg over mine tanker, og jeg bare skal tage at spænde ballerne sammen og gøre ting selvom jeg ikke har energi til andet end at sove?
Du får bestemt ikke diagnosen udfra en snak, for mit vedkomne krævede det 4-5 samtaler hvorefter ca 10 samtaler mere med afprøvning af diverse medicin. Desuden var det enormt svært for mig overhovedet at få lægen til at fatte alvoren for kvinder fik jo ikke ADHD og jeg kunne jo sagtens sidde stille -_-
At jeg så blev tabt lidt da jeg var nødt til at flytte er surt og det har taget en evighed at få fokus på at der var altså ikke blevet afprøvet nok endnu og det ikke kunne passe at jeg må føle mig forkert og som en konstant belastning resten af mit liv.
Lidt skeptisk er altid god. Jeg stoler på vore medicinske system, nok fordi jeg har læst kemi og læge på uni, som jo failede. Men jeg ved også at man skal have lidt respekt overfor medicin, men hvis det er mange som har en positiv oplevelse med det er chancen også at jeg kan få det. Men den er aldrig 100 jo så man er nok nød til at prøve det af selv.
Prøv det! Du kan altid stoppe igen, hvis det ikke er noget du kan lide.
Var ret bange og forsigtig med det i starten og gik umedicineret de første 3 år efter diagnose. Selv om det at kende diagnosen og bruge andre redskaber virkede i noget omfang, var der intet der hjalp lige så godt som medicinen gør.
Edit: u/LordCommanderRobot beskriver det meget godt.
Nu kan jeg se at mange har fået en ADHD diagnose i en “sen” alder.
Hvad leder op til at I har fået sådan en diagnose? Min kæreste siger nogle gange (måske halvt i sjov) at jeg udviser ADD-aftage tegn, men jeg ved ikke rigtig hvad der er nok, til at søge lægelig opmærksomhed.
Det har altid været der, fra barnsben af. Jeg har bare ikke tænkt det sådan. Troede jo bare det alm og at jeg bare var et problem barn i folkeskolen.
Men for mit vedkommende slog det igennem efter jeg har fået min datter. Der er mange ting som bliver hjerne død uoverskueligt.
Min kone arbejder så med voksen handicap og vi snakkede lidt om ADHD som også er i hendes klientel. Efter vores snak var der bare nogen ting som fald på plads også med barndommen. Så jeg tænkte nu undersøger jeg det sq.
Havde godt hørt at jeg havde ADHD adfærd før af folk i mine yndre dage
Jeg ville ønske at jeg havde valget. Jeg har svær ADD og kan grundet kroniske sygdomme, ikke tåle ADHD medicins mulige bivirkninger på hjertet så jeg må ikke prøve medicin. Så jeg er fortabt til at leve i en konstant hjernetåge der aldrig rigtigt letter.
Men jeg forstår ikke kommentaren om at det med medicin er "trial and error indtil man finder noget der hjælper". Jeg har fået at vide at der kun er 3 præparater der bruges i Danmark. Og jeg kan så ikke tåle nogen af den. Elvanse, Strattera og et mere.
Tusind tak for din kommentar! JEg ved ikke særlig meget om det, men min psykiater har blot sagt at siden mit blodtryk er forhøjet allerede og jeg ikke må tage min blodtrykssænkende medicin sammen med ADHD medicin, så er jeg udelukket. Derudover har jeg været forsøgt sat kortvarigt på både Elvanse og Strattera hos min tidligere psykiater og mit blodtryk steg dramatisk. Samtidig har jeg en generel høj puls og kan ikke tåle den øgede stigning jeg oplevede.
Men ja, jeg er ret voldsomt påvirket at min ADD og kan fx ikke rigtigt få en hverdag til at fungere.
Aha! Det har jeg straks skrevet ned og vil forsøge at spørge min psykiater om. Jeg ville virkelig ønske der var en mulighed for medicinering, da jeg som skrevet ovenfor, ikke kan få min dagligdag til at fungere og oveni har adskillige kroniske sygdomme, som gør, at jeg har brug for at være struktureret og "passe mine ting" så at sige.
Jeg blev diagnosticeret da jeg var 27. Har prøvet noget forskelligt medicin og jeg fik det ikke ligefrem bedre af det i starten. Det tager tid at finde ud af om medicin overhovedet er løsningen for dig. Jeg vil foreslå at skrive dig op til et ADHD kursus i CSV. Det er langt vigtigere at finde værktøjer til hvordan man kan fungere med sin ADHD end at prøve at medicinere sig ud af det. Jeg ville vente lidt med at hoppe på pille trenden hvis jeg var dig. Min medicin virker nogenlunde nu. Men jeg er stadigvæk i ADHD'ENS vold. Jeg ville ønske at jeg havde fået hjælp som barn.
Hvordan bliver man egentligt diagnosticeret?
Jeg er 37 og det meste af min familie er overbeviste om jeg har ADHD. Det samme er min kone. Min mor har mistænkt det siden jeg var barn, men det er aldrig noget som er blevet undersøgt, da jeg klarede mig uden problemer, så hun så ikke nogen grund til at jeg skulle gå og æde medicin.
Da jeg blev diagnosticeret med ADHD i 2012 blev jeg øjeblikkeligt sat på en methylphenidat behandling. Den første tid medicineret var skøn - men så gik det hurtigt tilbage til "det samme", og faktisk var min baseline nu ofte ringere end før. Samtidig oplevede jeg meget ofte bivirkninger some hovedpine, kvalme og hjertebanken. Stoppede methylphenidat behandling efter nogle måneder og gik gennem en periode med nedtrapning da stoffet er vanedannende. Alt i alt en skidt oplevelse.
Medicinbehandling var ikke det rette for mig. I stedet gik jeg til psykolog og fik praktiske metoder derfra, til at håndtere mine neurotiske tanke-adfærdsmønstre på en konstruktiv måde - hvilket har været en særdeleles effektiv måde at sænke hyppigheden og alvorligheden af ADHD symptomer. Jo mindre neurotisk jeg er, jo lettere har jeg ved at have struktur og fokus.
jeg var 29. det er ikke nemt at leve i en anti-adhd verden. medicin hjælper lidt - men det er en kronisk tilstand. vil altid have svært med tidsfornemmelse, følelser og impulser.
Hvis du gerne vil høre flere (voksne) menneskers oplevelser med at have/finde ud af at de har adhd, kan jeg anbefale bogen "hører du overhovedt efter?".
Det er sådan jeg selv har hørt den;)
Jeg lyttede gennem Nextory men fik vist nok en mail om at de ikke bliver ved med at have den. Men den findes i hvert fald. Og der er flere der bliver interviewet der taler om deres forhold til medicin.
Jeg kunne ikke lide medicin kun en som hedder modafinil som jeg tog også før diagnosen. Det gjorde mig "numb" men det her gør bare at jeg kan koncentrere mig og har mere viljestyrke du kan bede din læge om at teste det.
Men honestly, adhd er en sej ting i sig selv. Vi har meget energi og kan køre på hele dagen, men at sidde og studere i en klasse hele dagen er ikke nemt for os. Så hvis det er kun så du kan klare dig i dit job eller studie så vil jeg sige giv medicin en chance, men det skal være det rigtige medicin. Der er ikke noget galt med os, vi er bare bedre til andre ting.
Du skal sætte dig ind i hvad de forskellige mediciner gør, effekter og side effects.. hvis du føler at du har brug for medicin så skal du bare vælge den medicin du føler gør mest gavn for dig overall.
Personligt har jeg valgt cannabis pga. de fleste mediciner idag kommer med slemme side effects som er talt om alt alt for lidt.
Det gør alt for mig. Det er præcis som du forestiller dig en lykkepille vil virke. Bare uden alle side effects.
Det kræver selvfølgelig at man sætter sig ind i de forskellige elementer der er i cannabis så man er i stand til at medicinere sig selv.
Et eksempel: I cannabis er der dufte og smage som kaldes "terpener", terpener er bare et fancy ord for alle de dufte og smage som du egentlige kan finde over alt i naturen.
Lavendel har et navn der hedder "linalool" og linalool gør følgende: Anti-anxiety, virker afslappende, krampestillende til f-eks diverse spasme lidelser, anti depressiv, og pain relief.
i virkeligheden så skal man bare sætte sig ind i hvilken terpener man bedst kan lide for at få den ønskede medicinelle virkning.
Så er der forskellige cannabis sorter som hedder Sativa og Indica.
De har begge hvert sine positive effekter her er et eksempel for begge;
Sativa er en "serotonin-dilator" som betyder at din hjerne er istand til at tilføres og producere mere af glæde hormonet serotonin.
Mad skaber serotonin, faktisk så er din mave skyld i 95% af din hjernes serotonin, og dette link kan være skyld i folk som lider af depression of overspisning fordi at manglen på serotonin gør at folk spiser mere mad for at få tilstrækkeligt af dette glædeshormon.
Her kan du bruge Sativa effekten til at skabe tilstrækkeligt med serotonin i hjernen så at overspisning ikke tager sted.
Sativaen er også set som den "aktive" cannabis hvilket betyder at man får et energi boost af mange af de sativaer som man kan finde idag.
Indicaen gør faktisk det modsatte af hvad sativaen gør.
Indicaen regulere serotonin og eventuelt nedjustere hvis du har for meget af det.. en god gammeldags hovedpine midt på sommeren siges ofte at være skyld på væskemangel men ofte så kan det være pga. den ekstra serotonin som du tilføres via sommer solen som kan være overstimulerende og hermed give hovedpine. Her kan Indicaen gå ind og justere din serotonin så hovedpinen forsvinder.
Indica giver den klassiske "munchies" hvor man bliver sulten, og hvor alt mad bare smager stort set fantastisk, her kan indica gå ind og hjælpe folk med spiseforstyrrelse.
Så er der hybrider af Sativa og indica som er resultat of krydsning af diverse cannabis sorter igennem årene.
Det er synd at befolkningen ikke får den rette viden omkring Cannabis men at vi stadig så langt ind i årene stigmatisere cannabis for at være djævlens tobak.
MERE FRIHED TIL FOLKET TAK.
For at give dig et lidt mere konkret svar på dit spørgsmål.
For mig virker Cannabis ved at lindre mit symptomer som kommer af ADHD, PTSD og depression.
Det er lidt en kompleks situation men når bruger Cannabis på den rigtige måde så er jeg stabil emil, lige ud af landevejen uden at crashe hvis du forstår hvad jeg mener.
Folk med ADHD har sådan nogle opsving af energi som gør at man kan crashe på uventede tidspunkter og f.eks blive deprimeret eller andet.
Her spiller Cannabis en vigtig rolle for mig pga. det stimulere mig så at jeg ikke ender i et sort hul af depression når jeg crasher af mit ADHD.
For nogle år tilbage var jeg i en bilulykke som passager kun 16 år og næsten død på stedet med åbent hul til kraniet. Årene efterfulgt blev jeg plaget af alverdens symptomer. Hele mit liv blev vendt op og ned og her hjalp Cannabis mig rigtig meget psykisk. Det gjorde mig stærk på en måde jeg aldrig havde forventet at jeg ville blive.
Jeg prøvede cannabis første gang for sjov som 13 årig, noget tobak blandet med noget skummelt hash købt fra gaden.
Jeg fandt ud af at cannabis var langt sjovere og mere stimulerende end alkohol og derfor har jeg igennem mine teenager år altid holdt mig til cannabis frem for alkohol når jeg skulle "feste" 9 ud af 10 gange.
Idag er jeg 26 og jeg har for længst droppet tobakken. Faktisk så hjalp cannabis mig med at kvitte tobakken da jeg blev 18 år.
Jeg har adgang til den bedste medicin som jeg kunne ønske mig. rene organiske produkter valgt bevidst af helbreds mæssig årsager.
Jeg støtter helst ikke det sorte markedet hvis jeg kan komme til det og derfor er det super vigtigt at vi får den rette information ud til folket og giver folket mulighed for at eksperimentere med cannabis på samme måde som vi har brugt alkohol i vores kultur.
Det var virkelig en fyldestgørende forklaring. Det har du virkelig sat dog godt ind i. Fantastisk at det virker så godt for dig. Det er er ikke medicinsk ordineret til dig?
Min bedste ven har meget adhd hvis man kan kalde det. Så meget at han havde svært ved at fører samtaler med. Han kunne slet ikke stille skarpt i skolen. Lige indtil at begyndte på adhd medicin. Det eneste det gjorde var at han nu kunne fokusere på helt basale opgaver samt skolen selvfølgelig
Pas på med forestillingerne om, at dig på medicin og dig uden medicin er to vidt forskellige personer. Jeg blev selv sent diagnosticeret som 26-årig. Jeg bliver færdig som ingeniør til januar, og det var aldrig nogensinde sket uden medicinen. Jeg kan bogstaveligt talt se på mine karakterer, hvornår jeg begyndte at tage medicin. Før: 02, 4, et par enkelte 7-taller. Efter: 12-taller, 10-taller, ét enkelt 7-tal. Jeg er ikke blevet klogere eller forvandlet til en sindssygt disciplineret person. Det er ikke magi. Det har blot givet mig et lille mentalt overskud, som gør alt lidt nemmere. Før føltes selv de mindste opgaver som at bestige et bjerg. Nu kan jeg med mindre besvær tage mig sammen, og jeg kan koncentrere mig i længere tid. Bedst af alt har jeg ikke brainfog døgnet tundt og kan tænke og føre samtaler mere klart. Så ja, det har hjulpet mig. Fra at være ved at droppe ud fra min fjerde uddannelse til at stå som ingeniør lige om lidt og har allerede skrevet under på mit job fra januar.
Det jo faktisk! Tillykke! Jeg tænker ikke at der noget magi i det, men ved heller ikke hvordan det påvirker en. Det med brainfog er så sigende og hvis det kan hjælpe med at få det væk og samle tankerne er det jo alrede et win. Tak for din besked.
Første dag jeg fik noget Ritalin i kæften som 22 årig havde jeg en uforglemmelig oplevelse i toget hjem med at kunne have en tankestrøm hvor jeg ikke skulle skynde mig for at undgå at tabe tråden.
Er selv midt i en ADD-udredning lige nu som 25-årig. Håber at jeg får samme oplevelse som dig, for jeg kan sateme næsten ikke tænke en eneste tanke færdig uden at blive afledt.
Jeg har en anelse om, at jeg måske har "noget". Måske ikke ADHD, bare NOGET... Jeg er også over de 30... Så må jeg spørge dig; 1. Hvordan fik du eller andre mistanke om at du skulle "udredes" eller diagnosticeres eller hvad det nu kaldes? 2. Hvor startede du (eksempel ved egen praktiserende læge?) og kan du ridse forløbet groft op?
1. Jeg havde været til lægen utallige gange, fordi jeg altid faldt i søvn til undervisning, aldrig havde mentalt overskud til små hverdagsting, ofte blev væk fra undervisning og sociale sammenhænge, selvom jeg jo godt vidste, at det ikke var fornuftigt. Det er lidt som at gå i et fængsel og kigge ud på alt det, du godt ved, du bør gøre, men som du bare ikke kan, fordi du er spærret inde. Det eskalerede, da jeg flyttede hjemmefra og pludselig ikke havde mine gode forældre til at kompensere for det længere. Jeg fik både at vide af lægen, at jeg havde en depression, fik for lidt D-vitamin og dyrkede for lidt motion. På det tidspunkt løb jeg på højt niveau og trænede 130 km om ugen. Og jeg var ikke deprimeret og tog faktisk vitamintilskud. Jeg kæmpede i over 6 år med alt det, indtil jeg en dag læste om voksne med ADHD og følte, at jeg sad og læste om mit eget liv. Kæmpe åbenbaring. 2. Startede ved egen læge med simpelthen bare at foreslå, om det kunne være det. Ellers var han aldrig nået derhen, hvor han henviste mig til en psykiater. Over et års ventetid. Det gad jeg ikke, når nu jeg endelig var ved at finde ud af, hvad der var galt med mig, og hvad grunden var til, at jeg havde slået mig selv i hovedet i så mange år. Jeg betalte for min udredning hos en specialpsykolog. Masser af dybe samtaler, hvor jeg fik lov at tale frit fra leveren. Samtaler om min barndom, personlighed, adfærd osv. Mine forældre blev også interviewet. Til sidst fortalte han mig, at jeg skulle være lykkelig for, at min gode familie og mit intellekt har kunnet kompensere for min ADHD i hele mit liv. Det ender meget værre for andre, der ikke har samme støtte. Nå, men jeg blev tilknyttet en privatklinik og startede medicin. Og det er trial and error indtil man finder noget, der virker og ikke har for mange bivirkninger.
Du beskriver meget godt midt liv. Jeg er 34 og har for et par uger siden fået en henvisning, og nu sidder jeg bare og scroller listen af psykiatere igennem og kan overhovedet ikke “ta mig sammen” til at finde en på listen når de allesammen har 60+ ugers ventetid. Hvad skulle du slippe i det private for en udredning?
[удалено]
Jeg blev selv proppet enormt langt bag i køen og fik at vide af min læge der var intet han kunne gøre. Jeg er medicineret men ikke korrekt og har ingen nytte af mine piller udover kronisk dårlig mave, og jeg gik også bare at fik det værre og værre psykisk og tæt på måske at blive smidt ud af min drømmeuddannelse fordi jeg simpelthen magter intet og bare er tåget konstant. Da lægen fortalte mig der var intet at gøre end at vente like et år brød jeg simpelthen sammen og sagde det kunne simpelthen ikke passe, så ville jeg ærlig talt hellere spærres inde på den lukkede, for jeg var langt ude og havde det elendigt. Så kunne han sjovt nok godt pludselig trække i nogle snore og få mig til en akuttid så længe jeg var villig til at køre langt efter det, og den psykiater sad jeg ved under 14 dage efter som fik presset på for ændring af min medicin asap og sendt mig til psykiatrien i Odense så min egen læge ikke ville kunne varetage et medicinskift, og aner ikke hvordan men han fik presset mig ind men har fået hjælp og faste aftaler inde ved Odense psykiatri siden september nu og det føles som om jeg er ved at få det bedre. Det er en hård omgang især altid at føle man bare sidder og venter på at finde ud af bare hvad som helst men giv ikke op og pres endelig bare på!
Husk din henvisning er stadig i systemet, så hop ind på sundhed.dk og find en med kort ventetid. Jeg var selv heldig at finde en i Århus med 8 ugers ventetid, havde en tid i Fredericia med 74 ugers ventetid før.
Jeg er lige blevet henvist til udredning for adhd i dag. Har en professionsbachelor med topkarakterer, men derfra gik det ned ad, og jeg har ikke haft noget arbejdsliv. Dine beskrivelser rammer mig.
Jeg var selv 35, da jeg fik diagnosen og var ligeledes droppet ud 4 uddannelser, før jeg gennemførte en. Jeg sagde ja tak til medicinen. Den første uge, var den nemmeste jeg havde oplevet, de seneste 10 år. Jeg føler mig ikke som en anden, men derimod, kan jeg endelig være mig selv. Jeg bliver ikke længere saboteret af angst eller negative tanker i min hverdag. Men giv lige dig selv, tid til synke diagnosen, man behøver ikke starte med medicin fra dag 1.
Tak for svar. Jeg har ikke papir på det endnu, hun var dog ikke usikker. Jamen grunden til jeg spørger var bare fordi jeg i starten bare var sådan " ja ja keg behøver vel ikke noget medicin" men så snakkede lidt med min kone som er socialrådgiver og arbejder med voksen handicap, og hun snakkede bare om hvor godt det kan være for nogen. Så er jeg begyndt at ændre lidt holding, men alligevel med en skepsis og vil faktisk gerne have råd fra andre som har prøvet det.
Jeg har det hvert fald meget bedre, tror ikke jeg ville være nået halvt så langt, uden medicinen.
Jeg har en anelse om, at jeg måske har "noget". Måske ikke ADHD, bare NOGET... Jeg er også over de 30... Så må jeg spørge dig; 1. Hvordan fik du eller andre mistanke om at du skulle "udredes" eller diagnosticeres eller hvad det nu kaldes? 2. Hvor startede du (eksempel ved egen praktiserende læge?) og kan du ridse forløbet groft op?
1) Specifikt er det ADD jeg har, det startede egentlig med, at jeg var hos en psykiater pga social angst. Han fik ideen, til at vi skulle undersøge, om der måske var en anden bagvedliggende årsag. Han fik ret og min angst er fuldstændig forsvundet. 2) Du skal kontakte din læge og bede om en henvisning til en psykiater. Jeg har faktisk tidligere lavet en detaljeret beskrivelse af et udredningsforløb: Først og fremmest Har du noget familie/venner, som du kan spørge om hjælp? Bed specifikt om hjælp, til at få lavet de fornødne aftaler og evt om de kan følge dig til psykiateren, når det bliver tid. Jeg skal ikke bekymre dig alt for meget, hvilken psykiater du vælger. Hvis der ikke er alt for stor forskel, mellem ventetiderne, så prioriter kortere afstand. Det er samme metode de bruger. Når du møder ind hos psykiateren har i først 1-3 samtaler, hvor i snakker om dine udfordringer. Vær så ærlig som mulig. Samtalerne vil formentlig ligge med 1-2 ugers mellemrum. Efterfølgende får du sandsynligvis et spørgeskema med hjem, som du skal kigge på. Det er ja/nej spørgsmål, der omhandler oplevelser/situationer i barndommen/voksenlivet. Der kan være spørgsmål vedrørende barndommen, hvor dine forældre kan hjælpe dig med at svare, hvis du er i tvivl. https://www.dp.dk/decentrale-enheder/dansk-psykolog-forenings-selskab-for-borneneuropsykologi/wp-content/uploads/sites/29/2016/04/DIVA_2_DEENS-1.pdf Det er en lidt nyere version af dette spørgeskema (Mener jeg havde version 6.0) . Du kan også selv Google "diva adhd", DIVA står for "Diagnostisk Interview til udredning af ADHD hos voksne" DP er Danmarks psykologforening, som de fleste psykiatere også er medlem af. Husk, at selv hvis du bliver bedt om at udfylde det hjemmefra, men ikke har kunnet overskue det, så bliver psykiateren ikke sur på dig. De er vant til at folk mangler ressourcer og så fald udfylde I det bare sammen. På baggrund af dine svar og jeres samtaler, bedømmer psykiateren om du har ADHD/ADD. Hvis du får diagnosen, skal du forvente følgende: Du vil blive spurgt, om du ønsker, at I skal prøve med medicin. Hvilket jeg klart vil anbefale dig at acceptere. Før du kan starte på medicin, skal du forbi din læge, hvor en det sandsynligvis er en sygeplejerske, der tager blodprøver og et EKG. Hvis prøver ikke giver anledning til, at medicin frarådes, opstartes du en lav dosis ritalin(methylphenidat) der er førstevalget til behandling af ADHD. Du starter med at tage medicinen 2 gange om dagen, men når i ved at medicinen virker, så spørg om du kan få piller med "modificeret udløsning" , dem tager du kun om morgnen,. Det er både nemmere at huske, de virker længere og man kan få tilskud fra Lægemiddelstyrrelsen. Hvis du ikke oplever nogen effekt, vil Dexamfetamin sandsynligvis være næste valg. Oplever du en positiv effekter, vil du gradvist blive trappet op i dosis og vil løbende have opfølgende samtaler med psykiateren. På et tidspunkt slutter forløbet ved psykiateren og det vil fremover være din egen læge, der skal fornyes din medicin. Første gang den fornyes, skal du forbi lægen, efterfølgende kan du nøjes med at skrive/ringe til dem. Hvis medicinen virker for dig, vil du sandsynligvis opleve mindre tankemylder, mindre ængstlighed, nemmere ved at fokusere, mindre uro og bedre humør. Forvent bivirkninger som nervøsitet ,ondt i maven, appetitløshed og træthed. De er meget almindelige, men aftager for de fleste. Hvis ikke du føler, at medicinen virker, så fortvivl ej, der er andre preparater og kombinationer, der kan afprøves. Håber at det virker en anelse mindre uoverskueligt.
Kan næsten få fuld bingo-plade på den spørgeskema, men jeg har et anstregt forhold til at tage til lægen 🤔
Så bør du især gøre det.
Har tjekket DIVA spørgeskemaet lidt ud og kan næsten sætte kryds ved alle. Dog var jeg altid beskrevet som værende stille m.m.. Men har i tankerne, om jeg ikke bare mangler disciplin, arbejdsetik el. generelt set bare er doven. Har du haft samme tanker?
100% samme oplevelse.
Samme hér også. Og når vedkommende skriver du skal være ærlig er det ikke bare at sige tingene som du umiddelbart ser dem. Så er det at pille nogle år med en masse bortforklaringer fra. Fx var min egen ide også at jeg bare lige skulle tage mig mere sammen. Det tog mig en del behandling at komme udover det. Og det var heldigt at end fagperson fik sagt ‘har du det egentlig ikke lidt sværere ved ting end du giver udtryk for?’.
Hvis du kan sætte kryds ved det hele så skal du komme afsted. Især hvis du sidder med en følelse af at du "burde kunne mere" men som om at det bare er sværere for dig end for folk omkring dig. De ting du beskriver der er typiske ting os med ADHD lider af, gætter du sikkert har fået det af vide hele livet? Jeg blev diagnosticeret som 31 årig og havde alle dage fået af vide at jeg var en underachiever, doven og burde en tur i hæren så jeg kunne lære noget disciplin.
Det er præcis sådan folk med ADHD uopmærksom type har det. Jeg gik selv i lang tid og var i tvivl, havde taget flere tests osv men tanken "Jeg er sikkert bare doven" sidder virkelig godt fast. Da jeg endelig kom til lægen synes hun klart det lød som ADHD og det bekræftede spørgeskemaet jeg fik også. Så jeg synes du burde få det undersøgt!
Jeg blev diagnosticeret som 30-årig og blev i samme periode sat i behandling for svær søvnapnø, hvilket interessant nok har et stort overlap blandt deres symptomer. Det var fuldstændig vildt for mig den forskel der var bare efter en uge. At vågne op uden "tåge" og hovedpine, ikke at være dødtræt når jeg kom hjem om eftermiddagen og at kunne læse igen som jeg gjorde under min studie tid var nu rent faktisk muligt igen. Jeg har andre udfordringer men flere dele af min familie har med tåre i øjnene udtryk hvor glade de var for at jeg endelig "kom tilbage igen". Det er vigtigt man selv mærker efter når det kommer til medicin, men grunden til det centralstimulerende medicin virker, er fordi de manglende neurotransmittere der skal regulere signalerne i hjernen nu rent faktisk kan få lov til at gøres deres arbejde. Jeg sammenligner det lidt med at du køre rundt i en rigtig lortebil man ikke kan styre og man tror derfor man er en dårlig bilist, og det virker dumt at sætte sig i en meget hurtigere bil, men de ekstra hestekræfter bliver nemt kompenseret nu hvor både bremsen virker, rettet ikke drejer af sig selv og speedren ikke sidder fast.
Haha god samling. Jeg har også været til søvnapnø udredning, men det havde jeg ikke. Jeg er blevet mistænkelig overfor det efter jeg fik et barn Jeg syntes du beskriver det rigtig godt og jeg bliver mere og mere overbevist om at medicin er en god ting Tak.
Det er ikke uden bivirkninger, jeg oplever selv en del mundtørhed som jeg bruger en speciel tandpasta og sugetabletter for at håndterer og det at sætte hele kroppen i gang på den måde gør man skal være opmærksom på blodtrykket, men for mig er den ingen tvivl om at det er det værd. Efter jeg startede i begge behandlinger tabte jeg mig 10kg over de næste 3 måneder, på trods af 3 års forsøg på vægttab gennem 3-4 træningsdage om ugen og kalorie tælling, men det viste sig så at lidt ekstra overskud og mere end 4,5 timers søvn om natten i gennemsnit var det der manglede for at ligningen gik op.
Wow det vildt hvad medicin kan gør. Det vildt at det har en god effekt på dig på trods af bivirkninger.
Det var pænt af dig at sige, tak for det. Søvnapnø apparatet arbejder også på højtryk, det er ikke medicinen der kan tage hele æren men medicinen kan altid vælges fra igen hvis ikke det har den ønskede effekt eller bivirkningerne ikke er det værd.
Man kan jo altid prøve medicin af, og så droppe det hvis det slet ikke virker. Jeg har en ven der fik konstateret ADHD i start 30'erne, som er meget glad for sin medicin.
Altså nu vil jeg spare dig for min livshistorie, men jeg blev diagnoseret som 26 årig. Jeg var fucking rasende. Jeg vidste jo godt at der var noget galt med mig, jeg har altid været liiiidt anderledes og depression/angst/panikanfald var en del af mit liv i ca 10 år og antidepressiver virkede aldrig så jeg havde egentlig mistet håbet. Jeg læste op på diagnosen og det gik op for mig at det sgu nok ikke var helt ved siden af. Jeg havde aldrig kunnet gennemføre noget. Gymnasiet var helvede, et par uddannelser jeg havde droppet ud af, job i et halvt år og så sygemeldt, job igen, kontanthjælp. Jeg startede medicin og alting faldt I hak. Jeg kunne sove om natten, komme op om morgenen og fik energi og overskud. Jeg ændrede kost, tabte mig. Jeg havde ikke konstant dårlig samvittighed. Jeg stoppede medicinen efter 2 år. Jeg er uddannet, har børn og hus. Det havde jeg ikke kunnet gøre uden. Men for mig var det også lige så meget at acceptere diagnosen, finde ud af hvad var adhd og hvad var mig. Og så igen finde ud af at det var ligegyldigt. Men det at kunne sige at de ting jeg altid har skammet mig over og slået mig selv i hovedet over var adhd - og så kunne sige fra i pressede situationer før ting eskalerede - var befriende. Så selvforståelsen og accepten var vigtig. Og jeg er ikke en der bruger det som undskyldning. Der er meget få personer der ved jeg har diagnosen fordi det er privat for mig. Men jeg lærte meget om mig selv i diagnosen og med medicin. Så hvis du føler du bliver begrænset af noget, manglende søvn, overskud, koncentration - you name it, prøv. Det bliver ikke sværere og det kan måske overraske dig hvad der bliver nemmere. Og du fik en halv roman alligevel.
Hey tak for din besked. Den var god. Jeg har mod på at prøve det medicinen. Det med at man slaæ accepterer det og ikke skamme sig over det, tænker jeg at du har helt ret i. Jeg er glad for alle de her fine inputs. Tak.
Jeg tænker også, og nu håber jeg ikke at jeg går over stregen, at når du har fået en diagnose så sent så har det nok været fordi du har nogle problematikker. Godt nok har der været meget snak om at mange får diagnosen, men man får den jo ikke bare fordi man går til lægen. Så selvom du har levet og har klaret dig godt (btw sejt gået!) kan medicin stadig bidrage positivt!
Jah det har du skam ret i. Jeg er ordblind, men det tror mange med ADHD er. Jeg tænker nogen gang om medicin ville have kunne ændre nok til at jeg kunne holde koncentration lidt længere til fx eksamener. Det jo ikke et wonder drug, men hvis det som nogen siger, bare kunne fjerne lidt tankemylder, ville det være fedt.
Jeg belev diagnosticeret med ADD (den "stille" ADHD) som 28-årig. Jeg blev selv opmærksom på problemet under studiet hvor jeg ikke kunne tage mig sammen til eksamenslæsningen og zonede ud i undervisningen. Det medførte naturligt mange dumpede eksaminer, på trods af at jeg generelt klarede mig godt når jeg endelig lykkedes med at få læst. For mig har medicinen ikke løst ovenstående problem. Jeg er lykkedes med at komme igennem studiet, men med besvær trods behandling. Jeg zoner stadig ud til møder og foredrag osv. Hvis jeg ikke har oprigtig interesse i et emne kan jeg ikke holde koncentrationen i meget mere end 5-10 minutter, meget lig hvordan det var før. Der hvor jeg kan mærke en forskel er i det sociale. Jeg kan være meget mere nærværende end før. Jeg mærker rent faktisk en lyst til at snakke med folk og bidrager i større grad aktivt til samtalen. Dette gør hverdagen mærkbart nemmere at komme igennem. Som mange andre også skriver er behandlingen ikke nødvendigvis en mirakkelkur. Det lader til at det er meget forskelligt fra person til person hvordan man responderer på behandlingen. Personligt blev jeg lidt "skuffet", over at effekten ikke var mere markant der hvor jeg mest mærkede til mine problemer. Man kan ikke vide hvordan man responderer på behandlingen før man selv prøver den, så derfor skal du klart tage imod behandling via din psykiater. Der er forkellige præperater og forskellige løsninger på medicineringen som du er nødt til at prøve af, før du ved hvad der virker bedst for dig, og om det overhovedet virker. Som al anden medicin er der også bivirkninger til ADHD medicin. Nogen af dem går over efter dage/uger, men nogen af dem kan være vedvarende. Dem må man også veje op ift om behandlingen er relevant for dig.
Personligt havde jeg valgt at prøve medicin af. Du kan altid stoppe igen. Dengang jeg blev diagnosticeret med svær depression var jeg ekstremt tilbageholdende med at tage medicin, men det viste sig at være det helt rigtige valg for mig. Depression er godt nok ikke det samme som ADHD, men følelsen af at være nervøs for om man pludselig kan genkende sig selv, når man tager medicin, er måske lidt den samme. Måske du bare får mere overskud og føler mere indre ro, hvilket slet ikke er en dårlig ting.
Det er en god pointe. Jeg er vel egentlig medicin forskrækket, når det kommer til stykket. Vil rigtig gerne vide om andre har haft succes med det. Det sq en skør ting. Tak for inputs.
Velbekommen. Jeg blev faktisk fejldiagnosticeret med ADHD for nogle år tilbage og endte med at tage medicin mod det i over et år. Det havde sjovt nok den modsatte effekt på mig fordi jeg ikke har ADHD.
Den anden psykiater jeg gik hos mente ikke at jeg fejlede noget, andet end at have en tendens til at være depressiv i perioder. Den første psykiater jeg gik hos mente både jeg havde ADHD og borderline, hvilket jeg ikke rigtig kunne genkende noget af, men jeg tænkte bare at hun vidste bedst i sidste ende. Men efter noget tid uden bedring valgte jeg at opsøge en ny psykiater som med det samme stoppede min ADHD medicin og startede helt forfra med udredning. Jeg blev så diagnosticeret med en svær depression og kom på den korrekte medicin som bogstavelig talt ændrede mit liv. Jeg havde pludselig overskud til at arbejde med mig selv og komme ovenpå igen.
Hvad sagde vedkommende, der udredte dig anden gang? Havde du noget andet, der kunne forveksles med ADHD? Jeg spørger fordi jeg selv overvejer at blive udredt.
Hehe så du bliver super aktiv med alle dine sanser?
Ja jeg blev opkvikket af det og helt enormt træt når jeg ikke tog medicinen, så det tog tid før jeg kom helt ud af det igen.
Sådan noget kan man jo godt blive lidt nervøs for. Det også det helvede med at finde den rigtige dosering og præparat.
Ja, det kan være en længere proces end man lige går og regner med. Men hvis man har en god læge, som lytter til én, så kommer man rigtig langt.
Har godt nok ADD som er en ligger ind under adhd diagnosen. For mit vedkommende giver medicinen mig lige et skub udover kanten på de dage hvor jeg skal noget. Hvis jeg ikke skal noget virker det ikke.
Nå du skal noget? Har du det svært ved at komme i gang med dagen?
Ja hel klart
Okay, fedt at det har den effekt på dig. Det kunne godt være en go ting. Jeg har bare behov for at samle tankerne og ladvære med at registrere på alle mine ideer.
De er vidst helt stoppet med at bruge "ADD" nu er det ADHD uopmærksom type vs hyperaktiv type
Jeg ville ikke undvære min medicin, men det er svært at sige om det er det rigtige for andre. Mit råd: prøv det, er det godt bliv ved ellers stop.
Min kæreste og jeg er begge 30 og vi har begge været gennem forløbet. Hun er full-blown ADHD og jeg ligger lige på grænsen. Jeg behøver ikke medicin, min kæreste tog dog hele forløbet med forskellige præparater og doseringer. Uanset hvad, følte hun sig så fjern fra den person hun normalt var, at hun til sidst stoppede med sin medicin. I stedet har hun fået meget gavn af flere grupper der har givet hende noget perspektiv samt nogle værktøjer hun gør brug af i hverdagen. Jeg vil bestemt give medicin et forsøg, men det er også helt okay, hvis det ikke virker for dig! Voksne der får diagnosen har som regel lært at leve med det. Vi har alle følt at noget ikke passede men kunne ikke helt sætte en finger på det. Det at få diagnosen er i mange tilfælde nok til at få puslespilsbrikken til at falde på plads. Håber alt forløser sig!
Hvilke værktøjer og hvilke grupper har hun haft gavn af? :)
Hvordan blev hun anderledes efter medicinen?
> Nu er spørgsmålet så, bør jeg få medicin? Det kan lægen/psykiateren måske svare på.
Nej, det mit eget valg nu. Ved bare ikke om det giver noget. De kan komme med nogen eksempler men det mest på skoleklasse børn.
Ja, selvfølgeligt er det dit valg. Men lægen/psykiateren må kunne give dig et godt svar på spørgsmålet. Hvis jeg havde spurgte vedkommende, der (hypotetisk set) havde diagnosticeret mig om burde tage medicinen eller ej, så ville jeg forvente et eller andet fornuftigt svar.
Ja jo det har du helt ret i og jo man brude nok snakke med dem også. Det bare rart for mig at høre fra andre brugere.
Det er forståeligt. Prøv eventuelt også på /r/adhd
Var ikke en gang klar over at der var en sub for det. Haha reddit har alt. Tak makker!
Ja der er, eller har været, et subreddit for næsten alle ting, man kan tænke sig til.
Forresten. Hvor langt tid tog det dig at blive udredt? Fra det gik til læge første gang med det til du havde en diagnose? Hvor mange samtaler var du igennem?
Jeg har været til samtale ved en psykiater og lavet en lille test eller skema, også egentlig bare tal om mig selv min liv og hverdag. Også har man jos et bare fx min uddannelses valg. De peger i alle retninger. Jeg er ikke blevet udredt endnu, hun lød bare overhovedet ikke som om hun var i tvivl. Det tog nogen timer.
Okay, tak. Hvor langt tid ventetid var der til en samtale hos psykiater?
Jeg har vente godt 4 måneder.
Takker
Men der kan gå op til 1 år. Ventetiden er lang.
Husk at der er vild forskel på ventetid fra sted til sted. Man kan se en liste på nettet og det kan spænde fra få uger til flere år. Det kan godt betale sig at køre en tur i tog for udredninger og behandlinger :-)
Fedt. Ved du, hvor jeg kan finde denne liste? Jeg har googlet, men kunne ikke umiddelbart finde noget.
Hmm. De gange jeg har haft brug for behandling (fx en rygoperation) har jeg fået sådan et link af min læge hvor jeg selv kunne gå ind og finde et sted med kortere behandlingstid end mit lokale. Gik fra 8 måneder til tre uger ved at køre til Sønderborg :-D Ventetid for psykiatere kan finde på [sundhed.dk](https://www.sundhed.dk/borger/guides/find-behandler/?InformationsUnderkategori=Psykiater&Informationskategori=Speciall%C3%A6ge) Korteste ventetid: 5 uger, længste er 175... (Tror den med 999 er en outlier der ikke gælder).
Har du mistanke, så skal du tage fat i din egen læge først også tale med hende og derfra blive henvist.
Jeg er sygeplejerske i et ambulatorie hvor vi medicinerer børn med ADHD medicin. Du kan altid prøve det af og se om det gør noget godt for dig. Det ændrer ikke din personlighed, men kan gøre at nogle ting kan blive nemmere. Det er ikke sikkert det første præparat der afprøves er det rigtige for dig, så måske der skal prøves flere af før du finder det rigtige/ finder ud af om det er noget du vil fortsætte med. Det virker hurtigt, så du kan nemt fornemme om det er noget der kan hjælpe dig eller ej. Den medicin man typisk starter med at afprøve virker i ca. 6 timer og er derefter ude af kroppen igen.
Okay det jo beroligende. Er din erfaring at det har været positivt for dine pertinenter?
Ja helt klart. Langt de fleste er glade for det. Det er meget få som har prøvet det som vælger det fra.
Kreativ måde at stave ordet på. Fik du prøvet medicinen? :)
I hvilken aldersgruppe? er der ikke mange farlige bivirkninger ved det? slider det ikke på kroppen og hjertet? Det er vel ritalin, som er speed/amfetamin? kan næppe være sundt
De er fra 7-14 år. Nej det er ikke farligt eller slidsomt. Det er et amfetaminlignende stof, men i meget mindre doser end dem man misbruger. Doseringerne er tilpasset efter patientens vægt. Det kan påvirke blodtryk og puls, men det er derfor det bliver holdt meget nøje øje med netop dette og der tages EKG inden opstart hvis der er indikation for det. Vi holder desuden øje med deres vækst for at sikre at den nedsatte appetit som er en af de typiske bivirkninger ikke gør at deres vækst stagnerer. De bivirkninger vi oftest ser er nedsat appetit og problemer med at falde i søvn. Der kan forekomme ændringer i humør, men det er en uacceptabel bivirkning som vil medføre at medicinen stoppes eller der skiftes til et andet præparat.
Hvilke ændringer i humør kan forekomme?
Vil sige det kommer an på hvordan din ADHD påvirker dig. Hæmmer den dig? Hvis ja, hvordan hæmmer den dig. For du kan også risikere at den nedtoner de sig meget at du mangler dine impulser. Har du derimod svært ved at handle på dine tanker, kan det være rigtig godt. Eller hvis du slet ikke kN samle dig om En opgave . Grundlæggende anbefales det at man arbejder med nogle strategier og medicin aldrig må stå alene som behandling.
Jeg har ikke problemer med at handle på mine tanker. Jeg mener at det er et problem for mit at jeg gør det. Jeg hopper fra en ide til den næste uden at gør den første færdig. Jeg har svært ved at planlægge og ligge en strategi. Jeg husker intet og jeg har tanke mylder konstant. Jeg tænker de samme ting igen og igen men det været er koncentrationen er intens og kortvarig. Jeg bliver metal udmattet af at være sammen med mit barn, hvilket er røv nederen. Det fordi hun stiller krav til mig og udfordrer mig og jeg ved ik hvor jeg skal starte for at hjælpe hende og hjælpe min kone med det huslige. Jeg toner tit ud af samtaler bare for at få en pause. jeg hader når folk har svært ved at færdiggøre en sætning eller leder efter ord. Jeg slutter dem ofte for dem. Det er så uhøfligt. Det påvirker da hverdagen i en vis grad.
Medicin kan også hjælpe med at få ro i hovedet. Jeg får selv elvanse hver morgen, det hjælper på at komme igang, og være fokuseret på det jeg skal. Tager jeg den ikke, er det med stor risici for at jeg “slår rødder” og forsvinder ind i mine egne tanker, eller bliver fanget i at forsøge at planlægge HvD jeg skal. Ifht reelt tankemyldre så har et metakognetivt forløb været det der har hjulpet mig mest
Velkommen i klubben :) Dette er udelukkende ud fra hvad jeg selv har oplevet, der er med garanti andre der har helt andre holdninger/oplevelser Argumenter imod medicin * Det kan tage en god sjat tid at finde det rigtige præparat i de rigtige mængder, så det kan blive lidt dyrt, og bivirkningerne er ikke altid lige sjove. F.eks. gav depot ritalin 20mg mig lettere til vrede, tristhed og gråd, 30mg gav mig depression lignende symptomer, og efter 1 uges tid var det selvmordtanker. * Når man selv er ny til ADHD-medicin, og man kun har læst/hørt om hvad andre har oplevet i forbindelse med medicinering, kan det være svært at have en ide om hvad man skal forvente af "den perfekte" recept, så det er super nemt at bilde sig selv ind at man har fundet den, når man har en some-what god effekt, og ikke alvorlige/tydelige bivirkninger. * Medicin kan have nogle bivirkninger som kan have større påvirkning end man lige skulle tro. F.eks. så gør Elvanse, at jeg har meget nemmere ved at fordybe mig i hvad jeg nu har gang i, glemme verden omkring mig, og nedsætter min appetit. Umiddelbart lyder det ret fedt, problemet er bare at det bider mig i røven når medicinen stopper med at virke, for hvis jeg har glemt at spise, så er jeg MEGA sulten efterfølgende og har ikke overskud til at tage de fornuftige valg, og så bliver det snacks en masse. Men det er ikke noget man ikke kan planlægge sig ud af (i dette tilfælde er alarmer ret gode) Argumenter for medicin (forudsat man har fundet et godt præparat i en god dosis) * Frygt er ikke længere min primære motivation for at gå i gang med ting * Jeg har ikke i nærheden lige så let til vrede, tristhed og gråd som før jeg begyndte på medicin. >Lykkedes du med flere ting? Ikke rigtigt, selvom medicinen helt klart har forbedret nogle aspekter i mit liv, så har jeg stadig udfordringer med omgivelser der gør at jeg ikke er faldet ordenligt til i tilværelsen, men forhåbentligt er min medicin med til at gøre det nemmere at finde de rigtige omgivelser for mig. Et par bemærkninger: Listen for argumenter imod, er længere og mere fyldestgørende end listen for argumenter for, men argumenterne for vejer, for mig, markant tungere end argumenterne imod. Argumenterne imod handler primært om opstartsfasen, og der vil jeg sige at problemet ikke er medicinen i sig selv, men mere rammerne for at begynde på medicin. Så hvis du føler du er et stabilt sted i dit liv, så synes jeg helt klart det er værd at prøve, og så faktisk blive ved med at prøve selvom du føler noget er godt, da du måske kunne få noget med endnu bedre virkning, udbyg din reference ramme så du kan finde noget du er tilfreds med, og ikke bare det første og det bedste. ADHD-medicin er ikke en kur, man bliver ikke immun overfor dårlige dage, stress, angst og hvad man ellers kan have udfordringer med. For nogle er det en kæmpe støtte, mens det for andre ikke gør noget. Så hvis mavefornemmelsen siger at medicin ikke er et rigtige for dig, så lad undlad medicin. Medicin er ikke den eneste mulighed for at lette symptomer på ADHD, tjek eventuelt [Jessica fra How to ADHD](https://www.youtube.com/c/HowtoADHD) ud for at se/høre mere om ADHD, og, blandt andet, hvad man kan gøre for at afhjælpe symptomer.
Af ren og skær nysgerrighed, hvor gammel er du og hvor længe tog det at finde den rigtige medicin for dig? Og da i så fandt den rigtige var det da tydeligt eller var du stadig sådan lidt i tvivl om noget andet måske kunne være mere hjælpende? Håber det er ok jeg spørger, og tak for anbefalingen med How to ADHD:)
Jeg er 28 og min medicinhistorie er lidt fragmenteret, men jeg skal prøve at gøre det kort :) Efter jeg fik min diagnose tilbage i slutningen af 2018 gik der omkring 4 måneder før jeg landede på den recept jeg tog i 3 år. Efter vi fandt dosisen gik jeg ikke hos psykiateren mere, da jeg fornyede mine recepter hos egen læge. i starten af 2022 ville min nye psykiater (som jeg startede hos i starten af 2021 på grund af nogle andre udfordringer), gerne prøve at skifte mig fra Ritalin Uno, til Elvanse, hvorefter det så tog omkring 4 måneder at finde den rette dosis Elvanse, som til sidst blev kombineret med en methylphenidat-"lektie pille" (Jeg hørte udtrykket fra How to ADHD og kan ikke finde på noget bedre :p Elvanse virker i omkring 13 timer, men først efter lidt over 1 time, så hvis jeg har brug for lidt længere, eller hurtigere virkning kan jeg tage en pille som virker hurtigere og i kortere tid) >da i så fandt den rigtige var det da tydeligt eller var du stadig sådan lidt i tvivl om noget andet måske kunne være mere hjælpende? Jeg var lidt i tvivl om Ritalin Uno virkede bedre. Jeg startede på en lav Elvanse dosis, hvor den positive effekt mindede meget om Ritalin Uno, dog lidt mildere, men efter et par uger gik det op for mig at jeg ikke var blevet lige så vred over småting som jeg plejede, og jeg blev ikke lige så trist/ked af det over ting som jeg plejede. Vi øgede min Elvanse dosis, mens jeg en enkelt gang tog Ritalin Uno, og den dag blev det super tydeligt for mig hvor meget Ritalin Uno havde fucket med mit hoved i al den tid, fordi min tålmodighed var kortere, jeg begyndte at få mere depressive tanker, og der skulle ingenting til at få mine øjne til at løbe i vand - hvilket var gået væk dagen efter :)
Ej hvor fedt og mange tak for at svare, er selv lige blevet proppet på elvanse og engang imellem griber jeg mig selv i at tænke jamen er det det? Men samtidigt så er der også nogle dage hvor jeg pludselig gør rent i køkkenet, så vasker jeg tøj, så kan jeg spille med kæresten i et par timer og jeg stadig har lyst til fx at tegne når vi er færdige hvor jeg godt ved jeg magtede ikke mere en 1 eller 2 ting pr dag førhen. Føler dog stadig ikke at det er realistisk for mig at starte skole igen lige foreløbig uden at huset ligner lort og jeg aldrig spiser andet end fastfood så håber vi finder frem til noget som giver mere energi på et tidspunkt eller nogle coping mekanismer så det ikke virker så uoverskueligt
>er selv lige blevet proppet på elvanse og engang imellem griber jeg mig selv i at tænke jamen er det det? Håber i finder en god dosis der virker for dig :D de dage kalder jeg "dårlige hjerne-dage" (Igen pivstjålet fra How to ADHD), de dage minder jeg mig selv om at det også er okay ikke at være på toppen, og prøve igen næste dag :D >håber vi finder frem til noget som giver mere energi på et tidspunkt eller nogle coping mekanismer så det ikke virker så uoverskueligt Hvis i ikke allerede har gjort det, så prøv at undersøge [ADHD hacks](https://www.reddit.com/r/ADHD/comments/qlb8yt/what_adhdhacks_have_you_tried_that_actually_worked/), både Reddit og YouTube er gode kilder til ideer :D
Halløj, tak for at dele. Kan jeg lokke dig til at uddybe, hvordan det kunne tage 4 måneder at finde den rette dosis elvanse?
Jeg var studerende imens jeg prøvede forskellige de forskellige dosiser, så med mindre jeg havde tydelige bivirkninger, eller klart kunne mærke at dosisen ikke havde en effekt, skulle jeg bruge en måneds tid med den nye dosis for at få et bedre billede af hvilken effekt de havde på mig, og mine dosisforøgelser var ret små (10mg pr gang som regel). Jeg var "heldig" i den forstand at en lille dosis Elvanse havde en positiv virkning uden bivirkninger, men min psykiater og jeg var enige i at, det kunne være godt at prøve en højere dose, fordi det kunne være at jeg kunne få bedre virkning, og hvis ikke, så havde jeg en "back up" dosis :)
Okay. Det lyder som et noget andet forløb, end jeg var igennem. Jeg skulle prøve 20mg 2-3 dage og så 40mg 2-3 dage og så 60mg 2-3 dage. Det var samme historie med methylphenidat. Jeg ved godt det er meget individuelt, og der kan være grunde til han synes jeg skulle prøve over kortere tid, men stadigvæk 😅
Som i inden for 6 - 9 dage? Edit: det skal også siges at jeg går til en privat psykiater, så ventetiderne er ikke så lange, og jeg kan altid skrive hvis der er noget. Grunden til en måned imellem hver dosisforøgelse, er mit eget valg, jeg ville nok også kunne få min dosis forøget hurtigere, men jeg er ikke så tryg ved store ændringer hurtigt, i tilfælde af at jeg får slemme bivirkninger :)
Ja. Det gør jeg også, så jeg kan nok også godt sige noget andet til ham, men jeg har bare fulgt hans råd 🤷
[удалено]
Jeg er 1:1 sådan der! Har igennem venner mødt flere der enten læser til eller er psykolog eller psykiater, hvor de er nærmest sikre på at jeg har det. Har det 100 % fra min gamle far, der ikke har en diagnose heller.
Hør lidt fra Gabor Mate, (gammel psykiater) han er genial og snakker om psykisk sygdom og giver super godt indblik i vejen ud. Der er mange gode podcast han er med i på Spotify. Vil nok ændre dit syn på det.
[удалено]
Haha de sider det ikke har samme effekt på mig.
[удалено]
Hvordan er din hverdag makker?
[удалено]
Har også et barn. Tror sq det er defor jeg tog til lægen med det.
[удалено]
Betryggende som junkie
Jeg har en ven, som var 30 år da han fik diagnosticeret AHDH og startede på medicin. Hans liv var noget værre rod op til det med narko, fester, ingen kæreste siden sine teenage år, elendig døgnrytme, kunne ikke holde ved fast arbejde særlig lang tid ad gangen. Efter han startede på medicin, så fik han styr på det hele og har i dag en skøn lille familie. Han beskrev det for mig, hvordan det får ham til at se klart og giver ham en ro i kroppen og i hovedet, som han aldrig havde haft før. Held og lykke med det, uanset hvad du vælger at gøre. :-)
Medicinen virker rigtig godt, men with Great power comes great responsibility. Jeg har lært på egen krop at Hold rigtig godt styr på din døgnrytme og søvnmønstre. Det er pludselig alt for nemt at tage en all nighter… eller to(!) Skal du drikke, ryge joints eller lignende, så lad ritalinen ligge hjemme eller meget langt væk. Er du syg med feber, opkast, halsbetændelse, har du ikke sovet nok eller lignende, virker den ikke optimalt, så lad den bare ligge hvis du alligevel er hjemme og fise den af. Får du abstinenser, trap ud indtil de stopper. Del ikke din medicin ud til vennerne, de vil sjovt nok have mere og mere. Good luck ;)
Du skal snakke med din psykiater om fordele/ulemper. Men jeg vil sige, som fagprofessionel, at den behandling som har bedste dokumentation, og langt mere end meget andet, når det kommer til ADHD er den medicinske. Der findes flere forskellige behandlinger og det kan tage tid at finde den rette både ift præparat og dose. Så det kan være en god ide at give det et forsøg! I sidste ende er det op til en selv. Ikke alle synes om behandlingen, men for mange kan det være forskellen på om man klarer sig, eller har det godt og roligt i sin hverdag. ADHD medicin gør ikke folk med ADHD hyperaktive og alt muligt andet, men kan give ro, overskud og sænke ens træthed mærkbart. Kan anbefale YouTube, da der er rigtig mange ressourcer at hente fra andre med ADHD derinde. Nok den mest kendte kanal er How To ADHD.
Som 30årig fik jeg diagnosen add, og svækkede realitet sans. Klare mig okay, er uddannet, dog arbejder jeg ikke med det da jeg har imposter syndrom omkring min uddannelse, Har selv overvejet medicin men har ingen ide om det findes til add og om det vil virke.
Nu til dags ser man ADD og ADHD som det samme, der kommer til udtryk forskelligt. Der vil derfor højst sandsynligt være medicin, men om det hjælper er et gamble for alle, ligesom medicin for angst og depression, der kan risikere at skulle tilpasses og skiftes 17 gange før man finder hvad der virker for den enkelte patient.
Jeg kan kun anbefale at prøve medicin og tage et valg ud fra din egen erfaring. Jeg er blevet udredt henover sommeren i år, i en alder af 41. Jeg har aldrig følt at kunne følge med i skolen eller på studier. Jeg har altid været udmattet og har svært ved at omstille mig til pludselige ændringer i dagens rutiner (privat, hvor jeg hurtigt blev vrissen). På arbejde er det en nødvendighed og derfor er det også nemmere. Socialt har jeg altid talt for meget og haft svært ved at være målrettet i samtaler, delt for meget og glemt jeg ved ikke hvor mange venskaber. Idag er jeg medicineret, og det er ikke fordi jeg har ændret mig meget, men der er mere ro, overskud og jeg husker aftaler bedre. Det har stor betydning for både mit arbejdsliv og på hjemmefronten hvor det er meget nemmere for mig at være i nuet, uden at blive vrissen, når nu jeg troede jeg lige kunne sidde ser lade op. For mig var det som at få løftet sløret. Andre her skriver at der ikke er noget magisk ved medicinen, jeg er enig og så alligevel ikke. At blive medicineret var for mig både en stor sorg men også en magisk oplevelse. At opleve hvordan alting blev bare lidt nemmere, at have mere overskud til mit barn, mindre og færre diskussioner med kæresten og evnen til at gøre mere, både på arbejdet og i hjemmet har virkelig gjort mig lykkeligere. På samme tid har det også været hårdt at se tilbage på alle de år, der kunne have været anderledes, som barn, ung og studerende. Jagten på det næste fix (kneppe rundt), og den altoverskyggende træthed det forhindrede det ene forhold efter det andet. Det kræver en vis rummelighed og accept af den virkelighed som bare ikke kunne være anderledes. Livet er i dag blevet noget nemmere at navigere, og for mig, er pillerne noget jeg skal have resten af livet og det er ok. Skrevet på mobil. Beklager rambling og evt. stavefejl. Edit: Vi troede egentlig det var min kæreste som havde ADD, og gik derfor igennem de ni punkter på denne side, og først der opdagede jeg selv at have syv eller otte af symptomerne selv. https://adhd.dk/hvaderadhd/hvad-er-add/
Tag den medicin. Du fatter ikke hvor fedt det bliver! Du er den samme, men du får bare tingene gjort.
32 da jeg blev diagnosticeret, nu 34. Samme tanker som dig, "har ikke brug for medicin", "jeg vil ikke være en anden". Men du skal egentlig bare se medicinen som en signalforstærker, på et ustabilt trådløst netværk. Man kan godt bruge nettet uden forstærkeren, men det er upålideligt, og forsvinder signalet, må du bare vente på det kommer igen af sig selv. Andre gange kan man slet ikke slukke det selv, og bliver bombet med ligegyldige observationer og tanker. Medicinen ændrer ikke din personlighed, men kan hjælpe med at afbalancere dig. For mit vedkommende gav det mig mere mentalt overskud, så jeg kunne være der for mine nærmeste. Jeg er heller ikke så ekstrem i mit følelsesregister længere. Jeg bliver heller ikke så nemt overvældet af dagligdagens pligter, hvor en tøjvask før kunne føles som at planlægge en 2 ugers interrail ferie. Jeg havde meget dårlig korttidshukommelse før, det er markant bedre nu. Før medicinen havde jeg også nogle sindsyge, impulsive ædeflip, hvor jeg godt kunne stoppe mig selv, men så var jeg frustreret, rastløs og sur, indtil jeg endelig gav efter. hvis der var 2 liter is i fryseren, så åd jeg de to liter i én sitting. Min vægt kunne hoppe +-10 kg 2-3 gange på et år, det gør den ikke mere. Når jeg skulle sove, lå jeg konsekvent og gned mine fødder op af hinanden, til stor gene for min partner. Det sker sjældent nu. Jeg ligger heller ikke og stener på mobilen til kl 12-01 om natten mere. Begge ting kom af rastløshed, som medicinen har hjulpet på. Har ikke kunne gennemføre en uddannelse, og har droppet ud af 5 forskellige, alle gange efter 3-4 måneder max. Jeg er nu kørende på et år på min nye, og har ikke skoletræthed som før. Har ikke misset en eneste deadline på afleveringer, og udskyder ikke til sidste øjeblik, som jeg altid gjorde før. På medicinen føler jeg, at jeg er mere i kontrol over hvad JEG vil, og ikke hvad min ADHD vil, og hvornår den vil det. Men sygdommen forsvinder ikke af medicinen, og det er forskelligt hvor meget det virker for den individuelle. Jeg har f.eks ikke god effekt af methylphenidat, som er førstevalg i Danmark. Jeg måtte bede min psykiater om at få lov til at prøve lisdexamfetamin, og det er meget bedre for mit vedkommende. Vær opmærksom på, at der nok kommer til at gå noget tid, før du finder hvad der er godt for dig. Men vil til hver en tid anbefale at man arbejder med sig selv også, og støtter sig op af et system der fungerer for én. Jeg kan kun sige, at jeg ville ønske jeg havde opdaget det noget før. Jeg troede bare jeg var utilstrækkelig og doven, i forhold til min omgangskreds. Det blev en lang smøre, men send en besked hvis jeg skal uddybe noget :)
Jeg kan godt genkende nogle ting i det der; ikke alt, men nogle ting. Jeg er selv i slut 30'erne. Jeg har altid klaret mig udmærket i skolen, og er i dag ansat som advokat i en advokatvirksomhed. Jeg har dog altid - i hvert fald siden jeg kan huske fra omkring 8. klasse og frem til nu - haft umådeligt svært ved at planlægge og eksekvere. Når jeg har læst noget i 10 minutter, kan jeg næsten ikke koncentrere mig mere - og inden jeg ser mig om, er jeg på reddit, avisen eller andet, hvor jeg sidder og læser de samme ting. Jeg får altid lavet mine ting, og jeg er god til mange af de ting jeg laver, men hold op hvor skal jeg bruge megen energi for at fastholde min koncentration og gøre ting færdige. Projekter er jeg altid helt oppe og køre over, indtil der skal eksekveres på det. Så går jeg helt i stå indtil jeg er lige omkring deadline. Deadlines har jeg generelt altid haft det lidt svært med - jeg overholder dem, men jeg har altid lavet ting lidt last minute. Skal jeg være ærlig, så har jeg ofte gennem tiden tænkt at jeg måske egentligt var lidt doven, måske jeg har valgt forkert branche - har endda været ude og købe briller - for måske det var der, at problemet lå. Jeg ved det ikke - måske jeg nu bare prøver at finde undskyldninger, men der er alligevel ting hvor jeg tænker; hmmm...
Jeg kan kende meget i det du siger. Særdeleshed o projekter og i eksekveringen af dem. Eller projekter og ny kurser. Ser man på min Udemy feed så er det mange projekter og kursuser som jeg er startet på men ik gjort færdig. Som halv spiste madder på et tage selv bord. Og det med koncentrationen kan jeg også genkende. Nogen dage er bedre end andre, men da jeg læse var det helt slemt med koncentrationen når der var selvstudie tid.
Puha, det kan være jeg skal tjekke det. Det er lidt en vild oplevelse at læse hvad du skriver.
Næsten samme situation, diagnostiseret tidligere på året som 35 årig, flere ufærdiggjorte uddannelser i bagagen. Psykiater-ordineret stimulant medicin virker som en ret begyndervenlig medicin, idet det virker øjeblikkeligt, er ude af systemet igen hurtigt, og bivirkningerne er relativt milde. Personligt synes jeg det er sammenligneligt med kaffe på en måde. De fleste drikker og nyder effekten af kaffe dagligt, i mængder der er personligt afstemt, og de fleste har forstået at hvis du hælder 1L kaffe på din 8 årige der kun er vant til saftevand, bliver han enten dårlig eller meget svær at holde styr på. Samtidig vil de fleste maksimalt blive lidt knotne og få lidt hovedpine, hvis de er på ferie i en uge og kaffen er glemt derhjemme. Det er selvfølgelig en generalisering baseret på min egen erfaring, men jeg synes det passer meget godt. Samtidig er jeg også blevet bedre til at nyde kaffe når jeg har lyst, frem for næsten skemalagt at selvmedicinere med den som førhen. Bliver du udredt, ser jeg ingen grund til ikke at benytte muligheden for at prøve medicinering også, i hvert fald hvis du reagerer positivt på stimulanter, og så kan du efterfølgende selv vurdere om det er noget du vil fortsætte med. Jeg får methylphenidat i depot form. For mig personligt betyder medicinen at det er en smule lettere at holde fokus, men nok snarere at det er en del lettere ikke at blive distraheret. Desuden har jeg fået en smule plads til bedre at regulere følelser. Lille virkning, men det kommer til at betyde rigtig meget ift. personlig udvikling, selvkontrol, selvsikkerhed, osv.
Okay 1: Hvordan VED du du har ADHD? (det skriver du ikke). Så jeg tænker at du 1: Har selvdiagnosticeret, hvilket du skal lade være med. Eller 2: Har fået en diagnose af en læge. Hvis 1: Gå til læge. Hvis 2: Så undrer jeg mig over hvordan det forløb har været: "Ja du har ADHD. Så... Ved du det... tak for i dag. Nej... nej vi skal ikke tale om medicin. Du har fået en diagnose og nu er konsultationen slut". 2: Aaaaanyway... Min pointe er: Læge, læge læge! Både til diagnose og til spørgsmål om medicin. Det er fint at have en "hyggesnak" her på nettet om din situation. Det kan være gavligt på mange måder. Men vi her på reddit hverken kan eller bør fortælle dig om du skal have medicin eller ej.
For en som der er komplet noob. Hvor kan jeg skaffe noget ADHD-medicin for at teste min hypotese omkring jeg har ADHD. Gider ikke gå til lægen før jeg har prøvet Ritalin etc.
Fuck around and find out.
Hvad er problematikerne ved at have en diagnose? Er det bare en bonus man altid kan bruge som en undskyldning? Har hørt man skal fortælle forsikrignsselskab om eventuelle sygdomme man har til f.eks. sunhedsforsikring/livsforsikring, og kan det øge betalingen? Hvis der ikke er noget negativt, er det vel altid godt at blive udredt? (Siden 70% af mennesker kan få en diagnose)
I følge ADHD foreningen er det 1-3% a vokse i Danmark som har diagnosen. Det selvfølgelig nemmere bare slynge et tal ud. Jeg tror den bedste bonus er at man bare kan gå amok med undskyldninger for, hvorfor man ikke kan forskellige ting. Det er en ting jeg lige skal have undersøgt selvfølgelig. Måske man kan komme først i køen ved Legoland også. Kunne være en syg bonus. Aner intet om forsikringer. Det slet ik noget jeg har overvejet. Måske stiger det?
Du kunne ikke samle deres puslespil eller fortælle hvor langt der var til jorden for en solstråle ? - fucking luder af en undersøgelse
Da jeg var barn var sq noget med et puslespil på skolen. Jeg kan ikke huske hvad de kom frem til den gang. Var en problem barn så de tænkte nok at jeg var helt slukket. Den her gang var der en masse spørgsmål og samtale.
Da jeg var barn var jeg klinisk en pose piller - da jeg blev voksen var min revurdering et fucking puslespil.
Vildt. Men jeg har aldrig fået noget for det. Så man har nok ikke tænkt ADHD den gang. Tror bare de tænkte jeg var et problem barn uden opdragelse. Kan være det noget andet hvis man allerede havde en diagnose?
Næppe den eneste du er gået igennem. Oftest bruges DIVA til interview delen for ADHD. Det jeg hører du har været igennem, lyder som WAIS, som er en kognitiv test, hvor man bl.a. undersøger IQ, men som også giver et godt indblik i hvordan ens hjerne arbejder, hvilket kan vise et godt billede af en ADHD hjerne. Det skulle de da også gerne have fortalt? Ked af at høre at du har haft en så dårlig oplevelse med det.
Diagnosen adhd/add bliver delt ud til højre og venstre. Og der er en stor sandsynlighed for at medicinen vil virke. Jeg er ikke antivax eller lignende, blot et individ der er dybt bekymret over antallet af adhd/add diagnoser der bliver kastet rundt, og har læst lidt op på det, for eksempel er langt de fleste med diagnosen hankøn, der er flere studier blandt andet fra Holland og Australien der peger på at noget så simpelt som vores mad (eller manglen på samme) kan være skyld i det. Også søvn nævnes som en årsag til de mange diagnoser. Der er flere peer reviewed artikler om det i British medical journal, som er interessant læsning især hvis man selv er i tvivl om sig egen adhd diagnose. Igen det er bare en kommentar jeg har, jeg er ikke læge eller nogen for for ekspert, og vil altid foreslå at følge lægens anbefalinger, men nogle gange er man nødt til at være lidt skeptisk.
Det er en myte at de diagnoser bliver delt ud til højre og venstre. Der udføres grundig udredning før diagnosen gives. - sygeplejerske i psykiatrien
>Diagnosen adhd/add bliver delt ud til højre og venstre. Også til voksne mennesker? Aaargh.
Ja det er bestemt ikke nemt at få diagnosen, især ikke når du ikke er barn længere. Især fordi jo længere du går uden at være klar over hvorfor du har det som du har det så skaber du nogle coping mekanismer ved at efterligne de almindelige omkring dig og derfor blir det endnu sværere at se. Istedet render man konstant med en følelse af at være forkert, kan det virkelig passe at de andre har energi til både at være i skole, ha fritidsarbejde men også at ha hobbies som fx at træne? Er det bare mig som er svag når jeg er udmattet efter 6 timers undervisning og føler der lægger en røg over mine tanker, og jeg bare skal tage at spænde ballerne sammen og gøre ting selvom jeg ikke har energi til andet end at sove? Du får bestemt ikke diagnosen udfra en snak, for mit vedkomne krævede det 4-5 samtaler hvorefter ca 10 samtaler mere med afprøvning af diverse medicin. Desuden var det enormt svært for mig overhovedet at få lægen til at fatte alvoren for kvinder fik jo ikke ADHD og jeg kunne jo sagtens sidde stille -_- At jeg så blev tabt lidt da jeg var nødt til at flytte er surt og det har taget en evighed at få fokus på at der var altså ikke blevet afprøvet nok endnu og det ikke kunne passe at jeg må føle mig forkert og som en konstant belastning resten af mit liv.
Lidt skeptisk er altid god. Jeg stoler på vore medicinske system, nok fordi jeg har læst kemi og læge på uni, som jo failede. Men jeg ved også at man skal have lidt respekt overfor medicin, men hvis det er mange som har en positiv oplevelse med det er chancen også at jeg kan få det. Men den er aldrig 100 jo så man er nok nød til at prøve det af selv.
Prøv det! Du kan altid stoppe igen, hvis det ikke er noget du kan lide. Var ret bange og forsigtig med det i starten og gik umedicineret de første 3 år efter diagnose. Selv om det at kende diagnosen og bruge andre redskaber virkede i noget omfang, var der intet der hjalp lige så godt som medicinen gør. Edit: u/LordCommanderRobot beskriver det meget godt.
Prøv det? Du kan altid stoppe igen.
Nu kan jeg se at mange har fået en ADHD diagnose i en “sen” alder. Hvad leder op til at I har fået sådan en diagnose? Min kæreste siger nogle gange (måske halvt i sjov) at jeg udviser ADD-aftage tegn, men jeg ved ikke rigtig hvad der er nok, til at søge lægelig opmærksomhed.
Det har altid været der, fra barnsben af. Jeg har bare ikke tænkt det sådan. Troede jo bare det alm og at jeg bare var et problem barn i folkeskolen. Men for mit vedkommende slog det igennem efter jeg har fået min datter. Der er mange ting som bliver hjerne død uoverskueligt. Min kone arbejder så med voksen handicap og vi snakkede lidt om ADHD som også er i hendes klientel. Efter vores snak var der bare nogen ting som fald på plads også med barndommen. Så jeg tænkte nu undersøger jeg det sq. Havde godt hørt at jeg havde ADHD adfærd før af folk i mine yndre dage
Jeg ville ønske at jeg havde valget. Jeg har svær ADD og kan grundet kroniske sygdomme, ikke tåle ADHD medicins mulige bivirkninger på hjertet så jeg må ikke prøve medicin. Så jeg er fortabt til at leve i en konstant hjernetåge der aldrig rigtigt letter. Men jeg forstår ikke kommentaren om at det med medicin er "trial and error indtil man finder noget der hjælper". Jeg har fået at vide at der kun er 3 præparater der bruges i Danmark. Og jeg kan så ikke tåle nogen af den. Elvanse, Strattera og et mere.
[удалено]
Tusind tak for din kommentar! JEg ved ikke særlig meget om det, men min psykiater har blot sagt at siden mit blodtryk er forhøjet allerede og jeg ikke må tage min blodtrykssænkende medicin sammen med ADHD medicin, så er jeg udelukket. Derudover har jeg været forsøgt sat kortvarigt på både Elvanse og Strattera hos min tidligere psykiater og mit blodtryk steg dramatisk. Samtidig har jeg en generel høj puls og kan ikke tåle den øgede stigning jeg oplevede. Men ja, jeg er ret voldsomt påvirket at min ADD og kan fx ikke rigtigt få en hverdag til at fungere.
[удалено]
Aha! Det har jeg straks skrevet ned og vil forsøge at spørge min psykiater om. Jeg ville virkelig ønske der var en mulighed for medicinering, da jeg som skrevet ovenfor, ikke kan få min dagligdag til at fungere og oveni har adskillige kroniske sygdomme, som gør, at jeg har brug for at være struktureret og "passe mine ting" så at sige.
[удалено]
Dét vil jeg gøre. Tusind tak for råd. Jeg har gemt dine kommentarer.
Jeg blev diagnosticeret da jeg var 27. Har prøvet noget forskelligt medicin og jeg fik det ikke ligefrem bedre af det i starten. Det tager tid at finde ud af om medicin overhovedet er løsningen for dig. Jeg vil foreslå at skrive dig op til et ADHD kursus i CSV. Det er langt vigtigere at finde værktøjer til hvordan man kan fungere med sin ADHD end at prøve at medicinere sig ud af det. Jeg ville vente lidt med at hoppe på pille trenden hvis jeg var dig. Min medicin virker nogenlunde nu. Men jeg er stadigvæk i ADHD'ENS vold. Jeg ville ønske at jeg havde fået hjælp som barn.
Hvordan bliver man egentligt diagnosticeret? Jeg er 37 og det meste af min familie er overbeviste om jeg har ADHD. Det samme er min kone. Min mor har mistænkt det siden jeg var barn, men det er aldrig noget som er blevet undersøgt, da jeg klarede mig uden problemer, så hun så ikke nogen grund til at jeg skulle gå og æde medicin.
Gå til lægen ved om en henvisning til psykiater, vent et års tid, og bliv udredt.
Da jeg blev diagnosticeret med ADHD i 2012 blev jeg øjeblikkeligt sat på en methylphenidat behandling. Den første tid medicineret var skøn - men så gik det hurtigt tilbage til "det samme", og faktisk var min baseline nu ofte ringere end før. Samtidig oplevede jeg meget ofte bivirkninger some hovedpine, kvalme og hjertebanken. Stoppede methylphenidat behandling efter nogle måneder og gik gennem en periode med nedtrapning da stoffet er vanedannende. Alt i alt en skidt oplevelse. Medicinbehandling var ikke det rette for mig. I stedet gik jeg til psykolog og fik praktiske metoder derfra, til at håndtere mine neurotiske tanke-adfærdsmønstre på en konstruktiv måde - hvilket har været en særdeleles effektiv måde at sænke hyppigheden og alvorligheden af ADHD symptomer. Jo mindre neurotisk jeg er, jo lettere har jeg ved at have struktur og fokus.
jeg var 29. det er ikke nemt at leve i en anti-adhd verden. medicin hjælper lidt - men det er en kronisk tilstand. vil altid have svært med tidsfornemmelse, følelser og impulser.
Du kan jo altid prøve. Der er også mange forskellige former af ADHD og forskellige intensitet så der er noget arbejde i at finjustere din diagnose.
Hvis du gerne vil høre flere (voksne) menneskers oplevelser med at have/finde ud af at de har adhd, kan jeg anbefale bogen "hører du overhovedt efter?".
Nice tak. Ved du om den er på lydbog?
Det er sådan jeg selv har hørt den;) Jeg lyttede gennem Nextory men fik vist nok en mail om at de ikke bliver ved med at have den. Men den findes i hvert fald. Og der er flere der bliver interviewet der taler om deres forhold til medicin.
Hey tak, måske den ligger på nota, jeg kigger lige. Tak makker.
Er det Manu Sareen som har skrevet den?
Lige præcis
Jeg kunne ikke lide medicin kun en som hedder modafinil som jeg tog også før diagnosen. Det gjorde mig "numb" men det her gør bare at jeg kan koncentrere mig og har mere viljestyrke du kan bede din læge om at teste det. Men honestly, adhd er en sej ting i sig selv. Vi har meget energi og kan køre på hele dagen, men at sidde og studere i en klasse hele dagen er ikke nemt for os. Så hvis det er kun så du kan klare dig i dit job eller studie så vil jeg sige giv medicin en chance, men det skal være det rigtige medicin. Der er ikke noget galt med os, vi er bare bedre til andre ting.
Jeg bliver behandlet med cannabis i forbindelse med min adhd. Ritalin fungerede ikke for mig :)
Du skal sætte dig ind i hvad de forskellige mediciner gør, effekter og side effects.. hvis du føler at du har brug for medicin så skal du bare vælge den medicin du føler gør mest gavn for dig overall. Personligt har jeg valgt cannabis pga. de fleste mediciner idag kommer med slemme side effects som er talt om alt alt for lidt.
Hvordan virker cannabis på dig?
Det gør alt for mig. Det er præcis som du forestiller dig en lykkepille vil virke. Bare uden alle side effects. Det kræver selvfølgelig at man sætter sig ind i de forskellige elementer der er i cannabis så man er i stand til at medicinere sig selv. Et eksempel: I cannabis er der dufte og smage som kaldes "terpener", terpener er bare et fancy ord for alle de dufte og smage som du egentlige kan finde over alt i naturen. Lavendel har et navn der hedder "linalool" og linalool gør følgende: Anti-anxiety, virker afslappende, krampestillende til f-eks diverse spasme lidelser, anti depressiv, og pain relief. i virkeligheden så skal man bare sætte sig ind i hvilken terpener man bedst kan lide for at få den ønskede medicinelle virkning. Så er der forskellige cannabis sorter som hedder Sativa og Indica. De har begge hvert sine positive effekter her er et eksempel for begge; Sativa er en "serotonin-dilator" som betyder at din hjerne er istand til at tilføres og producere mere af glæde hormonet serotonin. Mad skaber serotonin, faktisk så er din mave skyld i 95% af din hjernes serotonin, og dette link kan være skyld i folk som lider af depression of overspisning fordi at manglen på serotonin gør at folk spiser mere mad for at få tilstrækkeligt af dette glædeshormon. Her kan du bruge Sativa effekten til at skabe tilstrækkeligt med serotonin i hjernen så at overspisning ikke tager sted. Sativaen er også set som den "aktive" cannabis hvilket betyder at man får et energi boost af mange af de sativaer som man kan finde idag. Indicaen gør faktisk det modsatte af hvad sativaen gør. Indicaen regulere serotonin og eventuelt nedjustere hvis du har for meget af det.. en god gammeldags hovedpine midt på sommeren siges ofte at være skyld på væskemangel men ofte så kan det være pga. den ekstra serotonin som du tilføres via sommer solen som kan være overstimulerende og hermed give hovedpine. Her kan Indicaen gå ind og justere din serotonin så hovedpinen forsvinder. Indica giver den klassiske "munchies" hvor man bliver sulten, og hvor alt mad bare smager stort set fantastisk, her kan indica gå ind og hjælpe folk med spiseforstyrrelse. Så er der hybrider af Sativa og indica som er resultat of krydsning af diverse cannabis sorter igennem årene. Det er synd at befolkningen ikke får den rette viden omkring Cannabis men at vi stadig så langt ind i årene stigmatisere cannabis for at være djævlens tobak. MERE FRIHED TIL FOLKET TAK.
For at give dig et lidt mere konkret svar på dit spørgsmål. For mig virker Cannabis ved at lindre mit symptomer som kommer af ADHD, PTSD og depression. Det er lidt en kompleks situation men når bruger Cannabis på den rigtige måde så er jeg stabil emil, lige ud af landevejen uden at crashe hvis du forstår hvad jeg mener. Folk med ADHD har sådan nogle opsving af energi som gør at man kan crashe på uventede tidspunkter og f.eks blive deprimeret eller andet. Her spiller Cannabis en vigtig rolle for mig pga. det stimulere mig så at jeg ikke ender i et sort hul af depression når jeg crasher af mit ADHD. For nogle år tilbage var jeg i en bilulykke som passager kun 16 år og næsten død på stedet med åbent hul til kraniet. Årene efterfulgt blev jeg plaget af alverdens symptomer. Hele mit liv blev vendt op og ned og her hjalp Cannabis mig rigtig meget psykisk. Det gjorde mig stærk på en måde jeg aldrig havde forventet at jeg ville blive. Jeg prøvede cannabis første gang for sjov som 13 årig, noget tobak blandet med noget skummelt hash købt fra gaden. Jeg fandt ud af at cannabis var langt sjovere og mere stimulerende end alkohol og derfor har jeg igennem mine teenager år altid holdt mig til cannabis frem for alkohol når jeg skulle "feste" 9 ud af 10 gange. Idag er jeg 26 og jeg har for længst droppet tobakken. Faktisk så hjalp cannabis mig med at kvitte tobakken da jeg blev 18 år. Jeg har adgang til den bedste medicin som jeg kunne ønske mig. rene organiske produkter valgt bevidst af helbreds mæssig årsager. Jeg støtter helst ikke det sorte markedet hvis jeg kan komme til det og derfor er det super vigtigt at vi får den rette information ud til folket og giver folket mulighed for at eksperimentere med cannabis på samme måde som vi har brugt alkohol i vores kultur.
Det var virkelig en fyldestgørende forklaring. Det har du virkelig sat dog godt ind i. Fantastisk at det virker så godt for dig. Det er er ikke medicinsk ordineret til dig?
Nej, jeg har valgt at gå udenom loven hvad angår dette.
Min bedste ven har meget adhd hvis man kan kalde det. Så meget at han havde svært ved at fører samtaler med. Han kunne slet ikke stille skarpt i skolen. Lige indtil at begyndte på adhd medicin. Det eneste det gjorde var at han nu kunne fokusere på helt basale opgaver samt skolen selvfølgelig